Købstæder i Danmark var indtil kommunalreformen i 1970 bebyggelser med særlige privilegier, typisk opnået ved kongelig indvirken. Disse privilegier indbefattede som regel: eneret til håndværk og handel inden for et område, læbælte, ret til egen administration (altså adskilt fra oplandets), ret til egen domstol, fritagelse for visse skatter og endelig fritagelse for militærtjeneste/værnepligt. Derudover kunne eksempelvis religionsfrihed (kendes bl.a. fra Fredericia) være en del af privilegiet.Ordbog over det danske sprog: køb(')sdað] (nu kun dial. Købsted). flt. købstæder. (ænyd. købstad, -sted, glda. køpstadh, -stædh, oldn. kaupstaðr, handelsplads, købstad, mnt. kopstat || egl. blot: sted, hvor der købes, drives handel; men under indflydelse af Stad (i bet.: by) har paa grund af ordets senere bet.-forhold formen Købstad i rigsspr. i løbet af 19. aarh. fortrængt den tidligere fortrinsvis brugte form Købsted; se UnivBl.I.14. || kritik af den nye form Købstad se Bredsdorff.(Søndagen.(Følgeblad til “Dagen”). 1839.Nr.35.1. sp.1). Mynst.BlS.II.404) stedligt omraade med en nogenlunde talrig, samlet befolkning, som lever af handel, haandværk, fabriksvirksomhed, immaterielle erhverv olgn.; by (1.2); stad; spec. (emb.) om by (kommune), som er i besiddelse af visse særlige rettigheder (jf. Købstad-privilegium, -ret) og særlig styreform. Hvert Sogn i Kiøbstæderne skal . . have to Prædikere. DL.2– 4–2. De mindre smaa og ubetydelige Stæder kaldes Kjøbstæder eller Flekker. Hallager.42. enkelte . . Kiøbstæder . . naae i Alder høit op i Hedenold. Molb.DH.I.470. Købstadrettigheder (betegner) de Særrettigheder i næringsretlig Henseende, som var tillagte Købstæderne, men som nu er bortfaldne. Sal.2XV.145. || som ent. Købsted: Vil nogen være Borger i nogen Kiøbstæd. DL.3–3–1. Om Folk bar sig saadan ad . . paa Landet, dømte Birke-Dommeren dem virkelig til at være gall, indtil de blev frikiendt af en anden Ret udi Kiøbsteden. Holb.HP.I.2. Det er meget urimeligt at bringe ved 11 Junii Tiider Samvittighed med sig til Kiøbstæden. sa.Pants. I.2. Kiøbstæden Nyekøbing. Cit.1735.(Jy Saml.4R.III.260). Kongen hafde forleeden Aar begyndt at indtage eendeel af Amager Land, for der at ville oprette en nye Kiøbsted, som skulle tilsammenføyes med Kiøbenhafn. Slange.ChrIV.403. Oehl.PSkr.I.6. Sibb.II.58. *Knøsens Fader Frederik | I næste Kjøbsted Ærind fik. Wilst.D.III.9. Aakj.VB.159. Gravl.J.13. Feilb. OrdbS. (Sjæll., Falster, Fyn). komme, drage til købsted (til købsteds. OeconJourn.1758. 181), have været i købsted olgn., (nu dial.) især m. h. t. vedk. steds nærmeste købstad. mand kand ikke viide, om dend stakkels Karl er kommen noget til, thi hand har aldrig været i Kiøbsted tilforn. Holb. 11J.V.11. Han maa dog eengang komme til Kiøbstæd, at hand kand lære noget. sa.Pants.III.7. Feilb. || som ent. Købstad: (byen) lignede mer en Landsby end en Kjøbstad: de fleste Bygninger vare straatakte og klinede Avlsgaarde. Ing.PO.I.45. Et Marked i en Kjøbstad er altid en stor Festdag. Winth.Morsk.94. Fra Grønbæk brugte man dengang Randers som Købstad. OJessen.Fra GrønbækPræstegaard.(1920).47. Esp. 324. Feilb.(sdjy.). || nu ofte spec. om by (1.2), der ikke er hovedstad; provinsby; smaastad. som saa mangen Kjøbenhavner (havde han) aldrig . . set nogen Kjøbstad. Goldschm.III.113. paa engang syntes Gerhard, at han ikke gik i Hovedstaden men i den lille Købstad, som han nylig havde forladt. Drachm.F.II.135. være fra Købstaden dvs.: fra Provinsen. D&H. jf.: Kiøbenhavn (er) ingen stor Stad men en ægte Kiøbstad. Kierk.P.VIII1.49. Kjøbenhavn . . slaar En med alle en Købstads Mangler uden at besidde en Hovedstads Fortrin. Hverken stille Fred eller kraftig Frihed. EBrand. Brud.18. uegl.: disse smaa nordiske Lande er i Virkeligheden Købstæder i Smaalighed, og smaaligt sejpinende overfor deres betydeligste Aander. Brandes.XIII.377.
