thumb|Områder behersket af forskellige dynastier gennem Kinas historie. Kinas historie er nedskrevet siden det 8. århundrede f.Kr. Men forud for historieskrivningens tid, "Forårs- og efterårs-tiden·, , benyttedes også skriftsprog. Skildpaddeskjold hvorpå der er graveret med kinesisk skrift fra Shang-dynastiet er blevet kulstof 14-dateret til omkring 1500 f.Kr.. Disse optegnelser tyder på, at den kinesiske civilisation begyndte som bystater langs Den Gule Flod floden Huáng Hé i Nordøstkina, og bredte sig sydover og nåede under Qīng-dynastiet omtrent det geografiske område, som omfatter Kina i dag. Kineserne brugte – og bruger – oftest dynastiernes navne til at inddele historien i epoker. Dette har sammenhæng med, at dynastiskiftene ofte også indebar ændring i styreform, hovedstad og herskerklasse. Der blev udviklet en relativt effektiv administration hvor embedsmændene (ideelt set) skulle udvælges efter eksamenskarakterer, ikke arv (som i datidens Europa). Den tidlige udvikling af en statsideologi baseret på konfucianismen (som blev "statsfilosofi" under Hàn-dynastiet 100-tallet f.Kr.), og udviklingen af et alment udbredt skriftsystem (standardiseret i 220-tallet f.Kr.) styrkede også kinesisk civilisation. Politisk har Kina vekslet mellem at være et forenet storrige og være opsplittet i mindre stater. Landet blev regelmæssigt angrebet og også to gange erobret af folkeslag, som ikke tilhørte Hàn-etniciteten. Interaktion med den asiatiske omverden og en række immigrations- og emigrationsbølger skabte det billede man i dag har af kinesisk folk og kultur.
Oldtid indtil 249 f. Kr.
Kinas egentlige historie kan ikke føres længere tilbage end til 1122 eller 1050 f. Kr., da det såkaldte Zhou-dynasti kom til magten. Men før dette nævnes endnu to andre herskerhuse, Xia og Shang, og forud for dem går de 5 store mytiske herskere, under hvem samfund og stat grundlagdes, og med hvem man når endnu nogle hundrede år længere tilbage i tiden (indtil 2852).Fontenay (1922), s. 876
Den første store hersker var Fu-hi (pinyin ), samfundets grundlægger, der lærte folket jagt, fiskefangst, kvægavl og kogning, og som indførte ægteskabet, opfindelsen af skrifttegn og de første strengeinstrumenter. Historiker og gesandt Frank le Sage de Fontenay tilskriver også Fu Xi 'den kinesiske tidsregning', hvilket nok må tolkes som en vurdering af den veneration hvormed de lærde embedsmænd i Kinas gamle dynastier omgik den overleverede vidensarv, og vel Fu Xi specielt, som grundlæggeren af menneskets samfund. Efter Fu Xi kom Shennung, den guddommelige agerbruger, der opfandt ploven og opdagede planternes lægekraft, Hwangti, der vel må kaldes statens ordner, og som inddelte landet i landskaber; endelig Jao og Shun, hvis herskertid var Kinas guldalder. Under Jao indtraf den store kinesiske vandflod omtrent 2.300, og med ham begynder Kung-fu-tse sin historiske fremstilling. Xia-dynastiets grundlægger Yu udførte store dæmningsarbejder for at sikre landet mod Hoanghos (Den Gule Flod) oversvømmelser. Efter Yu blev kejserdømmet arveligt i hans æt, Hsia-k1anen, der efter kinesisk sagntidsregning siges at have regeret 2205—1766, eller efter en anden beregning 1989—1557. Den sidste af slægten, Kieh-Kwei, var en tyran og ødeland og blev derfor styrtet ved et oprør af Tsheng-Tang. Gennem denne overførtes førerskabet blandt stammerne til Shang- eller Yin-dynastiet indtil 1122 eller 1050. Hele denne ældste kinesiske historie er imidlertid ganske sagnagtig. Hovedkilden til den er Konfutses Shujing, der i virkeligheden ikke er andet end filosofiske samfundsbetragtninger, lagt i munden på sagnenes ophøjede kejservismænd. Den kinesiske tidsregning for hele oldtidshistorien er ganske værdiløs. Flere kejsere regerer ca. 100 år, og kronologien bestemmes ved to beregninger, der for den ældste tids vedkommende differerer med over 200 år, en forskel, der efterhånden formindskes og forsvinder helt ca. 850. Sagnhistorien må derfor ses under en stærkt forkortet synsvinkel, og de gamle kejsere kan vanskeligt opfattes som mere end stammehøvdinge, der herskede over et ret begrænset område. Først i eftertidens historieskrivning opfattedes de som kejsere over det samme Kina, som eftertiden havde for Øje.
