thumb|Kvinder begræder Jesus, en af "Marias syv smerter". Maleri af Albrecht Dürer (ca. 1495).Se også Pietà Urmenigheden i Jerusalem var formodentlig den første menighed i kristendommens allertidligste historie. Den blev dannet efter korsfæstelsen af Jesus for at forkynde Jesu opstandelse, syndernes forladelse og Jesu bud for både Israels og for andre folk, og for at man kunne forberede sig på hans genkomst, parusi, og den dermed forbundne ende på verdenSe evt. Dommedag, Eskatologi, Apokalypse
Kilder Viden om urmenighedens opståen, historie, tro og gudstjenesteformer stammer i det væsentligste fra Lukas' Apostlenes Gerninger, der normalt dateres til mellem 80 og 100. Dertil kommer de traditioner som Paulus har optaget i sine breve. Også den lidelseshistorie der findes i Markusevangeliet blev sandsynligvis forfattet i kredsen omkring disse tidlige kristne i Jerusalem. (ff)
Lukas hørte til Paulus' elevkreds, men havde dog inden for den anden kristne generation et stærkt stiliseret historiebillede, bestemt af hans egne teologiske synspunkter og hensigter. Han idealiserede urmenigheden som en overvejende harmonisk sammenlænket enhed fra den "apostolske periode" (ca 30-70) for at fremhæve den som forbillede for alle senere kristne menigheder. Den historiske kritik har på mange måder stillet spørgsmål ved dette billede. Den ældre paulinske og markianske overlevering bekræfter Apostlenes Gerninger i dens grundudsagn om den kristne tro, men udvider og korrigerer også vigtige detaljer.
Ingen af de fire kanoniske evangelier stammer fra urmenigheden. De tillader dog tilbageslutning til deres særlige oplysninger, hvis man sammenligner deres angivelser om Jesu forkyndelse med Apostlenes Gerninger. Indirekte informationer om gudstjenesteformen i Jerusalem og embedsregler giver også ikke-kanoniske kristne skrifter som Didaké, en slags katekismus for jødekristne som teologisk og etisk var tæt på urmenigheden. Vigtige enkeltoplysninger til dens senere histore stammer fra ikke-bibelske kilder som Testimonium Flavianum (ca. 90) af den jødiske historiker Josefus, notitser af Hegesippus (ca. 180), som kirkehistorikeren Eusebius af Cæsarea citerede (ca. 300).
Oprindelse Jesu tilhængerskare fra Galilæa, som var fulgt med ham til tempelbyen Jerusalem, spredte sig formodentlig snart efter hans pågribelse (). De fleste yngre vendte efter hans gravlæggelse tilbage til deres landsbyer, da henrettelsen på korset også syntes at stå i modsætning til hans prædiken om det nært forestående gudsrige ().
Imidlertid dannedes snart derefter i det datidige religiøse centrum for jødedommen de første menigheder – ved siden af Jerusalem formodentlig omtrent samtidigt i Galilæa, og lidt senere i Damaskus () – der forkyndte Jesus som Israels og alle folks Messias. Hvad der bevægede Jesustilhængerne dertil, ligger historisk i det dunkle, men hænger sammen med deres opstandelseserfaringer.
Urmenigheden opstod ifølge ved et under: udgydelsen af Helligånden i pinsen. Dette opfyldte for de urkristne det løfte om udgydelsen af Ånd som den jødiske profet havde profeteret for de yderste tider. Thi med Jesu opstandelse begyndte de sidste tider som Israels profeter havde forjættet dem. Derfor forkyndte de pinseunderet som bebudelse af gudsrigets komme, hvilket vil overvinde alle sprogbarrierer og som alle nationaliteter istemmer til lovprisning af Gud på grund af syndsforladelsen ved Jesus (). I den forstand forstod urmenigheden sig som et eskatologisk frelsesfællesskabNoack siger om den ældste kristne menighed at den kan karakteriseres som en eskatologisk menighed, dvs. en gruppe mennesker der er samlet i forvisningen om at vente på de sidste begivenheder og forberede sig på dem. Samtidig er den en messiansk menighed, dvs. en gruppe mennesker som véd at de sidste begivenheder, dommen og Guds Riges oprettelse kommer "ved en mand som han har bestemt dertil" (). Bent Noack: Det nye Testamente og de første kristne årtier. side 210 (2.udg, 1966) , i hvilken forståelsen mellem folkene snart er en realitet og som peger frem mod den den bebudede fred mellem folkene. (-4 par. )
Medlemmer og organisation Urmenigheden bestod i det væsentlige af disciple, "lærlinge" – mænd og kvinder – som Jesus allerede i Galilæa havde kaldet og valgt som sine efterfølgere og som havde fulgt ham på hans vej til Jerusalem. Dertil kom jøder og græsktalende proselytter og senere også "gudfrygtige hedninge" (ikke-jøder der sympatiserede med jødedommen) som lod sig vinde og døbe ved de urkristnes prædikener ().
