Geoffrey Chaucer (født ca. 1343, død 25. oktober 1400) var både engelsk forfatter, digter, filosof, hofmand og diplomat. Selv om han skrev flere digtsamlinger, er han i dag mest husket for sit (ufuldendte) værk, Canterbury-fortællingerne (Canterbury Tales), et frodigt og mangesidet værk som minder om Boccaccios Decameron, der som Chaucers fortællinger er bundet sammen af en rammehistorie.

Chaucer kaldes den ”engelske litteraturs fader” og bliver rost for at være den første forfatter, som viste, at det folkelige engelske sprog, middelengelsk, kunne bruges i kunstneriske sammenhænge på en tid, hvor hoflitteraturen blev skrevet på fransk-normannisk eller latin. Selv om han to gange var i unåde, var han størstedelen af livet nært knyttet til den politiske magt i England.

Geoffrey Chaucers stil og teknik blev efterlignet i århundrederne efter hans død; fx lånte William Shakespeare handlingen til sit drama Troilus og Kressida (1601) fra Chaucer, mens John Dryden og Alexander Pope moderniserede flere af hans fortællinger, så de passede til deres egen tid.

Biografi Baggrund thumb|left|Chaucer som pilgrim fra Ellesmere-manuskriptet.Traditionelt angives Chaucers fødsel til 1343 i London, men nøjagtig dato og fødested kendes ikke med sikkerhed. Hans far og bedstefar var begge vinhandlere i London, og familien havde i mange generationer før dem været handelsmænd i Ipswich. Efternavn er afledt af det franske ord chausseur som betyder skomager, hvilket tyder på at familien var franske indvandrere . Navnet er fundet i London og nogle af de østlige regioner af England så tidligt som i anden halvdel af 1200-tallet. Nogle af de personer, der bar navnet Chaucer, boede i Cordwainer Street, det vil sige skomagernes kvarter, men mange af dem var dog vinhandlere. Jfr. Geoffrey Chaucer Biography. I 1324 blev hans far, John Chaucer, kidnappet af hans tante, som håbede at få hans tyve år gamle søn til at gifte sig med hendes egen datter i et forsøg på at beholde familiens ejendomme i Ipswich. Tanten blev som straf sat i fængsel og blev idømt en bod på £250, hvilket tyder på at familien hørte til i den øverste del af den øvre middelklasse. John blev i stedet gift med Agnes Copton. Hun arvede i 1349 flere ejendomme blandt andet 24 butikker i London fra sin onkel, Hamo de Copton, der var ”moneyer” (møntmester) i Tower of London.

Der kendes ingen detaljer om Chaucers første år og uddannelse, men sammenlignet med samtidige lyrikere, William Langland og den ukendte Pearl Poet, er hans liv dog godt dokumenteret, og vi kender op imod femhundrede dokumenter, som vidner om hans liv og karriere. Ud fra hans værker synes det oplagt, at han kunne læse både fransk, italiensk og latin.

Første gang Chaucer nævnes i en kilde er i 1357, nemlig i Elizabeth de Burghs husholdningsregnskaber, da han pga sin fars forbindelser var blevet ansat som hertugindens page. Siden fik han også en stilling som diplomat og hofmand ved siden af sit arbejde med indsamling og katalogisering af skrot for kongen. I 1359 i begyndelsen af Hundredeårskrigen invaderede kong Edvard III Frankrig, og Chaucer rejste med den engelske hær i selskab med Lionel af Antwerpen, den 1. hertug af Clarence, Edvard III's anden søn og Elizabeths ægtemand. I 1360 blev Chaucer taget til fange under belejringen af Reims og holdt som krigsfange. Han må være blevet betragtet som en værdifuld støtte, for kongen og hans venner løskøbte ham for en stor sum. Han blev derefter en tid kendt som ”Fangen”.

