thumb|De nye rekonstruktioner af guldhornene Guldhornene var to horn fra germansk jernalder som i 1800-tallet blev et dansk nationalsymbol og et betydeligt symbol for den danske nationalromantik. De udgør emnet for Adam Oehlenschlägers digt af samme navn. Hornene blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i henholdsvis 1639 og 1734. I 1802 blev de stjålet og omsmeltet, men efter tegninger blev der i 1860 lavet et sæt rekonstruktioner som blev udstillet på Nationalmuseet. Efter at det i 1940'erne blev påpeget, at det første sæt rekonstruktioner ikke var korrekte, blev der både i 1945 og 1979 fremstillet nye sæt, som begge var snoede og mere korrekte i forhold til de originale tegninger og opmålinger. Rekonstruktionerne fra 1860 og 1979 er i dag udstillet på Nationalmuseet i København. Simon Spies' guldhornsrekonstruktioner, som er magen til, og fremstillet samtidig med Nationalmuseets fra 1979, blev d. 23. februar 2022 foræret til Museum Sønderjylland af Janni Spies. Rekonstruktioner blev stjålet efteråret 2007 i Vejle under en særudstilling i Kongernes Jelling. Tyvene blev dog anholdt, hvorefter genstandene blev returneret.
Fundhistorien thumb|Kristine Svendsdatter finder guldhornet af Niels Simonsen, 1859. Hornene blev fundet enkeltvis i to omgange. Pigen Kristine Svendsdatter fandt det lange guldhorn den 20. juli 1639, og den 21. april 1734 blev det korte horn fundet af husmand Erik Lassen. Begge horn blev fundet på en mark ved Gallehus nær Møgeltønder i Slesvig. Kirsten skrev et brev til kongen og modtog et skørt som findeløn, Erik afleverede det korte horn til greven på Schackenborg. Greven afleverede hornet til kongen, og via greven modtog Lassen 200 rigsdaler som belønning. Hornene blev dermed afleveret til kronen og blev opbevaret på Det kongelige Kunstkammer ved Christiansborg i Rigsarkivets nuværende bygning. Det lange horn skænkede Christian 4. til sin søn prins Christian ("den udvalgte prins", der døde før faderen), som brugte det til drikkehorn. Det var 75,8 centimeter målt i den ydre kurve. Mundingens diameter var 10,4 centimeter. Worm angiver hornets vægt uden den runde skrueknop, som Den udvalgte Prins fik tilføjet, til 3,1 kg; andre kilder siger 3,2 kg, hvad der kan være inklusive skruen.
Guldhornene vakte opsigt, og oldforskeren Ole Worm udgav allerede i 1641 en afhandling om det lange horn: De aureo cornu, hvor den ene af de to bevarede tegninger af guldhornene findes. Guldhornet blev også omtalt i det franske videnskabsakademis tidsskrift Journal des Savants i 1678. Det korte horn blev beskrevet i 1734 af arkivaren Joachim Richard Paulli. Det vejede 3,7 kg, selv om kun en del af hornet var bevaret. Paulli opgiver hverken længde eller diameter på hornet.
De to horn var konstrueret ens. Begge horn var dobbelte med et glat, indre horn af 12 karats guld, dækket med ydre ringe af 24 karats guld.Guldhornene fra Gallehus Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, hentet 30. septembere 2025
Tyveriet i 1802 De originale guldhorn stjæles og omsmeltes thumb|Ole Worms tegning af det lange guldhorn, 1641.
Guldhornene blev stjålet om aftenen mellem den 4. og 5. maj 1802 af Niels Heidenreich, en fattig guldsmed og urmager. Heidenreich brød ind ved hjælp af to nøgler: sin stuedørsnøgle og en anden nøgle, hvor han havde forlænget skaftet. Næste morgen blev tyveriet anmeldt, og tyven blev eftersøgt i medier – aviser og skillingsviser. Dusøren for at angive tyven var 1.000 rigsdaler, samt fuld anonymitet.
Tyven blev opdaget af guldsmedelavets oldermand, Andreas Holm. Heidenreich havde under falsk navn solgt nogle pagoder, som Holm senere købte. Pagodeguldet var iblandet messing, hvilket Holm opdagede, og han meldte det til politiet. Heidenreich gik fri i første omgang, men Holm mistænkte ham stadig og overvågede ham sammen med nogle kolleger, bl.a. da Heidenreich skaffede sig af med møntstempler, som han kastede i Stadsgraven. Han havde da nyligt købt ejendommen Klareboderne 12, og havde hos sin søster deponeret et chatol med skjulte guldklumper.Smidt og Winge: Hen over torv og gade (s. 169), forlaget Gyldendal, København 1996, Den 27. april 1803 blev Heidenreich endelig pågrebet, og den 30. april tilstod han tyveriet.
