Helsingør er en by ved kysten i det nordøstlige Nordsjælland. Helsingør er centrum for Nordsjællands største kommune og det fjerdestørste byområde på Sjælland efter København, Roskilde og Hørsholm, samt det fjortende største byområde i Danmark.https://nyheder.tv2.dk/samfund/2025-05-14-se-den-nye-liste-her-er-danmarks-20-stoerste-byer Byen er beliggende ved den smalleste del af Øresund og er en havne- og færgeby med hyppige afgange via bilfærge samt passagerfærge til Helsingborg i Skåne. Helsingør er verdenskendt for kongeslottet Kronborg og takket være Shakespeares skuespil Hamlet. Helsingør er regionalt handelsområde for Nordsjælland inden for en del produktområder også den svenske side af Øresund. Byens omkring 500 butikker (327 butikslejemål i Helsingør City + 200 butikker andre centre/lokationer)) har et handelsopland på over 500.000 kunder inden for cirka 30 minutters kørsel og er handelscentrum for Nordsjælland. Der er stor tilstrømning af tilflyttere på grund af, at der bygges nye boliger i kommunen i disse år.https://helsingordagblad.dk/helsingoer/stort-overblik-her-er-de-hundredvis-af-nye-boliger-der-nu-bliver-opfoert-i-helsingoer-og-omegn-2025-10-11
Navn og etymologi Navnet Helsingør nævnes i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 som Hælsingør, der kommer af betegnelsen helsinger, der er beboerne ved halsen, hvor halsen hentyder til Øresunds smalleste sted. Efterleddet -ør(e) betyder 'gruset strandbred'. Navnet betyder altså "Helsingernes grusede strandbred".Helsingør i Den Store Danske Hans Folke, Hans Thor Andersen, Inge Mørch Jensen, Gyldendal. Hentet 12. april 2019 fra Navnet Helsingør på helsingorleksikon.dkBent Jørgensen: Danske stednavne, 3. udgave, Gyldendal (2008).
Helsingør udtales med tryk på sidste stavelse, i modsætning til fx Dragør, der har tryk på første stavelse.Jørn Lund & Lars Brink: Den Store Danske Udtaleordbog (1990).
Historie Helsingør var oprindeligt beliggende på den yderste spids af Nordøstsjælland på en stribe gruset strandbred (ør).
Ifølge Arild Huitfeldt skal der allerede i 1288 have ligget en by og en borg, idet der berettes, at den norske konge Erik Præstehader, som havde taget parti for Erik Klippings mordere, femtedagen efter St. Peders dag lagde sig med en flåde for "Helsingør“, og "anden dag efter begav kongen sig til lands og brændte Helsingør udi aske." Folket flygtede ind på "Flynderborg“.Trap (1898), s. 27
Et kongebrev som tildeler privilegier til kapitlet i Roskilde er i 1308 udstedt fra Helsingør ("Helsingoræ"), og ikke fra Flynderborg.Matthiessen, C. M. A. Diplomatarium Helsingoranum : en Samling af Aktstykker til Byen Helsingørs Historie. 1861-66. s. 4. Tre år blev byen ødelagt af hansestædernes flåde, og dette gentog sig i 1372. Flynderborg nævnes end ikke dengang som tilflugtssted. Det første kendte dokument, hvori Helsingør nævnes som by, er dateret den 22. juli 1389.Trap (1898), s. 28 Næste gang Helsingør ("Helssinkyre") nævnes er i en skippers afkaldsbrev på et strandet skib fra Hamborg dateret den 3. Maj, 1393.
