Universalieproblemet – universaliestriden, nominalismestriden eller striden om almenbegreberne – angår det spørgsmål om almenbegreber findes i virkeligheden, eller hvorvidt de blot er menneskelige konstruktioner.
Universalier (anglicisme) er almenbegreber (det danske navn for begrebet)K.E. Løgstrup skal have benyttet en skelnen mellem det universelle og det almene til sine "suveræne livsytringer". Synspunktet ser ud til at være, at det almene er, hvad der kan siges eller prædiceres om alle, mens det universelle er det, der i alle er det samme; altså at universalet er det, der ontologisk er det samme, men universelt udbredt i singulære entiteter. – Se bemærkning om Løgstrups skelnen: Løgstrups "singulære universale" som "menneske" og "menneskehed" eller matematiske størrelser som "tal", "relation" og "klasse". I filosofien findes der en grundlæggende diskussion, om hvorvidt man kan tillægge universalier en ontologisk eksistens, eller om det drejer sig om rent forstandsmæssige begrebsdannelser. Denne diskussion havde et højdepunkt i middelalderens skolastik og rækker helt ind i nutiden. Anskuelse af Platons idélære Platons idélære kan tages som udgangspunkt for problemets ene pol, der sædvanligvis kaldes realisme eller begrebsrealisme: "ideerne" er efter denne opfattelse reelle i modsætning til modpolen hvor de blot er navne, heraf nominalisme. Erkendelse med fornuften i området for de universelle ideerDisse idéer er uforgængelige, uforanderlige, af højere ontologisk og epistemologisk rang og grundlaget for objekterne, der 'har del i' disse ideer (methexis).Disse sansbare objekter er ufuldstændige afbildninger(Et billede med dansk tekst efterspørges)340px Perception med sanserne i området for tingene som kun er ufuldkomne afbildninger af de fuldkomne idéer
Grundproblemet Begreber har den funktion at betegne genstande, hændelser eller egenskaber. De bærer en betydning, og alle eller de fleste vil godtage at sætningen "rosen er rød" kan afprøves og altså at den er meningsfuld. Såvel "rose" som "er rød" (såkaldte prædikatsudtryk) kan anvendes om flere genstande. Almen anvendelighed gælder for alle begreber med undtagelse af navne hvis opgave det er at udskille det særlige, et individ, fra det almene.
Når man tænker på at fremstille en tallerken, kan man forestille sig en genstand af porcelæn, keramik, glas eller metal. Den kan være rund, kantet eller oval. Disse kendetegn bestemmer den konkrete skikkelse af den enkelte tallerken. For at kunne fremstille en tallerken må man imidlertid allerede på forhånd have en forestilling om en tallerkens funktion og princip. Man må kende en tallerkens væsen.
Realisme Udgangspunktet for diskussionen om universalierne er idélæren hos Platon, der i Phaidon gik ud fra at ideer har en selvstændig eksistens. I diskussionens løb blev flere tankemæssige principper karakteriseret som universalier. Ud over Platons ideer drejer det sig om blandt andet regler, dyder, transcendente størrelserTranscendente størrelser: som "det ene", "det gode", "det sande" og "det skønne" – Se evt. Transzendentalien , kategorier eller værdier. Denne position, der går ud fra at sådanne abstrakte størrelser eksisterer, kaldes i universaliediskussionen for realisme.
Nominalisme Den position der står over for realismen kaldes nominalisme (lat.: nomen, navn) og den er grundlæggende af den opfattelse at almenbegreberne er tankemæssige abstraktioner, der dannes af mennesket. Det der virkeligt eksisterer er de enkelte ting. Da nominalismen historisk er den nyere af de to positioner, opstod der i middelalderen betegnelsen via moderna (den nye eller moderne vej) herfor, mens den gamle vej fik betegnelsen via antiqua.
