right|thumb|300px|Tyskland i 1939 Østrig under nationalsocialismen beskriver Østrigs historiske betingelser i perioden 1938 – 1945.
Indlemmelsen i det tyske rige Efter Østrigs Anschluss til Det Tredje Rige blev Josef Bürckel den 23. april 1938 udnævnt til rigskommissær for Østrigs genforening med det tyske rige. Som kommissarisk leder af NSDAP fik han ansvaret for reorganiseringen af partiet i Østrig.
Den 1. maj 1939 trådte loven vedrørende opbygning af en forvaltning for Ostmark (som Østrig blev kaldt) i kraft, og Østrigs regering blev opløst, hvormed også rigsstatholder Arthur Seyss-Inquart overgav sine beføjelser til Rigskommissær Bürckel. Gennemførelsen af loven og dermed opløsningen af Østrigs forvaltning og integrationen i Det Tredje Rige var afsluttet den 31. maj 1940. Bürkels opgaver som kommissær for genforeningen var dermed tilendebragt, og efter ham fulgte Baldur von Schirach fra 1940 til 1945 som rigsstatholder og gauleiter for Wien.
Delstaterne bliver gaue thumb|Reichsgaue omkring 1941 Hitler undgik navnet "Østrig" og fik erstattet landets navn med "Ostmark", som kom fra det middelalderlige navn Marchia Orientalis. Fra 1942 brugtes navnet Donau- und Alpenreichsgaue. Dermed ønskede Hitler at fjerne enhver hentydning til den historisk selvstændige nation, som "Ostmark" kunne antyde.Tiroler Bildungsservice
Josef Bürckel planlagde allerede ved sin tiltræden som rigskommissær Østrigs genforening med det tyske rige, og at Østrig i stedet for forbundslande skulle deles op i fire gaue. En gau var betegnelsen for forvaltningsregionerne i Tyskland. De regionale nazi-funktionærer i Østrig modsatte sig det, idet de frygtede, at den traditionsbundne østrigske lokalbefolkning ikke ville have forståelse for det, og at det ville skade regimets autoritet.
Med loven om den nye forvaltning i landet i 1939 blev forbundslandene opdelt i Reichsgaue. Østrig blev nu opdelt i fem regionale enheder: Kärnten, Niederdonau, Salzburg, Steiermark og Wien.
Militær Den østrigske forbundshær ydede efter befaling fra regeringen ikke modstand, da de tyske tropper marcherede ind i Østrig. Kun i Bregenz mødte tyskerne modstand, idet den lokale kommandant ikke havde modtaget ordren fra Wien.[Kilde? Hvilken type modstand?]. I forbindelse med Østrigs Anschluss døde i alt 25 tyske soldater. Ingen døde som følge af kamphandlinger. De tyske soldater døde alle som følge af uheld - bl.a. trafikuheld. I dele af Østrig var der indtil september 1938 venstrekørsel, hvilket formentlig har bidraget til trafikuheld blandt de tyske soldater.
Den østrigske forbundshær aflagde den 14. marts 1938 ed på, at soldaterne med deres liv ville forsvare og adlyde Adolf Hitler, det tyske rige og folks fører. Eden blev aflagt af 56.000 soldater og officerer. Kun 126 nægtede at aflægge eden. Det østrigske territorium blev pr. 1. april 1938 opdelt i to værnekredse; værnekreds XVII omfattende det nordlige Østrig og sydlige Tjekkoslovakiet med hovedkvarter i Wien og værnekreds XVIII omfattende det sydlige Østrig og det nordlige Slovenien med hovedkvarter i Salzburg.Lexikon der wehrmacht Den østrigske hær blev lagt ind under hærgruppe 5 og der blev indført en toårig militærtjeneste.
Situationen i Østrig Organisation Den 1. oktober 1938 indførtes den tyske forvaltningsstruktur i de østrigske områder. Den fjernede den føderalistiske styreform og erstattede den med en central nationalsocialistisk forvaltning af landet. De syv rigsgaue blev styret af rigsstatholdere, der samtidig var lokale NSDAP-gaulietere, og som stod direkte under indenrigsministeren.
Modsat det "gamle tyske rige" blev den nye nationalsocialistiske statsorganisering indført i hele "Ostmark", mens Preussen, Bayern og Sachsen forsat blev ledet af en ministerpræsident, der dog var medlem af NSDAP, men hverken fungerede som gauleiter eller rigsstatholder. I det opløste Østrig blev parti- og statsforvaltning imidlertid fuldstændig sidestillet.
