Den amerikanske uafhængighedskrig (1775–1783) eller amerikanske befrielseskrig (engelsk: American Revolutionary War eller American War of Independence) var en krig mellem Storbritannien og tretten britiske kolonier, som erklærede deres uafhængighed som Amerikas Forenede Stater i 1776. Krigen var kulminationen på den amerikanske revolution, en kolonial magtkamp mod politiske og økonomiske kræfter i det britiske imperium. Krigen udvidede sig senere udenfor britisk Nordamerika. Mange indianere kæmpede også på begge sider i konflikten.
I løbet af krigen brugte briterne deres overlegne marine til at erobre og besætte kystbyer, men kontrollen over landområderne, hvor det meste af befolkningen boede, manglede. Efter en amerikansk sejr ved Saratoga i 1777 gik Frankrig, Spanien og Nederlandene ind i krigen mod Storbritannien. Franskmændenes involvering viste sig at være afgørende. Fransk sejr i søslaget ved Chesapeake førte til, at en britisk armé overgav sig i Yorktown i 1781. Parisaftalen i 1783 anerkendte USA's uafhængighed.
Denne artikel omhandler den militære udvikling i krigen. For de politiske og sociale aspekter samt oprindelse og efterspil, se den amerikanske revolution.
De krigsførende parter før 1778 Arméer, militser og lejesoldater Kolonisterne var delt i, hvilken side de skulle støtte i krigen. I nogle områder var kampen en borgerkrig. Revolutionære, også kendt som "amerikanere" eller "patrioter", havde den aktive støtte fra omkring 40-45 % af befolkningen i kolonierne. Omkring 15-20 % af befolkningen støttede den britiske krone under krigen og var kendt som loyalister (eller toryer). Loyalisterne stillede med omkring 50.000 mand i løbet af krigen til støtte for det britiske imperium. Efter krigen forlod omkring 70.000 loyalister USA; de fleste drog til Canada, Storbritannien eller til britiske kolonier i Caribien.Procentandelen af loyalister og patrioter: Robert M. Calhoon, "Loyalism and Neutrality" i The Blackwell Encyclopedia of the American Revolution, s. 247, antallet i loyalisternes styrker: Mark M. Boatner, Encyclopedia of the American Revolution, s. 663.
thumb|left|Tyske lejesoldater tjente under briterne i Nordamerika. (C. Ziegler efter Conrad Gessner, 1799)
Da krigen begyndte, havde amerikanerne ikke en regulær armé. Hver koloni havde traditionelt stået for sit eget forsvar gennem brugen af lokale militser. Militsmænd tjente kun i nogle uger eller måneder ad gangen, var nødt til at rejse meget langt fra hjemmet og var dermed normalt ikke tilgængelige for store operationer. Militserne manglede træning og disciplin i forhold til regulære soldater, men var af og til effektive mod regulære styrker. Amerikanske militser var nogle gange dygtige til partisan-krigsførelse og var særlig effektive i at slå loyalisternes aktiviteter ned, når britiske regulære ikke var i nærheden.Effektiviteten af amerikansk milits: Jeremy Black, War for America: The Fight for Independence, 1775-1783, s. 59. Effektiviteten af militsen i revolutionen har længe været diskuteret af historikere, se Boatner, s. 707.
I et forsøg på at koordinere den militære indsats etablerede den kontinentale kongres (på papiret) en regulær kontinental hær i juni 1775 og udnævnte George Washington til øverstkommanderende. Udviklingen af den kontinentale hær var et pågående arbejde, og Washington tog nølende militser ind i de regulære styrker under krigen. Selv om så mange som 250.000 mand kunne have tjent som regulære eller som militsmænd for den revolutionære sag i de otte krigsår, var der aldrig mere end 90.000 væbnede mænd totalt for amerikanerne i løbet af et år. Hærene i Nordamerika var små målt med datidens europæiske målestok. Det største antal mænd, som Washington personlig kommanderede på slagmarken på en gang, var mindre end 17.000.Antallet af væbnede patrioter: Boatner, s. 264. Boatner siger, den største styrke, Washington kommanderede, var "under 17.000", Christopher Duffy (The Military Experience in the Age of Reason, 1715–1789, s. 17) anslår Washingtons maksimale antal blot var 13.000 mand". Til sammenligning bemærker Duffy, at Fredrik den Store i reglen kommanderede fra 23.000 til 50.000 mand i sine slag.
