thumb|Topografisk kort over Tchad som viser de tre klimatiske zoner, fra savannen i syd til Sahara-ørkenen i nord. Tchads historie går langt tilbage i tiden. I begyndelsen af 6000-tallet f.Kr. flyttet store grupper af mennesker ind i Tchad-lavningen. Ved slutningen af det første årtusinde f.Kr. kom og faldt en serie stater og imperier i Tchads sahelbælte, hvor alle var orienteret mod kontrol over de trans-sahariske handelsruter, som passerede gennem regionen. Frankrig erobrede området i 1920 og indlemmede det som en del af Fransk Ækvatorialafrika. Under ledelse af François Tombalbaye blev Tchad selvstændigt i 1960. Hans politik vakte modvilje i den muslimske nordlige del af landet, hvilket kulminerede i udbruddet af en langvarig borgerkrig i 1965.
Tchad er generelt et af de fattigste og mest korrupte lande i Afrika. Tchad er indlandsland i Centralafrika, som i dag grænser til Libyen i nord, Sudan i øst, Den Centralafrikanske Republik i syd, Kamerun og Nigeria i sydvest, og Niger i vest. På grund af landets afstand til havet og dets hovedsagelig ørkenklima er landet tidvis blevet omtalt som "Afrikas døde hjerte". Tchad består af tre større geografiske regioner: en ørkenzone i nord, et tørt sahelbælte i midten og en mere frugtbar savanne i syd. Landet har navn efter den store Tchad sø i sydvest.
Forhistorie thumb|Lokaliseringen af det arkæologiske fund Sahelanthropus tchadensis i 2002.
Det område, som i dag er kendt som Tchad, udgør en del af de rigeste arkæologisk områder i Afrika.Collier, John L., red. (1990): «Historical Setting» i: Chad : A Country Study, Library of Congress Country Studies (2. utg.), Washington, D.C.: Library of Congress, , s. 13 Et muligt hominidt kranium, som blev fundet i 2002 i Borkou, kan være mere end 7 millioner år gammelt, og har fået det vitenskabelige navn Sahelanthropus tchadensis. I 1996 blev et kæbeben fra en hominid fundet og givet navnet Australopithecus bahrelghazali, uofficielt kaldet for "Abel". Det er blevet dateret ved hjælp af beryllium-baseret radiometrisk datering til at være ca. 3,6 millioner år gammelt.
I løbet af 6.000-tallet f.Kr. blev den nordlige halvdel av Tchad en del af en bredere flade af jord, som strakte sig fra Indusdalen i øst til Atlanterhavet i vest, og hvor de økologiske forhold var gunstige for tidlig menneskelig bosætning. Helleristninger og hulemalerier i den såkaldte "rundhovedstil" er blevet fundet i regionen Ennedi og er blevet daterede til før 6.000-tallet f.Kr. På grund af de redskaber, som blev benyttede, og de billeder, som er afbildede, kan de udgøre de ældste beviser i Sahara fra neolitisk industri. Dele af keramikken og andre neolitiske aktiviteter i Ennedi er dateret længere tilbage i tid end de i Nildalen længere mod øst.Encyclopedia of the Nations: History - Chad - growth, area, system, power
I den forhistoriske tid var Tchad langt vådere end landet er i dag, hvilket er bevidnet af store dyr, som blev jagtede, og som blev afbildede i hulemalerierne i regionerne Tibesti og Borkou.
Nyere lingvistisk forskning har antydet, at alle afrikanske sprog syd for Saharaørkenen, med undtagelse af khoisansprog, har sin oprindelse i forhistorisk tid i et smalt bånd mellem Tchadsøen og Nildalen. Oprindelsen til folket i Tchad er imidlertid uklart. Flere af de beviste arkæologiske fundsteder er kun blevet delvis undersøgt, og andre steder, som har store muligheder, er endnu ikke blevet ordentligt kortlagt.
Rigernes tid (900–1900 e.Kr.) Mod slutningen af 1000-tallet e.Kr. begyndte det at dannes en række stater over hele centrale Tchad i sahelbæltet mellem ørkenen og savannerne. I de næste 1000 år dominerede disse stater Tchads historie, deres forhold til hinanden, og deres indflydelse på de folkene, som levede i de statsløse samfund i udkanten af disse. Nyere forskning har antydet, at indfødte afrikanere eksisterede i de flere af disse stater, ikke indvandrende arabisk talende grupper som man troede tidligere. Indvandrende arabisk talende grupper har imidlertid spillet en betydelig rolle, særlig på grund af konflikterne med islam, i oprettelsen og den tidlige udvikling af disse stater.