I kongens tjeneste Herefter er detaljerne om hans liv usikre, men det ser ud til at han rejste rundt i Frankrig, Spanien og Flandern, muligvis som diplomat, og måske tog han ligefrem på pilgrimsrejse til Santiago de Compostela i Spanien. Omkring 1366 giftede han sig med Philippa (de) Roet. Hun var hofdame hos Edvard III’s dronning Filippa af Hainault, søster til Katherine Swynford, som omkring 1396, blev gift med Chaucers ven og velynder, John af Gaunt (Edvard III's 3. overlevende søn). Det er uklart, hvor mange børn Chaucer og Philippa fik, men fire nævnes. Hans søn Thomas Chaucer fik en glansfuld karriere som førstehovmester for fire konger, var udsending i Frankrig og formand for Underhuset. Thomas barnebarns søn, John de la Pole, jarl af Lincoln, var arving til den engelske trone, udpeget af Rikard III af England, der faldt i slaget ved Stoke Field i 1487. Af Geoffreys andre børn blev Elizabeth Chaucy nonne og Agnes deltog ved kroningen af Henrik IV af England. Chaucer havde muligvis endnu en søn, Lewis Chaucer.

Chaucer studerede muligvis jura ved Inner Temple (en Inn of Court). Det er noteret, at han blev medlem af Edvard IIIs hof som kammertjener (valet), livgarde (yeoman) og den 20. juni 1367 herre (esquire); en position som kan dække over flere hverv. Han rejste flere gange – nogle gange i sin egenskab af kammertjener; i 1368 kan han have været med til brylluppet mellem Lionel af Antwerpen og Violante, datter af Galeazzo II Visconti i Milano. To af samtidens lærde forfattere var til stede ved den begivenhed, nemlig Jean Froissart og Francesco Petrarca. Det formodes at Chaucer allerede selv var forfatter og havde skrevet Hertugindens bog (The Book of the Duchess) til ære for Blanche af Lancaster, John af Gaunts afdøde hustru. Bogen var et fortællende digt i form af en drømmevision.

Chaucer rejste også på felttog til Picardiet i det nordlige Frankrig. Senere besøgte han også Genova og Firenze i 1373. Det menes, at han i Italien kom i kontakt med middelalderens italienske poesi og dermed er blevet inspireret til de litterære genrer og fortællinger, som han senere brugte. Det er muligt at han mødte Boccaccio og Petrarca. Måske var det selvesteDante, som inspirerede Chaucer til at bruge modersmålet i sin digtning.

Senere i 1377 foretog han en mystisk rejse; de samtidige optegnelser virker selvmodsigende i detaljerne. Senere dokumenter antyder, at han var med i en delegation med den franske kronikør Jean Froissart for at arrangere et ægteskab mellem den senere Rikard II og en fransk prinsesse, et arrangement som skulle afslutte hundreårskrigen. Hvis det var hensigten med rejsen, så var den dog forgæves.

I 1378 sendte Rikard II Chaucer ud på en hemmelig mission til Visconti og til Sir John Hawkwood, en engelsk lejesoldat, i Milano. Det er Hawkwood som Chaucer baserede ”Ridderen” på i Canterbury-fortællingerne; beskrivelsen af hans dragt og fremtoning viser, hvordan en lejesoldat så ud i 1300-tallet.

thumb|Chaucer læser fra sin Troylus og Criseyde: fra et manuskript fra 1400-tallet nu i Corpus Christi College, Cambridge.Det er en mulig indikation af, at han som forfatter blev anerkendt ved hoffet, at kong Edvard III bevilgede ham en gallon (4,5 liter) vin dagligt i resten af livet for en uspecificeret opgave. Det var en usædvanlig belønning, der blev givet på den festdag, St. Georgsdagen (23. april) 1374, hvor kunstneriske præstationer traditionelt blev belønnet. Det antages derfor, at kongen belønnede et af Chaucers digte. Det kan så igen betyde, at han var forløber for senere tiders poet laureate, dvs. hofdigtere. Chaucer fortsatte med at modtage sit vederlag i flydende form til Rikard II kom til magten, men den 18. april 1378 blev det ændret til et legat i rede penge. Chaucer fik i 1374 arbejdet som overordnet toldkontrollør af uldhandlen ved Londons havn; han bestred det i hele 12 år. De følgende ti år er hans liv vanskelige at dokumentere, men antageligt skrev han (eller påbegyndte at skrive) sit mest berømte værk i løbet af denne periode. Han blev nævnt i en række juridiske papirer den 4. maj 1380, som viser at han var involveret i en sag om en ’’raptus’’ af eller med Cecilia Chaumpaigne. Hvad der menes med raptus er usikkert. Måske et tvunget ægteskab.

