Mary Wollstonecraft (født 27. april 1759, død 10. september 1797) var en britisk kvinderetsforkæmper, forfatter og filosof. I løbet af sin korte karriere skrev hun romaner, afhandlinger, en rejseskildring, en bog om den Den Franske Revolutions historie og en børnebog. Hun drev desuden en pigeskole og skrev Thoughts on the education of daughters (Tanker om døtres uddannelse). Hun er bedst kendt for sin bog A Vindication for the Rights of Woman (Et forsvar for kvindernes rettigheder, på dansk 1801-1802). I den talte hun for, at kvinden ikke fra naturens hånd er underlagt manden, men at det kan virke sådan på grund af hendes manglende uddannelse. Hun mente, at kvinder og mænd burde have de samme økonomiske, politiske og sociale rettigheder. Hun argumenterede for, at mænd og kvinder burde behandles som fornuftsvæsener og forestillede sig et samfund baseret på fornuft.

Blandt det store publikum og specielt blandt feminister har Wollstonecrafts liv fået større opmærksomhed end hendes tekster på grund af hendes ukonventionelle og ofte stormfulde personlige forhold. Efter to vanskelige forhold til Henry Fuseli og Gilbert Imlay giftede hun sig i 1797 med filosoffen William Godwin og blev mor til Mary Shelley, forfatteren til Frankenstein. Hun døde i barselsseng 38 år gammel og efterlod sig flere ufærdige manuskripter. Godwin udgav året efter hendes død en biografi, Memoirs of the Author of A Vindication of the Rights of Woman (Erindringer om Forfatteren af Et forsvar for kvindens rettigheder). Han afslørede hendes uortodokse livsstil og ødelagde hendes omdømme i det næste århundrede. Ved fremkomsten af kvinderetsbevægelsen i 1900-tallet blev Mary Wollstonecrafts bidrag til kampen for lighed mellem kvinder og mænd betragtet som vigtig, og i dag betragtes hun som en af pionererne inden for feministisk filosofi. Feminister trækker ofte hendes liv og arbejde frem som inspiration.

Unge år Wollstonecraft blev født 27. april 1759 i Spitalfields i London i en velhavende familie. Faderens uheldige spekulationer tærede imidlertid på rigdommen, og hans økonomi blev så usikker, at familien måtte flytte meget rundt i hendes barndom og ungdom. Tomalin, 9, 17, 24, 27; Sunstein, 11. Hendes far tvang hende til at overføre de midler, hun skulle arve, når hun blev myndig, til ham. Og han var ofte voldelig; især når han havde drukket. Som teenager lå Wollstonecraft ofte uden for sin mors soveværelse for at beskytte hende. Hun påtog sig resten af livet en tilsvarende beskytterrolle for sine søstre, Everina og Eliza. Todd, 1; Tomalin, 19; Wardle, 6; Sunstein, 16. Et afgørende øjeblik var 1784, da hun overbeviste Eliza, som antagelig led af en form for klinisk depression, om at hun skulle forlade sin mand og deres spædbarn. Wollstonecraft sørgede for alle de praktiske forberedelser til Elizas flugt og udfordrede de sociale normer. De menneskelige omkostninger var store, idet hendes søster måtte tåle heftig social fordømmelse. Da hun ikke kunne gifte sig igen, var hun henvist til et liv i fattigdom og hårdt arbejde. Todd, 45–57; Tomalin, 34–43; Wardle, 27–30; Sunstein, 80-91.

To nære venskaber prægede Wollstonecrafts unge år. Det første var med Jane Arden i Beverley. Sammen læste de bøger og fulgte forelæsninger hos Janes far, en selvudnævnt filosof og forsker. Wollstonecraft blomstrede i den intellektuelle atmosfære hos familien Arden og værdsatte venskabet med Jane meget højt; nogle gange nåede det et niveau, hvor Wollstonecraft var krævende. Wollstonecraft skrev til Jane, at "Jeg har dannet romantiske forestillinger om venskab... Jeg er noget ensidig i mine tanker om kærlighed og venskab; jeg må have førstepladsen eller ingenting."Citat fra Todd, 16. I nogle af sine breve til Jane afslører hun de svingende og depressive følelser, der fulgte hende resten af livet. Se Todd, 72–75; Tomalin, 18–21; Sunstein, 22-33.

