thumb|Allāhu skrevet i enkelt arabisk kalligrafi. Allah ( ) er det arabiske ord for Gud og betegner i islam den ene og eneste Gud. På arabisk anvendes ordet ikke alene af muslimer, men også af arabiske kristne, jøder og andre monoteister, herunder i arabiske bibeloversættelser. På andre sprog bruges betegnelsen derimod ofte særligt om den islamiske gudsopfattelse. Islam er strengt monoteistisk, og forestillingen om Guds absolutte enhed, tawḥīd, er grundlæggende for religionen.
Etymologi og førislamisk brug Ordets etymologi er omdiskuteret. Den mest udbredte forklaring er, at () er en sammentrækning af den bestemte artikel () og (), "gud" eller "guddom", således at grundbetydningen bliver "guden" eller "Gud".Simonsen, Jørgen Bæk: artiklen "Allah" i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 27. december 2021. Ordet er beslægtet med det hebræiske (el, "gud"), og en mulig forbindelse til tidligere semitiske former, eksempelvis aramæisk , er også blevet fremført.
Navnet Allah var kendt blandt de førislamiske arabere, hvor Allah blev opfattet som en øverste, men ikke eneste, gud blandt flere guddomme.Jean Butler: "Allah", i Jean Butler og Thomas Hoffmann: Gads leksikon om islam, Gads Forlag, 2008; s. 23. Blandt de øvrige guddomme fandtes gudinden Allāt, hvis navn sandsynligvis er den feminine form af Allāh.John Møller Larsen: "Allāt", i Jean Butler og Thomas Hoffmann: Gads leksikon om islam, Gads Forlag, 2008; s. 25. Islam tog som monoteistisk religion skarpt afstand fra denne førislamiske polyteisme.
Gudsbegrebet i islam Ifølge koranen blev Muhammed tidligt opmærksom på modsætninger mellem religionerne og dermed på forestillingen om konkurrerende guder. Gennem sin erfaring i hulen på Ḥirāʾ-bjerget, muligvis under indflydelse fra ḥanīf-traditionen, nåede han frem til forestillingen om, at Gud, hvis han virkelig er Gud, ikke kan være opdelt i særskilte eller konkurrerende guddommelige væsener. Denne erkendelse af tawḥīd, Guds enhed, fremstilles som grundlæggende for hele islam og for forståelsen af den skabte orden.
Det grundlæggende udtryk for denne troskab mod Gud er shahadaen, , "der er ingen gud uden Allah". Denne monoteisme stiller islam i modsætning til polyteisme, afgudsdyrkelse og det, der i den islamiske fremstilling blev opfattet som den kristne forståelse af Treenigheden. Udtrykket , "Gud er stor" eller "Allah er større", anvendes bl.a. ved kaldet til bøn.Allahhu Akbar på religion.dkThe Times of the Five Daily Prayers på raleighmasjid.org hentet 13. maj 2021
I Koranen beskrives Allah ved en lang række betegnelser, som siden indgik i forestillingen om 'Guds 99 smukke navne'. Blandt de mest grundlæggende er , "den barmhjertige", og , "den medfølende", som begge indgår i basmalaen.
Teologiske spørgsmål I den senere islamiske teologi opstod omfattende diskussioner om Guds egenskaber. Et spørgsmål var, hvilken ontologisk status de guddommelige attributter skulle tillægges, eftersom en for selvstændig eksistens kunne få dem til at fremstå som uafhængige bestanddele af Gud. Et andet spørgsmål gjaldt Koranens antropomorfe udsagn, eksempelvis at Gud sidder på en trone. En bogstavelig fortolkning ville indebære en rumlig begrænsning af Gud, og spørgsmålet blev bl.a. håndteret gennem formuleringen , dvs. at udsagnet accepteres "uden at vide hvordan" og "uden sammenligning" med menneskelige forhold, samt gennem princippet , der fastholder Guds transcendens og forskellighed fra det skabte.
Et tredje centralt spørgsmål angik , Guds magt til at bestemme alle ting. Koranens understregning af Guds absolutte bestemmelsesmagt kunne føre til en stærk lære om prædestination, som bl.a. blev forbundet med Jabriyya, men rejste samtidig spørgsmålet om, hvordan mennesker da kunne holdes ansvarlige og dømmes for deres handlinger, et problem som bl.a. muʿtazilitterne fremhævede. Hos ashʿaritterne blev en løsning formuleret gennem læren om , "tilegnelse", hvor menneskets forhold til de af Gud bestemte handlinger blev forklaret gennem begrebet om, at mennesket "tilegner" sig handlingen.
Religiøs erfaring Den teologiske og rationelle refleksion over Gud suppleres i islam af forestillingen om den troendes direkte og umiddelbare forhold til Gud, ikke mindst i ṣalāt, den rituelle bøn. Koranen 50:16 beskriver Gud som tættere på mennesket end halsvenen. Denne forestilling om et nært gudsforhold bidrog til udviklingen af en erfaringsbaseret gudsbevidsthed, som fik sit stærkeste udtryk i sufisme.
Blandt sufier kunne forestillingen om Guds nærvær overalt og særligt i mennesket selv til tider antage former, der blev opfattet som panteistiske, eksempelvis i forbindelse med al-Hallaj. Dette kunne skabe spændinger i forhold til den praktiske og lydighedsorienterede side af islam, der forbindes med sharia. De to sider forblev imidlertid tæt forbundne, ikke mindst gennem det forsonende arbejde, der blev udført af al-Ghazali. Sura 112, enhedens sura, tillægges i denne sammenhæng særlig betydning. Ifølge tradition medfører en overbevist recitation af suraen, at synder falder bort "som et træ fælder sine blade om efteråret".
Allahs 99 navne Allah har 99 forskellige navne, som er angivet i Koranen. Hvert af disse navne fortæller samtidig noget om hans egenskaber, eksempelvis den hørende, den seende, den alvidende og den barmhjertige.
Nedenfor opremses Allahs 99 navne: