thumb|Den Tyske Ordens våben. thumb|Den Tyske Ordens slot i Marienburg (nuværende Malbork) i Polen.
Den Tyske Orden eller Sankt Marias Hospitalsbrødre (, forkortet Ordo Teutonicus, , Deutschritterorden, Deutschherrenorden eller Kreuzritterorden, , ) var en hospitalsorden, stiftet i 1190. Ordensbrødrene skulle tage sig af pilgrimme og sårede i Det hellige land under korsfarertiden. Den blev snart omdannet til en ridder- og præsteorden (1199), som med tiden fik Østeuropa som sit vigtigste virkefelt. Medlemmerne aflagde ordensløfter.
Virke i Det hellige Land Baggrund
Den Tyske Orden tog sine forbilleder fra disse to ridderordener:
Tempelridderne: 80 år før Den Tyske Orden blev grundlagt, havde franske riddere i 1118 aflagt løfte til den latinske patriark af Jerusalem om at beskytte pilgrimmenes adkomst fra middelhavskysten til Jerusalem og de omliggende hellige steder. Det var tempelridderne, og deres orden blev godkendt af pave Honorius III. I 1128 fik de deres ordensregler. I anden halvdel af 1100-tallet skal deres medlemstal være vokset til omkring 30.000, og ordenen havde tillagt sig megen rigdom.
Johanniterordenen blev stadfæstet i 1113 på baggrund af et allerede i Jerusalem eksisterende hospital, ifølge visse kilder grundlagt i 1023. Den kaldes også Hospitalsordenen. Der fandtes allerede et tysk (teutonsk) hospital til pleje af syge tyske pilgrimme i Jerusalem, da byen var hovedstad i korsfarerkongedømmet Jerusalem. Det havde en kirke viet til Jomfru Maria. Dette hospital var underlagt Johanniterordenens stormester. Men i 1187 erobrede muslimernes hærfører Saladin Jerusalem, og Pave Gregor 8. opfordrede til et nyt korstog for at genvinde byen. Kort efter begyndte det tredje korstog.
Hospitalsordenen oprettes
Købmænd fra Bremen og Lübeck, som deltog i belejringen af Akko i det nordlige Galilæa, tog i 1189 initiativ til oprettelse af en tysk hospitalsorden, som skulle være klar til at overtage driften af Sanctae Mariæ Teutonicorum-hospitalet, efter at korsfarerne havde genindtaget Jerusalem. Ordenen blev oprettet i 1190 uden for Akkos mure.
thumb|left|Pave Celestin III godkender ordenen.
Efter at Richard Løvehjerte i 1191 generobrede Akko, blev byen hovedstad i korsfarerkongedømmet Jerusalem, og Den Tyske Orden fik hovedsæde der. Det skulle blive langvarigt. Korsfarerne ville sandsynligvis havde formået at generobre Jerusalem, men Richard Løvehjerte – som vidste, at de fleste af dem så hurtigt ville vende tilbage til Europa, og at byen ikke ville kunne modstå fornyede erobringsforsøg – foretrak at slutte fred med Saladin i 1192 og overlade byen i muslimernes hænder mod løfte om, at ubevæbnede kristne pilgrimme skulle få fri adgang til byen og dens hellige steder.
Pave Clemens III gav i 1191 hospitalsordenen en foreløbig pavelig godkendelse. Den Tyske Orden overtog Tempelriddernes grundregler og Johanniternes karitative regler. I 1196 gjorde pave Celestin III godkendelsen endelig. Men allerede to år efter skulle ordenen ændre karakter.
Hospitalsordenen bliver en militærorden
Flere og flere korsfarere forlod Det hellige Land, og mange af de tilbageblevne tyskere blev grundstammen i Den Tyske Orden. Beslutningen om at omdanne sygeplejeordenen til en militærorden blev taget i 1198. Året efter fik de pavelig godkendelse som ridderorden af Pave Innocens 3. efter forbillede fra tempelridderne og johanniterordenen. De etablerede sig militært flere steder i og omkring Akko. Med støtte fra den tysk-romerske kejser Frederik 2. indløste og overtog de feudalrettighederne til en række små feudalherrer. De overtog og udbyggede Chastiau dou Rei i 1220 og etablerede sig i borgen Judyn og i Montfort-borgen (tysk: Starkenburg, arabisk Qal'at el Qurein) ved Wadi Qarn. Montfort var teutonernes vigtigste befæstning, men den blev indtaget af bibarerne i 1271.