Det andet vigtige venskab var med Fanny Blood, som hun blev præsenteret for af ægteparret Clares, som spillede en forældrerolle for hende. Wollstonecraft roste Fanny Blood for at have åbnet hendes sind.Todd, 22–24; Tomalin, 25–27; Wardle, 10–11; Sunstein, 39-42. Da livet i forældrenes hjem gjorde hende ulykkelig, bestemte hun sig for at skabe sit eget i 1778, og hun blev selskabsdame for enken Sarah Dawson i Bath. De havde problemer med at enes. Den oplevelse brugte hun, da hun beskrev ulemperne ved et sådant arbejde for kvinder i Thoughts on the Education of Daughters. I 1780 tog hun tilbage til barndomshjemmet for at pleje sin syge mor.Wardle, 12–18; Sunstein 51-57. Efter moderens død flyttede hun ind hos familien Blood. Hellere det end at tage tilbage i den hidsige fru Dawsons tjeneste. Hun erkendte i løbet af de to år, som hun tilbragte hos familien Blood, at hun havde idealiseret Fanny Blood, som var langt mere interesseret i traditionelle, feminine værdier, end hun selv var. Hun var dog trofast over for Fanny og hendes familie resten af livet og ydede ofte økonomisk hjælp til Fannys bror. Wardle, 20; Sunstein, 73-76.

Mary Wollstonecraft havde forestillet sig, at hun skulle leve i en kvindeidyl, en form for kvindeutopi med Fanny Blood. De havde planlagt at leje et værelse og støtte hinanden mentalt og økonomisk, men drømmen brast på grund af de økonomiske realiteter. For at tjene penge stiftede Wollstonecraft, hendes søstre og Fanny Blood en skole i Newington Green, et frikirkeområde. Blood blev snart forlovet, og efter at hun blev gift, tog hun med sin mand, Hugh Skeys, til kontinentet, for at hendes skrøbelige helbred kunne blive bedre. Todd, 62; Wardle, 30–32; Sunstein, 92-102. Men Fannys helbred blev dårligere, da hun blev gravid, og i 1785 forlod Wollstonecraft skolen for at følge hende og pleje hende - men uden held. Todd, 68–69; Tomalin, 52ff; Wardle, 43–45; Sunstein, 103-106. At hun forlod skolen betød, at den blev forsømt og projektet mislykkedes. Tomalin, 54–57. Fanny Bloods død var et hårdt slag for Wollstonecraft og var delvis inspiration til hendes første roman, Mary: A Fiction. Se Wardle, kapitel 2, for selvbiografiske elementer i Mary; se Sunstein, kapitel 7.

"Den første af en ny slægt" thumb|left|Titelbilledet til 1791-udgaven af Original Stories from Real Life (gravering af William Blake) Efter Fannys død hjalp Wollstonecrafts venner hende med at blive guvernante for døtrene i den engelsk-irske familie Kingsborough i Irland. Selv om hun ikke kom overens med fruen i huset, Se Todd, 106–7; Tomalin, 66; 79–80; Sunstein, 127-28 fandt børnene, at hun var en inspirerende lærerinde; Margaret King sagde senere, at W. ”havde befriet hendes sind for al overtro”. Todd, 116. Wollstonecrafts erfaringer fra året i Irland blev senere brugt i hendes eneste børnebog, Original Stories from Real Life (Nye fortællinger fra det virkelige liv). Tomalin, 64–88; Wardle, 60ff; Sunstein, 160-61.

Wollstonecraft var frustreret over de begrænsede karrieremuligheder for respektable kvinder. Det beskrev hun i et kapitel i Thoughts on the education of daughters: "Unfortunate Situation of Females, Fashionably Educated og Left Without a Fortune". Efter et år som guvernante besluttede hun at satse på en karriere som forfatter. Det var et radikalt valg, da meget få kvinder kunne leve af at skrive. Som hun skrev til sin søster Everina i 1787, forsøgte hun at blive "den første i en ny slægt". Wollstonecraft, The Collected Letters, 139; se også Sunstein, 154. Hun flyttede til London, og støttet af den liberale udgiver Joseph Johnson fandt hun et sted at bo og arbejde. Todd, 123; Tomalin, 91–92; Wardle, 80–82; Sunstein, 151-55. Hun lærte sig fransk og tysk og kunne oversætte, Todd, 134–35. det mest mindeværdige var Of the Importance of Religious Opinions (Om vigtigheden af religiøse meninger) af Jacques Necker og Elements of Morality, for the Use of Children (Moralens elementer for børn) af Christian Gotthilf Salzmann. Hun skrev også anmeldelser og omtaler, hovedsageligt om romaner til Johnsons Analytical Review. Mary Wollstonecrafts intellektuelle univers blev udvidet i løbet af den tid, ikke bare gennem læsning, men også af dem, hun omgav sig med: hun var med til Johnsons berømte middage og mødte her så lysende begavelser som Thomas Paine og sin senere mand William Godwin. Efter deres første møde var de skuffede over hinandens selskab. Godwin var kommet for at høre Paine, men Wollstonecraft havde generet ham hele aftenen, var uenig og modsagde ham i hver eneste emne, der kom op. Johnson blev mere end en ven for hende, og i et brev har hun beskrevet ham som både en far og en bror. Tomalin, 89–109; Wardle, 92–94; 128; Sunstein, 171-75.

