Fiskeri

thumb|Frimærke fra Færøerne

Fiskeri er baseret på fangst af fisk i ferskvand eller saltvand.

Det kan groft deles op i erhvervsfiskeri, fritidsfiskeri og lystfiskeri. Ferskvandsfiskeriet omfatter dels fiskeri i de naturlige, fri vande (søer og vandløb), dels fiskeri i damme, der kan tømmes og i det hele beherskes med hensyn til vandforsyning og fiskebestand (dambrug).

Danmark har længe været en fiskerination – omgivet som landet er af ca. 7000 km kystlinje. Langs Vesterhavet findes fiskerihavne som Esbjerg, Hvide Sande, Thyborøn, Hanstholm, Hirtshals og Skagen (Gammel Skagen (Højen)). I Østersøen har de fleste af Bornholms mange byer hver sin fiskerihavn, derudover ligger Klintholm Havn på Møn ud til Østersøen. I Kattegat er det især Strandby, Østerby (Læsø) og Gilleleje der er vigtige fiskeribyer. På Langeland findes den lille fiskerby Bagenkop

I nyere tid er der sket begrænsninger i fangsten af fisk – bl.a. reguleret af årlige EU-fiskekvoter. Der er en stadig kamp mellem fiskerne på den ene side, der gerne vil fiske – og marinbiologerne, der bekymrer sig om fiskenes overlevelse.

Fiskeriets forudsætninger og betydning

De forhold, der påvirker måden for og omfanget af fiskeri, kan i hovedtræk opridses således: farvande: det beror på de enkelte farvandes naturlige forhold (temperaturer, saltholdighed, dybdeforhold, plantenæring, iltindhold med mere) hvilke fisk, der kan leve der og i hvilket omfang; fiskearter: fiskeriet beror på de fiskearter, der trives, deres trivsel og nytteværdien af disse dels som spisefisk, dels til andre formål, ligesom fiskearternes levevis påvirker tidspunkt og sted for fiskeri; fangstmetoder: det beror på fangstmetoder (redskaber og fartøjer) og fangstmåder (teknikker) hvilke fisk, der (kan) fanges og i hvilket omfang; fiskere: det beror på, om fiskerne er heltidsfiskere (eventuelt sæsonfiskere), fritidsfiskere eller lystfiskere i hvilket omfang, fiskeri finder sted og hvor. I forlængelse heraf beror det på bosættelsesfordelingen for fiskerne, om et givet lokalsamfund helt eller kun delvist beror på fiskeriet; forædling: det beror på hvilke forædlingsmåder, fisken behandles efter (røget, saltet, tørrer, i olie, til færdigretter med mere), hvilke fiskearter og i hvilket omfang, fisk kan udnyttes. Ligeledes spiller forædling og handel med råfisk og forædlede fiskevarer en afledt rolle for fiskeriets samfundsmæssige betydning. Det er indlysende, at alle de ovennævnte forhold har skiftet med tiden. Således har ikke mindst nye fiskeriredskaber og fartøjer skabt muligheder for fiskeri i nye farvande og efter nye fiskearter end tidligere.

Fiskeriets hjælpemidler

Man kan opdele fiskeriets hjælpemidler i tre hovedgrupper: fiskegrej, fiskefartøjer, opbevaringshjælpemidler.

Fiskegrej

Fisk kan fanges med de bare hænder, men det er unægtelig nemmere at bruge dertil indrettede fangstredskaber. Sådanne kan inddeles i tre hovedgrupper: håndstyrede fangsredskaber, faststående fangstredskaber, svømmende fangstredskaber.

Fiskefartøjer

thumb|Trawleren og vodskibet Tróndur í Gøtu, som ejes af Varðin på Færøerne fisker hovedsagelig makrel og sild. Bygget i Skagen i 2010, 3.524 BT. thumb|Fiskerbåd og -net på Museumværft i Flensborg thumb|Fiskekutter ud for Bornholm. 2003 thumb|Fiskebåd fra Cameroun, der bruges til at fange blandt andet barracudaer og hajer

De fleste fangstredskaber i Danmark og andre lande med lavtvandede områder er tilpasset fiskeri i lavtvandede områder: i søer, vandløb eller fjorde. Det er dog lige så klart, at et sådant fiskeri sætter snævre grænser for udbyttet og derfor ikke kan tjene som hovenæringsvej. For at få adgang til store fiskemængder må man til havs, og brugen af fiskefartøjer kendes da også omtrent så langt tilbage som fiskeri har været udøvet. I de tidligste tider måtte man padle eller ro sig frem, siden blev sejlfartøjer taget i brug og fra slutningen af 1800-tallet tillige motordrevne fartøjer som f.eks. trawlere.