Tolv af de mænd Jesus havde valgt som sine disciple fremhæves udtrykkeligt i evangelieoverleveringen som de første kaldede og som et billede på Israels tolv stammer. Judas Iskariot, der hørte til denne kreds, skal have taget sit eget liv efter at have forrådt Jesus til Synedriet; i hans sted indtrådte Matthias ifølge ff.
Ifølge Det Nye Testamente viste Jesus sig for disciplene som den opstandne og beredte dem til mission, og dette grundlagde deres autoritet som apostle. Til denne gruppe hørte de der efter Jesu død havde set den opstandne og af ham var blevet valgt til mission. Denne kreds gik ud over de tolv; det var først Lukas der identificerede dem som lederne og grundlæggerne af urmenigheden. Det er uvist til hvorlænge de tolv ("tolvkredsen") faktisk havde ledelsen. Paulus nævner i sit brev til Galaterne (fra 50-57) de "tre søjler" Jakob ("den Retfærdige", "Herrens bror"), Simon Peter (Kefas) og Johannes ().
Ifølge urmenighedens vidneliste (-8) havde Jakob, Jesu ældste bror, haft en vision af den opstandne. Han havde i Jesu levetid ikke været en discipel, men fik efter påske ledelsen af urmenigheden. Han repræsenterede i denne gruppen af "judaister" Om "judaister" og "hebræere" – Se note i DNTH side 358 om for tidlig datering af "judaismen". Og Niels Hyldahl i Den ældste kristendoms historie s. 210-34 – bl.a. s. 214 om judaismen i forhold til "hebræere" ctr. "hellenister" — Desuden opslaget Udenfor og indenfor, der af alle nydøbte hedningekristne forlangte overholdelsen af vigtige torabud, herunder eventuelt også omskærelse, altså overgang til jødedom. Derfor nævnte Paulus ham også før Peter, der ellers i alle apostellister står på første plads, som hovedpartner i forhandlingerne om hedningemissionen. Hans ledsager Barnabas spillede hertil en vigtig rolle.
Efter valget af diakoner – menighedstjenere eller fattigforstandere – til fattigforsorgen () trådte ved siden af apostlene også de såkaldte "ældste" eller presbyter ( ). Deres præcise opgave var ikke fra begyndelsen helt fastlagt; den voksende urmenighed eksisterede først og fremmest uden ledelse. Dog begyndte der med arbejdsdelingen at opstå et vist embedshierarki, der senere mundede ud i det monarkiske bispeembede, episkopat.
Et væsentligt element i urmenigheden var formodentlig også profeterne, der som deres kolleger i Korinth modtog direkte gudsåbenbaringer, talte i tunger og havde forskellige nådegaver (sml. ff).
Antallet af medlemmer i urmenigheden lader sig kun anslå. nævner 3000 førstedøbte allerede efter den første Peters-prædiken, snart derefter 5.000: Disse tal synes meget for høje ifølge de møder i templet i Jerusalem som Synedriet accepterede at der blev afholdt. På den anden side viser den tidlige arbejdsdeling mellem apostle, diakoner og ældste at der ikke kunne være tale om et større antal end der ville svare til et dusin ledere: der vil da i begyndelsen have været mellem (sml. ) 500 og nogle tusinde.