Den svenske pendant til de danske købstæder var en stad.
Stadsretternes oprindelse og tildeling thumb|300px|Kong Christian 4. var en af Danmarkshistoriens mest virksomme oprettere af købstæder og fremmede Københavns stilling i Kongeriget, blandt andet lod han bygge nye bydele og monumentale bygninger som Trinitatis Kirke og Rundetårn.
Købstadsrettigheder blev i middelalderen tildelt af byherren, det vil sige den person, som havde overherredømmet over det område, hvorunder købstaden hørte. Det kunne være kongen, men også en hertug (således greven af Holsten, hertuger af Sønderjylland, Nørrejylland og Halland), en ærkebiskop (således for de bornholmske købstæders vedkommende), en biskop (således biskoppen af Roskilde, der var byherre for København), eller abbedissen og konfessoren af et kloster (således Maribo). Tildelte rettigheder gjaldt kun så længe, den pågældende havde overherredømmet og/eller var i live: således havde den svenske konge herredømmet over Skåne i midten af 1300-tallet og udstedte 1353 en stadsret for Malmø, men da Valdemar Atterdag havde genvundet Skåne, fik Malmø en ny stadsret. Hver gang, en konge døde, måtte stadsretten fornyes, og skete det ikke, havde stedet mistet sin særstilling.
Det var imidlertid ikke muligt for en hertug at påtvinge en købstad en bestemt stadsret, hvis stedets indbyggere ikke var enige heri.
Udstedelsen af købstadsrettigheder skete i almindelighed efter anmodning fra stedets (købstadens) indbyggere. De måtte i almindelighed betale en vis afgift for dette gode.
Selve udstedelsen af stadsrettighed skete skriftligt. Ofte var det en kendt og anset stadsrettighed, som byherren gav lov til at måtte bruges af ansøgeren. Sådanne "udlån" af stadsretter skete blandt andet med stadsretterne for København, Lund, Malmø, Odense, Ribe, Roskilde, Slesvig, Viborg, Aalborg og Århus; Tønder fik lov til at anvende Lübecks stadsret. Hvis en byherre fandt, at der var bestemmelser i en stadsret, som ikke passede, var der mulighed for at tage forbeholdt for disse bestemmelsers ibrugtagen. På lignende måde kunne en ufyldestgørende stadsret suppleres med bestemmelser hentet fra andre stadsretter.Jacobsen (1991)
Købstædernes fordeling og beliggenhed
I løbet af middelalderen oprettedes et net af købstæder, der med de tildelte beskyttelsesområder for handel og håndværk dækkede stort set hele kongeriget og Sønderjylland bortset fra Jyllands, Skånes, Hallands og Blekinges indre (kystfjerne) egne. Mange steder, blandt andet på Lolland og Falster, var netværket så tæt, at købstæderne dårligt kunne opnå et opland af betydning.Degn (1977), s. 10 En del af denne tæthed skal ses i lyset af nærheden til Hansastæderne langs Østersøens sydkyst, men også de vigtige vandveje gennem Øresund og i Vadehavet medvirkede til købstæders opkomst i disse områder; en del købstæder opstod i tilknytning til sikringen af overfart mellem landsdelene. De fleste købstæder lå tillige i tilknytning til datidens "hovedvejsnet", hærstræderne eller hærvejene, og den del af dette vejnet, der løb igennem købstaden, fik ofte navnet "Algade" (fx Holbæk)Byhuset, s. 12f.
