Slaget om England er en film fra 1969 instrueret af Guy Hamilton og produceret af Harry Saltzman og S. Benjamin Fisz. Filmen omhandler i store træk begivenhederne i Slaget om England i 1940. Filmmanuskriptet var skrevet af James Kennaway og Wilfred Greatorex på grundlag af bogen The Narrow Margin af Derek Wood og Derek Dempster.
Filmen forsøgte at være en akkurat beskrivelse af slaget om England, hvor det britiske luftvåben i sommeren og efteråret 1940 tildelte det tyske Luftwaffe et strategisk nederlag, som førte til at den tyske plan om invasion af Storbritannien, Operation Seelöwe, blev opgivet. Den store strategiske sejr til de undertallige britiske piloter blev opsummeret af Winston Churchill i de udødelige ord: "Aldrig i krigens historie har så mange skyldt så meget til så få".
Filmen er bemærkelsesværdig for sine imponerende optagelser af luftkampe, som minder om dem man havde set i Angels One Five (1952) men i et langt større omfang end tidligere set på film. De gjorde filmen meget dyr at fremstille. Filmen vises jævnligt i TV.
Handling Slaget om England forsøger at genskabe de historiske begivenheder omkring en af 2. Verdenskrigs største kampe. Filmen indleder med det forudgående slag om Frankrig i maj-juni 1940, hvor RAF piloterne bliver tvunget til et hastigt tilbagetog til Storbritannien. I det neutrale Schweiz fremlægger baron von Richter (Curt Jurgens) et officielt forslag om fredsbetingelser til den britiske ambassadør Sir David Kelly (Ralph Richardson), og siger bl.a. at det er håbløst at kæmpe mod tyskerne. Kelly afviser dette og erklærer med hævet stemme, at Storbritannien vil kæmpe til det sidste.
Samtidig erkender RAF luftmarskal Hugh Dowding (Laurence Olivier) at en kommende invasion af Storbritannien kun kan stoppes ved indsættelse af alle til rådighed stående fly og piloter og ikke tillader at yderligere styrker kan indsættes andre steder i Europa. Premierminister Winston Churchill erklærer, at slaget om Frankrig er slut og at slaget om England skal til at begynde.
Gennem en række scener, som blander historiske med fiktive personer dokumenterer filmen RAF's bestræbelser på at forberede sig på og efterfølgende udkæmpe en enorm kampagne for at forsvare Storbritannien. Forsøgene på hurtigt at uddanne nye piloter lader først til at være håbløse, da de britiske, commonwealth og andre allierede piloter ikke har den samme kamperfaring som deres modstandere i Luftwaffe, og bliver nedskudt i stort tal. Da angriberne skifter fra at angribe skibsfart i kanalen til at angribe flyvepladser i Sydengland vokser presset, og det når et klimaks med den såkaldte "Adlertag". Ved et uheld bliver London bombet og RAF gør straks gengæld mod Berlin. Adolf Hitler bliver rasende og forlanger at London skal jævnes med jorden.
Med denne uheldige indblanding i Luftwaffes operation letter presset på RAF, mens det bliver byen London som bliver udsat for kraftige angreb. Da bombeangrebene på flyvepladserne tager af, får RAF mulighed for at komme til hægterne igen. Der kommer nye piloter til de britiske eskadriller og polske og tjekkiske enheder, som var været under træning bliver også indsat. Mens strømmen skifter også en invasion af de britiske øer bliver udskudt ender filmen med luftslaget nærmer sig afslutningen sidst i 1940 og Churchills erklæring om de "få" og deres rolle i at redde Storbritannien fra invasion.
Skuespillere Filmen har en stor stjernebesat rolleliste. Den var bemærkelsesværdig i sin tid for at benytte tyske skuespillere der talte tysk med undertekster.