Efterhånden degenererede også Shang-dynastiets kejsere, og den sidste af dem, Show-Sin (1154—22) betegnes af filosofihistorikerne som en forbryderisk og grusom tyran, der afsattes af Wu-Wang, hertug af Tshou, og lod sig indebrænde med sin berygtede frille, Ta-ki.
Af huset Zhou (1122-249 eller 1050-249) udmærkede sig især dets stifter, Wu-Wang, der af alle historieskrivere lige fra Konfutse prises som den forbilledlige hersker i enhver henseende. I Ju-Wangs regeringstid (781—771) indtraf en solformørkelse, beregnet til den 29. august 776, den første sikre historiske dato i Kinas oldtid. Tshou-Tidens Kina omfattede endnu kun egnene om Huang Ho (Den Gule Flod); først fra 6.-3. århundrede udbredte kineserne sig over hele Yangtze-deltaet. Kejserhuset herskede direkte kun over dets egen landsdel, Tshou. Som middelalderens Europa var Kina opløst i en række, nærmest uafhængige, lensstater, og de ulige kejserhuses navne er blot navnene på småstater, hvis fyrster tilrev sig overherredømmet, fx Tshou, Tsin, Han. Mellem de mange småfyrster førtes evindelige krige, retten sad i spydstagen, kejserhuset var ude af stand til at opretholde ro og orden. Tillige plagedes riget ved de hyppige indfald af tatarerne vest fra, Tu-kiue (tyrker), Hiung-nu (hunner), Sien-pi og andre centralasiatiske folk af ural-altaisk æt. Ved et angreb af hunnernes rytterskarer dræbtes Ju-wang, og hans søn Pin-wang (770—720) forlagde hovedstaden øst på til Lo-jang ved det nuværende Honanfu. Vasalfyrsten i staten Tsin overtog sin lensherres forladte plads og optog kampen mod barbarerne. Efter hovedstadens flytning kaldtes den følgende tidsalder Dong-Zhou (oversat: de østlige Zhou), og Kinas historie opløses fra nu i en række beretninger og årbøger for de enkelte lensstater. De urolige forhold belyses bedst ved årbøgerne fra fyrstendømmet Lu for tiden 722—481. Denne yderst magre krønike, Tsjun-tsju, er det første historiske værk, hvilende på samtidige optegnelser. Den tillægges almindeligvis Konfutse. Det sidste afsnit af Zhhou-dynastiets tid kaldes ikke med urette »de krigende staters tid« (ca. 475—249 f. Kr.). De mægtigste vasalfyrster tog kongetitlen (wang), således fyrsten af Tshu ved Jangtse, Tsi i Shantung og Tsin ude mod vest i Kansu og Shensi. Tsin opslugte efterhånden en række af småstaterne, og 249 f. Kr. afsatte dets konge den sidste skyggekonge af huset Zhou. De stridende småstaters tid var alligevel det kinesiske åndslivs blomstringstid. I denne tidsalder, der også så Sokrates' og Buddhas fremtræden, udtaltes de tanker og tænktes den filosofi, der skulle præge kinesisk væsen og tankesæt for århundreder, og som endnu i sine virkninger behersker kinesisk samfundsliv i dets mindste enkeltheder. I dette tidsrum levede Kinas tre store tænkere, Lao-tse (f. 604), fornuftslærens grundlægger, Konfutse (551—479), der især lagde vægt på sædelæren, og Meng-tse (372—289).
Kina som samlet rige under dynastierne Qin og Han (221 f.—220 e. Kr.)
