Stændermøder eller stænderforsamlinger forstås som politiske forsamlinger, hvor deltagerne er repræsentanter for stænderne. De fire stænder (samfundsgrupper) var gejstlighed, adel, borgere og bønder.
I den senere del af middelalderen fandtes i de europæiske fyrstestater flere forskellige slags politiske forsamlinger, bl.a. i sammenhæng med byernes virke (stadsforvaltning, byråd), dels kongens og adelens samråd, såsom , , , og her var stænderne i større eller mindre grad repræsenteret. I England og Tyskland fortsatte disse institutioner mere eller mindre til at omfatte nutidens folkerepræsentationer og i Sverige forstås Rigsdagen således lige indtil 1866 som et stændermøde mens Storfyrstendømmet Finland bevarede den svenske regeringsform med fire stænder indtil 1906. I Danmark ses stændernes repræsentation første gang i 1468 (stændermøde) af Jørn Busch Olsen , men fik først under Christian 4. og Frederik 3. større betydning og efter sigende var der ikke længere bønder med til møderne.
Under enevælden vandt den politiske ideologi gehør, i form af absolutismen, og i denne periode af Europas historie, ca. 1600-tallet og 1700-tallet, konsolideredes kongens magt. Det var en stænderforsamling i 1789, der blev indledningen til Den Franske Revolution.
Stændermøder i Danmark I Danmark udgjorde oprindelig, det vil sige helt tilbage fra middelalderens begyndelse, landstingene de regelmæssige organer for folkets deltagelse i statsstyrelsen, idet disse var i besiddelse af både kongevælgende, lovgivende, dømmende og skattebevilgende myndighed foruden, at de mere i almindelighed var stedet for drøftelse af politiske anliggender. Fra midten af middelalderen trådte landstingene dog efterhånden som politiske forsamlinger ganske i skygge for mere aristokratisk sammensatte og således udemokratiske rigsmøder, kaldet Danehoffer, hvad der hang sammen med udviklingen af den middelalderlige stænderadskillelse med dens sondring mellem privilegerede og uprivilegerede stænder, og med, at rigsenhedens og dermed rigsmyndighedernes betydning voksede på bekostning af landenes.
Endnu i det 15. århundrede var landstingenes politiske rolle dog ikke helt udspillet. De virkede vel nu i hovedsagen kun som domstole, men lige som deres samtykke vist nok rent formelt var nødvendigt til nye love, således foretog de stadig kongehyldinger, og det forekom også af og til, at kongen afæskede dem udtalelser om almindelige politiske spørgsmål. Når de virkede på denne måde, fremtrådte deltagerne ikke sjældent sondrede efter stænder således, at forsamlingen nærmest fik karakteren af et provinsielt stændermøde, og der forelå således her et grundlag, af hvilket et egentligt rigsstændermøde kunde udvikle sig.
Man antager da også, at den følgende tids stændermøder er at betragte som en fortsættelse af landstingene, fra hvilke de navnlig har overtaget den kongevælgende og skattebevilgende funktion, men det må dog herved ikke overses, at der hengik lang tid efter stændermødernes fremkomst indtil de kom til at udøve en mere regelmæssig indflydelse på de nævnte områder, og andre forbilleder har derfor sikkert virket med ved deres optræden. Hvad således Danehofferne angår, kan man næppe afvise muligheden af, at erindringen om disse har spillet en vis rolle ved udviklingen af stændermøderne.
Stændermøderne genoplives Danehofferne, der forsvandt i begyndelsen af det 15. århundrede, var vel i almindelighed aristokratiske forsamlinger, bestående af adelen, og deres funktioner lå i første linje på andre områder end stændermødernes, men der haves dog et enkelt eksempel på et Danehof, hvortil hele folket var indkaldt, og en tilknytning til Danehoffernes funktioner haves i hvert fald ved det ældste kendte stændermøde, der sammenkaldtes af Christian 1. i 1468. I indkaldelsen til dette møde erklærede kongen nemlig, at han på mødet ville gå i rette for rigsrådet og alle åndelige og verdslige, der havde nogen klage mod ham, hvorved han tillagde det en opgave, som tidligere havde været Danehoffets, nemlig at dømme kongen og undersåtterne imellem.