Teologi og gudstjeneste Idealbilledet af urmenigheden er frem for alt bestemt af fremstillingen -47: efter den urkristne missionsprædiken, som er ganske indrettet på forkyndelsen af Jesu opstandelse og hans ophøjelse til "Kyrios", følger her en omvendelse og dåb af nye disciple. Dette betød syndernes forladelse og dermed optagelse i et eskatologisk frelsesfællesskab, redning fra den yderste dom og modtagelsen af Helligånden, der muliggør overholdelsen af Jesu bud og udbredelsen af hans "lære".
Følgende kriterier binder ifølge Lukas (-47) de urkristne til et fællesskab: De holdt fast ved apostlenes lære , altså i troen på Jesu opstandelse, som var blevet forkyndt for dem. … og fællesskabet: de urkristne mødtes regelmæssigt. … og ved brødets brydelse: de holdt nadver som fortsættelse af Jesu måltidsfællesskab og/eller i mindet om deres Herres sidste måltid. … og ved bønnerne: dette indebar sikkert Fader vor som Jesus selv havde lært dem … og der skete mange undere og tegn ved apostlene: den opgave at udvirke helbredelse, de havde fået som Jesu disciple (), fortsatte de inden for urmenigheden ved at tage sig af de syge. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. Lukas fremhævede fællesejet som et væsentligt kendetegn ved urmenigheden, der, som følge af udgydelsen af ånden, tillige begrundede kirkens hellighed som „Ecclesia“ (Herausgerufene) De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov.: forsørgelsen af de trængende kristne ved hjælp af den fælles ejendom var en opgave for de senere dertil valgte "diakoner", fattigforstandere eller menighedstjenere. De kom i enighed i templet hver dag …: Den centrale helligdom i Jerusalem forblev også samlingsstedet for de kristne, således at dette for dem fra begyndelsen indeholdt kultisk brug, og blev accepteret som del af jødedommen. … hjemme brød de brødet og spiste sammen …: nadveren var fra begyndelsen ikke adskilt fra det almindelige måltid og forbundet med agapefesten og dens fordeling af levnedsmidler til trængende kristne. Dette fandt ikke sted i templet men i familiekredsen og i husfællesskaber. … , og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.: Også dette fremhæver harmonien mellem urkristne og den jødiske omgivelse. Lovprisningen af Gud forenede dem.
Dåb, efterfølgelse af den opstandnes lære () og afståelse af ejendom udgjorde altså for Lukas de ligeværdige "optagelsesbetingelser" til urmenigheden. Ganske vist lod formlerne fra -47 slutte at det var en sædvanlig praksis, men ifølge og var opgivelse af besiddelse snarere frivillig. Bøn, agapefest med nadver, lovprisning af Gud, trosbekendelse, helbredelsesvirksomhed, fattigforsorg, offentlig missionsprædiken, beredskab for martyrium, "Man bør adlyde Gud mere end mennesker". () – var væsentlige grundelementer i den urkristne gudstjeneste.
Af en skriftlæsning erfarer man i disse rammer intet; det må dog tages i betragtning at sådanne skriftlæsninger gik forud for de offentlige missionsprædikener som fandt sted i synagogen fordi de var nødvendige til forkyndelse af den opstandne Jesus (). Ordets forkyndelse var ikke forbeholdt apostlene; formodentlig kunne hvert medlem fremføre sine tanker om den overleverede lære og skrifter, så længe de forsamlede var imødekommende.
De første Petersprædikener, som Lukas redigerede, afspejler grundtankerne i den tidlige kristne mission: Jesus var for dem den gennem hele Israels bibelske historie bebudede frelsebringer for gudsfolket, og hvis korsdød opfyldte sejrsforjættelserne hos patriarkerne – som overtagelse af den yderste dom ved genkomsten – og hvis oprejsning fra de døde sætter Guds forsoning med Israel i kraft, åbner for folkets frelse og kalder tilhørerne til omfattende bod.
Også de af Paulus optagne credoformler stiller Jesu selvhengivelse og hans oprejsning ved Gud i centrum for den urkristelige troslære. Den tidlige dogmatisering af de tolv ("tolvkredsen") i alle evangelierne viser desuden at urmenigheden forstod sig som det samlede gudsfolks forudgribelse af de sidste tider, udvalgt til dette af den til Gud ophøjede Messias, Jesus Kristus. Deres mission i Israel havde derfor forrang for dem.
Fælleseje