Sundtoldbyen thumb|Kronborg set fra Helsingør. På Erik af Pommerns tid (omtrent 1423) nedrev man den gamle borg, hvorefter man opførte en ny, kaldet Krogen eller Ørekrog. Samtidig gav kongen byen store begunstigelser og privilegier, hvad der utvivlsomt forklares ved indførelsen af sundtolden omkring 1425. J.A. Fredericia: "Fra hvilken Tid skriver Sundtolden sig?" (Historisk Tidsskrift 4. R., IV) Hidtil havde byen ikke været meget betydelig, da der indtil den tid endnu var en købstad ved Søborg, ligesom Dragør, Malmø, Skanør og Falsterbo var vigtige markedspladser og fiskelejer ved Sundet. Ydermere var omegnen næsten helt bevokset med skov. Men Erik af Pommerns privilegier og Sundtoldens indførelse betyd et stærkt opsving for den strategisk velbeliggende by. Ved privilegium af 1416 gav kongen 10 års skattefrihed for dem, som byggede stenhuse. Borgerne fik desuden fri ildebrændsel af allehånde træer, undtagen eg og bøg: "for at vor nye Købstad paa Ørekrog des bedre og raskere bygges og koffres maa". Den 2. juni 1426 gav kongen atter privilegier for "den nye By paa Krogen", der dengang allerede havde borgmester og rådmand, og den 13. marts 1441 fornyede Christoffer af Bayern disse privilegier for Helsingør. Den 3. juli 1456 gav Christian I stadfæstelse og forbedring af privilegierne, af hvilket dokument ses, at sildefiskeriet i efteråret endnu dengang var af betydning for byen, og at det var almindeligt for borgerne at have svin på olden i de omliggende store skove. Helsingørs usædvanlig store svinehold menes at have været hovederhvervet forud for sundtoldens indførelse. Byens privilegier stadfæstedes atter den 7. marts 1516, den 16. juni 1540 og den 10. maj 1561.
Det er rimeligvis fra denne Helsingørs blomstringsperiode i 1400-tallets første halvdel, at dens to kirker stammer, ligesom også dens tre klostre er fra denne tid. Uden for byen, hvor senere Marienlyst Slot kom til at ligge, lå gråbrødreklostret St. Anne Kloster, stiftet 1420 af Erik af Pommern, som dertil henlagde St. Anne Kapel. Klosterkirken indviedes den 27. januar 1427. I 1496 bragtes munkene til observants af gråbroderen Anders Glob. Ved reformationen ophævedes gråbrødreklostret; bygningen er sikkert blevet nedrevet i midten af det 16. 1500-tallet, og på dets grund lod Frederik II i 1580’erne opføre lystslottet "Lundehave".Danske Samlinger V, s. 179 og F.R. Friis: Samlinger til dansk Bygnings- og Kunsthistorie, s. 346ff.
I den modsatte udkant af byen, tæt ved den søndre port, Svingelport, og i det kvarter, som gennemskæres af Munkegade, Sortebrødrestræde (i mange år fejlagtigt navngivet Gråbrødrestræde) og Klostergade, lå Sortebrødreklosteret. Det var stiftet af Christoffer af Bayern ved gavebrev af 3. marts 1441 og indviet til dominikanernes sædvanlige værnehelgen, Sankt Nicolaus. Klosteret blev i 1536 skænket af Christian III til Helsingør by til et almindeligt hospital, og ved brev af 3. februar 1541 forenedes dermed Sankt Jakobs Hus, et lille sygehus øst for Sankt Olai Kirke. Imidlertid blev lemmerne i 1541 overført til Vor Frue Kloster, og Sankt Nicolai Kloster henlagdes da til dette. Klosteret synes at være nedbrudt i 1600-tallet. Mens Sankt Anne og Sankt Nicolai Klostre således ikke spillede nogen større rolle, gælder dette ikke det tredje, Karmeliterklosteret eller Vor Frue Kloster, stiftet 1430 af Erik af Pommern. Dette kloster synes at have indtaget den højeste rang blandt de danske karmeliterhuse. Ordenens provincialprior menes at have haft sit sæde her. Det var tillige en rig stiftelse, som foruden i Helsingør og nærmeste omegn også havde mere fjerntliggende ejendomme, således i København og Assens (Helligåndshospitalet). I 1517 skænkede Christian II klosteret Sankt Jørgens Gård ved København, for at midler herfra kunne anvendes til det nyoprettede karmeliterkollegium i Sankt Pederstræde. Men allerede i 1522 mistede klosteret atter denne besiddelse. I reformationstiden spillede Vor Frue Kloster en vis rolle: Dr. Andreas Christensen var prior her, og herfra udgik to af tidens mest fremragende mænd, Povl Helgesen og Frants Vormordsen. I 1541 blev det omdannet til hospital, og som sådant benævntes det ofte (og endnu i sidste del af det 1600-tallet) Helliggæsthus. Et Sankt Jørgenshus for spedalske, beliggende uden for byen, omtales i Helsingørs stadsret af 1443. Helsingør havde et Sankt Gertrudsgilde, som ved kongeligt privilegium af 20. januar 1514 fik ret til de penge og anden ejendom, der fandtes på lig, som drev ind på stranden mellem Nivå og Hornbæk, da det havde påtaget sig den pligt at begrave de inddrevne lig.Trap (1898), s. 29
