Kinesisk kirkehistorie er historien om den kristne mission og kristne tilstedeværelse i Kina frem til år 1500 – en tidsperiode, der i sin længde overstiger de antal år mange europæiske lande, inkl. Danmark, har været kristne. I lang tid efter sin første ankomst og senere tilbagegang har kirke og mission i Kina sandsynligvis været helt fraværende, enten på grund af assimilering eller på grund af forfølgelse, men har efterladt sig spor i bygninger, genstande, skrifter og beretninger.
Der har længe været legender om en meget tidlig kristen tilstedeværelse i Kina, allerede i apostolisk tid eller noget senere. Ingen håndfaste beviser findes, og sædvanligvis har forskere afvist muligheden. Men nyere fund har tilføjet brikker til puslespillet, således, at det nu ikke længere er så let at tilbagevise muligheden for kristne under Han-dynastiets Kina. Handelsvejene til Kina var veletablerede, og i vest strakte de sig fra områder hvor kristendommen allerede havde spredt sig hurtigt.
I 1600-tallet fandt man en mindesten med fyldige beskrivelser, den viste at syro-orientalske kristne (også kaldet nestorianske kristne/nestorianerne), for det meste persiske handelsfolk, etablerede sig i riget under Tang-dynastiet og, at der blev oprettet bispedømmer for dem. Denne kristne kirke blomstrede, men for det meste blandt ikke-kinesere. Den blev udsat for flere forfølgelser; i 800-tallet i en sådan grad, at de kristne grupper antagelig gik til grunde i løbet af få generationer.
Noget tidligere var store dele af det, som i dag er det vestlige og centrale Tibet, kristent område. Antagelig var Lhasa bispesædet. De sidste rester af denne kristne tilstedeværelse kan have bestået indtil 1200-tallet.
I områderne nord og nordvest for Kina blev mongolske stammer samlet til et stort fællesrige under Djengis Khan, og begyndte erobringstogter. Blandt disse mongoler, og i khanens hof og familie, var der kristne af forskellige afskygninger. Der var stammegrupper i mongolernes alliance af steppefolk, som var overvejende kristne, og da mongolerne erobrede Kina i 1200-tallet og dannede Yuan-dynastiet, blev der oprettet ærkebispedømmer og bispedømmer forskellige steder i Kina.
I den tid man betegner som "pax mongolica" blev den katolske kirke også inviteret til at sende missionærer til landet af khanen/kejseren, og Khanbalyk/Beijing blev katolsk ærkebispedømme. Katolikkerne var en meget sammensat gruppe. Men da Yuan-dynastiet blev styrtet og erstattet af Ming-dynastiet i 1368, forsvandt det hele igen.
De første kristne i Kina De første kristne i det egentlige Kina Ingen kan med sikkerhed sige noget om hvordan de første kristne kom til Kina. Givet handelsveje og kristendommens fremvækst i det vestlige Asien er det intet som hindrer, at det kan have foregået ganske tidlig. En tradition, som knytter de første kristne til en missionsrejse til Kina af selveste apostlen Thomas, synes at stamme fra et syro-malabarsk breviar fra 1200-tallet,A.B. Duvigneau, C.M.: "S. Thomas a-t-il porté 'Évangile jusqu'en Chine?", i Bulletin catholique de Pekin, Juin-Octobre 1936. ifølge hvilke det fremgår, at den hellige Thomas skal have rejst til Kina, omvendt nogen til kristendommen og der efter vendt tilbage til Indien, hvor han led martyrdøden i Meliapore. Der findes imidlertid intet andet materiale, der kan bekræfte eller bevise at apostlen foretog en sådan rejse.
Denne beretning tidsfæster de første kristne i Kina til den samme tid da, ifølge noget omstridte kilder, en kejser fra det sene Han-dynastiet i 67 e.Kr. tog imod de første buddhistiske udsendinge fra Indien. I så fald gjorde mahayanabuddhismen og kristendommen entré samtidig. Historikere har længe afvist dette som en legende uden hold, og det er sandsynligvis den fremherskende situation også i dag (2007). Der er imidlertid andre stemmer. Ifølge professor Xie Bizhen ved Fujian Pedagogiske Universitet i Fuzhou blev tanken om, at Thomas kan have forkyndt i Kina afvist, fordi man mente, at der ikke var kommunikationsruter fra Mellemøsten og dertil. Men Xie påpeger, at sådanne ruter allerede eksisterede i det første århundrede, hvorfor en afvisning i hvert fald ikke kan fremføres på dette grundlag.Gianni Criveller: "Christianity's First Arrival in China" , i Tripod, vol. 21, № 123, Winter 2001 (Hong Kong: Holy Spirit Study Center). Internetside sidst hentet 15. marts 2007.