Desværre havde han på det tidspunkt for længst smeltet guldhornene om i sit køkken og dermed også gjort sig skyldig i kunsthærværk. Guldet blev brugt til fremstilling af smykker, skospænder og pagoder. Heidenreich blev dømt for tyveriet den 10. juni og sad i tugthus til 1840. Fire år senere døde han. Køberne af guldhornsguldet leverede det tilbage, hvorefter det blev smeltet om på den Kgl. Mønt. Dermed forsvandt guldhornsguldet endeligt – 6,9 kilo i alt.Nationalmuseet Guldberlokker af det oprindelige guldhornsguld
Heidenreich havde tidligere boet i Larsbjørnsstræde 18. Efter at hans husvært dér, Mads Nørregaard, døde i 1802, gav Heidenreich enken Karen et stort beløb for skyldig husleje og et par guldøreringe. Dem "glemte" hun at aflevere til politiet, da Heidenreich blev afsløret. Øreringene overlevede også englændernes bombardement i 1807, hvor huset i Larsbjørnsstræde blev svært beskadiget. Karen mistede ved det sin anden mand og flyttede tilbage til sin hjemby Ringe på Fyn, hvor de sidste 10 gram af guldhornene i dag opbevares på Ringe Museum som en gave fra Karens oldebarn. Øreringene i Ringe
I 2004 fik Nationalmuseet foræret et lignende par øresmykker, der ifølge en familietradition er købt af Heidenreich. Undersøgelser af smykkematerialet har vist, at materialet er det samme, som øreringene på Ringe Museum er lavet af, og stilmæssigt er der også ligheder. thumb|Krysings tegning af det mindre guldhorn.
Rekonstruktioner fremstilles Først mange år efter tyveriet, i 1860, blev der fremstillet nogle rekonstruktioner af de to horn fra gamle tegninger, og der var på det tidspunkt ikke mange, som kunne huske, hvordan originalerne havde set ud. En tidligere direktør for Nationalmuseet Christian Jürgensen Thomsen, som havde set hornene da han var barn, modsatte sig ikke at disse rekonstruktioner havde en buet form eller at de var for lange. S.A. Andersen påpegede i 1944 flere fejl i disse rekonstruktioner, fx var det lange guldhorn 10–12 cm længere end de oprindelige opmålinger. Desuden fremførte han den teori, blandt andet ud fra skyggelægningen på Ole Worms tegning fra 1641, at guldhornene oprindeligt havde været snoede som kohorn, og fremstillede derfor i 1945 et nyt sæt snoede rekonstruktioner. I 1979 blev to nye sæt rekonstruktioner fremstillet af direktør for Nationalmuseet, P.V. Glob, og hofjuveler Ove Dragsted, denne gang i ægte guld. I den udgave er guldhornene også snoede. Det ene sæt blev udstillet på Nationalmuseet, mens Simon Spies fik det andet sæt, idet han havde delt de samlede omkostninger med.
Nationalmuseets rekonstruktionerne fra 1860 og 1979 er i dag udstillet på Nationalmuseet, mens Simon Spies' sæt d. 23. februar 2022 blev foræret til Museum Sønderjylland af Janni SpiesGengivet i flere medier d. 23/2 2022 på baggrund af informationer fra JyskeVestkysten og TVSyd. Rekonstruktionerne fra 1945 er i Kongehusets eje og befinder sig på Gråsten Slot, mens en udgave af disse fra 1945 blev overrakt Malmø By og er på Malmøhus Slot (Malmø Museerne).Guldhorn Malmø Museer
Hornene som historisk kilde
Hornene stammede fra den germanske jernalder i 400-tallet e.v.t., og det korte guldhorn bar under mundingsranden en runeindskrift på urnordisk: Ek hlewagastiR holtijaR horna tawido. Skrevet med runer: ᛖ ᚲ ᚺ ᛚ ᛖ ᚹ ᚫ ᚷ ᚫ ᛋ ᛏ ᛁ ᛉ ᚺ ᛟ ᛚ ᛏ ᛁ ᛃ ᚫ ᛉ ᚺ ᛟ ᚱ ᛅ ᚫ ᛏ ᚫ ᚹ ᛁ ᛞ ᛟ
Der vides intet med sikkerhed om hornenes oprindelige anvendelse, men det ædle materiale og udsmykningen tyder på, at de blev anvendt ved ritualer ved religiøse ceremonier. Om de blev brugt som drikkehorn eller som blæseinstrumenter vides ikke. Der fandtes på dette tidspunkt i Danmark importerede drikkehorn af glas med samme form, og man havde hjemlige drikkehorn af oksehorn med bronzebeslag. Men man havde også blæsehorn af træ, som ligner guldhornene. Et 78 cm langt træblæsehorn fra 4-500-tallet e.Kr. blev fundet ved Holing ved Herning i 1993.
