300px|right|thumb|Mississippi River Squadron gennembryder den konfødererede blokade ved Vicksburg den 16. april 1863.
Vicksburg-kampagnen var en række manøvrer og slag i det vestlige operationsområde under den amerikanske borgerkrig. De havde til formål at erobre fæstningsbyen Vicksburg, som havde kontrollen over det sidste stykke af Mississippifloden, der stadig var på Konføderationens hænder. Unionens Army of the Tennessee under generalmajor Ulysses S. Grant opnåede kontrol over floden ved at erobre denne fæstning og besejre generalløjtnant John C. Pembertons styrker, der var placeret der.
Felttoget bestod af en række vigtige flådeoperationer, troppebevægelser, fejlslagne forsøg og 11 slag, som blev udkæmpet i perioden mellem den 26. december 1862 og 4. juli 1863. Militærhistorikere deler felttoget op i to faser: Operationer mod Vicksburg (december 1862 – januar 1863) og Grants operationer mod Vicksburg (marts – juli 1863).
Grant planlagde oprindelig, at hans hær skulle rykke frem mod Vicksburg ad to veje. Halvdelen af hans hær, under generalmajor William T. Sherman, skulle rykke frem til Yazoofloden og forsøge at nå Vicksburg fra nordøst, mens Grant selv førte resten af hæren ned langs Mississippi Central Railroad. Begge disse forsøg slog fejl. Grant gennemførte herefter en række "eksperimenter" eller ekspeditioner – Grants bayou-operationer – som forsøgte at skabe adgang ad søvejen til Mississippifloden syd for Vicksburgs artilleristillinger. Alle fem af disse eksperimenter slog også fejl. Til sidste brød kanonbåde fra Unionens flåde forbi batterierne ved Vicksburg og mødtes med Grants tropper, som var rykket frem over land i Louisiana til Mississippifloden. Den 29. og 30. april 1863 krydsede Grants tropper Mississippifloden og gik i land i Bruinsburg. En omhyggeligt udtænkt række demonstrationer og udfald narrede de konfødererede styrker, og landgangen skete uden modstand. I løbet af de næste 17 dage manøvrerede Grant sin hær ind i landet og sejrede i fem slag, erobrede delstaten Mississippis hovedstad Jackson, angreb Vicksburg og indledte en belejring af byen.
Efter at Pembertons armé havde overgivet sig den 4. juli, en dag efter det konfødererede nederlag i slaget ved Gettysburg, og efter at Port Hudson havde overgivet sig til generalmajor Nathaniel P. Banks den 9. juli, var Mississippifloden under Unionens kontrol i hele sin længde. Disse begivenheder betragtes i almindelighed som vendepunktet i den amerikanske borgerkrig. Grants Vicksburg-kampagne anses for at være et af mesterværkerne i amerikansk militærhistorie.
Baggrund thumb|300px|left|Mississippifloden.
Vicksburg var strategisk vigtig for de konfødererede. Jefferson Davis sagde: "Vicksburg er det søm, som holder Sydens to halvdele sammen."Vicksburg Mississippi Campaign, americancivilwar.com. Mens byen var i deres hænder, blokerede den for Unionens sejlads ned ad Mississippi-floden, og det muliggjorde transport og kommunikation med de vestlige stater i Konføderationen, som havde stor betydning for Konføderationen som leverandører af landbrugsvarer. Byen var fra naturens side gjort let at forsvare, og byen fik tilnavnet "Konføderationens Gibraltar". Den lå på en høj brink med udsigt over en hesteskoformet bugtning i floden, De Soto-halvøen, som gjorde det næsten umuligt at nå byen med skib. Nord og øst for Vicksburg lå Mississippideltaet (nogle gange kaldet Yazoodeltaet), som i praksis var en uigennemtrængelig sump, der strakte sig over 300 km op ad floden og var op til 80 km bred. Omkring 20 km oppe ad Yazoofloden var der bygget konfødererede skanser og opstillet kanoner ved Haynes Bluff. Landet på den vestlige side af Mississippifloden i staten Louisiana var også vanskeligt gennemtrængeligt med mange krydsende vandløb og dårlige veje, udbredte oversvømmelser om vinteren – og så lå det på den forkerte bred i forhold til fæstningen.
