Baggrunden for Darfur-konflikten skal findes i mange forskellige forhold, der hver især har påvirket hinanden. En af hovedårsagerne har været de store strukturelle uligheder i levestandard og politisk indflydelse mellem Sudans centrale regioner og periferien, herunder Darfur. Sydsudan er kulturelt meget forskelligt fra det øvrige Sudan, og beboes primært af kristne, men de muslimsk dominerede vestlige, østlige og centrale regioner er også økonomisk og politisk marginaliserede i forhold til området omkring hovedstaden Khartoum. Denne ulighed blev i 1980'erne yderligere forstærket af en kombination af flere miljømæssige katastrofer, såsom overbefolkning, ørkendannelse, tørke samt af politisk opportunisme og regionale spændinger. Som resultat af tørken begyndte de første sammenstød mellem nomade og fastboende grupper, og Darfur har siden da reelt befundet sig i en tilstand af ufred og vold mellem forskellige interessegrupper. Oprørsgruppen Sudan Liberation Movement (SLA/M) blev derfor dannet i et forsøg på at stoppe myrderiet og plyndringerne fra stammerne i det nordlige Darfur. Den anden dominerende gruppe er Justice and Equality Movement (JEM), den har rod i en islamistisk bevægelse og er drevet af utilfredsheden med den økonomiske fordeling i landet. Den 16. juni 2007 udsendte FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon en erklæring, hvor det fremgik at massakrerne i Darfur i hvert fald delvist skyldes klimaforandringer, som i nogen grad er menneskeskabte. Den tørke der i de seneste år har ramt det nordlige Darfur er i historisk tid uden fortilfælde, og reduktionen i regnmængden har betydet, at millioner af hektar græsningsaeraler, som i forvejen var marginaljord, er blevet omdannet til ørken. Disse forandringer af landbrugsjorden er blevet anset som værende direkte årsag til konflikten mellem regionens forskellige befolkningsgrupper, da presset fra kvæghyrder, som har søgt mod syd efter nye græsgange, førte til konflikter med den fastboende befolkning i det sydlige Darfur.Climate change – only one cause among many for Darfur conflict Dertil skabte regionens historie skabte en grundlæggende konflikt mellem de forskellige befolkningsgrupper som bebor området. Denne splittelse er igen blevet forstærket af den arabisk dominerede sudanske centralregerings negligering af Darfur regionen har medført en øget polarisering mellem de grupper, der identificerer sig som ”arabere”, og dem der ser sig selv som ”afrikanere”, mens den udbredte slavehandel, som tidligere prægede området, i forvejen havde skabt en grundlæggende foragt de etniske grupper imellem. I nyere tid har nabolandene Tchad og Libyen været stærkt involveret i Darfur, og har udnyttet området som led i deres egne interne konflikt.

Konfliktens parter Darfurkonflikten begyndte som en strid mellem oprørsgrupperne SLA/M (Sudan Liberation Movement/Army) og JEM (Justice and Equality Movemen) overfor Sudans centralregering. Oprørsbevægelserne har hovedsageligt hvervet deres medlemmer blandt de bofaste jordbrugende "afrikanere", herunder furer og zaghawa. Regeringssiden har derimod allieret sig med den "arabiske" nomadebefolkning, især gennem støtte til janjaweed. Den er opstået i forbindelse med borgerkrigen i nabolandet Tchad. I slutningen af 1960’erne bevæbnede Tchads og Libyens regeringer grupper i Darfur, det var gerne kriminelle og fængselsfanger, som kunne hjælpe med at bekæmpe oprørsgrupperne i Tchad.

På rebelsiden står de oppositionsbevægelser, som findes i andre regioner i Sudan, som sekundære parter i konflikten, disse grupper kræver alle mere indflydelse til de folkeslag, de repræsenterer, i Sudans regering. Dertil modtager oprørsgrupperne i Sudan også støtte fra regimet i Eritrea og formentlig Libyen. I begyndelsen af konflikten bistod Tchads præsident Idriss Déby Sudans regering, men skiftede senere sidePrunier, Gérard. 2005. Darfur. The Ambiguous Genocide. Hurst & Company, London. Centralregeringen støttes af hovedparten af de arabiske lande i dens forsøg på at ”arabisere” landet. Andre sekundære støtter til regeringen er Rusland som har solgt våben og fly til Sudan, samt Kina der importerer mellem 4 og 7 % af sit olieforbrug fra Sudan.