Et nyt fund i 2020 af en guldring fra 500-600-tallet i området ved Emmerlev, kun 10 kilometer fra guldhornenes fundsted, tolkes i 2024 af Nationalmuseet som, at noget tyder på, at en hidtil ukendt fyrsteslægt kan have regeret i Sydvestjylland. Ringens konstruktion med spiraler på bagsiden og filigran som trekløver på siden indikerer, at den blev blevet lavet af frankiske håndværkere i merovingerriget. Det kan for eksempel være, at merovingerne har giftet en centraleuropæisk fyrstedatter ind i fyrsteslægten i Emmerlev.
Motiverne på Guldhornene viser afbildninger af mennesker, dyr og fantasivæsener i flere opdelte paneler. Billederne kan knyttes til myter fra Middelhavsområdet såvel som til nordiske og måske keltiske myter, og har været udsat for talrige fortolkningsforsøg.
Inskriptionen thumb|Indlæst tolkning af det andet horns tekst på urnordisk. Teksten på det korte horn "Ek Hlewagastiʀ Holtijaʀ horna tawido" har været tolket som "Jeg, Lægæst, Holts søn, skabte hornet" eller "Jeg Lægæst, skovmand, gjorde hornet": men der er sået tvivl om denne tolkning, idet nogle forskere hævder, at "Hlewagastiʀ" ikke er et personnavn.Rasmussen, Finn (1990), s. 252 Fra et filologisk synspunkt kan Lægæst oversættes som "Den berømte Gæst" eller "Den beskyttede Gæst", mens det diskuteres, om holtijaʀ betyder "Holts søn" eller "skovboen".
Hlewa betyder ifølge navneforskningens klassiske tolkning formentlig "ly". En senere tolkning går ud på, at dette skal fortolkes bredere, som "et sted, hvor der er ly", dvs. bopladsen.Kværndrup (1988), s. 31 Gastiʀ holtijaʀ findes i en række ordforbindelser, bl.a. i betydningen "den forbipasserende". Hlewagastiʀ holtijaʀ kan efter denne udlægning betyde "jordens gæst", om end "en, som søger ly" er sandsynligere. Pointen er, at det ikke alene på grundlag af teksten kan afgøres, om Guldhornene fremstiller en folkelig ceremoni, en religiøs ceremoni, eller et historisk "gæstebud".Kværndrup (1988)
"Holt" betyder skov. Når det er blevet tolket som et egennavn, skyldes det opfattelsen af, at det er knyttet til første led, som er et egennavn. I overensstemmelse med sin udlægning af det religiøse motiv, fortolker Kværndrup "skov" som "helligtræet". Imidlertid har urnordisk en systematisk anvendelse af ordet Ihwa for helligtræet. Det er derfor mere sandsynligt, at runeteksten henviser til den egentlige betydning af holt. Vi bemærker her, at skoven i folkevandringstiden var opholdsstedet for det truende, mørket og fjenden.Kværndrup (1988), p.31
Den ældste sætning bevaret på urnordisk, er ordene Niþijo tawide på et skjoldhåndtag af sølv fra våbenofferfundet i Illerup Ådal. Det oversættes med "Nithijo gjorde" eller "Nithijo lod gøre", hvor verbet tawide kommer af taujan (= at gøre) i formen tredje person datid. Verbet genfindes så i den 200 år yngre guldhornsindskriften i formen tawido (= gjorde, lavede, skabte), som er i første person og ender på o.Jørgen Jensen: Den første skrift i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2017 fra Den Store Danske På brakteater er verbet imidlertid fundet i andre bøjningsformer (tuwa, tawo m.fl.), hvor betydningen ikke udpeger en ophavsperson, og hvor tillægsbetydningen "viet til, skænket" kan være tænkelig. Mindy Macleod og Bernard Mees: Runic amulets and magic objects (s. 177)