Felttoget i Polen i 1939, som den tyske generalstab gav kodenavnet Fall Weiss, udløste 2. verdenskrig og blev gennemført af Tyskland, Sovjetunionen samt en lille slovakisk styrke, der støttede Tyskland.
Invasionen af Polen blev starten på 2. verdenskrig i Europa, da Polens vestlige allierede Storbritannien, Australien og New Zealand erklærede krig mod Tyskland den 3. september 1939 og hurtigt efter af Frankrig, Sydafrika og Canada.
Invasionen begyndte den 1. september 1939 kl. 04.40 en uge efter undertegnelsen af Molotov-Ribbentrop-pagten og sluttede den 6. oktober 1939 da Tyskland og Sovjetunionen havde besat hele Polen. Storbritannien og Frankrig gav meget lidt direkte militær bistand (se Spøgelseskrigen).
Efter et tysk iscenesat "polsk" angreb på en tysk radiosender ved Gleiwitz den 31. august 1939, invaderede tyske styrker Polen den 1. september fra nord, syd og vest. De polske styrker, som var spredt langs de lange grænser, blev snart tvunget mod øst. Efter det polske nederlag i Slaget ved Bzura midt i september havde tyskerne en klar fordel. Polske styrker begyndte at trække sig mod sydøst efter en plan om et langvarigt forsvar ved den rumænske grænse, hvor de polske styrker skulle afvente et modangreb og undsætning fra de vestlige allierede.Baliszewski, Most honoru
Den 17. september 1939 invaderede Sovjetunionens Røde hær det østlige Polen i samarbejde med Tyskland.Fischer 1999–2000 Sovjetunionen opfyldte sin del af det hemmelige tillæg til Molotov-Ribbentrop-pagten, som delte Østeuropa i en tysk og en sovjetisk indflydelsessfære. Stående over for to fronter besluttede den polske regering, at et forsvar ved den rumænske grænse ikke længere var muligt og beordrede evakuering af alle styrker til det neutrale Rumænien.Sanford 2005, pp. 20–24 Den 1. oktober havde Tyskland og Sovjetunionen fuldstændig løbet Polen over ende, selv om den polske regering aldrig overgav sig. Hertil kom, at Polens resterende land- og luftstyrker var blevet evakueret til nabolandene Rumænien og Ungarn. Mange i eksil sluttede sig til de polske styrker i Frankrig, Syrien og Storbritannien.
Efter invasionen af Polen opstod der en polsk modstandsbevægelse. Polens væbnede styrker fortsatte med at bidrage til allierede operationer gennem hele 2. verdenskrig. Tyskland erobrede de sovjetiske områder af Polen i 1941 under angrebet på Sovjetunionen, men mistede dem igen i 1944 til den fremrykkende Røde Hær. I løbet af krigen mistede Polen over 20% af sin befolkning under en besættelse, der markerede afslutningen på den Anden polske republik.
Forspil til kampagnen
Nazistpartiet under ledelse af Adolf Hitler tog magten i Tyskland i 1933. I begyndelsen søgte Hitler udsoning med Polen. Det kulminerede i den tysk-polske ikke-angrebspagt fra 1934. I begyndelsen havde udenrigspolitikken som mål at manøvrere Polen ind i Antikominternpagten og samarbejde mod Sovjetunionen. Tyskland forsøgte at tilrane sig sovjetisk territorium: erhverve Lebensraum og udvide Stortyskland. Polen ville få tildelt områder i nordøst, men de indrømmelser polakker skulle give, betød at nationen i høj grad ville blive afhængigt af Tyskland og ikke ville være ret meget mere end en lydstat, og polsk uafhængighed ville være truet.
Ud over sovjetisk territorium var nazisterne også interesseret i en ny grænsedragning med Polen, fordi den tyske enklave Østpreussen var adskilt fra resten af det tyske rige af den polske korridor. Mange tyskere ønskede også at indlemme fristaden Danzig i Tyskland. Mens Danzig havde en overvejende tysk befolkning, havde Korridoren længe været omstridt. Efter Versaillestraktaten fik Polen Korridoren, som var en del af det område, Preussen havde erobret fra Polen i det 18. århundrede ved Polens tre delinger. Hitler prøvede at vende denne udvikling og appellerede til tysk nationalisme ved at love at befri både den tyske minoritet, som boede i Korridoren, og Danzig, der var under Folkeforbundets kontrol.