Striden blev løst ved, at Chaucer hurtigt betalte en sum penge, og tvisten syntes ikke at have ændret noget ved Chaucers omdømme. Det vides ikke, om Chaucer opholdt sig i London ved bondeoprøret i 1381.

Begyndelsen på Canterbury-fortællingerne Mens han arbejdede som kontrollør, lader det til han flyttede til Kent som fredsdommer for området, da en fransk invasion ikke var usandsynlig. Han påbegyndte muligvis arbejdet med Canterbury-fortællingerne i begyndelsen af 1380'erne; ’’Pilgrimmenes vej’’, som hans fiktive personer rejser ad til katedralen i Canterbury, går netop gennem Kent. Han blev også parlamentsmedlem for Kent i 1386. Efter denne dato findes der ingen referencer til hans Philippa, og hun døde antagelig i 1387. Chaucer overlevede de politiske uroligheder som fulgte ’’lords appellant’’, en gruppe mægtige hertugers og jarlers appel til kong Rikard II, om at følge lovene.

Chaucer kendte flere af de højadelige oprørere, der senere blev henrettet.

Den 12. juli 1389 blev Chaucer skriver for kongens bygningsinspektør, der skulle organisere kongens byggeprojekter. Der blev dog ikke påbegyndt betydelige arbejder i hans tid, men han ledede reparationerne af Westminster Palace, St. George's Chapel ved Windsor og det fortsatte byggeri af kajanlæggene ved Tower of London, samt tribunerne til en turnering, som blev holdt i 1390. Dette arbejde fik han høj betaling for: to shilling om dagen, mere end tre gange så meget som hans løn som kontrollør. I september 1390 fortæller optegnelser, at han ved dette arbejde blev udsat for et røverisk overfald, hvorunder han muligvis blev såret.Den 22. juni, begyndte han som stedfortrædende forstmester for den kongelige skov i North Petherton i Somerset. Denne stilling indebar meget vedligeholdsarbejde, og var ikke uden muligheder for indtægter. Det er antaget, at han stoppede med at skrive på Canterbury-fortællingerne i slutningen af dette tiår.

Chaucer dør Kort tid efter at hans velynder Rikard II blev styrtet i 1399 forsvandt Chaucer ud af de historiske optegnelser, og det antages at han døde den 25. oktober 1400. Kilden til datoen er indskriften på hans gravsten, der blev rejst mere end hundrede år efter hans død. Det findes dog nogle fantasifulde spekulationer om, at han blev myrdet af Rikard II’s fjender eller ligefrem på ordre af hans efterfølger Henrik IV; han efterlod sig intet testamente og var antagelig kritisk over for den katolske kirke.Spekulationerne er senest blevet fremsat i Terry Jones' bog Who Murdered Chaucer?: A Medieval Mystery (2003).

Den nye konge, Henrik IV, havde dog fornyet de bevillinger som Rikard II havde givet Chaucer, men i Chaucers klage til sin pengepung (The Complaint of Chaucer to his Purse) antyder han, at pengene ikke blev udbetalt. Sidste gang Chaucer bliver nævnt i de historiske optegnelser er den 5. juni 1400, da en gæld blev betalt. Chaucer blev gravlagt i Westminster Abbey i London; det var både hans ret i henhold til hans stilling, og fordi han siden 24. december 1399 havde boet til leje i et hus i nærheden. I 1556 blev hans jordiske rester overført til en mere prangende grav, og Geoffrey Chaucer blev den første forfatter, som blev æret i det område som i dag er kendt som Poets' Corner i kirken.

Værker thumb|Geoffrey Chaucer som han blev fremstilet i 1800-tallet, fra The Illustrated Magazine of Art.Chaucers første betydelige værk, Hertugindens bog, var en elegi (klagesang) for Blanche af Lancaster (som døde i 1369). Det er muligt at dette digterværk var bestilt af hendes ægtemand John af Gaunt eftersom han skænkede Chaucer en livrente på £10 den 13. juni 1374. Hvis det er korrekt, kan det tidsfæste dette digt til årene mellem 1369 og 1374.