Byen havde tidligere været under angreb fra Unionens flåde. Admiral David G. Farragut sejlede op ad floden, efter at han havde erobret New Orleans, og den 18. maj 1862 forlangte han byens overgivelse. Farragut havde imidlertid for få tropper til at kunne gennemtvinge kravet, så han sejlede tilbage til New Orleans. Han vendte tilbage med en flotille i juni 1862, men deres forsøg (26. – 28. juni) på at bombardere fæstningen til overgivelse slog fejl. De beskød Vicksburg i det meste af juli og udkæmpede nogle mindre slag med nogle få konfødererede skibe i området, men deres styrker var ikke tilstrækkelig store til, at en landgang kunne forsøges, og de opgav forsøget på at tvinge byen til overgivelse. Farragut undersøgte muligheden for at omgå de befæstede batterier ved at grave en kanal ved den hesteskoformede bøjning (De Soto-halvøen). Den 28. juni begyndte brigadegeneral Thomas Williams og hans mænd, der var tilknyttet Farraguts styrke, at grave en kanal ved hjælp af lokale arbejdere og nogle soldater. Mange af folkene blev ramt af tropiske sygdomme og hedeslag, og arbejdet blev opgivet den 24. juli. (Williams selv blev dræbt to uger senere i slaget ved Baton Rouge).Ballard, pp. 46-62; Bearss, vol. I, p. 437; VNMP article om Grants kanal.
I efteråret 1862 blev generalmajor Henry W. Halleck forfremmet fra at lede de vestlige arméer til at være øverstkommanderende for alle Unionens arméer. Den 23. november gav han overfor Grant udtryk for sit ønske om et større fremstød ned ad Mississippifloden til Vicksburg. Sædvanen tro overlod Halleck det i vidt omfang til Grant selv at udforme felttoget, en mulighed som den ihærdige Grant straks greb. Halleck har fået kritik for ikke hurtigt at være rykket frem over land fra Memphis i Tennessee og erobre Vicksburg i løbet af den sommer, hvor han havde kommandoen på stedet. Han troede, at flåden ville kunne erobre fæstningen uden hjælp, og vidste ikke, at flådestyrken manglede mandskab for at kunne klare opgaven. Det som kunne være lykkedes i sommeren 1862 var ikke længere muligt i november, fordi de konfødererede på det tidspunkt havde forstærket garnisonen i rigt mål. Hærledere ved Vicksburg
Grants armé marcherede sydpå langs Mississippi Central Railroad og etablerede en fremskudt base ved Holly Springs. Han planlagde et dobbeltangreb i retning af Vicksburg. Hans vigtigste underordnede, generalmajor William T. Sherman, skulle rykke ned langs floden med fire divisioner (ca. 32.000 mand), og Grant ville selv fortsætte med den resterende styrke (omkring 40.000) ned langs jernbanelinjen til Oxford, hvor han ville afvente udviklingen i håb om at lokke den konfødererede hær ud af byen og angribe den i nærheden af Grenada.
På den konfødererede side var styrkerne i Mississippi under kommando af generalløjtnant John C. Pemberton, en officer fra Pennsylvania, som havde valgt at kæmpe for Sydstaterne. Pemberton havde omkring 12.000 mand i Vicksburg og Jackson. Hertil kom, at generalmajor Earl Van Dorn havde ca. 24.000 ved Grenada.
I mellemtiden var politiske kræfter på spil. Præsident Abraham Lincoln havde for længst indset Vicksburgs betydning. Han skrev: "Vicksburg er nøglen. Krigen kan aldrig bringes til afslutning, før vi har nøglen i vores lomme." Lincoln forestillede sig også et dobbeltangreb, men ét op og ét ned ad floden. Generalmajor John A. McClernand, en demokratisk politiker som var tilhænger af krigen, havde overbevist Lincoln om, at han ville kunne føre en hær ned ad floden og erobre Vicksburg. Lincoln godkendte hans forslag og ville have generalmajor Nathaniel P. Banks til samtidig at rykke op ad floden fra New Orleans. McClernand begyndte at opstille regimenter og sendte dem til Memphis. I Washington D.C. var Halleck bekymret over McClernands aktiviteter og gav Grant kontrol over alle tropper i området. McClernands tropper blev delt i to korps, et under McClernand selv og det andet under Sherman. McClernand beklagede sig, men til ingen nytte. Grant beslaglagde hans tropper, som en af en række manøvrer i en privat krig indenfor unionshæren mellem Grant og McClernand, som fortsatte under hele felttoget.