I Danmark havde man tidligere en mangfoldighed af åbne både, der benyttedes til fiskeri, lige fra vestkystens fladbundede både og pramme til de inden for Skagen benyttede dambåde, fartøjer, der er byggede over et i midten som hyttefad indrettet rum, sænkekølsbåde, fladbundede og forsynede med eet eller to sværd, der kunne sænkes eller hæves, efter som man er på dybt eller grundt vand, drivkvaser til fangst af ål med drivvod, de bornholmske eger, der i bygning lignede en del de på Jyllands vestkyst benyttede fartøjer. Endelig fandtes en stor mængde mindre fartøjer af forskellig bygning (joller).

Af dæksfartøjer, den store kuttertype, som er blevet benyttet til fiskeri i Vesterhavet og ved Island (60—100 tons), mindre kuttere med dam (10—50 tons) til kystfiskeri efter fladfisk, kvaser, skonnertriggede fartøjer med dam, brugtes tidligere meget til transport af fisk i levende tilstand. Stævnsbåden til sildefiskeri i Kattegat, bæltsbåden til sildefiskeri i Storebælt, laksebåden ved Bornholm, der havde en del lighed med den norske lodsbådstype (6—13 tons drægtighed).

Af tidligere særligt fremtrædende fartøjstyper må nævnes de norske nordlandsbåde med næsten lodrette, skarpt tilløbende stævne, en mast og et råsejl, særlig kendte for deres sejleevne og søgående egenskaber. De tidligere meget benyttede svenske bankskøjter, som drev torskefiskeri i Nordsøen, blev siden erstattede af store motorfartøjer, som drev sildefiskeri med snurpenot i Skagerraks og Kattegats nordlige del. Hollændernes kuttere til sildefiskeri — oprindeligt af meget gammeldags form, koffer eller sildebuizer, hoeker, bomschuiter, fladbundede fartøjer, indrettede til at sætte på land — nu af moderne fiskekuttertype. Den franske fiskeskonnert, som drev fiskeri ved Island og Newfoundland, var bekendt for sine udmærkede søgående egenskaber. Tysklands everter og kuttere, de første med dam til fiskens opbevaring i levende tilstand, de sidste af den moderne, skarptbyggede kuttertype til sildefiskeri i Vesterhavet. Englands smakker eller kuttere til trawlfiskeri, fartøjer på 70—80 tons drægtighed, slup- eller dandyriggede med stort dybgående og fortrinlig sejlevne, der dog senere blev af underordnet betydning.

Den skotske sildebaad, 10—18 m’s længde med luggerrigning. Amerikanernes klipperformede fartøjer med stor bredde og temmelig flad bund midtskibs, skarptformede for og agter, har været model for den moderne kuttertype, der i det 20. århundrede benyttedes i de fleste lande, der drev havfiskeri. Den amerikanske fiskeskonnert, 70—120 tons drægtighed, er bygget efter disse principper og regnes for et af de mest fuldkomne fartøjer, både hvad sødygtighed og sejleevne angår, der er udviklet til erhvervsfiskeri.

Til fiskeri fra disse fartøjer benyttedes mindre både, dories. For øvrigt brugtes et stort antal fartøjer til kystfiskeri, alle tillempede i form, sejlføring og aptering efter hvert lands skik og stedlige behov. I de nordlige lande var i sin tid gaffelsejl eller sprydsejl de mest fremtrædende, i de sydlige var latinersejlet mere benyttet.

Fælles for en meget stor del af de her nævnte fartøjstyper er, at motoren var blevet indført som drivkraft og taget i brug ved redskabers udsætning og indhivning. Især gjaldt dette de skandinaviske lande, hvorfra brugen af motoren i fiskeriets tjeneste stammer og forplantede sig til Tyskland, England og andre ved Nordsøen liggende lande. Også ved fiskerierne i Frankrig, Middelhavslandene, Amerika og Østasien vandt motoren betydeligt frem som taget i anvendelse ved fiskeriet og dets udøvelse. Det må dog nævnes, at man mange steder helt op i nutiden udmærket har kunnet klare sig med ro- eller sejlfartøjer.