Ordenen organiserede sig territorielt (fra mindste til største enhed) i: Kommender (lokale ordenshuse). Ballier (provins). Lande og til øverste. Internationale niveau. Medlemmerne på de forskellige trin var ledet af henholdsvis en komtur, landkomtur, landmester og stormester.
Organisering og international vækst
I 1196 havde ordenen alene ordenshuse i Det hellige land, i Akko, Askalon, Rama og Zamsi. I 1197 etablerede de ordenshuse i Barletta og Palermo. Så fulgte den ene grundlæggelse efter den anden: I det tysksprogede område opstod kommenderne i: Halle (1200). Bolzano (1202). Praha (1204). Reichenbach i Hessen (1207). Nürnberg (1209). Aichbach og Regensburg i Bayern (1210). Mergentheim (1219). De etablerede sig desuden i: Grækenland (1209). Burzenland (Siebenbürgen, 1211). Holland (1218). Schweiz (1225). Frankrig (1228). Preussen (1230). Livland (1237). Øen Mainau i Bodensøen (1270).
Den kvindelige gren
Ordenen fik i 1299 også en kvindelig gren for nonner, som drev hospitaler (Schwestern vom Deutschen Haus Sankt Mariens in Jerusalem). De åbnede samme år det første hospital i Kunitz ved Bern, og snart kom flere til. I løbet af høj- og senmiddelalderen fik den kvindelige gren huse blandt andet i Sterzing (Sydtyrol), Utrecht, flere steder i Frisland og i Elsass, i Koblenz, Bern, Frankfurt am Main, Sachsenhausen ved Frankfurt, Maastricht, Marburg, Wetzlar, Freiburg im Breisgau, Mühlhausen i Thüringen, Köln, Liège, Bernheim, Eger, Ellingen, Halle an der Saale, Mainz, Marienwerder, Speyer, Weinheim, Wien og Zwätzen.
Omkring år 1300 fandtes henved 300 kommender. Ordenen var repræsenteret fra Sverige i nord til den sydlige Italien. Den havde et kirkeligt privilegium til at forkynde korsfareraflad, hvilket bidrog til ordenens indtægter og formue.
Den Tyske Orden i Skandinavien
I 1262 oprettede Den Tyske Orden et kommende i Sverige. Hovedsædet lå i Årsta Slot i Södermanland. Derfra drev ordenen handel i hele Sverige og rekrutterede medlemmer. Den Tyske Ordens engagement i Sverige varede til 1467, da den svenske rigsforstander Erik Axelsson købte Årsta og ordenens øvrige gods i landet. Over halvdelen af de svenske besiddelser lå i området Österhaninge og omfattede foruden Årsta også Vendelsö, Sandemar og Gålö.
Fra 1398 til 1408 besad ordenen også øen Gotland i Østersøen.
I ungarsk tjeneste
Efter det tredje korstog bestemte ordenen sig for at tilbyde sine tjenester til kristne fyrster, som ville bidrage til at udbrede kristendommen i de områder i Østeuropa, der endnu havde hedenske folkeslag. I 1211 tog kong Andreas 2. af Ungarn mod tilbuddet og gav dem området Burzenlandomtrent det senere Siebenbürgen i Transsylvanien. Til gengæld forsvarede de kongedømmet Ungarn mod kumanerne. Samtidig skete en systematisk indvandring til dette område af saksere og andre tyskere, og de efterstræbte en større grad af uafhængighed fra Ungarn. I 1224 bad Den Tyske Orden pave Honorius III om at blive stillet direkte under pavelig myndighed i stedet for under Ungarn. Dette fik kong Andreas til at udvise dem i 1225. Dog blev det tilladt andre indvandrere at blive.
Den tyske ordensstat
thumb|upright=1.5|Den Tyske Ordens besiddelser i Europa omkring år 1300. Kristningen af baltere
I Polen inviterede hertug Konrad I af Masovien samme år ordenen til sig for at kæmpe mod den baltiske stamme preusserne. Konrad var ikke hersker over hele Polen, men den klart mægtigste af de forskellige landsdelsfyrster. En anden ridderorden, Sværdbrødreordenen, var allerede aktiv blandt balterne, men de virkede længere mod nord i Baltikum. Denne ridderordenen var oprettet af biskop Albert von Buxhoeven af Livland i 1202 og godkendt af paven to år efter med det formål at bekæmpe de hedenske liver, kurlændinge og estere. Konrad grundlagde også en egen korsfarerorden med tanke på forsvaret mod preusserne, Dobrinerridderordenen efter dens sæde i byen Dobrin. Den hed egentlig "Milites Christi Prucie", men var blot på 15 riddere fra Mecklenburg i Tyskland. Med tiden blev de flere.