Følgen af de tætte købstadsnetværk var, at en del købstæder med tiden atter mistede deres rettigheder, mens omvendt mere levedygtige steder med tiden fik tillagt sig købstadsrettigheder. Fra tid til anden gjorde kongemagten forsøg på ved mere eller mindre udtalt tvang at ændre købstadsbeliggelsesfordelingen, men ofte kun med ringe held.Degn (1977)
Købstædernes byplaner thumb|250px|Nyboder - en planlagt bydel thumb|350px|left|København, 1728 Det er sandsynligt, at de fleste middelalderlige købstæder er mere eller mindre planlagte med regulerede gadenet og torveplads og med en opdeling af bygrunde med faste eller regulerede mål. I takt med byens vækst blev baggader anlagt parallelt med hovedgaden og med nye bygrunde udstukket, blandt andet langs bagsiden af de oprindelige grunde. Den derved opståede byplan fik betydning for købstadens sociale geografi (standsinddelingen) helt frem til den industrielle tid, hvor der atter skete en forandring. I hele denne tid boede købstadens overklasse (købmandsfamilier med videre) langs hovedgaden, håndværkere i de næstmest tiltrækkende områder, mens byens dårligst stillede blev henvist til yderområder.Hansen, 1976 Man skelner mellem to slags middelalderkøbstæder: strandkøbing og akselkøbing. Akselkøbingen fik sit navn af, at den lå inde i landet, hvorfor varerne fra oplandet blev bragt til torvet med vogne, på hjul og aksel. Mens torvet i nogle købstæder fra starten var planlagt som sådant (Assens, Fåborg og Nakskov er eksempler herpå), klarede man sig andre steder med udvidelser af byens hovedgade, Algaden (således i Holbæk)Byhuset, s. 16ff.
Senere købstadsanlæg skete ligeledes efter regulære byplaner. Dette gælder ikke mindst de købstæder, der blev anlagte som led i rigets forsvar, således Christianspris, Fredericia, Kristianstad, Kristianopel, Hørsholm, Frederiksværk og andre, ligesom man i gamle byer forsøgte at indpasse nye byplaner i de gamle strukturer (fx Nyboder i København). Kendetegnende for renæssancens og enevældens anlagte købstæder er således byplaner med symmetrier og geometriske former, gadeplaner med radiale eller rektangulære former, ligesom fæstningsanlægget blev anlagt med en rundkredsagtig form, polygonale fæstningslinjer med fremspringende, flerkantede bastioner og voldgrave foran.Degn (1977), s.33
Købstædernes alder og historie Jernalder og vikingetid (indtil 1050)
350px|right|thumb|Hedeby Wiker (handels- og centralpladser) kendes fra romersk jernalder, germansk jernalder og vikingetid. De mest kendte wiker fra germansk jernalder og vikingetid er Hedeby ved Slien, Dankirke og Ribe ved Vadehavet, Lindholm og Sebbersund ved Limfjorden, Stentinget i Vendsyssel, Gudme på Fyn, Tissø, Boeslunde og Lejre på Sjælland, Sorte Muld på Bornholm, Slöinge i Halland og Uppåkra i Skåne. I omgivende lande kendes Helgø og Birka i Mäleren, Kaupang ved Oslofjorden med flere.Christensen 1977, s. 128f; Larsson, s. 6 Kendetegnende er, at de fleste af disse steder opgives henimod vikingetidens ophør. De opstod i kraft af en fordelagtig beliggenhed for fjernhandel og af en handlingskraftig stedlig leder eller ledelse men stod og faldt med denne og evnen til at fastholde handelen. Wikerne lader sig i historisk tid bedst sammenligne med udskibningssteder, ladesteder og skipperbyer, hvis trivselsgrundlag var lige så stærkt eller skrøbeligt.
Middelalderen (1050-1536)
De ældste bebyggelser, som siden fik købstadsprivilegier, stammer fra vikingetiden. Kendetegnende er, at de fleste købstæder anlagdes ved åer eller mindre vandløb, ofte på steder hvor disse krydsedes af vejforbindelser og hvor der var overfart eller vadested. Medvirkende ved denne beliggenhed synes dels at være muligheden for at sejle til og fra staden med den ikke særligt dybtgående skibstype, der var i brug indtil omkring år 1200. Desuden synes vandløbene at have haft betydning ved vandforsyning til husholdninger og vandkrævende virksomhed, blandt andet ferskvandsfiskeri og driften af vandmøllerJansen m.fl., s. 13. Vandmølledrift i købstæder kendes blandt andet fra Ribe, Vejle og Roskilde.Hvass, s. 9ff Nogle udviklede sig i kraft af en domkirke eller et kloster, andre som torvekøbinger, der skyldte handelen deres opkomst, og atter andre var borgbyer, der voksede op i ly af et af 1100-tallets nye borganlæg.Fenger, s. 249 Flere af de tidlige købstæder var tillige tidlige udmøntningssteder, således Hedeby/Slesvig by, Ribe, Århus, Randers, Viborg, Aalborg, Odense, Slagelse, Ringsted, Roskilde, Lund og Tommarp. Kun undtagelsesvis fandt udmøntning sted uden for købstæderne. Fra 1200-tallet blev det reglen, at et marked ikke kunne holdes uden kongelig tilladelse.Fenger, s. 248