Mens Mary Wollstonecraft var i London, stod hun i forhold til den gifte, schweizisk-engelske maler Henry Fuseli (på tysk Johann Heinrich Füssli). Hun var forhekset af hans geni, "storhed i hans sjæl, hans hurtige forståelse og elskelige sympati".Citeret fra Todd, 153. Hun foreslog, at hun kunne bo platonisk sammen med ham og hans hustru, men Fuselis hustru var forfærdet over forslaget, og han afbrød forholdet med Wollstonecraft. Todd, 197–98; Tomalin 151–52; Wardle, 171–73; 76–77; Sunstein, 220-22. Efter Fuselis afvisning besluttede Wollstonecraft at rejse til Frankrig for at undslippe ydmygelsen og tage del i de revolutionære hændelser der, som hun kort før havde hyldet i Vindication of the Rights of Men (Et forsvar for menneskerettighederne). Hun skrev Vindication of the Rights of Men som svar på Edmund Burkes konservative kritik af Den Franske Revolution i Reflections on the Revolution in France (Refleksioner over revolutionen i Frankrig). Den gjorde hende omgående berømt. Hun blev 31 år gammel sammenlignet med førende intellektuelle som Joseph Priestley og Paine. Sidstnævntes Rights of Man (Menneskerettigheder) blev det mest populære svar på Burke. Wollstonecraft forfulgte de ideer, hun havde lagt frem i Rights of Men i A Vindication of the Rights of Woman, hendes mest berømte og betydningsfulde værk.Tomalin, 144–155; Wardle, 115ff; Sunstein, 192-202.

Frankrig og Gilbert Imlay thumb|300px|right|Den 10. august 1792 blev Tuilerierne stormet og den revolutionære vold spredte sig. Mary Wollstonecraft rejste til Frankrig i december 1792 og kom til Paris en måned, før Ludvig XVI blev henrettet. Frankrig var i oprør, og hun opsøgte andre britiske besøgende som Helen Maria Williams og sluttede sig til de britiske immigranter i Paris. Todd, 214–15; Tomalin, 156–82; Wardle, 179–84. Efter at have skrevet A Vindication of the Rights of Woman var hun fast besluttet på at afprøve sine tanker, og i den stimulerende intellektuelle atmosfære under den franske revolution gik hun ind i sit mest eksperimentelle, romantiske forhold indtil da: hun mødte og blev lidenskabeligt forelsket i Gilbert Imlay, en amerikansk eventyrer, forretningsmand og forfatter. Om Wollstonecraft var interesseret i at gifte sig er uvist, men Imlay havde absolut ingen ønsker om ægteskab, og Wollstonecraft var muligvis forelsket i en idealiseret opfattelse af ham. Mens hun afviste seksuel tilknytning i A Vindication of the Rights of Woman, virkede det, som om Imlay vakte hendes lidenskab og hendes seksuelle lyst. Todd, 232–36; Tomalin, 185–86; Wardle, 185–88; Sunstein, 235-45. Hun blev snart gravid, og den 14. maj 1794 fødte hun deres første barn, Fanny, opkaldt efter hendes nærmeste veninde. Tomalin, 218; Wardle, 202–3; Sunstein, 256-57. Hun var selv overlykkelig for sit nyfødte barn og skrev til en ven: "Min lille pige begynder at suge så mandligt, at hendes far uforskammet antager om hende, at hun skriver den anden del af R[igh]ts of Woman".Fremhævningen er Wollstonecrafts egen, citeret fra Wardle, 202.