Anordning er et almindeligt udtryk for offentlig regelgivning af enhver art og betegner i dag specifikt en generel retsforskrift, der er udstedt af den offentlige forvaltning. I tiden efter Grundloven af 1849 bruges begrebet om administrative forskrifter, der ikke er egentlige love ("Love og Anordninger"), men som udstedes af administrationen med hjemmel i en lov eller til nærmere gennemførelse af en lov. Disse retsforskrifter retter sig direkte mod borgerne, hvilket adskiller dem fra et cirkulære, der fungerer som en intern forskrift i forvaltningsmyndighederne.
I praksis er begrebet nærmest synonymt med en bekendtgørelse, og ministerielle anordninger benævnes oftest som netop bekendtgørelser.(Revsbech m.fl. 2016:112-114) Når sådanne administrative forskrifter underskrives af kongen, betegnes de som kongelige anordninger (kgl. anordninger).
Historisk, i tiden før Grundloven af 1849, var en anordning betegnelsen for en lov givet direkte af kongen (kongelig Anordning), hvilket kan sammenlignes med de beslægtede begreber forordning og plakat. Selvom udtrykket under enevælden i vidt omfang havde samme generelle anvendelse som i dag, kunne det specifikt anvendes om en rammelov, på basis af hvilken en forordning til en foranstaltnings iværksættelse efterfølgende kunne udarbejdes. Et historisk eksempel på denne praksis er stænderanordningen af 1831, der dannede det juridiske grundlag for stænderforordningen af 1834 om indførelsen af De Rådgivende Provinsialstænderforsamlinger.
Den selvstændige anordningsmyndighed
Der er ikke enighed i teorien om, hvor vidt der eksisterer en selvstændig anordningsmyndighed. Alf Ross og hans tilhængere hævder, at samtlige dispositioner kræver hjemmel i loven, hvorimod i særdeleshed Århus Universitets professorer – herunder bl.a. Peter Germer og Michael Hansen Jensen – er af den opfattelse, at den selvstændige anordningsmyndighed eksisterer alene i kraft af rollen som udøvende magt. I den såkaldte Bille Brahe-dom anerkender Højesteret dog indirekte eksistensen af den selvstændige anordningsmyndighed. I praksis har denne diskussion ringe betydning, da lovgivningsmagten kan ophæve en sådan anordning med en ny lov, ligesom der ikke er tvivl om, at den udøvende magt ikke på egen hånd kan udstede anordninger på områder, hvor der allerede er lovgivning eller har været lovgivning, og der må endvidere ikke gøres indgreb i borgernes retsforhold. Anordninger, der angår grundlovens legislative prærogativer, vil heller ikke kunne udformes af en eventuel selvstændig anordningsmyndighed.
Der er dog et eksempel på en selvstændig anordningsmyndighed; nemlig Dansk Sprognævn - som dog senere er ordnet ved lov.Albæk Nielsen, J. (2024). Hjemmel for udstedelse af anordninger. Dansk Statsret (4. udg., s. 224). Djøf Forlag.
Litteratur
Karsten Revsbech m. fl.: Forvaltningsret - Almindelige emner. 2016. 6. udgave. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Christensen, J. P., Albæk Jensen, J. & Hansen Jensen, M. (2024). Dansk statsret (4. udg.). Djøf Forlag.
Reference
Kategori:Forvaltningsakter Kategori:Jura Kategori:Retsvidenskab Kategori:Retskilde Kategori:Juridiske begreber