Brevduen tilhører racen af tamduer (Columba livia domestica, Columba livia forma domestica), der har sin oprindelse i klippeduen (Columba livia). Brevduen har som følge af intensivt og målrettet avlsarbejde udviklet en ekstrem orienteringsevne og udholdenhed samt en lige så stærk drift til altid at vende tilbage til sin mage og redeplads.
Brevduen har gennem historien været benyttet som budbringer, og kan medføre meddelelser på let papir eller lignende over lange afstande i en specialbeholder, der enten er fastgjort til brevduens ben eller bæres i en sele som en lille rygsæk.
Mest kendt er brevduen dog i kapflyvningssammenhænge, hvor den kan tilbagelægge flyvestrækninger på op til typisk 1.200 kilometer – længere kapflyvninger forekommer, og den kan flyve med en gennemsnitshastighed på mellem 60 og 80 km/t alt efter vejrforholdene. Ved gunstige vejrforhold er der målt hastigheder på op mod 120 km/t.
Brevduens overlegne orienteringsevne har givet anledning til mange diskussioner og teorier blandt biologer og forskere, og menes bl.a. at bero på en kombination af den magnetiske sans, lugtesansen, stedsansen og synssansen. Nogen endelig teori eller forklaring er man dog endnu ikke kommet frem til.
Brevduens orienteringsevne thumb|Det karakteristiske syn af en flok brevduer i luften. Hvordan de finder vej, er stadig et mysterium. Brevduens overlegne orienteringsevne har længe fascineret og forundret mennesket. Mange teorier har været fremlagt, og mange forsøg er blevet udført, men endnu er det et af naturens uløste mysterier, hvordan en brevdue finder vej. Amerikanske forskere fra North Carolina mener at have fundet små magnetiske partikler i brevduens næb, og har fremsat en teori om, at brevduen så at sige er et flyvende kompas.
De afviser til gengæld teorien, at brevduen skulle gøre brug af sin lugtesans, som andre har foreslået. Forskere har også lokaliseret små korn af det magnetiske mineral magnetit i hjernen hos brevduer. Der er udbredt enighed om, at også brevduens synssans spiller en rolle, så den bl.a. kan orientere sig ved hjælp af solens position på himmelen.
I England har professor Tim Guilford ved University of Oxford sammen med et hold af dyreadfærdspsykologer fremlagt teorien, at brevduen bl.a. følger det menneskeskabte vejnet og jernbanespor, når den flyver. Over en periode på 10 år påmonterede man små GPS-sporingsapparater på et antal brevduers ryg, hvorefter man løslod dem på afstande mellem 15 og 30 kilometer fra slaget.
Man kunne så elektronisk med stor nøjagtighed følge den enkelte brevdues rute, og opdagede, at brevduerne ved de første gennemflyvninger af en rute tilsyneladende benytter sin magnetiske sans, og vælger fugleflugtslinjen, men ved gentagne flyvninger på den samme rute tilsidesætter brevduen tilsyneladende sit medfødte instinkt, og begynder i stedet at følge vejnettet og andre landkendingsmærker. Man har observeret brevduer flyve rundt over en rundkørsel, for derefter at dreje fra ved den rigtige afkørsel. De danske Brevdueforeninger: Hvordan finder duerne hjem (dansk oversættelse af artikel af Caroline Davies i The Daily Telegraph) BBC NEWS: Pigeons reveal map-reading secret
Om brevduen orienterer sig efter kompasteorien, landkortteorien – eller noget helt tredje, er stadig emne for diskussioner og teorier – både blandt opdrættere og forskere.
Brevduen i historien At kendskabet og tilliden til brevduens gode orienteringsevne ikke er af nyere dato, bekræfter bl.a. beretningen om Noa og hans ark i Det Gamle Testamente. Det var en brevdue, der vendte tilbage til arken med olivenkvisten i næbbet, og dermed forkyndte for Noa, at syndfloden var overstået, og en ny tid skulle begynde. Siden er duen med kvisten blevet et globalt fredssymbol.
