Personalisme er en filosofisk retning, som betragter mennesker som relationelle personer, der har brug for et tæt samspil med deres medmennesker for at trives og udvikle deres potentiale. Personalisme betragter endvidere mennesket som engageret, uendelig værdifuldt og med en værdighed, der aldrig kan relativiseres eller formindskes.
Personalismens principper Personalismen har fire hovedprincipper i sin forståelse af mennesket: Mennesket er relationelt Mennesket er værdigt Mennesket er engageret Mennesket er natur og ånd
De fire principper uddybet:
Mennesket er relationelt Personalismen betoner mødet mellem de enkelte individer i fællesskabet. Som mennesker svæver vi ikke frit i luften uafhængigt af hinanden, men indgår i utallige netværk og relationer, hele tiden og hver eneste dag. Hele vores liv er kendetegnet af relationer. Vi betegner meget sigende hinanden med relationelle udtryk: mor, far, bror, søster, bedsteforældre, kollega, nabo, makker, partner, fjende og ven.
Det er igennem disse relationer, vores personlighed bliver dannet, og det er i disse relationer, vi lever vores liv. Når personalismen betoner relationerne så stærkt, er det i erkendelse af, at vi nok er unikke individer, men på samme tid er vi – i en positiv forståelse – bundet til hinanden.
Hvis vores relationer modsat blot bliver midler til at nå vores mål, så får vi det, den jødiske filosof Martin Buber (1878-1965) kalder et ”jeg-det”-forhold til andre mennesker i stedet for en ”jeg-du”-relation. De negative konsekvenser ligger lige for: Når vi betragter mennesker som noget andet og mindre end personer (klienter, kunder, konkurrenter) o.l.), bliver det lettere for os at træffe beslutninger og valg, der får negative konsekvenser for de pågældendes liv.
I den personalistiske filosofi udfolder mennesket sin frihed, sit engagement og sit ansvar igennem relationer og fællesskab med medmennesket. Mennesket antages at være det, den franske filosof Gabriel Marcel (1889-1973) kalder disponibelt over for hinanden. Vi er væsner, der er disponerede til at ville, søge og indgå i relation med andre.
Den russiske personalist Nicolai Berdyaev (1874-1948) taler om, at personligheden, i sit væsen og natur, forudsætter en anden person. Denne opfattelse distancerer personalismen fra individualismen, hvor medmennesket – i bedste fald – bliver noget, vi kan vælge til eller fra, som det passer os.
Individualismen begår ifølge personalismen den fejl, at den opererer med et frihedsbegreb i et relationelt tomrum. Hvis vi opfatter frihed som et personligt privilegium, står vi i fare for at begrænse andre menneskers frihed gennem vores individuelle valg. Kun når vi udfolder vores frihed i respekt for og i relation til vores medmennesker, kan vi opnå en egentlig frihed, der gælder for alle mennesker.
Personalismens menneskesyn og stærke betoning af relationer medfører, at mister et menneske sine medmennesker – hvis medmennesket bliver en fremmed, en uvedkommende – så vil det fremmedgøre mennesket fra sig selv. Det skyldes, at dette menneskes identitet og udfoldelsesmuligheder lå i relationen til, engagementet i og samværet med medmennesket.
Den personalistiske kamp mod fremmedgørelse bliver dermed en kamp mod relationers og fællesskabers distancering og opløsning. Hvis det medmenneske, jeg udviklede min identitet i relation til, forsvinder, vil en del af mig selv uundgåeligt også forsvinde. Vi bliver fremmedgjorte overfor os selv, hvis vores næste bliver en fremmed (latin: alienus) eller vores medmenneske er blevet en uvedkommende trussel, en alien. Meget sigende betyder "aliéné" sindssyg på fransk: Vores sind er så forbundet med andre, at det bliver sygt, hvis den anden bliver fremmed.
