Et habitat er et område inden for en biotop, der er levested for en plante- eller dyreart. Det bruges inden for økologi ved beskrivelsen af de forhold, der kendetegner stedet, hvor en population af en bestemt art (eller en gruppe af arter) normalt kan leve og udfolde sig.
Ordet bruges ofte ensbetydende med biotop (engelsktalende foretrækker habitat, mens skandinaviske og tyske foretrækker biotop). Begreberne kan med fordel underordnes hinanden, så "biotop" er et områdes miljøvilkår, mens "habitat" er en enkelt dyre- eller plantearts præcise livsgrundlag (niche) inden for biotopen.
thumb|250px|Søgræsområde med Neptungræs (Posidonia oceanica) fra Middelhavet. Dette område er habitat for talrige dyrearter, og nogle af dem er nøje knyttet til det. Det er på sin side selv et element i en større habitat. Forskellige habitater kan på den måde være indføjet i hinanden, hvorved de danner økosystemerne og udvikler sig på en dynamisk måde. thumb|250px|Nogle arter har en præcis og afgrænset, økologisk præference, modsat de arter, der kan leve overalt og under økologisk brede rammer. De er de mest følsomme over for forrringelse, opsplitning og ødelæggelse af deres habitat. (Her er det en havsnegl (Elysia crispata), en art, der er almindelig nogle steder i Caribien.
Habitat for en population Normalt burde man tale om en populations habitat i stedet for en arts eller en organismes habitat, for mens det er muligt at beskrive den præcise habitat for en enkelt bjørn i Pyrenæerne, danner arten Brun bjørn (Ursus arctos) en del af en metapopulation, der kan opdeles i talrige grupper af individer, der tidligere levede i mere varierede habitater, end hvad de sidste individer nu prøver at overleve i. Denne art var engang almindelig over hele Europa, fra strandbredder til bjergskråninger. Betragtet som levested er Pyrenæerne derimod ikke repræsentativ for artens optimale habitat. De udgør blot bjørnenes sidste tilholdssted, hvor de er mindst forfulgte og jagede.
Habitaten er derfor et element eller en samling af elementer i et landskabsområde, der rummer tilstrækkelige ressourcer til, at en population af en art kan leve og formere sig. Nogle forfattere mener, at en habitat (eftersom den udvikler sig) på langt sigt ikke indebærer nogen egnethed for en bestemt art, som lever der, men blot egnethed på kort sigt.D.K. Rosenberg, B.R. Noon og E.C. Meslow: Biological Corridors: Form, Function, and Efficacy i BioScience, 1997, 47, 10 side 677-687
Som konsekvens heraf kan begrebet også omfatte kunstige miljøer, der er indrettet som en erstatning, der midlertidigt gør det muligt for en art at trives (en lund er kunstigt skabt, men skaber en god erstatningshabitat for talrige arter fra skovbryn), og hvor det nødvendige miljø gør overlevelse og formering mulig ved at dække artens behov (for eksempel hvis stedet spiller en rolle som biologisk korridor eller som midlertidigt refugium).
Begrebet kan også udvides til at beskrive en arts samlede mængde af specielle krav til dens levested, defineret ved de abiotiske og biotiske faktorer, der er kendetegnende for steder, hvor ét af stadierne i artens livscyklus udfoldes, eller hvor den lever hele sit liv. Dette begreb har en stærk højdedimension (en klippe, som er for lav, gør en habitat uegnet for en art, der ikke længere kan finde de vilkår, som er nødvendige for dens overlevelse. Habitat har også en rumlig dimension, der er afgørende for de organismer, der kan flyve, eller som flytter sig under vandet eller jordoverfladen), ligesom den har en tidsmæssig og biogeografisk dimension.