Middelalderen Universalieproblemet tilspidsedes i middelalderens kristelige og islamiske monoteisme. Man må huske at det ikke blot drejede sig om en løsrevet "rent filosofisk" problematik, men at det også angik meget konkrete spørgsmål som magtkoncentration og legitimering, når der for eksempel blev diskuteret om treenighedsspørgsmålet. Hvis almenbegreber er virkelige, har de meget større autoritet end hvis de afhænger af fortolkninger. Da man i løbet af senmiddelalderen i stigende grad forlod den realistiske position, betød dette en gradvis frigørelse fra autoriteter, der påberåbte sig Gud eller det guddommelige. I den forstand befordrede nominalismen naturvidenskaben og den sekulære stat.
Nyere tid Grundproblemet bliver i forvandlet form også diskuteret i nutiden. I sprogfilosofien spørges om egenskaber ("rødlig/rødhed") og klasser ("organismer") er ontologisk selvstændige. Inden for den filosofiske matematik diskuteres om logiske klasser, tal og funktioner har en selvstændig eksistens; denne opfattelse kaldes også platonisme eller semantisk realisme. Mens Bertrand Russell var en af de betydeligste tilhængere af realismen i 1900-tallet, tilsluttede hans lige så kendte elev og senere ven Ludwig Wittgenstein sig konsekvent nominalistiske synspunkter. I Pierre Bourdieus sociologiske teori fremlægges et forsøg på sammenknytning af nominalistiske og realistiske anskuelser.
Universalerne og det partikulære
Menneskets intellekt benytter almenbegreber og kan dermed begribe og systematisere verden omkring sig. Men hvilken realitet kan man så tillægge almenbegrebet? Er almenbegrebet mere virkeligt (og dermed guddommeligt) end den verden det afbilleder, eller er der nærmere tale om et guddommeligt system, der strukturerer den verden vi lever i? Eller er almenbegreberne blot et resultat af erfaringen?
Helt groft skitseret kan man på denne baggrund sige, at tre overordnede standpunkter er mulige:
- Universalerne kommer før det partikulære (enkeltting). Først set i Platons idélære (idéalisme – af nogle også kaldet ekstrem realisme) og fremherskende i den tidlige skolastiske periode med Anselm af Canterbury (d. 1109) som fremmeste repræsentant. På dette tidspunkt i middelalderen stod den nyplatonske forståelse således i centrum overleveret i en kristen udformning af bl.a. Augustinus (354-430) og AM Boethius (480-424).
- Universalerne er "iboende" det partikulære. Først set hos Aristoteles og kaldes moderat realisme. Fremherskende i den midterste skolastiske periode som følger det fornyede kendskab til Aristoteles i forbindelse med mødet med Araberne. Allerede Pierre Abelard (1079-1142) hævdede denne form (selvom mange kommentatorer fejlagtigt betegner ham som konceptualist) og senere også en af den Katolske Kirkes største filosoffer, Thomas Aquinas (dog med visse forenklinger. Aquinas forsøger således at lukke diskussionen med følgende sætning: "Universalia ante res, in rebus et post res". Der hersker dog almen enighed om, at hans metode viser, at han primært lægger sig op ad Aristoteles' ontologi).
- Universalerne kommer "efter" det partikulære. Dette standpunkt har bl.a. rod tilbage hos sofisterne, men bliver først klart formuleret i middelalderen. "Nominalisme" (af latinsk "nomen", der betyder navn og angiver, at enkelttingen står først) blev i middelalderen ført tilbage til Roscelinus. Hen imod senmiddelalderen kommer en mindre radikal formulering af standpunktet i den såkaldte "konceptualisme", der siger, at universaler kun eksisterer inde i hjernen og ikke har (del i) ekstern substantiel væren. Absolut vigtigst er her franciskanermunken William af Ockham, hvis betydning for senmiddelalderlig skolastik ikke kan overvurderes.
Det skal i denne forbindelse siges, at selvom Platons idélære og Aristoteles realisme således repræsenterer to ret forskellige opfattelser, går de under samlebetegnelsen "begrebsrealisme".
Det er i øvrigt vigtigt ikke at hænge sig for meget i betegnelser opgivet i sekundære fremstillinger. Det er således ofte, man læser introduktioner til middelalderfilosoffer, hvor det viser det sig, at forfatteren ikke har helt styr på sit begrebsapparat.
Til universaliernes begreb Allerede bestemmelsen af et begreb om universalier er problematisk. Almenbegreber som rød eller organisme forholder sig til flere genstande eller områder. Vil man fx medregne tallet Pi, er det bedre at tale om abstrakte genstande.