Polen deltog i delingen af Tjekkoslovakiet efter Münchenaftalen i 1938, selv om Polen ikke var part i aftalen. Det tvang Tjekkoslovakiet til at opgive byen Český Těšín ved at udstede et ultimatum herom den 30. september. Det blev accepteret af Tjekkoslovakiet den 1. oktober.Nowa Encyklopedia Powszechna PWN 1997, vol. VI, 981.
I 1938 begyndte Tyskland at optrappe kravene på Danzig og foreslå, at der skulle bygges Autobahn gennem den polske Korridor mellem Østpreussen og resten af Tyskland. Polen afviste dette forslag af frygt for i stigende grad at blive offer for Tysklands vilje og efterhånden miste sin uafhængighed ligesom tjekkerne.
Polakkerne nærede også mistro til Hitler og hans hensigter. Samtidig svækkede Tysklands samarbejde med anti-polske ukrainske nationalister fra Organisationen af ukrainske nationalister yderligere den tyske troværdighed i polske øjne, idet det blev set som et forsøg på at isolere og svække Polen. Briterne var også klar over det. Den 30. marts fik Polen en garanti fra Storbritannien og Frankrig, selv om de ikke var klar til at stille militær til rådighed for Polens forsvar. Den britiske premierminister Neville Chamberlain og hans udenrigsminister Lord Halifax håbede stadig på at afslutte en handel med Hitler om Danzig og muligvis den polske Korridor, og Hitler håbede på det samme. Ved igen af benytte sig af appeasement troede Chamberlain og hans støtter, at krig kunne undgås og håbede på, at Tyskland ville lade resten af Polen i fred. Tysk overherredømme over Centraleuropa var også på spil.
right|thumb|Sovjetunionens udenrigsminister Vjatjeslav Molotov underskriver Molotov-Ribbentrop-pagten. Bag ham står tv. den tyske udenrigsminister Joachim von Ribbentrop og (th.) Sovjetunionens leder Josef Stalin.
Med voksende spænding skiftede Tyskland til aggressivt diplomati. Den 28. april 1939 opsagde det ensidigt den tysk-polske ikke-angrebspagt fra 1934 og London Flådeaftalen fra 1935. I begyndelsen af 1939 havde Hitler allerede udstedt ordrer om at forberede en mulig "løsning af det polske problem med militære midler". Endnu et afgørende skridt mod krig var underskrivelsen af Molotov-Ribbentrop-pagten den 23. august, afsløringen af hemmelige tysk-sovjetiske forhandlinger i Moskva, som benyttede sig af Frankrigs og Storbritanniens mislykkede forsøg på at sikre sig en alliance med Sovjetunionen. Som et resultat heraf havde Tyskland neutraliseret muligheden for sovjetisk modstand mod en kampagne mod Polen. I en hemmelig protokol til pagten enedes Tyskland og Sovjetunionen om at opdele Østeuropa, herunder Polen, i to indflydelsessfærer: den vestlige tredjedel skulle gå til Tyskland og de østlige totredjedele til Sovjetunionen.
Det tyske angreb var planlagt til at begynde kl. 4 om morgenen den 26. august. Den 25. august blev den polsk-britiske fælles forsvarspagt underskrevet som et tillæg til den fransk-polske militæralliance. I denne aftale forpligtede Storbritannien sig til at forsvare Polen og garanterede polsk uafhængighed. Samtidig antydede briterne og polakkerne over for Berlin, at de var rede til at genoptage forhandlingerne. Det var ikke var det, Hitler havde brug for som undskyldning til at indlede konflikten. Derfor vaklede han og udskød sit angreb til 1. september. Det lykkedes ham at stoppe hele invasionen bortset fra nogle få enheder mod syd. (Den tyske presse meddelte, at fanatiske slovakker stod bag angrebet over grænsen).
left|thumb|Et kort fra den hemmelige tilføjelse til Molotov-Ribbentrop-pagten, som viser den planlagte deling af Polen, med de nye tysk-sovjetisk grænse.