I de seneste 40.000 år synes hovedparten af tilbageslag i biodiversiteten og udryddelsen af arter at være direkte forbundet med virkningerne af menneskenes aktiviteter, endda med en acceleration siden indførelsen af agerbruget og industrialiseringen.S. Viederman, G.K. Meffe og C.R. Carroll: The Role of Institutions and Policymaking in Conservation i Principles of Conservation Biology, 2. udg., 1997, ISBN N. Myers: Global Biodiversity II: Losses and Threats i Principles of Conservation Biology, 2. udg. 1997, ISBN F. Ramade: Éléments d'écologie: écologie appliquée', 5. udg., 1995
En mere kompleks og nuanceret virkelighed thumb|250px|Denne ruin i Frankfurt an der Oder giver flagermusene og andre huleboende organismer en erstatningshabitat. Af samme grund er den blevet lukket (med gitter).
thumb|250px|Bortset fra halvnaturlige habitater, bliver der skabt kunstige erstatningshabitater, som f.eks. denne hytte for flagermus ved University of Florida. I virkelighedens verden kan afgrænsningen af en habitat være en smule udvisket, eller oftere kan de bestå af en mosaik af miljøer, der alle er gunstige eller neutrale i forhold til den art, man koncentrerer sig om. F.eks. finder man inde i en skovhabitat forskellige mindre enheder (eller ”mikrohabitater”), som udvikler sig over tid, og som hver for sig er mere eller mindre ”optimale” for den skovart, man undersøger.
En habitat eller mikrohabitat kaldes ”optimal”, hvis artens formeringsrate er optimal.Martin, T.E., 1998. Are Microhabitat Preferences of Coexisting Species under Selection and Adaptive? Ecology 79(2): 656-670 Man ville kalde en habitat underoptimal, hvis det drejer sig om et erstatningsmiljø (naturligt eller kunstigt), hvor arten overlever med nød og næppe og med en formeringsrate, der er unormalt lav.
Menneskets omformning af landskabet har stillet talrige arter over for et liv i habitater, der kan kaldes ”underoptimale”, eller i erstatningsmiljøer, hvor de kan overleve en tid, men med en nedsat formeringsrate eller levetid (i visse tilfælde kan de endda blive til en fælde eller biologisk blindgyde). Man har f.eks.Miller, B. & Mullette, K.J. 1985. Rehabilitation of an endangered Australian bird: the Lord Howe Island woodhen Tricholimnas sylvestris (Sclater). Biol. Conserv. 34: 55-95 i 1980'erne, at en truet, australsk fugleartTruede arter i Australien (fra wp:en) vist, at Lord Howe-skovrikse (Gallirallus sylvestris) måtte trække sig tilbage til en underoptimal habitat på øens højeste punkt, efter at der var indført vildsvin til fuglenes ø. Der havde arten overlevet, men den var i tilbagegang med restpopulationer og med en stærkt nedsat formeringsrate. Efter at man havde udryddet vildsvinet på hele øen, vendte fuglene meget hurtigt tilbage til deres optimale habitat med en genopbygget formeringsrate. I dette tilfælde var habitaten altså hele tiden fysisk til stede, men var blevet utilgængelig for arten efter indførelsen af en anden art.
Definition af "habitat" En habitat defineres almindeligvis i forhold til et område (f.eks.: habitaten på østsiden af Neusiedler See, hvor jorden i sensommeren dækkes af vissent, tørt græs, der bliver omsat til humus af nedbrydere), eller i forhold til et sammenhængende og afbalanceret fællesskab mellem arter, (et økosystem). Dette sker først og fremmest fordi de dominerende arter ofte formes af deres habitat i og med, at de er bundet til den, men også fordi en del af dem selv bidrager til at skabe eller omdanne habitaten, så den passer bedre til dem (som det f.eks. er tilfældet med tørvemosserne, der bedre end de fleste andre planter tåler sure miljøer, og som kraftigt forsurer deres levesteder, hvad der muliggør den fortsatte eksistens af højmoser igennem tusinder af år).
Habitat kan således defineres i forhold til de arter, der er hjemmehørende dér. I mangel af en mere præcis afgrænsning medtager man almindeligvis "erstatningshabitater" som overdrev i beskrivelsen af en arts habitat. For visse arters vedkommende må ting som støjforhold, fravær af forstyrrelse, nattemørke eller beskyttelse mod forurening medtages i beskrivelsen af det fysiske og økologiske miljø.