Stor-Wien thumb| Wien indtil 1938 Stor-Wien fra 1938 Wien i dag Den første gauleiter i Wien var Odilo Globocnik fra Kärnten, der dog blev forflyttet som SS- og politileder til Polen fra 1939. Efter Globocnok fulgte rigsstatholder Josef Bürckel, der i 1940 blev afløst af Baldur von Schirach, som sad på posten til krigsslutningen i 1945.
Ved en forordning af 1. juni 1938 blev Wien opdelt i ni (senere ti) kredse. Kredsene blev underopdelt i 436 Ortsgruppen med i alt 2.470 Zellen og 14.254 Blocks. Det nederste niveau i nazi-hierarkiet ar "Block-helfer", som var underlagt "Blockwarten", ansvarlig for 30 til 40 indbyggere.
97 kommuner omkring Wien blev optaget i byen, der nu var en egen rigsgau. Med 1.224 m² blev Stor-Wien dermed den arealmæssigt største by i det tyske rige.
Reinhard Heydrich, der var chef for sikkerhedstjenesten, havde allerede kort tid efter "Anschluss" beslagtlagt Hotel Metropol på Frans-Josefs-Kai og indrettet det til Gestapo-hovedkvarter. Med cirka 900 medarbejdere var det Gestapos største tjenestested i hele det tyske rige.
Kärnten I delstaten Kärnten var magtovertagelsen gennemført allerede den 12. marts 1938. Partiorganisationen var meget stærk i Kärnten. Således udgjorde Kärntens befolkning kun 6 % af Østrigs befolkning, men kunne mønstre 15,4 % af landets NSDAP-medlemmer.
Østtyrol blev lagt til Gau Kärnten, og i 1941 kom Mießtal og OberKrain til.
Efter erobringen af Jugoslavien i 1941 var der planer om at forflytte de ca. 20-50.000 slovensktalende kärntnere til Lublin i det østlige Polen. På grund af krigen, protester og en forøget modstandsaktivitet, blev planen kun delvist gennemført. Således blev der i april 1942 fordrevet 1.075 kärntner-slovenere. Denne antislovenske politik førte til en forstærket modstandsbevægelse. I april 1941 dannedes die Befreiungsfront/Osvobodilna Fronta. For at bekæmpe modstandsbevægelsens partisaner blev der i 1944/45 udstationeret 7-10.000 mand i Sydkärnten. I alt faldt omkring 500 partisaner i kamp under krigen. Dette var den eneste kontinuerlige, organiserede og bevæbnede modstand mod nazi-diktaturet i Østrig og et vigtigt bidrag til Østrigs befrielse ifølge Moskvadeklarationen fra 1943.
Omkring 2.400 kärntnere blev ofre for nazisternes forfølgelser: Handicappede, jøder, modstandskæmpere og romaer. Ved Loibl-passet til Slovenien og i Lendorf ved Klagenfurt fandtes underlejre af koncentrationslejren Mauthausen-Gusen. Omkring 62.000 krigsfanger og civile måtte udføre tvangsarbejde i Kärnten.
Specielt Klagenfurt og trafikknudepunktet Villach var fra 1944 mål for allierede luftangreb. Villach var efter Wiener Neustadt den mest ødelagte by i Østrig. De allierede tropper nåede først frem til Kärnten efter våbenstilstanden, så Kärnten undgik store kampe.
Allerede den 5. maj 1945 overtog repræsentanter for de demokratiske partier forvaltningen fra nazisterne. Den 8. maj ankom britiske tropper til Klagenfurt, og få timer senere kom også jugoslaviske tropper, der ville gennemføre en indlemmelse af Kärnten i Jugoslavien. Efter pres fra de britiske og sovjetiske ansvarlige måtte jugoslaverne trække sig ud af Kärnten i maj.
Niederösterreich – Niederdonau Mens kommunerne rundt om Wien blev lagt ind under Stor-Wien, kom den nordlige halvdel af Burgenland under rigsgau Niederdonau, som blev stillet under gauleiter Hugo Jury. Forvaltningssædet blev i Wien, mens Krems an der Donau blev ophøjet til "Gauhovedstad". På grund af Münchenaftalen kom de tysk besatte sydmähriske områder med byerne Znaim og Nikolsburg (Mikulov) i efteråret 1938 under Gau Niederdonau.
Omkring kommunen Döllersheim, Hitlers faders fødeegn, og 40 nabokommuner blev fra 1941 anlagt et Heeresgutsbezirk – det største militære øvelsesterræn i det tyske rige. Befolkningen blev fordrevet og genhuset. I løbet af krigen tjente området til samlingssted for kamptropper, der skulle til østfronten, og der blev anlagt et lager til krigsbytte og en krigsfangelejr.Truppenübungsplatz Döllersheim
Langs Thermenlinie, der markerer grænsen syd for Wien mellem Wienerwald og Wienerbækkenet, placeredes flere for krigen vigtige sværindustrier (flyfabrik etc.) på grund af den strategisk gode beliggenhed og en lejr for tvangsarbejdere.
