thumb|M107 – en moderne 155 mm højeksplosiv granat. Artillerigranater er kort sagt det, kanoner skyder med. Førhen var ordet granat forbeholdt projektiler, der kunne eksplodere og sprede sprængstykker. Navnet granat menes at henvise til ligheden med et granatæble, der indeholder mange frø, og som gennemskåret kan ligne en hul jernkugle fyldt med grovkornet krudt. Eksplosive granater blev benyttet som håndgranater, og kunne let fremstilles af f.eks. keramik. Senere kom ordet også til at betegne eksplosive projektiler, og senere igen al slags ammunition affyret fra kanoner. Ordene kanonkugle, granat og projektil har skiftet betydning flere gange gennem historien, og de dækker heller ikke nødvendigvis det samme på andre sprog.
Kanonkugler thumb|Kanonkugler af forskellige typer fra Vasa, som sank i 1628. thumb|right|Et drueskud Almindelige former for kanonprojektiler var kugler (massive jernkugler eller i begyndelsen også kugler af sten), bomber (hule kugler med en krudtladning, der blev antændt af et brandrør – en lunte, der antændtes ved kanonens affyring), kardæsk, drueskud og skråsække samt forskellige former for specialammunition, der skulle ødelægge rigningen på modstandernes skibe: kædekugler (to halve jernkugler lænket sammen), knipler (to rundkugler samlet med en jernstang), pigkugler (rundkugle med en gennemgående jernstang), krydskugler/sakskugler (med korslagte jernstænger). Det var også muligt at affyre glødende kugler varmet i en særlig ovn. Disse kunne antænde træværk, f.eks. skroget på et fjendtligt skib, men var man uheldig, kunne de få en kanon til at gå af for tidligt.
Glødende kanonkugler vides at være benyttet allerede i 1579 af den polske konge Stefan Báthory.
Spidse projektiler
Kugler fungerer fint med de glatløbede kanoner, der var almindelige. Brug af tilspidsede projektiler gav først mening, da man konstruerede kanoner med riflede løb, der fik projektilet til at rotere om sin længdeakse, og derved stabiliserede det. I nyere tid er man delvist gået tilbage til glatløbede kanoner til visse formål. Projektilerne kan da være stabiliseret med finner bagtil og affyres støttet af en sabot.
Bombe
Kanonprojektiler eksploderede ikke før i 1500-tallet, hvor man fandt på at fylde dem op med krudt. Længden af det brandrør eller tændrør, der antændte krudtladningen, skulle tilpasses, så brændetiden fik bomben til at eksplodere lige over målet, således at sprængstykkerne raserede et område under bomben. Brandrøret var af træ eller en passende hul stængel fyldt med langsomtbrændende krudt. Man gjorde sig umage med at placere brandrøret vendt mod krudtladningen i løbet, så flammen fra skuddet kunne antænde røret. En anden mulighed var at antænde brandrøret med en lunte lige før affyringen. En ulempe var naturligvis, at hvis skuddet af en eller anden grund ikke gik af, havde man en tændt bombe i kanonen. Bomber blev især affyret fra morterer, der kunne skyde med en stor kaliber, men som krumbanevåben ikke skød ret langt.
Shrapnellgranat Et tidligt forsøg med et eksplosivt projektil, der spredte kugler, stammer fra 1573, hvor en tysk artillerist, Samuel Zimmermann, udviklede et projektil med en eksplosiv ladning, et brandrør og kugler, samlet i et hylster af bly. Projektilet var ingen succes, det fløj ustabilt og var tilbøjeligt til at gå i stykker ved affyringen.
Briten Henry Shrapnel havde mere held med sin forbedrede bombe fra 1784, hvor bomben bestod af en kugleformet jernskal med en sprængladning og små kugler (musketkugler). Ved granatens sprængning udløst af et brandrør spredtes et stort antal kugler over et mindre område med dødelig effekt. Den oprindelige shrapnelgranat var kugleformet, men princippet og betegnelsen blev også benyttet på senere spidse projektiler til brug i kanoner med riflede løb. Senere blev ordet shrapnel brugt om sprængstykker fra granater.