Habitatgrænserne eller -kendetegnene er ofte flydende for arter, som er meget udbredte, som hyppigt spredes, eller som kan udnytte store overflader eller rum i miljøerne. Af disse grunde beskrives en habitat ofte ud fra sammensætningen af plantearter (mere og mere hyppigt ved hjælp af plantesociologi og i Europa ud fra Natura 2000), på grundlag af den kendsgerning, at planterne genspejler miljøets natur og udviklingen i miljø, jordbund og økosystemer. I disse klassificeringer underinddeles en habitat (f.eks. en hede) i typer af habitater: (tør lynghede, fugtig hede, hedemose osv.).
Indsatsen for naturbevarelse Habitatbevarelse er kerneydelsen ved naturbevarelse, og habitaten bør findes i tilstrækkelige antal og mængder og med en vedvarende, økologisk forbundethed, når det drejer sig om habitatmosaikker eller -netværk. Deres økologiske fuldstændighed er ligeledes vigtig, da habitaterne bliver mere og mere opsplittede. Det er grunden til, at der verden over afprøves og iværksættes forskellige strategier og konstruktionsmåder for økologiske netværk op til habitatniveau, som baseres på biologiske korridorer.
Økologi og habitatbeskyttelse Naturbevarelsen har udviklet sig i løbet af det 20. århundrede og har skiftet fokus fra artsbeskyttelse til populationsdynamik og økologiske habitatnetværk med inddragelse af en fredningsbiologi, som beskæftiger sig med fredning af både habitaterne og de arter, som lever i dem, og som opbygger dem i sidste ende.
World Wildlife Fund (WWF) har bestræbt sig på at inddele jordens overflade i økoregioner, dvs. geografiske zoner for landjorden, havene og de ferske vande. For at nå frem til denne opstilling har WWF opdelt disse domæner (landjord, have og ferskvand) i « overordnede habitattyper », som kan beskrive de forskellige geografiske zoner på grundlag af ensartede miljøbetingelser, sammenlignelige habitatstrukturer og diversitet. Disse overordnede habitater kan sammelignes på deres biomer. WWF har identificeret 14 overordnede habitattyper for landjorden, 7 for ferske vande og 9 for havområderne.
I Den europæiske union Den europæiske union og dens medlemslande har defineret habitater som "zoner til lands eller til vands, der udskiller sig ved deres geografiske, abiotiske eller biotiske karaktertræk, hvad enten de er fuldstændigt naturlige eller "halvnaturlige". Et direktiv præciserer, at visse naturlige habitater er af samfundsmæssig interesse. Det er de habitater inden for direktivets område, som er:
i fare for at forsvinde (i deres naturlige udbredelsesområde) eller har et reduceret, naturligt udbredelsesområde som følge af deres tilbagegang eller på grund af, at deres område har været begrænset fra begyndelsen, eller er bemærkelsesværdige eksempler på ægte karaktertræk for én eller flere af Europas biogeografiske regioner (alpin, atlantisk, nordlig, kontinental, makaronesisk, mediterran eller pannonisk).
I det 20. århundrede har tendensen gået i retning af en kraftig forringelse af habitaternes kvalitet og areal. I 2010 fandtes der endnu vigtige huller i vores viden om havhabitaternes størrelse og kvalitet. For de data, der var tilgængelige, blev forholdene bedømt som dårlige for populationer af havorganismer (næsten 60 % i 2010), dvs. dobbelt så ofte som for landlevnede organismer (35 %).
Habitatdirektivet thumb|250px|Da dette træ (en næsten rodløs bøg) faldt, blev der skabt en midlertidig «mikrohabitat» af samme type som den, der dannes på klinter eller i kløfter. Den stenede, lodrette «pandekage» fastholdes af rødderne og er blevet grundlag for en lille population af bregner, hvis sporer vil kunne spire på et andet væltet træs rodkage nogle år senere. I hulheden nedenunder opstår der et passende, fugtigt miljø, hvor visse padder kan klare sig i et stykke tid. Rodkagerne er således en vedvarende kilde til miljømæssig forskelligartethed og kompleksitet, som er en forudsætning for vedligeholdelse af biodiversitet.