Det følgende tidsrum under dynastiet Qin (Tsin) (249 —206 f. Kr.) fik sit præg af den store hersker Qin Shi Huang (246—210 f. Kr.), der både var en tapper kriger og en dygtig statsstyrer, men tillige en streng tyran. Han gjorde ende på feudalismen, undertrykte underkongerne og udryddede deres slægt; samlede i løbet af 25 år hele riget med list eller magt til floden Yangtze og grundlagde enevælden. Riget deltes i 36 kommanderier (郡; pinyin: jùn), der styredes af hans embedsmænd; en stor hær uddannedes, og han påbegyndte bygningen af den store mur langs nordgrænsen imod hunnerne, ligesom der byggedes veje gennem landet, for at han lettere kunne rejse rundt deri. Efter et heftigt sammenstød med den lærde stand, der misbilligede hans regeringssystem og andre ny skikke som stridende imod overleveringen, foretog han den store bogafbrænding (213 f. Kr.), navnlig rettet mod småstaternes rigsårbøger. Også en del af Konfutses skrifter gik tabt, og kun det reddedes, som hemmeligt bragtes til side; af sine lærde modstandere lod han 460 levende begrave. Efter hans død fortrængtes hans hus snart; men under det følgende Han-dynasti (206 f. Kr.—220 e. Kr.) faldt Kinas blomstringstid. Dog var ingenlunde alle dets herskere lige gode: allerede 199—180 nævnes en regerende kejserinde Liu, der blev kendt for sin grusomhed, mens hendes efterfølger Wéndì (179—157) og senere Wudi (140—86) og Guangwudi (25—58) regnes blandt Kinas bedste fyrster.Fontenay (1922), s. 877
I dette tidsrum blomstrede litteratur og videnskab, de gamle skrifter fremdroges igen, og Konfutses lære slog rod blandt de dannede klasser samt toges til rettesnor for den fremtidige styrelse. Under Wudis regering levede Kinas første og betydeligste historieskriver, Sima Qian (ca. 145—85 f. Kr). Hans historiske memoirer (Shiji) er hovedværket for Kinas ældste historie. Papir og tusch blev opfundet i 2. århundrede e. Kr. Riget udvidedes ved landvindinger til flere sider, i Mongoliet mod nord og i Turkestan (nu et præfektur i provinsen Xinjiang) mod vest, men især syd for Yangtze-floden, hvor store landstrækninger, så som Fukien, Guangdong og Yunnan, der hidtil var beboede af halvt barbariske folk, tilknyttedes og til dels fik kinesiske nybyggere, samt derved efterhånden del i den kinesisk kultur. Også Tongking (nu i grænseområdet til Vietnam) bragtes nu i nærmere afhængighed, og fra Fergana (det nuværende Usbekistan) indførtes 115 f. Kr. af en kinesisk rejsende vinstokken, hamp og andre kulturplanter.
Omtrent 100 e. Kr. strakte Kinas grænser sig til det Kaspiske Hav, og samtidig omtales en kinesisk sendefærd til det parthiske rige. Under Mingdi (58—75) sendtes Ban Chao (Pan-tsjao) mod vest, han underlagde sig hele Centralasien og nåede til det Kaspiske Hav og Partherrigets grænser. 166 e. Kr. siges sendebud at være komne til Kina fra det romerske rige, men det har rimeligvis kun været syriske købmænd. 65 e. Kr. under Mingdis regering trængte buddhismen frem til Kina, dens skrifter oversattes, og dens gudsdyrkelse blev tilladt; dog varede det endnu 4—500 år, før den vandt almindelig udbredelse. Den livlige forbindelse med Indien og Vestasien medførte en livlig handel og fik stor betydning for Kinas kunst og industri.
Opløsningstiden. Dynastierne Tang (618-907) og Song (960-1279)
thumb|Tang-dynastiet ca. 700
Efter Han-Dynastiets ophør var Kina i 45 år delt i 3 riger, og der efter fulgte en 300 års opløsningstid, hvor riget hærgedes ved stadige indfald af tatarerne, der oprindeligt kom som lejetropper eller forbundsfæller for de indbyrdes kæmpende partier. Desuden var der stærke brydninger mellem Konfutses tilhængere og buddhisterne. Der dannedes ulige riger, især i det nordlige Kina, som snart forenedes igen, snart skiltes på ny; også fulgte en række kortvarige dynastier efter hinanden. 420 stiftede tatarerne et eget rige i det nordlige Kina, mens der i det sydlige var et ægte kinesisk rige. Efter mange tronstridigheder og brydninger mellem kinesere og tatarer lykkedes det en kinesisk feltherre at forene norden og syden og grundlægge et nationalt dynasti, Sui (581—617), der igen afløstes af et nyt herskerhus, Tang, stiftet af hertugen af Tang, som kejser kaldet Gaozu (618—626).
Under Tang-dynastiet (618—907) oplevede Kina en lignende blomstring som i Han-tiden. Kao-Tsus søn, Tai-tsung (627—649) regnes for en af Kinas betydeligste herskere. Over Centralasien til det Kaspiske Hav udvidede han sin magt, i Khorasan (Nordpersien) og Nepal herskede kinesiske vasaller; 643 sendte kejser Theodosios i Byzans et gesandtskab til det kinesiske hof.