Møder af rigsrådet og adelen, hvad i virkeligheden vil sige møder af samme art som Danehofferne, forekom da også i senere tid jævnligt ved siden af almindelige stændermøder. Foruden de hjemlige tilknytningspunkter har imidlertid uden al tvivl også udenlandske forbilleder spillet en rolle ved stændermødernes fremkomst og videre udvikling.
Mødet i 1468 minder således nok i en vis henseende om Danehofferne, men peger på den anden side ved den politiske anledning til mødet, nemlig kongens strid med rigsrådsaristokratiet og hans ønske om at søge støtte over for dette hos stænderne, i retning af forholdene i Sverige, hvor stændermøder var udviklede i den nærmest foregående tid (det første holdtes 1435 i anledning af Engelbrekt Engelbrektssons opstand), og hvor de i unionstiden ikke sjældent benyttedes af rigsforstanderne som politisk modvægt mod det dem ofte fjendtligt sindede rigsråd. Også i den følgende tid må de danske stændermøder ses i belysning af den tilsvarende svenske institution, mens den senere udvikling af dem særlig i det 17. århundrede uden tvivl er stærkere påvirket af landdagene i Hertugdømmerne og de nordtyske fyrstendømmer.
De danske stændermøders historie falder i en ældre periode (indtil reformationen) og en yngre periode (fra reformationen til enevældens indførelse).
Stændermøder indtil reformationen Den ældre periode indtil reformationen var karakteriseret ved, at sammenkaldelsen af stænderne, når den en sjælden gang fandt sted, ikke skete, fordi der forelå sager, som efter den herskende opfattelse kun kunne afgøres af dem, men fordi der var indtrådt en situation, i hvilken kongen eller rigsrådet eller begge ønskede stændernes støtte over for politiske modstandere eller ved gennemførelse af foranstaltninger af særlig vidtrækkende karakter.
Stændermøder af denne art var navnlig — foruden mødet 1468 — de to møder i 1482 og 1494, af hvilke det første, der indkaldtes til foretagelse af kongevalg, var et politisk modtræk mod enkedronningens virksomhed til fordel for sin yngre søn Frederik (noget kongevalg blev i øvrigt, da det kom til stykket, ikke foretaget på mødet), mens det andet var rettet mod hertug Frederik, der havde rejst krav på Lolland-Falster og Møn, hvilket krav man ønskede at kunne afvise med så stor vægt som muligt, nemlig ved en af stænderne vedtaget højtidelig erklæring om rigets udelelighed. Det sidste til denne periode hørende møde er det bekendte møde, der 1536 afholdtes i anledning af reformationens indførelse, og hvor stænderne bifaldt recessen af 30. oktober 1536, der fastslog kirkeforandringen i dens hovedtræk og desuden opstillede visse forfatningsretlige forskrifter.
Også dette møde var uden tvivl begrundet i almindelige politiske hensyn (regeringens ønske om at have hele folket med sig ved det vigtige skridt, den stod i begreb med at foretage). Mødet i 1536 kaldes i kilderne rigsdag, en betegnelse, der også ellers forekommer, men ikke var den regelmæssige. Dette møde holdtes i København, mens stedet for møderne i det 15. århundrede var Kalundborg, hvor der i tidligere tid undertiden var holdt Danehof. Til stede på møderne var i den her omhandlede periode prælaterne, det vil sige biskopperne og en del abbeder og udsendinge fra domkapitlerne (derimod ingen repræsentanter for sognegejstligheden), adelen, som oftest indkaldt in pleno, nogle borgere fra hver købstad, regelmæssig tilhørende rådet, og endelig to til fire bønder fra hvert herred.
Bøndernes repræsentanter valgtes af herredstinget, og de såvel som købstadrepræsentanterne måtte medbringe fuldmagter til at forpligte de øvrige borgere i byen eller bønder i herredet. Ved mødet 1536 manglede undtagelsesvis prælaterne, og gejstligheden var her helt urepræsenteret.
Reformationen betød en styrkelse af kongemagten, og over for kongen stod i resten af det 16. århundrede rigsrådet så temmelig uanfægtet som folkets eneste repræsentation, skønt det ifølge sin sammensætning i virkeligheden kun repræsenterede adelen. Om nogen egentlig videreudvikling af stændermøderne blev der derfor i denne periode ikke tale.