Brevduen har fløjet med meddelelser for mennesket i mange tusinde år. Fra oldtidens Lilleasien har man vidnesbyrd om, at brevduen blev benyttet som budbringer i både fredstid og krigstid. Indskrifter i Egypten fortæller, at brevduen blev holdt som husdyr og brugsdyr for 5.000 år siden. Skibe, der ankom til egyptiske havne, havde brevduer med, der kunne melde tilbage om vigtige gæsters ankomst. I det egyptiske rige var der organiseret civil luftpost med brevduer. Spredt ud over riget var der anbragt 49 duetårne, så brevduerne kunne flyve stafet med budskaber tværs gennem landet. Tårnene var anbragt, så den enkelte brevdue ikke behøvede at tilbagelægge længere luftstrækninger end ca. 150 kilometer.
Militært udnyttede egypterne også brevduens færdigheder. I vagttårne langs grænserne anbragte de kurve med specielt opdrættede brevduer, der skulle kunne tilbagelægge strækninger på op imod 600 kilometer med depecher til Farao, så han kunne holde sig orienteret om eventuelle trusler mod riget. Et vægmaleri i Ramses den 3. tempel viser overbringelse af en sådan meddelelse til Farao.
Den olympiske brevdue thumb|Duen med olivenkvisten i næbbet er et globalt fredssymbol. Fra Egypten spredte brugen af brevduer sig til Syrien og Persien, hvor brevduerne fløj med meddelelser om statssager og med korrespondance mellem Sultanen og hans embedsmænd, og blev en medvirkende årsag til at man kunne holde sammen på de store riger. Kong Sargon af Akkad lod alle sine kurerer have en brevdue med. I tilfælde af problemer, hvor kurererne muligvis ville blive tilfangetaget, skulle de sætte brevduen fri. Dens hjemkomst var en besked til kongen, at han skulle sende en ny kurer af sted. Også fra Kina har man vidnesbyrd om brugen af brevduer som budbringere.
Fra det 6. århundrede f.Kr. har man kendskab til brugen af brevduer i Grækenland som det første sted i Europa. Ved de antikke olympiske lege var det brevduer, der fløj resultaterne fra konkurrencerne ud til omverdenen, og fra samme tid fortæller den græske digter Anakreon, at kongen sendte kærlighedsbreve til sin elskede med brevduer.
Den romerske historiker Plinius den Ældre fortæller, at hærføreren Decimus Junius Brutus under belejringen af Modena i 43 f.Kr. holdt consulerne i Rom underrettet om slagets gang ved hjælp af brevduer. Plinius den Yngre skriver i et brev til sin onkel, at: "Folk er gale med duer her, de betaler op til to guldstykker for et par". Det største af datidens romerske duehold, Columbari, skulle efter sigende have huset ikke mindre end 2.500 par duer, der blev passet og trænet af specielt uddannede slaver.
Med på korstogene Senere, i 732, blev meddelelsen om den franske feltherre Karl Martells sejr i Slaget ved Poitiers sendt ud med en brevdue. Beskeden, der var skrevet på et sammenrullet stykke papyrus, lød: "Saracenerne er besejret". Brugen af brevduer blev dog ikke umiddelbart et europæisk anliggende. Derimod har man ved arkæologiske udgravninger fundet stentavler med reglementer og anvisninger, der fortæller, hvordan brugen af brevduer var sat i system som posttjeneste mellem Bagdad og byerne i Syrien i 1100-tallet.
Det var først med korstogene, vesteuropæerne igen for alvor gjorde brug af brevduer i krigstjeneste. Richard Løvehjertes korsfarere indfangede en brevdue, der bar en meddelelse om, at muslimske styrker var på vej for at bryde de kristnes belejring af Ptolemais. Korsfarerne forfalskede meddelelsen, så den i stedet fortalte, at de muslimske styrker ikke ville kunne hjælpe de belejrede, og lod brevduen flyve videre til Ptolemais med den. Byen overgav sig derfor til Richard Løvehjertes mænd, der kunne indtage og befæste den. Da den muslimske hær endelig kom Ptolemais til undsætning, kunne de intet stille op. Byen var under korsfarernes kontrol.
Det var også brevduer, der i 1249 kunne melde om den franske konge Ludvig den Helliges landgang ved Damietta i Egypten, da han deltog i det 7. korstog, ligesom det var en brevdue, der bragte nyheden om hans nederlag ved Mansura i april 1250.
Brevduen i Europa thumb|Den østrigske kunstner Friedrich von Amerlings billede af en ung orientalsk kvinde med en brevdue, der har overbragt hende en meddelelse. I dele af Europa var det længe kun forbeholdt de adelige og de gejstlige at holde brevduer, og fra kilder ved man, at der blev gjort stor brug af denne form for kommunikation. Først efter den franske revolution i 1789 blev det tilladt den menige mand, at holde duer.