Magtrelationen mellem oprørerne og centralregering kan betegnes som asymmetrisk, i det regeringen har adgang til langt større økonomiske og militære ressourcer end rebellerne. Også når de sekundære parter medtages, bliver forholdet asymmetrisk, pga.regeringens støtter, Rusland og Kinas, indflydelse som permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd.

Siden fredskonferencen maj 2006 i Abuja, Nigeria, har der fundet en større omstrukturering sted på rebelsiden. Af repræsentanter fra SLA var det kun Minni Minawi som skrev under, en gruppe under ledelse af Abdel Wahid Mohamed Nur skabte en udbrydergruppe, som har fortsat kampene. JEM underskrev heller ikke aftalen, og dannede efterfølgende sammen med Abdel Wahid Mohamed Nus SLA-fraktion en ny organisation NRFKoblanck, Anna. 2006-09-05. Fredsstyrka tvingas lämna Darfurprovinsen. Dagens Nyheter.

Geografisk og politisk baggrund Darfur (Dar Fur eller furfolkets land) ligger i det vestlige Sudan, områdets areal er på 510 000 km², dvs. omkring en femtedel af Sudans totale areal på 2,5 millioner km². Darfur består af tre delstater – Nørre, Vestre og Sønderdarfur. Befolkningstallet er på ca 7 millioner – i hele Sudan er der ca 42 millioner.Vehnämäki, Mika. 2006. Darfur Scorched: looming genocide in Western Sudan. Journal of Genocide Research, Vol. 8, Nr 1, s. 51–82. Men konflikten i Darfur kan ikke forstås ud fra et lokalt perspektiv alene; den er både koblet til den indenrigspolitiske situation i Sudan, de regionale spændinger i Sudans nabolande, herunder alle de arabiske lande, samt til den globale politik.

To geografiske faktorer har haft væsentlig betydning for den udvikling som har ført til, at Darfur-konflikten har fået et meget stort omfang: Forøgelsen af befolkningstallet indebære at flere mennesker skal dele de begrænsede naturressourser. En forandring i klimaet som betyder at frekvensen af tørkeår er forøget efter 1970.

Den indenrigspolitiske situation i Sudan består i at den autoritære regering, ledet af diktatoren Omar Hassan Ahmed al-Bashir, forsøger at holde sammen på et land, hvor flere regioner er truet af oprør i samme opfang som det i Darfur. Siden fredsaftalen i januar 2005 mellem Sudans regering og SPLM/A (oprørsbevægelsen i Sydsudan) blev underskrevet som afslutning på 2. sudanske borgerkrig, har der været en risiko for at andre oprørsgrupper gennem kamp vil søge at få større indflydelse i Sudans centralregering. Derfor vil regeringen gerne statuere et eksempel i Darfur, for at undgå at magten deles mellem for mange grupper. Det er fx blevet hævdet, at Darfur-konflikten brød ud, netop som resultat af fredsprocessen i Sydsudan, idet oprørsbevægelserne i Darfur så det som deres chance for at få del i magten. En anden nært beslægtet forklaring er at man i Darfur frygtede at blive kørt ud på et sidespor med en nye aftale mellem SPLM/A og Sudans centralregering.Holmberg, Mats. 2004-08-08. Därför pågår massmorden i Darfur. DN Fokus, Dagens Nyheter.Sudan's interlocking wars. 2006-05-10. BBC News. Hentet 2006-10-01. Samtidig har afslutning på borgerkrigen i syd medført en risiko for spredning af de våben, der ikke længere var brug, til andre egne af Sudan; det kan have været medvirkende til en forværring af konflikten både i Darfur og i Østsudan.Arms flow to Sudan’s Darfur despite embargo – UN . 2006-01-11. SudanTribune. Hentet 2007-03-05.