Briterne Laurence Olivier som Air Chief Marshal sir Hugh Dowding, øverstkommanderende for RAF Fighter Command. Trevor Howard som Air Vice-Marshal sir Keith Park, øverstkommanderende for RAF i Sydengland. Patrick Wymark som Air Vice-Marshal Trafford Leigh-Mallory, øverstkommanderende for Østengland. Christopher Plummer som canadisk jagerpilot Colin Harvey. Da Plummer er canadier, anmodede han om, at hans rolles uniform fra RAF havde canadiske insignier. Michael Caine som Squadron Leader Canfield Ralph Richardson som den britiske ambassadør i Schweiz. Robert Shaw som en unavngiven eskadrillechef, der omtales som "Skipper": RAF slang for en ledende officer. Det eneste andet navn han er kendt under er hans kaldenavn, "Rabbit Leader". Susannah York som WAAF officer Maggie Harvey, Colins kone. Ian McShane som Sergeant Pilot Andy Kenneth More (som havde spillet Douglas Bader i Reach for the Sky 12 år tidligere) som flyveroberst Barker, stationsleder på RAF Duxford. Edward Fox som flyverløjtnant Archie.
Tyskerne Curd Jürgens som den tyske ambassadør i Schweiz. Hein Riess, en musicalstjerne, som rigsmarskal Hermann Göring, den øverstkommanderende for det tyske Luftwaffe. Manfred Reddemann som en glamourøs cigarrygende major Falke, en rolle som var inspireret af Luftwaffe-esset Adolf Galland. En af scenerne indeholder en kort ordveksling baseret på det som Galland (som i en alder af 30 år blev den yngste Luftwaffegeneral) sagde til Göring, da Göring spørger om der er noget Falke mangler og Falke svarer, Javel herr rigsmarskal, en eskadrille Spitfires!".
Ifølge den pjece, som blev udgivet sammen med filmen, havde Riess efter sigende selv engang mødt Göring under krigen. Galland fungerede som teknisk konsulent på filmen.
Indspilning Der var behov for et stort antal fly fra perioden ved indspilningen. I september 1965 kontaktede producenterne Harry Saltzman og S. Benjamin Fisz den tidligere flyveroberst i Bomber Command, Hamish Mahaddie for at få ham til at finde flyene og arrangere at de kunne benyttes.Hankin 1968, p. 48. Det endte med at 100 fly blev benyttet, hvilket blev kaldt det "35. største luftvåben i Verden.Hankin 1968, p. 49. Med Mahaddie's hjælp fandt producerne 109 Spitfire-fly i Storbritannien, hvoraf 27 kunne lånes, om end kun 12 kunne flyve. Mahaddie fik fat i 6 Hawker Hurricane-fly, hvoraf de tre kunne flyve.Schnepf 1970, p. 25. Filmen bidrog til at bevare disse fly, heriblandt en sjælden Spitfire Mk II som havde stået ved indgangen til RAF Colerne.
Under det faktiske slag var hovedparten af RAF's Spitfires Mk I og Mk II. Der var imidlertid kun en Mk Ia og en Mk IIa som kunne gøres flyveklar så producenterne måtte anvende syv andre varianter, som alle var yngre end Slaget om England. For at opnå en vis grad af ensartethed foretog producerne nogle modifikationer så flyene kom til at ligne hinanden mest muligt, herunder eliptiske vingespidser, tidlige tag over cockpit m.v. For fans af klassiske fly blev de kendt som "Mark Haddies" (en hentydning til Group Captain Mahaddie). Et par tosædede trænings-Spitfirefly blev til kameraplatforme for at få realistiske luftoptagelser.Schnepf 1970, p. 45. En sjælden Hawker Hurricane XII var blevet genopbygget af canadieren Bob Diemert, som fløj sit fly i filmen. 8 Spitfire-fly, som ikke kunne flyve, og to Hurricanes blev brugt som en del af kulisserne og den ene af de to Hurricanes kunne endda taxie omkring.MacCarron 1999, p. 80.
En North American B-25 Mitchell, der blev fløjet af piloterne John "Jeff" Hawke og Duane Egli, var den primære kameraplatform for optagelser i luften. Den blev malet i skrigende farver, så den var nemmere at få øje på og vurdere hvad vej den fløj. Da det farvestrålende fly ankom til Tablada flyvestationen i Spanien om eftermiddagen den 18. marts 1968 bemærkede den assisterende instruktør Derek Cracknell at "Det er et fandens stort psykedelisk monster", hvorefter flyet blev kaldt det psykedeliske monster. Mosley 1969, p. 75.