Kanoners og ammunitions kaliber
Størrelsen på en kanons ammunition angives ved dens kaliber, som oprindelig angav vægten (latin: qua libra, hvilken vægt) i pund på en jernkugle, der passede til kanonens løb. En 32-pundig kanon var en ret svær skibskanon. Det faktiske projektil kunne godt have en anden vægt, hvis det f.eks. var en bombe.
Efterhånden gik man over til at angive en kanons kaliber som den indvendige diameter på løbet (fraregnet eventuelle riffelgange). Denne diameter kan angives i tommer, centimeter eller millimeter.
Grænsen mellem kanon og håndvåben Der er et kontinuum fra svære håndvåben til kanoner. Grænsen er sat ved en kaliber på 20 mm.
Drivladning Bagladekanoner thumb|Tidlige bagladekanoner fra 1400 og 1500-tallet udstillet på militærmuseet i Stockholm. De tidligst kendte kanoner var forladekanoner, men der blev hurtigt udviklet bagladekanoner, kammerstykker, hvor drivladningen var anbragt i et kammers af jern med en hank, ikke ulig et drikkekrus. Kammerset kunne anbringes i et leje bag løbet, og blev derpå holdt fast af en kile. Ladningen i kammeret kunne antændes ved et fænghul, hvorpå kilen og det tomme kammer fjernedes, og et andet kammer sattes i. Skudhastigheden kunne altså været ganske høj, men med datidens teknologi var det ikke muligt at fremstille en tæt forbindelse mellem kammer og løb. Kraften i skuddet var derfor ringe.
Forladekanoner Derfor opgav man bagladekanonerne. I stedet indførte man drivladningen gennem kanonens munding. Drivladningen, sortkrudt, var normalt indsyet i en pose af stof, en kardus. Derved var på forhånd afmålt den nøjagtige mængde krudt, ladningen kunne nemt transporteres og ladningen af kanonen kunne ske hurtigere. Desuden beskyttede stoffet til en vis grad mod utilsigtet antændelse fra evt. tilbageværende gløder i løbet (man svabrede løbet først). Kardusen blev skubbet ned i løbet med en ladestok. En forladning i form af en skive halm blev derpå drevet ned. Den ville forhindre krudtgasserne i at blæse forbi kanonkuglen, der jo ikke kunne slutte alt for tæt til løbet. Derpå fulgte kanonkuglen og evt. endnu en forladning, der skulle holde kuglen på plads, hvis løbet kom til at pege nedad.
Man udviklede ret sent den metode at fastgøre en kanonkugle på en kardus med f.eks. jernbånd. Dette forøgede yderlige hastigheden hvormed en kanon kunne lades.
Forladekanoner med riffelgange Riflede løb på forladekanoner blev for alvor indført i midten af 1800-tallet. Granaterne til disse kanoner var forsynet med kno-pper, der passede ind i riffelgangene, og tvang granaten til at rotere ved affyringen. Dette forhindrede granaten i at tumle afsted under flugten, skuddet blev længere og mere forudsigeligt. Men en del af krudtgassen trængte frem langs granatens sider, mens den stadig var i løbet, da granaten ikke sluttede tæt til løbet.
Moderne bagladekanoner Da man fik udviklet en pålidelig og effektiv tætning ved et aftageligt bundstykke, vendte man efterhånden tilbage til bagladekanoner. Bundstykket var enten udformet som en art kile, eller der var tale om en stor skue med udfræsede sektorer. Når bundstykket sattes på plads (det var hængslet) og blev drejet, greb rillerne i bundstykket ind i de tilsvarende riller i løbet, og en tæt og sikker fastgørelse var opnået.
Det gjorde det muligt at anvende granater med føringsbælter, dvs. en eller flere ringe af blødt metal (bly eller kobber) rundt om granatens omkreds. Disse føringsbælter blev presset ind i riffelgangene, når skuddet gik, og sikrede en meget tæt pasning og et meget præcist skud. Efterhånden som riffelgangene blev slidt, blev skuddene mere og mere upræcise. En stor marinekanon kunne slides ned efter mindre end 300 skud.
