thumb|Marriott Pacquereau-bugten på Sankt Thomas.

Jørgen Iversen Dyppel (født 25. februar 1638 i Helsingør, død 20. januar 1683 på havet) var en dansk handelsmand og embedsmand samt den første guvernør på Sankt Thomas i Dansk Vestindien. Han ledede den danske kolonisering af øen fra 1672 til 1680 og regnes som en central person i etableringen af den danske koloni på Sankt Thomas.

Dyppel havde allerede erfaring fra Vestindien, da han i 1671 blev udnævnt til guvernør af det nyoprettede Vestindisk-guineisk Kompagni. Han ankom til Sankt Thomas i maj 1672 med skibet Færø og stod i spidsen for det andet danske koloniseringsforsøg på øen. Under hans ledelse blev der opbygget en permanent dansk koloni med plantagedrift, handel, forsvar og et lokalt styre.

Baggrund

Jørgen Iversen blev født i Helsingør som søn af en bagerfamilie med forbindelse til Holsten. Han rejste som ung til Vestindien, hvor han først arbejdede som kontraktbundet arbejder og senere fik ansættelse hos en engelsk købmand på Sankt Christopher. Omkring 1660 indgik han kompagniskab med tre hollandske købmænd og opbyggede gennem handel en vis kapital.

I 1665 vendte han tilbage til Danmark. På hjemrejsen blev to af hans handelsskibe opbragt af englænderne. Iversen forsøgte efterfølgende at få sine værdier tilbage og fik i den forbindelse adgang til Frederik 3., som han fortalte om forholdene i Vestindien.

Iversen var blandt de personer, der bidrog økonomisk til det vestindiske kompagni, som blev oprettet i 1671. Samme år blev han udnævnt til guvernør på Sankt Thomas. Han havde dermed både praktisk erfaring fra Vestindien og kendskab til handel og koloniale forhold, som kunne anvendes ved det nye danske koloniseringsforsøg.

Koloniseringen af Sankt Thomas

Det første danske forsøg på at kolonisere Sankt Thomas i 1665-1666 var mislykkedes. Iversen ledede det nye forsøg i 1672, hvor han ankom til en ø, der på dette tidspunkt ifølge samtidens og senere historiske kilder var ubeboet.

De første år var præget af store praktiske vanskeligheder. Kolonisterne skulle rydde skov, anlægge marker og veje samt opbygge forsynings- og forsvarsanlæg. Samtidig var de europæiske kolonister dårligt tilpasset det tropiske klima og blev ramt af sygdomme. Dødeligheden blandt de tilrejsende europæere var meget høj.

Kompagniet havde vanskeligt ved at skaffe arbejdskraft. Der blev blandt andet sendt fanger fra Bremerholm samt såkaldte servinger, fattige europæere, der forpligtede sig til flere års arbejde i kolonien. Iversen tillod desuden udenlandske kolonister, især hollændere, at slå sig ned på øen mod at aflægge troskabsed til den danske konge.

Kolonien udviklede tidligt en plantageøkonomi. Der blev blandt andet dyrket tobak og indigo, mens kassava blev dyrket som nytteplante. Iversen arbejdede også på at udbygge handelen med de omkringliggende øer, blandt andet med den franske koloni på Sankt Croix.

Christiansfort og koloniens forsvar

Forsvaret af den nye koloni var en vigtig del af Iversens opgaver. Han lod koloniens fort, Christiansfort, udbygge, og under det franske angreb på Sankt Thomas i 1678 viste anlægget sin betydning.

I det første reglement for Sankt Thomas, stadfæstet på Christiansfort den 8. august 1672, fastlagde Iversen sammen med øens plantageejere en række regler for koloniens religiøse liv, forsvar, arbejdsforhold og retsorden. Reglementet regnes som den første lovgivning for den danske koloni på Sankt Thomas.

Reglementet viser samtidig, at Iversens guvernørstyre var tæt forbundet med den tidlige koloniale samfundsorden. Det indeholdt blandt andet bestemmelser om søndagsgudstjeneste, militær beredskab, handel, tjenestefolk og kontrollen med den slavegjorte befolkning.