Som kriterier for universalier kan nævnes: tidsuafhængighed ren begrebslighed manglende observerbarhed manglende kausal virkning Ingen af disse kriterier er alene tilstrækkelige til at bestemme universalier. Om man kan undvære nogle af kriterierne, er ikke entydigt afklaret. Desuden findes der begreber der betegner flere elementer i en klasse (menneske), og sådanne der selv tjener til at betegne en klasse (menneskehed). Begreberne "menneske" og "menneskehed", og også "retfærdighed" eller "mængden af lige tal" er uden konkrete referencer (såsom dette menneske; menneskeheden på dette eller hint tidspunkt), de er også tidsuafhængige, rent begrebslige, uden observerbarhed og tillige ikke kausale.
De forskellige opfattelser af universaliebegrebet kommer til udtryk i de positioner der anføres herunder:
Thomas Aquinas (Realisme) Når en ting bliver benævnt efter hvad der er fælles for den og mange andre, siger man at en sådan benævnelse, et sådant navn betegner et universale, thi dette navn betegner hvad der er en fælles natur eller disposition for mange.(Fra tysk:) Wenn ein Ding von dem her benannt wird, was ihm und vielen gemeinsam ist, dann sagt man, dass ein solcher Name ein Universale bezeichnet, denn der Name bezeichnet so eine vielen Dingen gemeinsame Natur oder Disposition. — Thomas von Aquin, In Perihermeneias, citeret efter HWPh (Historisches Wörterbuch der Philosophie), Bd. 11, 180
Johannes Duns Scotus (Konceptualisme)Mere om Duns Scotus (en meget fyldig, såkaldt "exzellente" artikel"
Universalier anvendes i tre betydninger: a) om en anden-intention (eller "anden-bestemmelse") som er det prædicerbares tankemæssige forhold til det, hvorom det er prædicerbart. Det er dette forhold, som ordet "universal" betegner konkret, og som "universalitet" betegner abstrakt. Yderligere står "universalt" for det, som bliver benævnt ud fra denne anden-intention, altså for en eller anden første-intention, for hvilken intention nummer to anvendes om første-intentionen. Herved kan det nu stå for noget dobbelt, nemlig: b) dels for den indirekte og c) dels for den direkte anvendelse af denne anden-intention. I det første tilfælde kalder man naturen 'i og for sig' for universel, da den ikke i sig selv er individualiseret, og det derfor ikke er i modstrid med den, at mange ting bliver udtrykt om den. I det andet tilfælde er det "universale" kun det, som også er aktuelt og ubestemt, således at et enkelt begreb kan udtrykkes om enhver enkeltting, og det er det universale i ordets egentlige betydning.
William af Ockham (Nominalisme) Ethvert universale er en enkeltting og derfor kun ud fra betegnelsen et universaleJedes Universale ist ein Einzelding und daher nur von bezeichnungswegen ein Universale. — Wilhelm von Ockham, Summa logicae, citeret efter HWPh (Historisches Wörterbuch der Philosophie), Bd. 11, 182
Pierre d’Ailly (Nominalisme) Da der ikke findes et universale ifølge værendet (<small>ty. dem Sein nach</small>), men efter repræsentationen, så er ret forstået et almenbegreb det der dannes af sjælen og som er fælles for flere ting, således at det gør dem fælles i kraft af forestillingen om det fælles for dem.Da es ein Universale nicht dem Sein nach, sondern der Repräsentation nach gibt, ist recht verstanden ein Allgemeinbegriff, was von der Seele gebildet und mehreren Dingen in dem Sinn gemeinsam ist, dass es sie gemeinsam vorstellig macht. — Pierre d’Ailly, Tractatus de anima, citeret efter HWPh (Historisches Wörterbuch der Philosophie), Bd. 11, 183
Universalier i antikken
Anskuelse af Platons idélære "Ide-riget"Fornufterkendelse methexis:'har del i' "Tings-riget"Sanseperception275px Urbilledei den erkendbare verden 'anskuelse af' Afbildningi den synlige verden Platon