Når relationer svækkes eller perverteres, mister personen sig selv, og i næste omgang bliver personen også fremmed overfor sig selv, fremmedgjort. Sat på spidsen kan man sige, at mennesket kun eksisterer i det omfang, det eksisterer for sit medmenneske, eller ligefrem: ”Amo, ergo sum” (jeg elsker, derfor er jeg). En sætning, man finder hos personalisterne Max Scheler (1874-1928) og Karol Wojtyla (1920-2005).
Mennesket er værdigt Personalismen ser mennesker som unikke personer, som har en frihed og en værdighed, der aldrig må krænkes, og som samtidigt er forbundet til og engageret i fællesskaber - eller broderskaber, som FNs menneskerettigheder kalder det:
”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd” (artikel 1).
At der er stor overensstemmelse mellem menneskesynet i FNs menneskerettighedserklæring og personalismen er ikke måde tilfældigt. Den franske personalist og filosof Jaques Maratain (1882-1973) var en af hovedkræfterne bag arbejdet med at formulere denne grundlæggende erklæring om mennesket og dets rettigheder.
Senere blev disse rettigheder og det personalistiske menneskesyn udgangspunktet for den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King (1929-1968). Han var først teoretisk optaget af personalisme, da han skrev en Ph.d. om personalisme på Boston Universitet, og senere satte han handling bag ordene i sin kamp for borgerrettigheder i USA.
Også en anden frihedskæmper, den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu (f. 1931), er dybt præget af personalismen i sin kamp mod apartheid. Han knytter ikke mindst til ved det afrikanske begreb ubuntu, som han oversætter: "En person er en person gennem andre personer."
I personalismen er systemer og institutioner altid kun midler, der skal tjene mennesket som mål. Systemer skal fremme personers unikke frihed og værdighed. Men systemer – hvad enten det er tankesystemer, samfundssystemer eller styringssystemer – kan vokse sig totalitære. Den russiske personalist Nicolai Berdyaev (1874-1948) mente, at alle institutioner er i konstant fare for at ende i vildskud og misbrug. Det skyldes primært den mentale proces, han kalder objektivering. Mennesket som subjekt foranstalter begreber, forordninger og institutioner for at tjene menneskets liv, men disse får deres eget liv, bliver objektiveret, og ender med at kræve, at mennesket underkaster sig og tjener dem. Det eneste middel mod disse tendenser er, hvad Berdyaev kalder en personalistisk ”transvaluation” af værdier; samfundets værdier skal være gennemsyret af personalisme. Der ligger derfor i personalismen en systemkritik, et kritisk syn på den bestående orden.
Mennesket er engageret Mennesket former og udfolder ifølge den personalistiske filosofi sin personlighed igennem de valg, det træffer, og de handlinger, det udfører i livet. Hver gang vi vælger, udvikler vi en bestemt del af vores personlighed på bekostning af andre valgmuligheder, og dermed bliver vi til de mennesker, vi nu engang er – eller de mennesker, vi vælger at være.
Kultur, opdragelse og miljø spiller naturligvis også en stor rolle, men gennem vores handlinger og vores valg former vi på en helt særlig måde vores personlighed – vi bliver unikke mennesker og personligheder. Og når vi handler, bliver vi ansvarlige mennesker, der står til ansvar for vores handlinger over for vores medmennesker, der direkte eller indirekte bliver påvirket af vores valg.
En af personalismens hovedfigurer, den franske filosof Emmanuel Mounier (1905-1950), var samtidig med Jean-Paul Sartre (1905-1980) og havde mange diskussioner med eksistentialisterne. Personalismen er en form for eksistensfilosofi, der tager udgangspunkt i det faktum, at jeg er til her og nu, og at jeg er en del af en verden, som jeg nødvendigvis må engagere mig i.
Hos Jean-Paul Sartre skabte dette grundlæggende livsvilkår en ulidelig følelse af kvalme – mennesket er kastet ind i verden, dømt til frihed og tvunget til at tage ansvar for egne handlinger. Mouniers grundfølelse er en helt anden. Trods menneskelivets sårbarhed og lidelse, som han på ingen måde er blind overfor, fylder livet ham med glæde, med følelsen af uudtømmelig rigdom. Målet for menneskelivet bliver at få del i den rigdom, at holde den levende og til stadighed erobre den. Personalismen ser altså livet og nødvendigheden af at handle som en mulighed, mens det for Sartre snarere er en forbandelse, som mennesket ikke kan undslippe.