thumb|HA-1112-M1L - spanske Bf 109 thumb|left|Bf 109G Som tyske fly benyttede producenterne 32 CASA 2.111 to-motorede bombefly, en spanskbygget udgave af det tyske Heinkel He 111 H-16. De fandt også 27 Hispano Aviación HA-1112 M1L "Buchon" enkelt-motorede jagerfly, spanske udgaver af de tyske Messerschmitt Bf 109. Buchon-jagerne blev ændret så de mere lignede rigtige Bf 109E modeller, med tilføjelse af attrapmaskingeværer og -maskinkanon, stivere til haleplanet og fjernelse af de afrundede vingespidser. Crump 2007, p. 73. De spanske fly var udstyret med britiske Rolls-Royce Merlin motorer, og alle de anvendte fly – britiske og "tyske" havde således samme motor. Efter at filmen var færdigindspillet, blev en HA-1112 givet til det tyske Luftwaffenmuseum der Bundeswehr, og konvertereret til en Messerschmitt Bf 109 G-2 model med insignierne fra det tyske luft-es Gustav Rödel.
For at genskabe nogle Junkers Ju 87 Stuka styrtbombere konverterede filmselskabet to Percival Proctor træningsfly til Stukaer i halv størrelse med knækkede vinger – kaldet "Proctukas". Til at gengive de stejle dyk under et Stuka angreb blev der anvendt store radiostyrende modeller. Radiostyrede Heinkel He 111 modeller blev også bygget og fløjet så det lignede bombefly, der blev ødelagt over Den engelske kanal. Da de så billederne fra den første nedskydning bemærkede producenterne en antenne der stak ud, det blev forklaret ved at tilføje en scene hvor kontrolkablerne i en Heinkel ses blive skudt over.
thumb|Heinkel He 111K To "Heinkel" og de 17 fungerende "Messerschmitt" (inkl. en tosædet HA-1112-M4L, der blev brugt til træning og som kameraplatform) blev fløjet til England for at afslutte optagelsen. I scenen hvor den polske eskadrille bryder af for at angribe, var de tre fjerneste Hurricanes Buchons, som havde fået markeringer som Hurricanes, da der ikke var nok fungerende Hurricanes. Ud over kampflyene blev der anvendt to spanskbyggede Junkers Ju 52 transportfly. I England foregik filmatiseringen ved Duxford, Debden, North Weald og Hawkinge, som alle var i brug under slaget – en overlevende hangar fra 2. Verdenskrig på Duxford blev sprængt i luften og ødelagt i Adlertag-sekvensen. Noget af filmatiseringen foregik også på Bovingdon, som havde været en base for bombefly.
Dårligt vejr generede filmatiseringerne i Storbritannien, så for at afspejle det skyfrie vejr i sommeren 1940 blev mange opadvendte optagelser foretaget i Spanien mens de nedadvendte optagelser næsten alle blev taget under skyerne i det sydlige England, hvor markerne er let genkendelige. Camouflagemalingen i 1940 gjorde det svært at se flyene mod jorden og mod himlen, så der blev så vidt muligt anvendt en skyet baggrund. Kun en enkelt Spitfire blev sendt til Spanien for at fungere som en af RAF forsvarerne.
En anden af de tidlige scener var en genskabelse af Dunkerque, som blev optaget ved stranden i Huelva i Spanien. Først senere opdagede instruktørerne, at det var der vildledningsoperationen Operation mincemeat var blevet gennemført, hvor tyskerne blev ført bag lyset til at tro at forfalskede papirer på et ilanddrevet lig var ægte, og at de allierede ville invadere Sardinien i stedet for Sicilien.Mosley 1969, p. 56. Filmatiseringen i London blev fortrinsvis foretaget i St Katharine Docks området hvor gamle huse var under nedrivning. Delvis nedrevne bygninger forestillede udbombede huse og andre blev sat i brand. St Katharine Docks var et af de få områder i Londons East End, som overlevede bombardementerne. Mange statister var overlevende fra Blitzen. Aldwych undergrundsstationen, der havde været brugt som tilflugtsrum under krigen blev også benyttet som kulisse. Næsten alt det gamle udstyr fra London Fire Brigade Museum blev anvendt i filmen.
Scenerne fra RAF Fighter Command blev filmatiseret på RAF Bentley Priory, hovedkvarteret for Fighter Command. Air Chief Marshal Hugh Dowdings oprindelige kontor, med de oprindelige møbler blev anvendt.
Historisk akkuratesse