thumb|Han-Kina på 100-tallet Hvad enten eller ej apostlen Thomas personligt missionerede i Kina kan det ikke afvises at andre kristne har missioneret i Kina allerede i det første århundrede. Dette er en spekulation som har fået fornyet næring blandt andet fra professor Wang Wei-fan i en række artikler fra 2001 og 2003,Wang Wei-fan: "Tombstone Carvings from AD 86: Did Christianity Reach China In the First Century?" , i China News Update, januar 2003, Internetside sidst hentet 10. februar 2007. hvori han bl.a. henviser til nye fund af et gammelt kors som kan stamme fra årene lige efter den senere Han-tid (25-220 e.Kr.) og til gravindskrifter fra 86 e.Kr., opbevaret i kunstmuseet i Xuzhou i Jiangsu.
En gang mellem år 100 og 220 blev en mandarin i byen Xuzhou begravet i et gravkammer som ikke blev opdaget før i 1954. Væggene i gravkammeret havde forskellige dekorationer om livet før og efter døden, som der var tradition for under Han-dynastiet. Men en historiker lagde for nylig (2005 eller noget før) mærke til, at et panel viste et par med et barn i noget, som kunne være en krybbe, tre besøgende bærende på gaver, og mordere nærme sig fra en anden retning. Et andet panel viste en kvinde som plukker frugt fra et træ, mens hun bliver bidt af en slange. Det er også fire fiskere, som kaster deres net. Måske dette er spor efter en missionærs virke? Et af de tre motiver kunne godt vært jødisk, men næppe alle tre.Renbin Ribao (Folkets Dagblad, Beijing), 22. december 2005, s. 7
Arnobius (død 330) omtaler i sin apologi "Disputationes adversus gentes" (ca. 303) missionsarbejde blandt "sererne", men det fremgår ikke hvem og hvor de var. Ifølge den syro-orientalske biskop Ebedjesus (1200-tallet) var det en overlevering i den syriske kirke at Archæus, ærkebiskop af Seleucia, havde oprettet et metropolitansete (ærkebispedømme) i Kina i 411, hvilke i så fald må betyde en kristen tilstedeværelse i landet inden det tidspunkt. De munke som i 511 bragte silkeorme til Konstantinopel fra deres klostre hævdes at komme fra Kina, men det synes mere sandsynlig at de kom fra Persien, Turkestan eller Ceylon.
Mere sikkert er det, at manikeismen fandt vej til Kina på et meget tidligt tidspunkt. Manikeismen er en ikke-kristne sekt men med mange kendemærker hentet fra kristendommen. Karakteristisk manikeistiske træk synes at lade sig identificere i beskrivelsen af gamle sekter i kystprovinsen Fujian.Giuseppe Messina: "Cristianesimo, buddhismo, manicheismo nell'Asia antica", i Artibus Asiae, vol. 10, No. 4 (1947), Roma
De første kristne i det gamle Tibet thumb|Heftalittenes områder Det moderne Kinas grænser gør det naturlig at nævne Tibet. Det er sandsynligt, at syro-orientalsk kristendom nåede Tibet (som på dette tidspunkt var større end dagens Tibet) omkring år 549. Det var da heftalittene (De hvide hunnere), en frygtet centralasiatisk nomadestamme, konverterede til kristendommen. Det vides ikke hvordan, dette skete, men der blev sendt en biskop til dem fra Bagdad, og de forblev tro kristne i århundreder. Ellers var Tibet shamanistisk den gang; buddhismen gjorde ikke sin entré før mod slutningen af 700-tallet og forblev i hundredvis af år der efter afgrænset til eliteklasserne.