Betoningen af relationen betyder, at det eksistentielle ansvar for personalisten ikke bliver uafhængigt og slet ikke på bekostning af medmennesket. At tage ansvar for min eksistens er netop at ”svare an” på de valg, den konfronterer mig med, og disse valg er altid relateret til medmennesket. Det personalistiske syn på eksistentiel realisering bliver derfor ikke på trods eller på bekostning af, men netop igennem og i kraft af medmennesket.
Dette er nogle af grundene til, at Mounier afviser eksistentialismen udformet af Sartre og mener, at den sande eksistentialistiske tradition er den, man finder hos personalisterne Nicolai Berdyaev, Martin Buber og Gabriel Marcel. Personalismens fortalere beklager derfor, at det var Sartres udgave, der fra og med 1950’erne blev hovedeksponenten for eksistentialismen.
Et samfund fungerer godt, hvis medborgerne er handlende, ansvarsbevidste, engagerede, kreative og initiativrige. Derfor lægger personalismen vægt på mindre fællesskaber, hvor mennesker har stor indflydelse på deres egen tilværelse, og på at beslutninger bliver truffet så tæt på borgerne som muligt. Det er også positivt, hvis civilsamfundet og den frivillige, uegennyttige indsats blomster.
Personalister er ofte optaget af at udvikle demokratiet. I lighed med Hal Koch (1904-1963) mener personalismen, at det grundlæggende i demokratiet er samtalen med andre mennesker. Demokrati er ikke først og fremmest flertalsafgørelser, men en livsform, en måde at tænke på og forholde sig til andre på.
Medbestemmelsen og engagementet må i personalismens optik styrkes og beskyttes ved, at mennesker i så høj grad som muligt får medbestemmelse for deres eget liv. Derfor er der brug for at begrænse systemernes upersonlige magt, uanset om det så er markedet, statslige institutioner eller multinationale virksomheder.
Mennesket er natur og ånd Et kendetegn ved personalismen er, at det er et menneskesyn, der forsøger at indfange mennesket som værende både natur og ånd. De personalistiske tænkere fremfører, at mennesket er natur, i opposition til en filosofisk idealisme, der fornægter menneskets natur. Mennesket er en del af den materielle verden og er forbundet med den og afhængig af den - og underlagt naturen. Og den fysiske verden er den virkelige verden og ikke en skinverden, som nogle former for religiøsitet har en tilbøjelighed til at opfatte den som.
Men fordi personalismen er vokset frem, samtidig med at et materialistisk menneskesyn brød igennem, er det især den anden side, der er blevet betonet: Mennesket er mere end natur, også et ”åndeligt væsen”.
Begrebet ”ånd” dækker i snæver betydning en religiøs forståelse af den egenskab hos mennesket, der bevirker, at det kan stå i forbindelse med en gud eller et højere væsen. Men det bruges oftest af personalister om det forhold, at ånden udfolder det særligt menneskelige og personlige ved at hæve sig over det dyriske. Vi kender denne brug af ordet fra begrebet åndsvidenskab, der står i modsætning til naturvidenskab. Et ”åndeligt væsen” er altså ikke nødvendigvis det samme som et ”religiøst væsen” – det er noget mere grundlæggende: et væsen, der hæver sig over det ”umenneskelige”.
Når personalismen taler om, at mennesket er et ”åndsvæsen”, så betyder det, at mennesker, som delvist er underlagt naturen, kan hæve sig over naturen – opføre sig som kultiverede åndsmennesker: personer. De ideologier, der reducerer mennesket til udelukkende at være et stykke natur, begår i personalisternes optik den skæbnesvangre fejl, at de afpersonaliserer mennesket.