Slag i operationerne mod Vicksburg, december 1862 – januar 1863 thumb|400px|Operationer mod Vicksburg og Grants bayou-operationer. De følgende slag udgør "Operationer mod Vicksburg" fasen af Vicksburg kampagnen.
Slaget ved Chickasaw Bayou (26. – 29. december 1862) Sherman gik i land med tre divisioner ved Johnsons plantage ved Yazoofloden for at nærme sig stillingerne ved Vicksburg fra nordøst. Den 27. december trængte unionshæren frem gennem sumpene mod Walnut Hills, som var stærkt forsvarede. Den 28. december blev der gjort adskillige mislykkede forsøg på at omgå disse stillinger. Den 29. december beordrede Sherman et frontalangreb, som blev slået tilbage med svære tab, hvorefter han valgte at trække sig tilbage.
På dette tidspunkt var Grants offensiv over land i vanskeligheder. Hans kommunikationslinjer blev afbrudt ved angreb fra Van Dorn og brigadegeneral Nathan Bedford Forrest, som ødelagde hans store forsyningsdepot i Holly Springs. Da han ikke kunne holde hæren forsynet uden disse forsyninger, opgav Grant sit fremstød over land.
I starten af januar ankom McClernand til Memphis med det korps, han havde rekrutteret (13. korps under brigadegeneral George W. Morgan) og indledte sin fremrykning ned langs Mississippifloden. Den 4. januar gav han Sherman ordre til at knytte sit 15. korps til ekspeditionen og kaldte sin samlede styrke på 32.000 mand for Army of the Mississippi. Det var en direkte provokation overfor Grant, men Sherman adlød sin overordnede. Sherman foreslog, at man begyndte med en kombineret operation til vands og til lands mod Fort Hindman på Arkansasfloden ved Arkansas Post, 80 km oppe ad Arkansasfloden fra det sted, hvor den har udløb i Mississippi. Det var en base for konfødererede kanonbåde, som angreb Unionens skibsfart på floden. Ekspeditionen blev indledt, uden at Grant fik besked om det.Ballard, pp. 147-49.
Slaget ved Arkansas Post (9. – 11. januar 1863) Unionsskibene under kontreadmiral David Dixon Porter begyndte at landsætte tropper i nærheden af Arkansas Post om aftenen den 9. januar. Tropperne marcherede op langs floden mod Fort Hindman. Shermans korps overløb de konfødererede skyttegrave og tropperne trak sig tilbage til fortet og omkringliggende skyttehuller. Porter flyttede den 10. januar sine skibe mod Fort Hindman og bombarderede det, hvorefter han trak sig tilbage i skumringen. Unionsartilleri beskød fortet fra stillinger på den anden side floden den 11. januar, og infanteriet gik i stilling til et angreb. Panserskibe fra Unionen begyndte at beskyde fortet, og Porters flåde passerede det for at afskære enhver tilbagetrækning. Som resultat af denne omringning og angrebet fra Morgans tropper overgav den konfødererede kommandant sig om eftermiddagen. Selv om Unionens tab var store, og sejren ikke bidrog til erobringen af Vicksburg, fjernede det endnu en hindring for skibsfarten på Mississippifloden.
Grant var ikke glad for at høre, at McClernand havde gennemført operationen uden hans godkendelse, og anså det for at være en afledning væk fra hans primære mål Vicksburg, men da det havde været succesfuldt, og hans allierede Sherman havde foreslået det, foretog han ingen straffeforanstaltninger. Han beordrede imidlertid McClernand tilbage til Mississippifloden og tog selv kommandoen over felttoget den 13. januar ved Milliken's Bend, 25 km nordvest for Vicksburg.
Grants bayou-operationer, januar – marts 1863 I løbet af vinteren gennemførte Grant en række initiativer for at nå frem til og erobre Vicksburg. Disse blev kaldt "Grants bayou-operationer". De gik ud på at skabe alternative vandveje, så tropper kunne placeres indenfor kort afstand af Vicksburg, uden at man behøvede at sejle direkte ned ad Mississippi mod de konfødererede kanoner.
Grants Kanal thumb|300px|Grants kanal.