thumb|De første britiske mål var at ødelægge alle landingsbaner (blå) og sikre de vigtigste havne (rød). På grund af transportproblemer tog det mere end en uge inden tropper ankom til den nordlige del af øen. Invasionen af Island med kodenavnet Operation Fork, var en ublodig britisk militæroperation udført af Royal Navy og Royal Marines under 2. Verdenskrig.

Invasionen blev indledt tidligt om morgenen den 10. maj 1940 med at britiske tropper gik i land i Reykjavík, Islands hovedstad. Tropperne mødte ingen modstand og sørgede hurtigt for at afskære kommunikationsmidlerne, sikre strategiske steder og fængsle tyske borgere. Efter at have rekvireret lokale transportmidler rykkede tropperne til Hvalfjörður, Kaldaðarnes, Sandskeiði og Akranes for at sikre landingspladser mod et eventuelt tysk modangreb. I de følgende dage blev der opstillet antiluftskyts i Reykjavík og en troppestyrke blev sendt til Akureyri.

Om aftenen den 10. maj udsendte den islandske regering en protest over at den islandske neutralitet var blevet "åbenlyst krænket" og "dens uafhængighed knægtet" og anførte at der forventedes kompensation for alle de påførte skader. Briterne lovede kompensation, favorable handelsaftaler, ikke-indblanding i islandske forhold og tilbagetrækning af alle tropper ved krigens slutning. De islandske myndigheder resignerede og gav de facto støtte til invasionsstyrken, selv om man formelt opretholdt en neutralitetspolitik.

Invasionsstyrken bestod af 746 marineinfanterister, som var dårligt udrustede og kun delvis trænede.Bittner 41. Selv om operationen lykkedes, var det indlysende at besættelsesstyrken var utilstrækkelig til at forsvare en ø på 103.000 km². Den 17. maj ankom der 4.000 tropper fra den britiske hær som afløsning for marineinfanteristerne. Senere overtog amerikanske tropper beskyttelsen af Island i resten af krigen.

Baggrund Den 9. april 1940 invaderede tyske styrker i Operation Weserübung Norge og Danmark. Danmark blev besat i løbet af få timer. Den 10. april erklærede det islandske parlament Altinget, at Kong Christian X var ude af stand til at udføre sine pligter ifølge grundloven og overdrog dem til Islands regering sammen med de øvrige opgaver, som Danmark tidligere havde varetaget på Islands vegne i rigsfællesskabet.Þór Whitehead 1995:272.

I Operation Valentine besatte britiske styrker Færøerne den 12. april.

right|thumb|Ifølge Time var Christian X mindre upopulær på Island end nogen tidligere dansk konge. (Kræver login) Alligevel havde et stort flertal af islændingene travlt med at få etableret en republik. Efter at Island i århundreder havde været underlagt dansk styre, var Island i 1918 blevet selvstændigt i personalunion med Danmark og med fælles udenrigspolitik.Gunnar Karlsson:283. Det nye islandske kongerige erklærede sig neutralt uden at have et eget forsvar. Unionstraktaten gav adgang til, at en revision af forholdet kunne indledes i 1941 og at der kunne ske en ensidig afslutning tre år senere, hvis der ikke var nået en enighed. I 1928 var alle politiske partier i Island enige om, at unionen skulle afsluttes hurtigst muligt.Gunnar Karlsson:319.

Efter den tyske besættelse af Danmark og Norge blev den britiske regering bekymret for om Tyskland snart ville forsøge at skabe en militær tilstedeværelse på Island. Det blev anset for at være en uacceptabel trussel mod den britiske kontrol over Nordatlanten. Samtidig var briterne ivrige efter selv at få baser på Island og styrke deres overvågning af området.Bittner 33-4.

Den 9. april sendte den britiske regering en meddelelse til den islandske regering om, at Storbritannien var villig til at hjælpe Island med at opretholde sin uafhængighed, men ville behøve faciliteter på Island for at kunne gøre det. Island blev inviteret til at slutte sig til Storbritannien i krigen "som krigsførende og allieret". Den islandske regering afviste tilbuddet.Bittner 34.