De fleste af disse stater begyndte som kongedømmer, hvor kongen blev betragtet som hellig og havde ulige åndelige kræfter. Alle staterne var militaristiske, men ingen af dem strakte sig langt ind i sydlige Tchad, hvor de tætte skove og tsetsefluer vanskeliggjorde brugen af kavaleri. Kontrol over de trans-sahariske handelsruter, som passerede gennem regionen, udgjorde det økonomiske grundlag for disse kongedømmer. Selv om flere stater opstod og faldt sammen igen, var den vigtigste og mest varige af disse riger Kanem-Bornu, Baguirmi, og Ouaddai, i henhold til de fleste skriftlige kilder, hovedsagelig hofkrøniker og skrifter fra arabiske handelsmænd og andre rejsende.Chad: Era of Empires, A.D. 900-1900, Source: U.S. Library of Congress
Kanem-Bornu
thumb|En gruppe Kanem-Bu-krigere. Kanemriget havde sin oprindelse i 800-tallet i den nordøstlige område ved Tchadsøen. Historikere er overens om, at lederne fra den nye stat var efterkommere af folket Kanembu, og var et resultat af folkevandring af et nomadisk folk kaldet Zaghawa, som talte sprog af Teda–Daza eller Toubou-gruppen. Mod slutningen af 1000-tallet havde Sayfawa-kongen (eller mai, titlerne på Sayfawa-herskerne) Hummay konverteret til islam. I de følgende århundreder ekspanderede Sayfawa-herskerne sydover og ind i Kanem, hvor deres første hovedstad blev oprettet, Njimi. Kanems ekspansion nåede sit højdepunkt i det lange og energiske styre under mai Dunama Dabbalemi (ca. 1221–1259). Collier (1990), s. 15
Mod slutningen af 1300-tallet havde indre strid og ydre angreb revet Kanemriget i stykker. Til sidst tvang det muslimske bilalafolk en gang omkring 1396 mai Umar Idrismi til at opgive Njimi og flytte kanembufolket til Bornu i den vestlige ende af Tchadsøen. Over tid førte indbyrdes giftemål mellem bilalafolket og kanembufolket til, at der udviklede sig et nyt folk og sprog, kanurifolket, som oprettede en ny hovedstad, Ngazargamu.
Kanem-Bornu havde sit højdepunkt under den fremstående statsmand mai Idris Aluma (ca. 1571–1603). Aluma er husket for sin militære dygtighed, administrative reformer og islamiske tro. De administrative reformer og militære dygtighed opretholdt riget frem til midten af 1600-tallet, da dets magt igen begyndte at nedbrydes. Ved slutningen af 1800-tallet var Kanem-Bornu åbenbart et rige i nedgang, og i 1808 erobrede muslimske fulanikrigere fra Sokotokalifatet hovedstaden Ngazargamu. Bornufolket overlevede, men Sayfawadynastiet endte i 1846, og riget selv faldt i 1893.
Baguirmi og Wadai thumb|Kort over Centralafrika i år 1750.
Ved siden af Kanem-Bornu var der to andre stater i regionen, Baguirmi og Wadai, som opnåede historisk prominens. Baguirmi opstod i sydøst for Kanem-Bornu i 1500-tallet. De adopterede islam og staten blev et sultanat. Det blev indlemmet i Kanem-Bornu, men Baguirmi brød fri senere i 1600-tallet, kun for igen at blive underlagt i midten af 1700-tallet. Tidlig i 1800-tallet havnede Baguirmi i nedgang og forfald og blev truet militært af naboriget Wadai. Selv om Baguirmi stred imod, måtte landet acceptere at blive underlagt og betale tribut for at få hjælp fra Wadai til at nedkæmpe interne stridigheder. Da hovedstaden nedbrændte i 1893, søgte sultanen og fik beskyttelse hos Frankrig. Collier 1990 p. 16
Beliggende i nordøst for Baguirmi var Wadai et kongedømme, som ikke var muslimsk og fremstod i 1500-tallet som udløber af staten Darfur (i nutidens Sudan). Tidlig i 1600-tallet var grupper kommet sammen under Abd al-Karim Sabun, som væltede den herskende Tunjur-gruppen, omformede Wadai til et islamisk sultanat. I løbet af det meste af 1700-tallet modstod Wadai at blive underlagt Darfur.