Den mest moderne og kraftigste fartøjstype på fiskeriområdet var fiskedamperen (trawleren), der efterhånden vandt mere og mere indpas, navnlig i de til Vesterhavet grænsende lande. England gik i spidsen for udviklingen i denne retning ved at påbegynde trawlfiskeriet med dampskibe, der i begyndelsen kun var små, men siden voksede i størrelse af indtil 4 à 500 tons drægtighed. Disse skibe har en betydelig maskinkraft og er beregnede på at slæbe trawlet over grunden. De har et stort lastrum, hvori fisken opbevares på is efter at være slagtet og renset. De største dampere benyttes til transport af fisk, de andre udelukkende til fiskeri med trawl eller liner.

Fiskens opbevaring

I middelalderen var den mest udbredte måde at opbevare fisk, især sild, på at nedsalte dem i tønder.

Den ældste kendte måde at behandle opfiskede torsk på, var at skære dem op efter bugen, udtage indvoldene og så hænge fisken op til lufttørring på træstilladser, såkaldte hjell. Ved denne fremgangsmåde fremstillede man tørfisk.

Fra England indførtes til Norge i det 17. århundrede den siden almindeligste behandlingsmåde af fisken: Man renser den omhyggelig og nedsalter den i fiskeværene, hvor efter den føres til tørrepladser i de indre dele af fjordene, hvor den lufttørres på flade klipper langs stranden. Den vare, man således opnår, kaldes klipfisk. En skrei, der vejer 4,8 kg, afgiver 1 kg klipfisk.

Det klassiske hjælpemiddel, der siden det 18. århundrede anvendtes af fiskerne på Bornholm for at holde den fangne fisk frisk indtil at den var blevet solgt i København og som siden bredte sig vidt omkring, er hyttefadet, en bådformet tilspidsede kasse med talrige huller til vandet gennemstrøm; heri kan fisken opbevares levende. I damjoller er bådens midtparti indrettet som hyttefad (dam).

I nyere tid er man gået over til at nedise fisken straks efter fangsten.

Fiskeriets udvikling thumb|Udhulede træstammer udgjorde de oprindelige fiskefartøjer. Her kanoer fra Zambia

Fiskeri har været bedrevet så langt tilbage, menneskelig virksomhed kan spores, med større eller mindre ivrighed. Blandt de tider, hvor fiskeriet blev bedrevet i særligt stort omfang, kan nævnes det middelalderlige sæsonfiskeri i Øresund og Limfjorden og senere fremkomsten af de første egentlige fiskerlejer i Danmark i renæssancen. I de følgende århundreder indtrådte en nedgangstid for fiskeriet, og først fra begyndelsen af 1800-tallet skete et fornyet opsving i forbindelse med forbedringer i fiskeriets metoder.

Fiskeriet i første halvdel af det 20. århundrede

Retten til at udøve fiskeri var i det åbne hav fri for alle. Ved kysterne var den forbeholdt vedkommende lands undersåtter indtil en afstand fra kysten, der regnedes noget uens i de forskellige lande, men som i de i den nyere tid afsluttede traktater var fastsat til 3/4 sømil fra nærmeste land, som ikke var overflydt ved daglig vandstand. En følge af staternes højhedsret over søterritorierne i det åbne hav var, at de giver love for fiskeriets drift.

Måden, hvorpå fiskeri udøvedes, var ikke ens i de forskellige lande, afhængig af naturforhold og beliggenhed. Fælles var dog inddelingen af de til fiskeri anvendte redskaber i faststående og flydende eller drivende redskaber. De første bestod af liner med kroge, der sattes langs havbunden; faststående netredskaber, i hvilke fisken hildes; ruser, bundgarn, gårde, kister; de andre af krog (angel) på snøre eller pilk, vod, drivgarn, skrabere, harpuner, glib og forskellige stangeredskaber. Til agn ved krogfiskeri benyttedes sild, torsk, makrel, tobis, snegle, rejer, negenøje, kong, forskellige slags muslinger, orme, indvolde af marsvin, kreaturlever og så videre.

Fiskeristøtte