Rosekrigene 1455-1487 var en række krige om den engelske trone mellem to grene af Plantagenet-slægten. Magtkampen skyldtes sociale og økonomiske problemer efter Hundredårskrigen og den svage og periodevis sindssyge Henrik 6. af Huset Lancaster (rød rose), som fik Richard Plantagenet af Huset York (hvid rose) til at gøre krav på tronen.
Efter Richards død førtes Yorks krav videre af hans søn Edvard, som blev den første York-konge af England som Edvard 4. Kort efter hans død blev tronen overtaget af Edvards yngre bror, Richard 3., som stod bag Edvards to sønner, Edvard 5. og Richard af Shrewsburys forsvinden i Tower of London.
Den endelige sejrsherre var Henrik Tudor, den senere Henrik 7., der gennem sin mor gjorde krav på Huset Lancasters vegne. Han besejrede den sidste York-konge, Richard 3., i Slaget ved Bosworth Field. Efter magtovertagelsen giftede han sig med Elizabeth af York, den ældste datter og arving til Edvard 4., og dermed forenedes de to slægter. Huset Tudor regerede til Henrik 7. og Elizabeth af Yorks barnebarn Elizabeth 1.'s død i 1603.
Navn og symboler thumb|Huset Yorks hvide rose thumb|Huset Lancasters røde rose
Betegnelsen rosekrigene refererer til de to kongeslægters emblemer: Huset Yorks hvide rose og Huset Lancasters røde rose. Rosekrigene blev en udbredt betegnelse i det 19. århundrede efter udgivelsen i 1829 af Walter Scotts Anne of Geierstein.Goodwin, introduction p. xixDuring Shakespeare's time people used the term Civil Wars: cf. e.g., the title of Samuel Daniel's work, the First Four Books of the Civil Wars Walter Scott baserede betegnelsen på en scene i William Shakespeares Henrik VI. 1. del, i Temple Churchs have, hvor en række adelige plukker røde eller hvide roser for at vise deres loyalitet for enten Huset Lancaster eller Huset York.
Tilhængerne af York anvendte den hvide rose fra tidligt i konflikten, mens Lancasters røde rose tilsyneladende først blev introduceret efter Henry Tudors sejr i Slaget ved Bosworth, hvor den blev forenet med Yorks hvide rose til Tudor-rosen, som symboliserede de to huses forening.Goodwin, introduction p.xxi Rosens oprindelse som symbol stammer fra Edvard 1.'s anvendelse af en gylden rose med grøn stilk.Boutell, C. The Handbook to English Heraldry, London 1914, p. 228 De fleste, men ikke alle deltagere i krigene bar emblemer, der knyttede dem til deres overherrer under det eksisterende feudalsystem.
Selvom navnene på de to huse stammer fra byerne York og Lancaster, havde de tilsvarende hertugdømmer ganske lidt forbindelse til disse byer. Det meste jord og embeder tilknyttet Hertugdømmet Lancaster lå i Gloucestershire, Nordwales og Cheshire; mens Hertugdømmet Yorks jord og embeder var spredt rundt i England og Wales, hovedsageligt Welsh Marches, dvs. grænselandet mellem England og Wales.Rowse, p. 109
Resumé af Rosekrigene thumb|En nogenlunde samtidig flamsk gengivelse af Slaget ved Barnet i 1471
Henrik Bolingbroke havde i 1399 sat Huset Lancaster på tronen, da han havde besejret og afsat sin fætter Richard 2. og ladet sig krone som Henrik 4.. Henriks tronkrav var gennem hans far, Johan af Gent, hertug af Lancaster, den tredje overlevende søn af Edvard 3. af England. Henrik 4.'s søn, Henrik 5., opretholdt husets greb om magten og gennemførte en højst succesfuld militærkampagne i Frankrig, som kulminerede med sejren i Slaget ved Agincourt i 1415, som gjorde Henrik til herre over Frankrig. Han blev i 1420 gift med Katarina af Valois, datter af Karl 6. af Frankrig og gjort til fransk tronfølger. Men han døde allerede i 1422 kun 36 år gammel og efterlod både den engelske og franske trone (Karl 6. døde knap to måneder senere) til sin eneste søn og arving, den blot 1-årige Henrik 6. England blev derfor regeret af en række regenter til Henrik 6. blev myndig, men allerede da stod det klart, at han med sin svage mentale sindstilstand ikke var egnet til at regere som en myndig og handlekraftig konge. Da englænderne samtidig var på tilbagetog i Frankrig, gav det grobund til opposition. Huset Lancaster tronkrav var baseret både på erobring og mandlig arvefølge. Men alligevel blev Henrik 6.'s krone udfordret af Richard Plantagenet, hertug af York, som kunne gøre krav gennem Edvard 3.'s næstældste overlevende søn, Lionel af Antwerpen, hertug af Gloucester, gennem sin mor og gennem sin far Edvard 3.'s fjerde overlevende søn Edmund af Langley, hertug af York.