Også privatøkonomisk har brevduen haft stor indflydelse. En af napoleontidens største private formuer blev grundlagt på den engelske børs ved hjælp af brevduer. Den engelske bankier Nathan Mayer Rothschild opbyggede en brevduetjeneste i Europa, der kunne holde ham orienteret om de nyheder, der havde værdi for bankverdenen. Med brevduerne vidste han besked om Napoleons nederlag ved Waterloo, tre dage inden nyheden havde nået den engelske regering.
Nathan Mayer Rothschild spredte nu rygtet, at England havde tabt slaget ved Waterloo. Det medførte, at kurserne på engelske statspapirer styrtdykkede, hvorefter Rothschild opkøbte alt, han kunne komme over. Da nyheden om Napoleons nederlag endelig nåede London, og kurserne igen steg, gjorde Nathan Mayer Rothschild enorme fortjenester.
I England benyttede man i 1800-tallet brevduer til at flyve resultaterne fra væddeløbsbanerne til byen. En af disse ruter gik fra Epsom til London, en strækning på ca. 25 kilometer, der kunne tilbagelægges på godt 25 minutter af en veltrænet due. Brevduer blev også benyttet af de store aviser. Den engelske avis The Times organiserede i 1837 en duepost mellem Paris og Boulogne ved den franske atlanterhavskyst, og i 1844 havde også aviser i Antwerpen og Bruxelles i Belgien forbindelse med Paris via brevduer. Den tyske avis Kölnische Zeitung udstyrede sine udsendte korrespondenter med brevduer, så de hurtigt kunne sende vigtige nyheder hjem til redaktionen.
Skønt Samuel Morse allerede den 24. maj 1844 havde prikket beskeden, "What hath God wrought", med sit morsealfabet, var nettet af telegraflinjer i 1850 endnu ikke fuldt udbygget i Europa. Der var et hul i linjen mellem metropolerne Paris i Frankrig og Berlin i Tyskland. Dette hul, der fysisk befandt sig mellem Bruxelles i Belgien og Aachen i Tyskland, udfyldte den tyskfødte, britiske journalist, Julius Reuter, med en brevduetjeneste, så han hurtigere kunne få de seneste kurser fra børsen i Paris – den viden kunne der tjenes penge på, og brevduetjenesten var så indbringende, at Julius Reuter allerede i 1851 kunne rejse til London og opbygge det Reuters, der i dag er et af verdens førende nyhedsbureauer.The long history of speed at Reuters: https://www.reuters.com/article/rpb-historyofspeed-idUSKBN2761XC
Belejringen af Paris thumb|Illustration fra Harper's New Monthly Magazine i 1873 der viser brevduer med meddelelser. Under den fransk-preussiske krig i 1870 viste brevduen sig igen overlegen som budbringer. Da Paris var blevet belejret, kunne man med brevduer holde regeringen i Tours underrettet om situationen og selv modtage instrukser. Ad fototeknisk vej nedfotograferede man dokumenter og post, og overførte billedet til en tynd kollodiumhinde på størrelse med forsiden af en tændstiksæske. En brevdue kunne medbringe 18 af disse hinder, der tilsammen rummede ca. 70.000 ord, i en beholder. Inden Paris blev belejret, havde man indsamlet mere end 800 brevduer fra private franske dueslag, og mens byen var belejret, udvekslede man brevduer med hjælp af varmluftsballoner, der kunne sendes højt over fjendes styrker. Under belejringen var disse brevduer den eneste forbindelse til omverdenen.Alfred Osman: Pigeons in the Great War. A Complete History of the Carrier-Pigeon Service during the Great War, 1914 -1918, London: The Racing Pigeon Publishing Co., Ltd., 1928.
Da den svenske opdagelsesrejsende Salomon August Andrée i 1897 tog ud på sin ballonfærd, der skulle have ført ham til Nordpolen, havde han 36 brevduer med, som var betalt og specialtrænet af den svenske avis Aftonbladet. Duerne skulle slippes over flere omgange med nyheder fra ekspeditionen.
De militære brevduetjenester thumb|Soldater ved United States Army Pigeon Service inspicerer en brevdue.