Planlægning

Efterhånden som den militære situation i Norge forværredes nåede Admiralitetet i London frem til den konklusion, at Storbritannien ikke længere kunne undvære baser på Island. Den 6. maj fremlagde Winston Churchill sagen for krigskabinettet. Churchill fastholdt, at hvis der blev forsøgt yderligere forhandlinger med islændingene, var det muligt at tyskerne hørte om det og handlede først. En mere sikker og effektiv løsning bestod i at landsætte tropper uanmeldt og præsentere det islandske styre for et fait accompli. Krigskabinettet godkendte planen.Bittner 38.

Ekspeditionen blev organiseret i hast og på en tilfældig måde.Bittner 40. En stor del af operationsplanlægningen foregik undervejs. Styrken blev forsynet med nogle få dårlige kort, et af dem tegnet fra hukommelsen. Ingen i ekspeditionsstyrken talte flydende islandsk.Þór Whitehead 1995:363.

Briterne planlagde at landsætte alle deres styrker i Reykjavík. Der ville de overvinde enhver modstand og tage sig af lokale tyskere. For at beskytte sig mod et tysk modangreb fra havet ville de sikre sig havnen og sende tropper over land til den nærliggende Hvalfjörður. Briterne var også bekymrede for at tyskerne kunne finde på at indsætte luftbårne enheder, som de havde gjort det med stor succes under felttoget i Norge. For at sikre sig mod dette skulle tropper køre østpå til flyvepladserne ved Sandskeið og Kaldaðarnes. Endelig skulle tropper sendes over land til havnen i Akureyri og flyvepladsen ved Melgerði på den nordlige del af øen.Þór Whitehead 1995:353.

Flådens efterretningstjeneste (NID) forventede modstand fra tre forskellige sider. Lokale tyskere, som mentes at have våben, kunne forventes at yde modstand og endda forsøge et kup af en slags. Dernæst kunne en tysk invasionsstyrke allerede være på vej eller blive afsendt straks efter en britisk landgang. NID forventede også modstand fra det lokale politi i Reykjavik, der bestod af ca. 70 bevæbnede mænd. Hvis der tilfældigvis var et dansk inspektionsskib i Reykjavik, kunne det danske søværn bistå forsvarerne.Þór Whitehead 1995:354, Bittner 36.

Operation Fork Sturges’ styrke Den 3. maj 1940 fik 2. Royal Marine Battalion i Bisley, Surrey, ordrer fra London om at være klar til at rykke ud med to timers varsel til et ukendt bestemmelsessted. Bataljonen var først blevet formeret en måned tidligere. Selv om der var en kerne af linjeofficerer var tropperne nye rekrutter og kun delvist uddannede. Der var mangel på våben, der kun omfattede rifler, pistoler og bajonetter. 50 mand havde netop fået deres rifler og havde ikke haft tid til at prøve at skyde med dem. Den 4. maj fik bataljonen lidt ekstra udstyr i form af lette Bren maskingeværer, panserværnskanoner og 51 mm mortérer. Da der ikke var tid at spilde måtte oplæring i brugen og indskydning af våbnene foregå til søs.Bittner 42, Þór Whitehead 1995:352.

Styrkens støttevåben bestod af to 3,7 tommers bjerg-haubitser, fire topunds skibskanoner og to 4-tommers kystartilleri. Kanonbesætningerne kom fra flåden og marinekorpset, som aldrig havde afskudt kanonerne. De manglede søgelys, kommunikationsudstyr og ildledningsudstyr.Bittner 42.

Oberst Robert Sturges blev overdraget kommandoen over styrken. I en alder af 49 var han en højt anset veteran fra 1. Verdenskrig, der havde kæmpet i slaget ved Gallipoli og Slaget ved Jylland.Þór Whitehead 1995:352. Han blev ledsaget af en lille efterretningsenhed under major Humphrey Quill og en gruppe diplomater under Charles Howard Smith. Ud over disse bestod invasionsstyrken af 746 mand.Þór Whitehead 1999:305. Nogle ældre kilder siger 815 men det er forkert.

Rejsen til Island right|thumb|HMS Berwick var flagskib under operationen. Den 6. maj blev Sturges’ styrke sat på tog til Greenock i Skotland. For at undgå at tiltrække sig opmærksomhed blev styrken delt på to forskellige tog på rejsen,Þór Whitehead 1995:361. men på grund af forsinkelser undervejs ankom tropperne til stationen i Greenock på omkring det samme tidspunkt, og mistede dermed den lille smule anonymitet man havde ønsket. Hertil kom, at sikkerheden var blevet kompromitteret af en meddelelse sendt i klart sprog, og da tropperne ankom til Greenock viste alle, at turen gik til Island.