Før den lille Henrik 6.'s tronbestigelse havde intet medlem af Huset York gjort krav på tronen, men Richard af York, der havde holdt flere vigtige magtebeder under sine Lancaster-fætre, stredes nu med prominente Lancaster-medlemmer ved hoffet og med Henrik 6.'s dronning, Margrete af Anjou. Selvom der tidligere havde været mindre væbnede slag mellem tilhængerne af York og Lancaster, brød det første åbne slag ud i 1455 i det Det 1. slag ved St Albans. Flere prominente Lancaster-støtter omkom for York-støtternes hånd. Selvom freden hurtigt blev genetableret, blev Lancaster-fløjen inspireret af Margeret af Anjou til at kæmpe mod Richard af Yorks indflydelse, og en dødelig fejde mellem de to grene af kongeslægten var nu brudt ud. Kampene blev mere voldelige i løbet af 1459. Richard af York og hans følgere blev tvunget ud af landet, men en af hans mest prominente støtter, Richard Neville, jarlen af Warwick, invaderede England fra Calais og tog Henrik 6. til fange i slaget ved Northampton.
Richard af York vendte tilbage til England og blev gjort til rigsforstander (en. protector), men blev rådet til ikke at gøre krav på tronen. Margeret og de tilbageværende Lancaster støtter samlede deres hær i det nordlige England, og da Richard af York drog mod nord for at møde dem, blev han og hans næstældste søn, Edmund, dræbt i slaget ved Wakefield i december 1460. Lancaster-hæren fortsatte mod syd og fik befriet Henrik 6. efter Det 2. Slag ved St Albans. Men da det ikke lykkedes at erobre London, måtte hæren trække sig tilbage mod nord. Richard af Yorks ældste søn Edvard, jarl af March, blev udråbt som kong Edvard 4. Han samlede en York-hær og vandt en knusende sejr i slaget ved Towton i marts 1461.
Efter nedkæmpelsen af Lancaster-oprøret i nord i 1464, og efter at Henrik 6. atter var blevet taget til fange og sat i Tower of London, kunne freden sænke sig. Men så blev Edvard uvenner med sin hovedstøtte og rådgiver, Richard Neville, jarlen af Warwick, "Kongemageren". Årsagen til bruddet lå i Edvards hemmeligt gennemførte og upopulære ægteskab med enken efter en Lancaster-støtte, Elizabeth Woodville. Hurtigt viste det sig, at Edvard favoriserede sin kones familie samtidig med, at han stødte Warwick og hans støtter fra sig. Rasende forsøgte Warwick først at erstatte Edvard med hans yngre bror Georg, hertug af Clarence, som han gav sin ældste datter Isabel i ægteskab for at styrke alliancen. Men da planen mislykkedes pga. manglende støtte fra parlamentet, måtte Warwick flygte til Frankrig med sin familie. Her indgik han en ny alliance med Margrete af Anjou for at genindsætte Henrik 6. på tronen. Det resulterede i år med hurtige skift i krigslykken, før Edvard 4. endnu en gang vandt store sejre ved Barnet (april 1471), hvor Warwick blev dræbt, og Tewkesbury (maj 1471), hvor Huset Lancasters arving, Edvard af Westminster, Prins af Wales, blev henrettet efter slaget. Margrete blev eskorteret tilbage til London som fange, og Henrik 6. blev myrdet få dage senere i Tower of London, hvorved den direkte Lancaster-slægt uddøde.
En periode med relativ fred fulgte til Edvard 4.'s uventede død i 1483. Hans tilbageværende bror, Richard 3., hertug af Gloucester, var først hurtig til at gribe magten for at forhindre den upopulære Woodville-familie i at deltage i regeringen under Edvard 4. ældste søn, Edvard 5.'s umyndige år, og derefter tog han kronen til sig selv ved at få erklæret Edvard 4.'s ægteskab med Elizabeth Woodville for illegitimt. Henrik Tudor, en fjern slægtning til kongerne af Huset Lancaster, der havde havde overtaget dets tronkrav, besejrede Richard 3. i Slaget ved Bosworth i 1485. Han blev kronet som Henrik 7. og giftede sig med Elizabeth af York, datter af Edvard 4. for at forene og forsone de to huse.