Den 26. august prøvede Hitler at skræmme briterne og franskmændene fra at gribe ind i en konflikt og lovede endda, at den tyske hær ville stille med styrker til det britiske imperium i fremtiden.www.fdrlibrary.marist.edu se også originalen her I hvert fald overbeviste forhandlingerne Hitler om, at der kun var en lille risiko for, at Vestmagterne ville erklære Tyskland krig, og hvis de gjorde, ville de være villige til et kompromis, efter at Tyskland havde erobret Polen, fordi der ikke var givet Polen territoriale garantier. I mellemtiden steg antallet af overflyvninger af højtflyvende rekognosceringsfly, og troppebevægelser på den anden side af grænsen signalerede, at krigen var umiddelbart forestående.
Den 29. august fremsatte Tyskland tilskyndet af Storbritannien et diplomatisk tilbud, som betød, at Fall Weiss måtte udskydes. Ved midnat den 29. august overgav den tyske udenrigsminister Joachim von Ribbentrop den britiske ambassadør sir Neville Henderson en liste med betingelser, som ifølge tyskerne ville sikre fred med Polen. Danzig skulle tilbageleveres til Tyskland. Gdynia skulle forblive i Polen, og der skulle inden årets udgang gennemføres en folkeafstemning i den polske korridor baseret på dem, som boede der i 1919.Documents Concerning the Last Phase of the German-Polish Crisis, Proposal for a settlement of the Danzig and the Polish Corridor Problem as well as of the question concerning the German and Polish Minorities (New York: German Library of Information), p 33–35...se også: Documents Concerning German-Polish Relations and the Outbreak of Hostilities Between Great Britain and Germany on September 3, 1939 (Miscellaneous No. 9) Message which was communicated to H.M. Ambassador in Berlin by the State Secretary on August 31, 1939 at 9:15 p.m. (London: His Majesty's (HM) Stationary Office) p. 149–153. En udveksling af mindretalsbefolkninger mellem de to lande blev foreslået.se: Documents Concerning German-Polish Relations, 149–153. En polsk befuldmægtiget minister skulle ankomme til Berlin og acceptere disse betingelser senest ved middag den følgende dag. Det britiske kabinet vurderede, at disse betingelser var "rimelige" bortset fra kravet om straks at møde en befuldmægtiget minister, en form for ultimatum.Final Report By the Right Honourable Sir Nevile Henderson (G.C.M.G) on the circumstances leading to the termination of his mission to Berlin September 20, 1939. (London: His Majesty's Stationary Office), p. 24 Da den polske ambassadør Lipski skulle mødes med Ribbentrop den 30. august, meddelte han, at han ikke havde fuldmagt til at underskrive, hvorefter Ribbentrop sendte ham væk. Det blev derefter meddelt i radioen, at Polen havde afvist Tysklands tilbud, og forhandlingerne med Polen var afsluttet.se: Final Report By the Right Honourable Sir Nevile Henderson, p. 16–18
Den 30. august var den polske destroyerflotille på vej til Storbritannien, og den polske øverstkommanderende Edward Rydz-Śmigły bekendtgjorde polsk mobilisering. Han blev imidlertid tvunget til at trække ordren tilbage af franskmændene, som tilsyneladende stadig håbede på en diplomatisk løsning og ikke havde opdaget, at tyskerne var fuldt mobiliserede og stod opmarcheret ved den polske grænse. I løbet af natten til den 31. august gennemførtes angrebet på Radiosender Gleiwitz i Øvreschlesien. Den 31. august beordrede Hitler, at kampagnen mod Polen skulle begynde kl. 4.45 næste morgen. På grund af afbrydelsen af mobiliseringen nåede Polen kun at mobilisere 70% af de planlagte styrker, og mange enheder var stadig ved at blive formeret eller undervejs til deres plads i frontlinjen.
De modstående styrker Polen blev angrebet af tyske, sovjetiske og slovakiske styrker.
Tyskland Tyskland havde en betydelig numerisk overlegenhed over Polen og havde også opbygget en betydelig kvalitetsmæssig overlegenhed inden konflikten. Den tyske hær havde omkring 2.400 kampvogne i seks panserdivisioner, som gjorde brug af en ny taktisk doktrin. Ifølge den skulle disse panserdivisioner slå huller i fjendens linje og isolere udvalgte enheder, som så blev omringet og ødelagt. Dette ville blive fulgt op af knap så mobile mekaniserede enheder og enheder til fods.