Om morgenen den 7. maj tog styrken til havnen i Greenock hvor krydserne HMS Berwick og HMS Glasgow, ventede på at tage dem til Island. Tropperne begyndte at gå om bord, men lastningen blev plaget af problemer og forsinkelser. Afgangen blev flyttet til den 8. maj, og selv da måtte store mængder udstyr og forsyninger efterlades på kajen.Bittner 42, Þór Whitehead 1995:362.

Klokken 4 om morgenen den 8. maj afsejlede krydserne mod Island. De blev ledsaget af en anti-ubådseskorte bestående af destroyerne HMS Fearless og HMS Fortune. Krydserne var ikke bygget til at rumme en styrke af en sådan størrelse, og der var trængsel om bord. Trods nogenlunde godt vejr blev mange af marineinfanteristerne alvorligt søsyge. Rejsen blev som planlagt brugt til gøre sig bekendt med de nye våben og til at få dem kalibreret.Þór Whitehead 1995:364.

En af de nyligt rekrutterede marineinfanterister begik selvmord undervejs.Þór Whitehead 1995:374-5, Miller 88. Rejsen foregik i øvrigt uden hændelser.

Overraskelsesmomentet går tabt thumb|right|Supermarine Walrus flyvebåden viste sig ikke at være brugbart for operationer i Island, selv om det havde den fordel at det kunne lande næsten alle steder.Bittner 76. Klokken 1:47 om natten, islandsk tid (GMT) den 10. maj blev et Supermarine Walrus rekognosceringsfly sendt i luften med katapult fra HMS Berwick.Þór Whitehead 1995:379. Det vigtigste formål med turen var at afsøge havet ud for Reykjavik efter fjendtlige ubåde, som flådens efterretningsvæsen havde overbevist sig selv om opererede fra islandske havne. Flyet havde ordre til ikke at overflyve Reykjavík; men ved et uheld eller på grund af dårlig kommunikation kredsede det adskillige gange rundt over byen og lavede en del støj.Þór Whitehead 1995:380, 1999:15. På det tidspunkt havde Island ingen egne fly, så denne usædvanlige begivenhed vækkede og alarmerede en del mennesker.Þór Whitehead 1995:15. Den islandske statsminister Hermann Jónasson blev vækket af flyet, og det samme blev det islandske politi. Den fungerende politichef, Einar Arnalds, gættede på, at det formentlig stammede fra et britisk krigsskib, som medbragte den forventede nye ambassadør. Det var korrekt, selv om det ikke var hele historien.

Werner Gerlach, den tyske konsul, blev også vækket af flyet. Da han anede hvad der ville ske, kørte han ned til havnen med en tysk medarbejder.Þór Whitehead 1995:380-384. Ved hjælp af sin kikkert fik han sine bekymringer bekræftet og hastede derpå tilbage.Þór Whitehead 1999:11. Hjemme sørgede han for at få sine papirer brændt, og forsøgte uden held at få fat i den islandske udenrigsminister på telefon.Þór Whitehead 1999:30-32.

Nede ved havnen Klokken 3:40 om morgenen så en islandsk politimand en lille flåde af krigsskibe nærme sig havnen, men kunne ikke se deres nationalitet. Han meddelte det til sin overordnede, som gav meddelelsen videre til Einar Arnalds, den fungerende politichef.Þór Whitehead 1999:15-17. Neutralitetslovene, som Island havde underlagt sig, forbød mere end tre krigsskibe fra en krigsførende nation at gøre brug af en neutral havn samtidig. Fly fra sådanne skibe måtte ikke overflyve neutrale territorialfarvande.Þór Whitehead 1999:17. Da han kunne se, at den ankommende flåde var på vej til at krænke Islands neutralitet på to punkter, tog Arnalds af sted for at undersøge sagen. Nede ved havnen så han selv skibene og besluttede at de formentlig var britiske. Han kontaktede udenrigsministeriet, som bekræftede at han skulle tage ud til flåden og meddele dets chef, at han krænkede Islands neutralitet.Þór Whitehead 1999:22-23. Toldvæsenet fik ordre til at gøre en båd klar.