Den britiske hær bestod i starten af 1775 af omkring 36.000 mænd på verdensbasis, men rekruttering i krigstid øgede jævnt dette antal. Derudover lejede briterne 30.000 etniske tyske lejesoldater i løbet af krigen, populært kendt i kolonierne som "hessere", fordi mange af dem kom fra Hessen-Kassel. Tyskerne udgjorde omkring en tredjedel af de britiske troppers styrke i Nordamerika. Antallet af britiske og tyske tropper stationeret i Nordamerika var inden 1779 på over 60.000, men disse var spredt fra Canada til Florida.De britiske troppers styrke: Black, s. 27-29. Antal af lejede tyskere: Boatner, s. 424-26.
Sorte og originale amerikanere Afroamerikanere, slaver og frie sorte deltog på begge sider i krigen. Sorte soldater deltog i de nordlige militser fra udbruddet, men dette var forbudt i syd, hvor slavejere frygtede bevæbnede slaver. I november 1775 udstedte Lord Dunmore, den kongelige guvernør i Virginia, en proklamation, som lovede frihed til slaver, som kæmpede for briterne. Henry Clinton udstedte et lignende edikt i New York i 1779. Titusindvis af slaver strømmede til de britiske linjer, selvom kun 1.000 blev bevæbnet. Mange deltog som budbringere, mekanikere, arbejdere, tjenere, spejdere og guider, selvom mere end halvdelen døde af koppe-epidemier, som hærgede de britiske styrker, andre blev drevet ud af de britiske linjer, da der ikke var mad nok. Til trods for Dunmores løfter fik majoriteten af slaverne ikke deres frihed.Britisk brug af flygtede slaver: Sidney Kaplan og Emma Nogrady Kaplan, The Black Presence in the Era of the American Revolution, s. 71-89.
På grund af mangel på mandskab trak Washington forbuddet mod sorte i den kontinentale hær tilbage i januar 1776. Sorte enheder blev dannet i Rhode Island og Massachusetts, mange var slaver, som blev lovet frihed, hvis de deltog sammen med deres ejere. En anden enhed med sorte kom fra Haiti med de franske styrker. Mindst 5.000 sorte soldater kæmpede for revolutionens sag.Sorte enheder i uafhængighedskrigen: Kaplan and Kaplan, s. 64-69.
De fleste indianere øst for Mississippi blev påvirket af krigen. Mange samfund var delt i spørgsmålet om, hvordan de skulle forholde sig til konflikten. De fleste indianerne, som sluttede sig til krigen, kæmpede mod USA, da de indfødtes land var truet af ekspanderende amerikansk bosætning. Det er anslået, at 13.000 indianere kæmpede på britisk side. Den største gruppe, Irokeserføderationen, kæmpede med 1.500 mænd.Antallet af indianere totalt: James H. Merrell, "Indians and the New Republic" i The Blackwell Encyclopedia of the American Revolution, s. 393. Antallet irokeserkrigere: Boatner, s. 545.
Krigen i nord 1775–1777 Massachusetts thumb|Slaget ved Bunker Hill
Før krigen havde Boston været hjemsted for meget af revolutionsaktiviteten, som førte til, at lokalregeringen i Massachusetts blev afsat af Storbritanniens parlament i 1774. Folkelig modstand mod disse tiltag gjorde, at de nylig udnævnte kongelige embedsmænd i Massachusetts måtte gå af eller søge tilflugt i Boston. Generalløjtnant Thomas Gage, som var den britiske øverstkommanderende i Nordamerika, havde kommando over fire britiske regulære regimenter (omkring 4.000 mand) fra sit hovedkvarter i Boston, men landområderne havde de revolutionære kontrol over.
Natten til den 18. april 1775 sendte general Gage 900 mand for at tage våbenudstyr fra militsen ved Concord i Massachusetts. Ryttere advarede landsbyen, og da de britiske tropper ankom til Lexington om morgenen 19. april, mødte de 75 minutemen ved landsbyens fællesareal. En skududveksling fulgte, og briterne flygtede til Concord, hvor det blev til flere sammenstød. Inden briterne begyndte at trække sig tilbage til Boston, var tusindvis af minutemen ankommet til sammenstødsområdet og påførte briterne svære skader. Slagene ved Lexington og Concord var starten på krigen.