Af dokumenter vedrørende Helsingør fra første halvdel af 1500-tallet nævnes for øvrigt kong Hans’ brev af 29. december 1508 til øvrighed og borgere i Helsingør om at omgive byen med grave og befæstning på grund af krigsforholdene. Denne plan blev dog aldrig ført ud i livet. Frederik I’s brev af 15. juli 1532 om, at sundtolden fremdeles skal oppebæres i Helsingør, da Christian II havde henlagt dens oppebørsel til København. Dom for Kongens Retterting af 5. maj 1541 angående forholdet mellem Helsingør og Helsingborg, hvorefter Helsingørs borgere, der "ikke have i deres By et Torv som andre Købstæder, da maa de frit købe Korn og ædende Varer til deres Behov i andre Købstæder og Lande uden Told undtagen paa Fiskerlejerne". De måtte derfor også handle på Helsingborg på samme måde, hvorimod det også blev tilladt for Helsingborgs borgere at handle på Helsingør. Et kongebrev af 11. december 1547 bestemte, at der hver lørdag skulle være torvedag i Helsingør, og at følgende sogne skulle gøre tilføring med korn og andre varer: Karlebo, Lynge, Grønholt, Asminderød, Lillerød, Tikjøb, Nøddebo, Blovstrød, Herlev, Frerslev og Tjæreby,. Med andre ord gjaldt det for hele området ned til Sjælsø og sydøst for Arresø.
Renæssancen thumb|Helsingør i 1588. Op gennem 1500-tallet blev Helsingør ramt af mange ulykker. Byen ødelagdes af ildebrand i 1500, ig blev senere igen, i 1523, afbrændt af lübeckerne. Under Grevens Fejde i 1535 blev byen indtaget for dog, tillige med slottet Krogen, året efter at blive generobret. Pesten hærgede Helsingør i 1536 og 1583: I dette sidste år skulle så mange som 1.200 mennesker være døde. En epidemisk sygdom, "svede-sygen“, hjemsøgte også Helsingør 1529. Trods alle disse ulykker kom byen nogenlunde til kræfter igen. Sundtolden bidrog hertil. Desuden havde Frederik II under den svenske krig erfaret, at "Krogen" ikke var et tilstrækkeligt værn til at sikre sundtoldens opkrævning. Derfor lod kongen i årene 1574–83 opføre et anseligt renæssanceslot, som fik navnet Kronborg. Foruden at fungere som fæstning, var Kronborg også en jævnlig besøgt kongebolig, hvilket dog for byen betød ikke ringe ulemper for som følge af indkvartering og transport af soldater og hofsinder. Mange udlændinge tog også ophold i Helsingør, deriblandt nogle fra Nederlandene flygtede calvinister, af hvilke flere skal have været formuende folk. At Søborg ved århundredets midte udtrådte af købstædernes tal, bidrog også til Helsingørs øgede betydning. Men den stigende velstand og med det voksende besøg af fremmede synes sædeligheden at have været for nedadgående, hvad der kan ses af Frederik IIs brev af 13. juli 1574 "om løsagtige Kvindfolk i Helsingør". Et kongebrev af 28. august 1566 tillod, at borgerne i Helsingør måtte lade købe korn og andet i Isefjorden og ved Sundby Færge (senere Frederikssund).
Et kongebrev af 13. juli 1574 forbød de nederlandske calvinister, der var flygtede til Helsingør, under gudstjenesten at gøre gæstebud, spadsere på gaden og deslige. Der blev givet nye privilegier for Helsingør af 13. januar 1577 i anledning af Kronborgs anlæggelse. Der var tale om, at de gamle privilegier blev stadfæstet samtidig med, at byens borgere fik skattefrihed i 20 år mod, at de skulle "herberge vore Hofsinder" og føre dem og andre, der kommer med pas, over til Helsingborg. Den 10. juli 1570 fik Henrik Mogensen fuldmagt til at forhandle med kongen om vands indledning til Helsingør. Ved bevilling af 16. juli 1581 fik Peither Pester tilladelse til at oprette et apotek. Ved kongebrev af 6. januar 1582 befaledes Sjællands biskop og borgmesteren i Helsingør, at den tyske ugedagsgudstjeneste, der nogle år forinden var indført i Mariekirken for nederlændere og tyskere, skulle holdes efter kirkeordinansens bestemmelser på de samme dage som i de danske kirker, nemlig onsdag og fredag.Trap (1898), s. 30