Den Tyske Orden inviteres til Østersøområdet
Den Tyske Ordens fjerde stormester Hermann von Salza regerede fra 1209 til 1239 og kunne i 1225 lægge grunden en egen statsdannelse, da hertug Konrad havde lovet den Kulm-området (Kulmerland) og de områder, som de måtte erobre som modydelse for deres militære indsats mod preusserne. Deres engagement i området var begrundet med, at de baltiske stammer ikke blot havde vægret sig imod at tage imod kristendommen, de dræbte også missionærer og hærgede og brændte munke- og nonneklostre. Ordenens engagement blev efterspurgt af samme grund som i Levanten: defensio Christianitatis, forsvar for kristenheden. Allerede i 1228 havde den etableret sig på borgen Nessau ved Wisła og kort efter på borgen Vogelsang i samme område.
Hermann var klog af skade efter den behandling, som ordenen havde fået fra ungarerne efter deres indsats i Butzenland og fik kejser Frederik 2. til at give ordenen vidtgående fuldmagter (Gullbullen fra Rimini, 1226). Denne bulle gav Den Tyske Orden samme grad af uafhængighed over sine "ordenslande", som rigsfyrsterne i det tysk-romerske kejserdømme nød godt af.
Korstog mod preussere og litauere
thumb|upright=1.5|Den Tyske Ordens erhvervelser i Preussen og de i 1237 tilsluttede Sværdbrødreordenens besiddelser i Kurland og Livland indtil 1260.
Ridder Hermann Balk blev udnævnt til provinsial for Preussen, og sammen med 28 korsriddere og en hel hær af korsfarere fra Tyskland indledte han to korstog med udgangspunkt i to byer, de grundlagde: Thorn (1231 ved Wisłas bred vis-à-vis borgen Vogelsang og Kulm (1233). Den lille dobrinerordenen blev optaget i Den Tyske Orden i 1235. Nogle af dens riddere fortsatte på egen hånd i endnu 10 år. Korstogene blev til en 25-årig krig og blev fulgt af tysk kolonisering af dele af de områder, som de havde underkastet sig.
I 1234 kom Hermann von Salza til enighed også med den romerske kurie. De områder, som Den Tyske Orden skulle erobre, skulle ikke lægges ind under den tysk-romerske kejsers myndighedsområde, selv om de skulle have status som del af kejserdømmet. Da havde Den Tyske Orden allerede fået fodfæste øst for Wisła, Weichsel.
Korstoget mod preusserne bølgede frem og tilbage, og landet var ikke endeligt erobret og sikret før i 1283. Året efter blev desuden det vestlige Pomesanien erobret ved slaget ved floden Sirgune (tysk: Sorge). Ordenen arbejdede systematisk for en tysk indvandring og for germanisering, og således kom de baltiske preussere efterhånden i mindretal og blev germaniserede.
Byer grundlagt eller overtaget af Den Tyske Orden
En række tyske byer blev grundlagt i hele det område, som skulle blive kendt som Preussen. Nedenfor følger en liste over nogle af de vigtigste byer grundlagt af Den Tyske Orden, eller eksisterende byer eller landsbyer, der fik tildelt stadsret af ordenen: Thorn (1231). Kulm (1233). Marienwerder (1233). Memel (1252). Braunsberg 1254. Königsberg (1255)byen blev opkaldt efter kong Ottokar 2. af Böhmen. Frauenburg (1270). Marienburg (1279).
Bispedømmer organiserede i Preussen
I 1243 organiserede den pavelige legat Vilhelm af Modena på bud af pave Innocens 4. fire bispedømmer i Den Tyske Ordens sydbaltiske områder: Kulm, Pomesanien, Ermland og Samland. Det skulle imidlertid tage nogle år, før alle bispestolene var besat. Disse bispestole blev i reglen besat af gejstlige tilknyttet Den Tyske Orden.
Etablering i Livland
I 1237 kom Den Tyske Orden Livlands Sværdbrødreorden til undsætning. Sværdbroderordenen var efterhånden blevet tappet for kræfter og havde lidt nederlag i et vigtigt slag mod litauere og semgallere i 1236 ved Saule. Eftersom ordenen og det katolske Livland svævede i stor fare, gav paven i 1237 sin tilladelse til, at Sværdbrødrene indgik i en føderation med Den Tyske Orden. Snart smeltede de to ordener sammen. Herefter blev Sværdbrødreordenen en gren af Den Tyske Orden under navnet Den Liviske Orden. Dermed sad Den Tyske Orden nu pludselig også midt i Baltikum og kontrollerede Kurland, Semgallen og Livland.
Fejlslået korstog mod russerne