Patronkanoner og karduskanoner Ved mindre kalibre kunne granaten nu monteres sammen med drivladningen, der var anbragt i et tyndt metalhylster (en enhedspatron), svarende til hvad der blev almindeligt ved pistoler og geværer. Dette gjorde det muligt at lade en kanon meget hurtigere, såkaldte hurtigtskydende kanoner blev almindelige. Senere blev der konstrueret kanoner, der kunne lades automatisk fra et magasin eller med ammunition i form af bælter.
Større kanoner anvendte stadig en særskilt drivladning, enten med drivladningen i et metalhylster (delt ammunition) eller som karduser syet af stof f.eks. silke.
Den tyske kejserlige marine benyttede til deres største marinekanoner drivladningen i metalhylstre, hvilket gav en vis beskyttelse mod at eksplosioner kunne brede sig. Royal Navy og andre flåder anvendte drivladninger i syede sække (karduskanoner), der ikke gav denne beskyttelse. Til gengæld kunne drivladningens størrelse let ændres ved at benytte flere sække til et skud.
Mortergranater
Granater til svære morterer minder meget om granater til kanoner og haubitsere. Granater til mindre morterer har en helt anden udformning. Disse morterer er glatløbede og har en spids i bunden af løbet, og de lades forfra. Granaten har en sprængdel for oven, og i den anden ende en hale med styrefinner og et rør i midten. I røret findes drivladningen, der antændes, når ladningen rammer spidsen i bunden af løbet. Stødet ved affyringen armerer granatens tændmekanisme. Granaten vil altså ikke eksplodere, hvis man giver den et mindre stød under transporten eller under en hårdhændet håndtering.
Forskellige typer granater
Granater findes i mange typer alt efter den påtænkte anvendelse og den virkemåde, de har. Typen af granaten er angivet ved bemaling af granaten med bånd eller større områder i forskellige farver. Betydningen af farverne har skiftet fra land til land og gennem tiden. At kende farvekoderne er af stor vigtighed for de militære og civile enheder, der kan komme ud for at skulle fjerne ueksploderet ammunition (forsagere).
Brisantgranater
Brisantgranater er granater, der eksploderer enten ved anslag eller efter en vis tid efter granatens affyring. Herved tilstræbes ofte en sprængning i lav højde for at forårsage mest mulig skade på målet. Brandrørets brændetid kan indstilles med en nøgle på en skala, hvorved den effektive længde af en krudtlunte kan ændres. Den ønskede tid findes i en ballistisk tabel. Lunten tændes ved stødet under affyringen.
Et anslagsbrandrør armeres først ved granatens affyring. Stødet kan f.eks flytte et lod hen over en bladfjeder, hvilket gør det muligt for en anden mekanisme at udløse sprængningen, når granaten bremses igen ved anslaget.
Anslagsbrandrør med forsinket tænding antændes ved granatens anslag, men en mekanisme forsinker granatens eksplosion et kort øjeblik. Derved opnås større effekt mod nedgravede eller svært pansrede mål. Granaten eksploderer først, når den har boret sig lidt ned i jorden eller den er trængt igennem en panserplade eller gennem en eller flere mure eller betontag.
Sporprojektiler Sporprojektiler findes både til håndvåben og til maskinkanoner. Projektilerne har en lille brandsats i bunden, som antændes ved affyringen. Dette giver en lysstribe og et røgspor, som er tydeligt synligt, og kan være en hjælp til at korrigere sigtet. Desuden kan ilden bidrage til at antænde f.eks. benzintanke.
Lysgranater Granaten indeholder en sats, der, når den brænder, udsender et kraftigt lys, der evt. kan være farvet. Et vist tidsrum efter affyringen, når granaten er nået et passende stykke op, kastes ladningen bagud af granaten og antændes. En lille faldskærm holder ladningen i luften, til satsen er brændt ud. Sådanne granater kan benyttes til at udpege (markere) et mål eller til at oplyse et område under natkamp.
Røggranater Røggranater indeholder en sats, ofte baseret på fosfor, og udvikler en kraftig røg, der kan sløre troppebevægelser i det beskudte område. De kan også antænde brande. Desuden er røgen voldsomt generende og skadelig, men hvis formålet formelt er at lægge røg ud, regnes det ikke for et ulovligt kemisk kampstof.
Panserbrydende granater