Det forekom vel af og til, at repræsentanter for en eller anden stand, navnlig adelen eller borgerstanden, indkaldtes til et rigsrådsmøde for at forhandle med rådet, men kun i 1570, da statens finansielle vanskeligheder som følge af Syvårskrigen havde nået sit højeste, og regeringen stod over for spørgsmålet, om den skulde slutte fred på de betingelser, der kunne opnås, eller fortsætte krigen, indkaldtes der et almindeligt stændermøde i København for at høre stænderne om det nævnte spørgsmål, og for det tilfælde, at krigen skulle fortsættes, få deres tilslutning til yderligere skatteudskrivning.
Et særligt jysk stændermøde var dog året forud afholdt i Viborg, og det er også muligt, at et rigsstændermøde har fundet sted i København i 1547. Mødet i 1570 stod på overgangen mellem de ældre og de yngre møder. Fremad peger det navnlig ved at være det første møde, der sammenkaldtes for at opnå skattebevilling.
Fra reformationen til enevældens indførelse Den yngre periode af stændermødernes historie omfatter Christian 4.s og Frederik 3.s tid indtil 1660. Det, der er særegent for denne periode, er, at stænderne nu efterhånden fik anvist bestemte politiske opgaver, nemlig kongevalg og skattebevilling, der enten ligefrem krævede deres nærværelse eller dog hyppigt foranlediger deres sammentræden. Hvad kongevalget angik, indledtes den ny tid med mødet i København i 1608, hvor Christian 4.s ældste søn Christian valgtes til tronfølger, og få år efter fremkom en udtalelse af rigsrådet, der gik ud på, at kongevalg kun kunne foretages af stænderne.
Rigsrådet havde vel allerede efter Frederik 1.s død 1533 udtalt sig i lignende retning, men denne udtalelse, der nærmest fremsattes som en undskyldning for, at rådet ikke straks iværksatte kongevalget, hvilket det af andre grunde ønskede at udskyde, kan der ikke lægges større vægt på, da rådet ved andre lejligheder bestemt hævdede sin ret til selv at vælge konge og også handlede i overensstemmelse hermed. Den i 1608 indledte praksis betegnede således i virkeligheden noget nyt, og den fastholdtes derefter konstant indtil enevældens Indførelse, således ved Frederik 3.s valg 1648 og ved den senere Christian 5.s valg til tronfølger 1650.
Noget anderledes end for kongevalgets vedkommende stillede sagen sig med hensyn til skattebevilling. Nogen nødvendighed for at erhverve de uprivilegerede stænders bevilling til skatteudskrivning var der ikke, idet rigsrådets samtykke, bortset fra visse af adelens bønder, her i hvert fald var tilstrækkeligt. Disse stænder beskattedes da også jævnligt uden bevilling af et stændermøde, men når kravene blev store, kunne det være politisk klogt at erhverve en sådan, og dette kan forklare, at man i kritiske situationer, hvor de finansielle vanskeligheder havde nået et højdepunkt, eller hvor det dog drejede sig om finansiering af betydningsfulde foretagender, fandt sig foranlediget til at sammenkalde almindelige stændermøder. Møder af denne art afholdtes således to gange under Kejserkrigen (1625—29), endvidere i 1631 for at bevilge penge til en ny fæstning, i 1638 i anledning af andre militære bevillinger, i 1645 ved afslutningen af krigen med Sverige, i 1657 i anledning af den forestående nye krig og endelig i 1660 for at tage stilling til den efter krigen foreliggende finansielle situation.
Der var således åbenbart i de sidste 30 år før enevælden ved at udvikle sig en praksis, hvorefter bevilling af stænderne, også de uprivilegerede, var nødvendig til skatteudskrivning, men udviklingen førtes ikke til ende, og en retssætning af det nævnte indhold nåede aldrig at blive gældende. Hvad adelen angik, stillede sagen sig der imod anderledes. Adelen var skattefri for sine personer og sædegårde og til dels også for sit bøndergods, og skulle den beskattes, kunne det derfor kun ske med dens egen indvilligelse.