Militsen rykkede derefter frem mod Boston og belejrede Boston, de britiske styrker fik forstærkning på omkring 4.500 soldater ad søvejen. 17. juni 1775 erobrede britiske styrker under general William Howe Charlestown-halvøen i slaget ved Bunker Hill. Amerikanerne trak sig tilbage, men de britiske tab var så alvorlige, at angrebet ikke blev fulgt op. Belejringen var ikke brudt, og Gage blev snart erstattet af Howe som britisk øverstkommanderende.
Den nylig udnævnte general Washington ankom udenfor Boston i juli 1775 for at overtage ledelsen af kolonistyrkerne og for at organisere den kontinentale armé. Stilstanden fortsatte gennem efteråret og vinteren. Tidligt i marts 1776 blev tunge kanoner, som patrioterne havde taget ved Fort Ticonderoga placeret på Dorchester Heights, et højdedrag, hvorfra der var udsigt over de britiske stillinger. Howes situation var nu umulig, og briterne evakuerede byen den 17. marts 1776 og søgte midlertidig tilflugt i Halifax, Nova Scotia. Washington overtog det meste af den kontinentale hær for at befæste New York City.
Canada
Under den lange stilstand ved Boston, ledte den kontinentale kongres efter en måde at tage initiativet på andre steder. Kongressen havde indledningsvis inviteret fransk-canadierne til at slutte sig til dem som den fjortende koloni, men da det ikke lykkedes, autoriserede kongressen en invasion af Canada. Målet var at fjerne det britiske styre i den primært franskbefolkede provins Quebec (som i dag udgør Quebec og Ontario).
To ekspeditioner med kurs mod Canada blev udrustet. 16. september 1775 marcherede brigadegeneral Richard Montgomery nordpå fra Fort Ticonderoga med omkring 1.700 militsmænd; de erobrede Montreal den 13. november. General Guy Carleton, guvernør i Canada, undslap til Quebec. Den anden ekspedition blev ledet af oberst Benedict Arnold; den var et logistisk mareridt, og mange mænd døde af kopper. Inden Arnold nåede Quebec i begyndelsen af november, havde han kun 600 af sine oprindeligt 1.100 mand. Montgomerys styrke sluttede sig til Arnold og sammen angreb de Quebec by den 31. december, men de blev slået hårdt af Carleton. De resterende amerikanerne blev omkring Quebec indtil foråret 1776 og trak sig så tilbage.
Amerikanerne gjorde endnu et forsøg på at angribe Quebec, men de led nederlag i slaget ved Trois-Riviéres den 8. juni 1776. Carleton igangsatte da sin egen invasion og besejrede Arnold i slaget ved Valcour Island i oktober. Arnold trak sig tilbage til Fort Ticonderoga, hvor invasionen af Canada var begyndt. Invasionen af Canada endte som en katastrofe for amerikanerne, men Arnolds forsøg i 1776 forsinkede en britisk modoffensiv i fuld styrke indtil Saratogafelttoget i 1777.
New York og New Jersey
General Howe havde trukket sin hær tilbage fra Boston og fokuserede nu på at erobre New York City. For at forsvare byen fordelte general Washington sine 20.000 soldater mellem Long Island og Manhattan. Mens britiske styrker samledes på Staten Island til denne kampagne, oplæste Washington uafhængighedserklæringen for sine mænd. 27. august 1776 drev briterne amerikanerne tilbage til Brooklyn Heights efter at være landet med ca. 22.000 soldater på Long Island. Howe belejrede derefter befæstningen der, men Washington formåede at evakuere sin hær til Manhattan.
Howe landede med omkring 12.000 mand på nedre Manhattan den 15. september og tog hurtigt kontrollen over New York City. Amerikanerne trak sig tilbage til Harlem Heights, hvor de to hærstyrker stødte sammen dagen efter, men de amerikanske styrker holdt stand. Da Howe omringede Washingtons hær i oktober, trak amerikanerne sig igen tilbage og et slag ved White Plains blev udkæmpet den 28. oktober 1776. Igen trak Washington sig tilbage, og Howe returnerede til Manhattan og tog Fort Washington i midten af november med næsten 3.000 fanger.