Guvernørtiden

Iversen havde en omfattende rolle i koloniens opbygning og deltog både i administration, handel og plantagedrift. Han forsøgte desuden at inddrage plantageejerne i beslutninger om koloniens styrelse, muligvis under indflydelse af de engelske og hollandske kolonier, som han kendte fra sit tidligere ophold i Vestindien.

Kolonien var samtidig præget af stor social ulighed og brug af slavegjort arbejdskraft. Iversen lod selv en del slaver købe til kolonien, og slaveholdet var vokset til omkring 175 personer på Sankt Thomas i 1680. Den tidlige plantageøkonomi på Sankt Thomas var dermed allerede forbundet med den danske kolonialisme og slavehandel i Atlanterhavsområdet.

De vanskelige forhold belastede Iversen. Ifølge Dansk Biografisk Leksikon blev han i sine sidste år som guvernør præget af betydelige personlige og psykiske problemer, og hans forhold til dele af kolonisterne blev konfliktfyldt.

I 1679 bad Iversen kompagniet om at finde en afløser. Han forlod guvernørposten den 4. juli 1680 og vendte tilbage til Danmark, hvor han måtte forsvare sig mod beskyldninger fra sin efterfølger Nicolai Esmit og redegøre for sin embedsførelse. En generalforsamling i oktober 1681 erklærede sig tilfreds med hans forklaring.

Anden rejse til Vestindien og død

I 1682 besluttede Vestindisk-guineisk Kompagni igen at udnævne Iversen til guvernør. Han rejste derfor mod Vestindien med skibet Havmanden. Skibet medbragte ligesom tidligere ekspeditioner et betydeligt antal straffefanger, der skulle anvendes som arbejdskraft i kolonien.

Under rejsen gjorde en gruppe straffefanger og medlemmer af besætningen mytteri i januar 1683. Iversen blev dræbt under oprøret og kastet over bord sammen med sit nyfødte barn. Hans hustru overlevede mytteriet.

Mytteriet og Havmandens videre skæbne er senere blevet beskrevet i historiske og arkæologiske undersøgelser. Begivenheden hører til de mest dramatiske episoder i den tidlige danske kolonihistorie.

Familie

Jørgen Iversens far var ifølge Dansk Biografisk Leksikon en bager i Helsingør, muligvis Iver Dyppel, som var indvandret fra Holsten. Moderen hed Else Pedersdatter.

Iversen blev første gang gift den 30. august 1670 i København med Birgitte Pedersdatter, som døde i 1679. Omkring 1682 giftede han sig anden gang med Margrethe Christensdatter. Efter Iversens død giftede hun sig senere med plantagebestyreren Engelbrecht Christiansen på Sankt Thomas og siden med købmanden Christian Adolf Madsen i København.

Betydning

Jørgen Iversen Dyppel spillede en central rolle i etableringen af den danske koloni på Sankt Thomas. Under hans guvernørtid blev grundlaget lagt for den permanente danske tilstedeværelse i Vestindien, som senere blev udvidet til Sankt Jan i 1718 og Sankt Croix i 1733.

Hans virke var samtidig en del af den koloniale økonomi, der byggede på plantagedrift, slavegjort arbejdskraft og handel mellem Danmark, Vestafrika og Caribien. Iversens tid som guvernør illustrerer derfor både den praktiske etablering af den danske koloni og de sociale og økonomiske strukturer, som den tidlige kolonisering byggede på.

Litteratur

Waldemar Westergaard, The Danish West Indies under Company Rule (1671–1754), Macmillan, New York, 1917. C.F. Bricka (red.), Dansk biografisk Lexikon, 1. udgave, bind VIII, 1887–1905. J.O. Bro-Jørgensen, Vore gamle Tropekolonier, bind 1, 2. udgave, 1966. Ove Hornby, Kolonierne i Vestindien, 1980.

Referencer

Kategori:Dansk Vestindiens guvernører Kategori:Danskere i 1600-tallet Kategori:Personer fra Helsingør Kategori:Personer i Dansk Biografisk Leksikon