I 700-tallet fandtes der en stærk kristen kirke i Tibet på. Patriarken Timoteus I (727-823), leder af den syro-orientalske kirke, skrev fra Bagdad ca. år 794 om nødvendigheden af at udnævne endnu en biskop for Tibet. I et tidligere brev (782) havde han beskrevet tibetanerne som en af kirkens mere betydelige fællesskab. Bispesædet antages at have vært i Lhasa, og var sandsynligvis levende så sent som i 1200-tallet, da buddhismen bredte sig i de jævne lag af folket. Kors og kristne inskriptioner er blevet fundet i Ladakh-området som dengang var en del af Tibet.Gianni Criveller: "Christianity's First Arrival in China" , i Tripod, vol. 21, № 123, Winter 2001 (Hong Kong: Holy Spirit Study Center); med henvisning til Martin Palmers forskning. Internetside sidste hentet 15. marts 2007.
Syro-orientalere under Tang-dynastiet (618-907) Ekskurs om terminologi – syro-orientalere eller nestorianere? Denne artikel foretrækker udtrykket "syro-orientalere" frem for "nestorianere" om de syriske og persiske kristne som tilhørte den kirke der var etableret i Perserriget, selvom det meste af faglitteraturen traditionelt har brugt betegnelsen "nestorianere". De kristne omtalte aldrig sig selv som nestorianere hvilket de anså som nedsættende og i løbet af 1990'erne er denne betegnelse "syro-orientalere" vundet indpas. Nestorianismen er som udgangspunkt den teologiske lære som præsten Nestorius (ca. 386 – ca. 451) prædikede, men som blev afvist som vranglære i 431 på Koncilet i Efesos. Nu enes de fleste eksperter imidlertid om at det drejer sig om en oldgammel misforståelse, i det mindste hvad der gælder syro-orientalerne. Nestorius' skrifter giver ikke dækning for at han var "nestorianer". Men vigtigere er det at kirken i Perserriget (Østens assyriske kirke), som tog ham til sig, ikke selv udviklede sig i retning af den kristologiske lære som i mangel af et bedre navn benævnes nestorianisme. I nyere kirkehistorisk faglitteratur er en terminologiudvikling derfor under vej.Slik f.eks. John W. Witek i "Universal Teaching from the West", i Stephen Uhalley jr. og Xiaoxin Wu (red.): China and Christianity: Burdened Past, Hopeful Future, Armonk, New York – London: M.E. Sharpe 2001, s. 13 Andre udtryk der ligeledes anvendes er "Den assyriske kirke", "Den assyriske kirke af Østen", "Kirken af Østen" eller "Den østsyriske Kirke".
Syro-orientalernes komme thumb|Tang-dynastiet (gult) og dets vasaller (beige) ca. år 660 Med syro-orientalerne træder man ind i den del af historien hvor man har mere sikre kilder at læne sig op ad. Tang-dynastiets fremmeste kejser var den store Taizong (627-649), som forenede hele det civiliserede Østasien, inklusive store deler af centralasien og det nordlige Indien, men ikke Japan, under sit scepter. Kina fik aktive handelsforbindelser med Persien og dermed Mesopotamien og andre deler af Mellemøsten.
Det vides med sikkerhed at det var i disse år at jøderne kom til Kina – den lille gruppen jøder som den dag i dag (2006) findes i Kaifeng i Henan stammer fra denne indvandring. Muslimerne kom ikke længe efter. Det er også sandsynligt at der allerede på dette tidspunkt var en del udenlandske syro-orientalske handelsmænd i Chang'an (Xi'ans gamle navn). Det kan også virke sandsynlig at der var små syro-orientalske grupper i andre større byer, som Kaifeng. Under alle omstændigheder var de på plads før biskop Alopen drog til Kina for at organisere sjælesorgen blandt dem.
Alopen er den første syro-orientalske missionær til Kina man kan sige noget sikkert om. Imidlertid findes der indikationer på at syro-oriantalerne noget tidligere havde forsøgt sig med missionsfremstød ad søvejen, til dagens Sri Lanka men muligvis også til Java, Malayahalvøen og op til Kinas sydkyst.<ref>Stephen B. Bevans, S.V.D. og Roger P. Schroeder, S.V.D.: Constants in Context: A Theology of Mission for Today, Orbis Books, Maryknoll (New York) 2005, s. 104 </ref>Dale T. Ivin og Scott W. Sunquist: History of the World Christian Movement, bind I, Earliest Christianity to 1453, Maryknoll NT: Orbis Books, 2001, s. 310
Den nestorianske stele