De regionale spændinger i Sudans nabolande består blandt andet i at det arabisk-politisk dominerede Sudan har fået opbakning fra de øvrige arabiske lande, herunder medlemmerne af Den Arabiske Liga ved ikke at blive kritiseret for overgreb på civilbefolkningen.Q & A: Crisis in Darfur . 2006. Human Rights Watch. Hentet 2006-10-01. Derudover støtter Sudan oprørsbevægelser i blandt andet Tchad, hvis præsident til gengæld støttes af zaghawa, som er en af Darfurs dominerende folkgrupper. Spændingerne mellem de to nabolande, som siden 2005 har befundet sig i krigstilstand, forøges yderligere af de store flygtningestrømme, der bl.a. har søgt mod Tchad i konfliktens kølvand. I Eritrea støtter regeringen aktivt oprørsbevægelser i Østsudan.Darfur’s Fragile Peace Agreement. 2006. International Crisis Group. Policy Briefing. Africa Briefing, Nr 39, s. 1–20. Nairobi/Brussels, 20 June 2006.Sudan . 2006. UCDB, Uppsala Conflict Database. Hentet 2006-10-01. Den Afrikanske Union blev involveret som aktør, da organisationen har været ansvarlig for den fredsbevarende mission, der blev indsat i Darfur i 2004. Styrken har dog været svækket pga, manglen på ressourcer.Q & A: Crisis in Darfur . 2007. Human Rights Watch. Hämtad 2007-02-18.

thumb|300px|Kort der viser kendte oliereserver i Sudan og rørledninger På det globale niveau er det Sudans rolle som olieeksporterende land der har betydning, frem for alt i forhold til Kina. Kina har foretaget massive inversteringer i sudansk olieindustri og har støttet regeringen direkte gennem salg af våben og militærudrustning, og har tilmed opført våbenfabrikker i Sudan. Endvidere har Rusland støttet Sudans regering gennem salg af kampfly og materiel. Dette er sket i modstrid med FN’s resolutioner og er en understregning af FN’s handlingslammethed i forbindelse med denne konflikt. Derudover betegner Sudans regering indsættelsen af en FN-styrke i Darfur som en vestlig aggression mod landet, som kan sammenlignes med invasionen af Irak. Al-Qaeda har på samme måde udtalt sig fordømmende om en sådan FN-styrke.Koblanck, Anna. 2006-09-01. Sudans nej stoppar FN-styrka till Darfur. Dagens Nyheter.Ekot. 2006-09-30. 00-sändningen. Sveriges Radio. Konflikten i Darfur har dermed fået en ny international dimension som et led i en konfrontation mellem vest og øst; i den forbindelse drages der ofte paralleller til angrebene på Afghanistan 2001 og Irak 2003. Indirekte har situationen i Irak påvirket konflikten i Darfur, da USA’s engagement i Irak og Afghanistan betyder, at landet ikke ønsker at medvirke til yderligere en intervention. Generelt har de vestlige regeringers forsøg på at isolere Sudan betydet at landet har vendt sig mod andre lande for at finde støtte, og at mulighederne for at de vestlige lande og FN kan påvirke udviklingen i Darfur er blevet mindre.Studio Ett. 2006-11-20. Interview med bl.a. Bengt Nilsson, journalist. Sveriges Radio.

Journalisten F. William Engdahl mener at hele konflikten grundlæggende kan kan karakteriseres som et kapløb mellem Kina og USA om adgangen til Sudans olieresever. Denne rivalisering er ifølge ham forklaringen på Kinas våbensalg til centralregeringen og USA's støtte til flere af Sudans oprørsgrupper.. I Tchad planlægges en olierørledning fra Centralafrika mod Atlanterhavet og det amerikanske olieselskab Chevron gennemfører samtidig eftersøgninger i området. I Sudan kontrollerer oprørsgruppen SLA i øjeblikket størstedelen af de kendte oliefelter i i Sydsudan, og SPLM/A's leder Minna Minnawi blev kort efter indgåelsen af en fredsaftale med Sudans regering inviteret til Washington af præsident George W. BushDet hvide hus’ hjemmeside.

Etnicitet