Omtrent i 1804 forsøgte sultanatet under Sabun at ekspandere sin magt. En ny handelsrute i nord blev opdaget, og Sabun udsendte kongelige karavaner for at drage fordele af den. Han begyndte at præge sine egne mønter og importerede ringbrynjer, skydevåben og militære rådgivere fra Nordafrika. Sabuns efterfølgere var mindre dygtige end han selv var. Darfur drog fordel af intern strid om efterfølgeren i 1838 med at fremme sin egen kandidat, men den taktik slog tilbage, da Darfurs valg, Muhammad Sharif, afviste Darfur og sikrede sin egen autoritet. I at gøre dette, måtte han opnå accept fra Wadais ulige fraktioner og blev en af Wadais dygtigste herskere. Sharif etablerede til sidst Wadais overherredømme over Baguirmi og kongedømmer så langt væk som Chari. Wadai modsatte sig fransk dominans til ind i 1900-tallet.
Kolonialisme (1900–1940) thumb|Kommandant Lamy af Frankrig bliver dræbt, 1900
Franskmændene trængte første gang ind i Tchad i 1891, etablerede sin autoritet via militære ekspeditioner hovedsagelig mod de muslimske riger. Det afgørende kolonialistiske slag for Tchad blev udkæmpet den 22. april 1900 i slaget ved Kousséri mellem styrker under den franske major Amédée-François Lamy og styrker under den sudanske krigsherre Rabih az-Zubayr. Begge ledere blev dræbte i slaget.
I 1905 blev det administrative ansvar for Tchad placeret under en generalguvernør stationeret i Brazzaville, hovedstaden for Fransk Ækvatorialafrika (AEF). Tchad havde ikke egen kolonialstatus før i 1920, da det blev placeret under en guvernørløjtnant stationeret i Fort-Lamy (i dag N'Djamena). Collier (1990), s. 17
To grundlæggende temaer dominerede i kolonialistiske Tchad og Frankrig: et fravær af politik udformet for at forene området og en særdeles langsomt tempo i at modernisere området. I de franske prioriteringer stod kolonien Tchad langt nede på den franske liste. Franskmændene så Tchad udelukkende som en kilde til råvarer af råbomuld og manuel, uuddannet arbejdskraft, som kunne blive benyttet i de mere produktive kolonier længere mod syd.
Gennem hele koloniperioden blev store områder i Tchad aldrig styret effektivt: i det store område i nord, præfekturet Borkou-Ennedi-Tibesti, som i dag udgør den ene halvdel af Tchad, efterlod de håndfuld franske militære administratorer i dette område nærmest alene, men i det centrale Tchad var det franske styre kun lidt mere udtalt. I virkeligheden var franske styre kun effektivt administreret længst i syd i Tchad.
Afkoloniseringen (1940–1960) thumb|Félix Éboué i en samtidig politisk vittighedstegning fra 2. verdenskrig.
Under 2. verdenskrig var Tchad den første franske koloni, som kom med de allierede, hvilket skete den 26. august 1940, efter det franske nederlag til Nazi-Tyskland. Under administrationen ved Félix Éboué, Frankrigs første sorte koloniguvernør, drog en hær, som også omfattede to bataljoner med Sara-tropper, kommanderet af oberst Philippe Leclerc de Hauteclocque, nordpå fra N'Djamena for at kæmpe mod aksemagterne i Libyen. Der gik de sammen med Long Range Desert Group, en enhed under den britiske hær, og erobrede Kufra, en oasegruppe i den libyske ørken.
Efter krigen begyndte lokale partier at udvikles i Tchad. Den første var det radikale Tchads progressive parti (PPT), som blev dannet i februar 1947, oprindelig ledet af Gabriel Lisette, født i Panama, men fra 1959 ledet af François Tombalbaye. Det mere konservative Tchads demokratiske union (UDT) blev grundlagt i november 1947 og repræsenterede franske kommercielle interesser og en blok af traditionelle ledere sammensat af hovedsagelig muslimske adelige fra Wadai. Konfrontationen mellem PPT og UDT var mere end kun ideologisk; det repræsenterede ulige regionale identiteter, hvor PPT var kristne og animistiske i syd og UDT islamiske i nord.