Oberösterreich – Oberdonau Den 14. marts 1938 overtog August Eigruber hvervet som delstatsformand for Oberösterreich. Han var tidligere Oberöstereichs gauleiter for det forbudte NSDAP. Den 12. april 1940 blev han taget i ed som rigsstatholder for rigsgau Oberdonau. Den første stedfortrædende gauleiter var fra 18. marts 1938 Rudolf Lengauer. To måneder senere blev han afløst af Hans Eisenkolb, der to år senere den 7. maj 1940 blev afløst af Christian Opdenhoff. Under Dachauerprocessen efter krigen blev Eigruber idømt dødsstraf for sit ansvar for forbrydelserne i KZ Mauthausen. Han blev henrettet den 28. maj 1947.
Med Oberdonau fik området fra den 1. november 1938 en ny organisering i to bykredse (Linz og Steyr) og 13 forvaltningskredse.
Linz – "Førerens fadderskabsby" Adolf Hitler gik fra 1900 til 1903 på realskolen i Linz, mens familien boede i Leonding ved Linz. Efter skoleafslutningen boede han fra 1905 i flere år hos sin mor i byen (hans far Alois døde i 1903). I denne tid begyndte han at udarbejde skitser af bygninger og forslag til forskellige bygningsværker og sågar at tegne på en ændring af byen.
thumb|Nibelungenbrücke i Linz, „førerens fadderskabsby“
Efter Hitlers magtovertagelse indtog byen – som han betegnede som "førerens fadderskabsby" (Patenstadt des Führers) – en særlig stilling. Byen skulle efter krigen ikke bare være stedet, hvor han ville trække sig tilbage. Den skulle laves grundlæggende om. Han planlagde at udbygge den til et Donau-metropol, som langt skulle overgå Wien og Budapest. Der skulle etableres en række pragtbyggerier, en pragtgade og verdens største kunst- og malerigalleri. Samlingen skulle indhentes fra museer og samlinger fra hele det tyske rige samt af krigsbytte fra de erobrede lande og under inddragelse fra fornemme jødiske samlinger. Selv om Hitler havde planer og modeller over byen helt til krigens slutning i førerbunkeren, blev hverken museum eller pragtgade realiseret. Under krigen lå hovedparten af investeringerne inden for rustningsindustrien.Byen Linz, geschichte – "Patenstadt des Führers"
Ud over de repræsentative byggerier skulle Linz også udbygges til et centrum for sværindustri. Allerede den 4. maj 1938 fulgte grundlæggelsen af Reichswerke AG für Erzbergbau und Eisenhütten Hermann Göring til fremstilling af jern og stål. Det første spadestik tog Hermann Göring selv den 13. maj.
Endnu i dag vidner Nibelungenbrücke i Linz om Hitlers planer. Han befalede bygningen af broen den 13. maj 1938.
Salzburg Den i Salzburg traditionelt fast rodfæstede romerskkatolske kirke måtte trods modstand og dialog med de nye magthavere afgive sin magt. De katolske skoler blev forbudt som i hele Østrig, og dele af kirkens ejendomme blev beslaglagt.
Kulturelt skulle Salzburg befries for sit klerikale og jødiske præg. Det medførte blandt andet den eneste bogafbrænding i Østrig den 30. april 1938. Det jødiske samfund havde i 1938 i Salzburg omkring 200 medlemmer. Mange af dem flygtede efter Anschluss eller flyttede til Wien. Under krystalnatten blev synagogen ødelagt, og jødisk ejede forretninger blev ødelagt eller eksproprieret. Alle mandlige jøder blev arresteret. Gauleiter Friedrich Rainer kundgjorde senere, at Salzburg var "jødefri". Festspillene i Salzburg blev videreført under nazi-magthaverne. Kun i 1944 aflyste Joseph Goebbels dem som alle andre festspil i det tyske rige på grund af forsøget på statsstrejke den 20. juli 1944. På grund af manglen på betydende kunstnere, der enten var tvunget i eksil eller nægtede at medvirke, mistede festspillene sin betydning i krigsårene.
Den 21. marts 1938 tog Hitler ved Walserberg ved den tysk-østrigske grænse det første spadestik til videreudbygningen af en Reichsautobahn fra Salzburg via Linz til Wien (i dag den østrigske Westautobahn A1).