Yorks oprør, ledet af John de la Pole, 1. jarl af Lincoln og andre, blussede op i 1487 under prætendenten Lambert Simnels banner. Lambert Simnel hævdede, at være Edvard, jarl af Warwick (søn af Georg af Clarence), og hans oprør resulterede i det sidste regulære slag under Rosekrigene, Slaget ved Stoke Field i juni 1487. Selvom de fleste tilbageværende efterkommere af Richard af York blev fængslet, fortsatte sporadiske oprør til 1497, hvor Perkin Warbeck, der hævdede at være Edvard 5.'s yngre bror Richard af Shrewsbury, en af de forsvundne prinser i Tower, blev fængslet og henrettet.
Konfliktens årsager Rigets tilstand Reglen om mandlig arvefølge var generelt gældende for den kongelige arvefølge. Siden tronstriden mellem Stefan af Blois og Matilda af England, der medførte stor lovløshed i årene 1135-1154 (Anarkiet), efter at kong Henrik 1. af England var død i 1135 uden en mandlig arving, blev bragt til ende ved hans barnebarn Henrik 2. af Englands magtovertagelse, havde der ikke været store arvefølgestridigheder.
Efter nederlaget i Hundredårskrigen klagede engelske godsejere højlydt over deres finansielle tab på grund af tabet af deres besiddelser på det europæiske fastland. Det betragtes ofte som en medvirkende årsag til Rosekrigene.Webster, Bruce. Wars of the Roses. p. 40. Luminarium: Encyclopedia Project: "Every version of the complaints put forward by the rebels in 1450 harps on the losses in France."
Hære og stridende parter thumb|Vigtige steder i Rosekrigene
Krigene blev hovedsageligt udkæmpet af godsejere, feudalhære og til dels udenlandske lejetropper. Støtten til hvert dynasti afhang af faktorer som blodslægtskab og ægteskab, samt tildeling og fratagelse af titler og land. Blodslægtskab, ægteskab og ambitioner skabte modstridende loyalit, og det var derfor ikke sjældent, at adelen skiftede side. I flere slag som Slaget ved Northampton og Slaget ved Bosworth var forræderi afgørende for udfaldet.
Hærene bestod af adelens kontingenter af riddere med delinger af bueskytter og fodfolk. Nogle gange var der også kontingenter af udenlandske lejetropper bevæbnet med kanoner eller håndvåben. Rytternes opgave var hovedsageligt at spejde og skaffe foder.
De militære spilleregler ændrede sig under borgerkrigen. Almindeligvis kæmpede det tunge kavaleri kun til hest. Ingram, Mike (2012). Bosworth 1485: Battle Story. The History Press. p. 44. Andre gange steg adelsmændene af hestene og kæmpede side med fodfolket for at inspirere dem. Under Hundredårskrigen kunne en tilfangetaget adelsmand betale for sin frihed, men under Rosekrigene havde den samme adelsmand en lang større risiko for at blive henrettet som landsforræder. For eksempel blev 42 tilfangetagne riddere henrettet efter Slaget ved Towton. Sadler (2011), p.124 Selv de, der undslap henrettelse, kunne risikere at miste titel, jord og gods (Attainder) både for sig selv og sine efterkommere. Derefter ville de ikke have værdi som fanger.Sadler (2011), pp. 9, 14–15
Omstridt arvefølge thumb|Henrik 4. thumb|Henrik 5.
Da Edvard 3. af England døde i 1377, blev han ikke fulgt på tronen af sin ældste søn Edvard, den sorte prins, der var død året før. Så Edvard 3. blev i stedet efterfulgt af den sorte prins' eneste overlevende søn Richard 2., der kun var 10 år gammel. Richard 2.'s styre var præget af stigende splid mellem kongen og flere magtfulde adelige. I 1398 greb han ind i en splid, som involverede gensidige anklager om forræderi mellem Henrik af Bolingbroke, søn af Edvard 3.'s tredje søn Johan af Gent, og Thomas de Mowbray, hertug af Norfolk. De to var klar til at afgøre striden med en tvekamp, men Richard forviste dem begge fra kongeriget.