Andrew 'Old Hickory' Jackson (født 15. marts 1767, død 8. juni 1845) var USA's 7. præsident fra 1829 til 1837. Han var militær guvernør i Florida (1821), øverstbefalende over de amerikanske styrker i slaget om New Orleans i 1815 og hans navn er blevet et eponym i udtrykket jacksonsk demokrati. Jackson var den dominerende skikkelse i USA's politik i 1820'erne og 1830'erne. Han var med sine politiske ambitioner med til at forme det moderne demokratiske parti. Hans eftermæle er blandet, fordi han var beskytter af den individuelle frihed, men gik ind for udryddelse af indianerne og var for slaveriet. Han var kendt som en barsk politiker med en fortid fra udvidelsen mod vest. Hans portræt findes på den amerikanske tyvedollarseddel.
Opvækst Jackson kom til verden ved foden af Appalacherne på grænsen mellem North Carolina og South Carolina kun to år efter, at forældrene var indvandret fra Ulster i Irland. Hans far, som han blev opkaldt efter, døde inden drengens fødsel, og moren, Elizabeth Hutchinson, sad alene med tre sønner, men sørgede for, at de fik lært at læse og skrive. Den ældste, Hugh, faldt under den amerikanske uafhængighedskrig, hvor de to yngre brødre, Robert og Andrew, deltog som ordonnanser. Som krigsfanger hos briterne blev begge drenge smittet af kopper, der kostede både Robert og deres mor livet. Som fjortenårig var Andrew Jackson den eneste overlevende af en hel familie, arret af kopper og sabelhug og med et uudslukkeligt had til Storbritannien.
I 1781 arbejdede Jackson på sadelmagerværksted. En mindre arv fra bedstefaren i Irland ødede han væk på det søde liv i Charleston, før han tog fat på jura – samtidig med at han var anfører for en ungdomsbande i den lille by Salisbury, North Carolina.
Livet vestpå Som nyuddannet jurist fik Jackson en stilling i Nashville i Tennessee, hvor han påtog sig pengeinddrivelser. Han begyndte at tjene pænt under den lovløshed, der herskede i de vestlige stater. Mange af hans opgaver handlede om at afgøre retten til land samt om trusler og vold. Han blev udpeget som anklager for Vestdistriktet og efter 1791 til samme post i Tennessee.
Jackson var medlem af den forsamling, der i 1796 fik Tennessee optaget som delstat i Unionen. Han sad først i Repræsentanternes Hus og blev i 1797 valgt til Senatet, men følte sig ikke vel tilpas med politik og trak sig ud allerede i 1798. Han blev nu udnævnt til dommer, men mistede også tålmodigheden over for juridiske spidsfindigheder og var glad, da han i 1804 kunne nedlægge sit dommerhverv.
Ved siden af karrieren som jurist og politiker tjente han godt som plantageejer og ved handel. I 1803 åbnede han den første blandede købmandshandel i byen Gallatin, Tennessee, og året efter erhvervede han sig "Eremitagen", en plantage på 2,6 km² i nærheden af Nashville. Han føjede senere yderligere 1,5 km² jord til plantagen, hvor han først og fremmest dyrkede bomuld med slaver som arbejdskraft. 150 slaver på højdepunktet.
Militærkarriere thumb|Andrew Jackson 1819. Fra 1801 havde Jackson som oberst ledet militsen i Tennessees vestdistrikt, og i 1812 lige før den britisk-amerikanske krig overtog han kommandoen over hele delstatens milits. Under krigen indlagde Jackson sig stor hæder for sit forsvar af New Orleans, som briterne truede. Han var en barsk officer, men populær blandt sine soldater. Det blev sagt, at han var "tough as old hickory (wood)" – "hård som gammelt valnøddetræ" – på slagmarken, hvoraf hans øgenavn opstod. I slaget om New Orleans 8. januar 1815 besejrede hans 5.000 mand briternes 7.500. Tabstallene var for briterne 2.037 (291 dræbte, 1.262 sårede og 484 tilfangetagne eller forsvundne) mod 71 amerikanerne (13 dræbte, 39 sårede og 19 forsvundne).
Høvding Tecumseh var under den britisk-amerikanske krig ved at opbygge en samling af oprindelige amerikanere omkring creek-indianerne i det nordlige Alabama og Georgia, og de angreb nybyggere og dræbte omkring fire hundrede ved Ford Mims-massakren 30. august 1813. I den følgende creek-krig anførte Jackson de amerikanske styrker, der ud over Tennessee-militsen bestod af føderale soldater og venligtsindede indianere som cherokee, choctaw og visse grene af creek-folket.
Jacksons hær besejrede de indianske krigere i slaget ved Horseshoe Bend i 1814, hvor otte hundrede krigere blev dræbt. Blandt dem, der tjente under ham, var Sam Houston og David Crockett. Efter slaget gennemtrumfede Jackson Fort Jackson-aftalen, der gav 81.000 km² fra creek-indianerne til de hvide nybyggere. Efter det blev Jackson udnævnt til generalmajor i den føderale hær med kommando over tropperne i Tennessee, Mississippi og Louisiana.
thumb|200px|right|Buste af Jackson i Pensacola, Florida Hans indsats i krigen mod indianerne og briterne, særligt slaget om New Orleans, gjorde ham til nationalhelt, og han modtog en guldmedalje af Kongressen i 1815.
I 1817 fik Jackson af præsident James Monroe til opgave at lede en straffeekspedition mod en gruppe creek- og seminole-indianere, flygtede slaver og engelske fribyttere, der førte en lovløs tilværelse i det sydlige Georgia. Derudover skulle han forhindre det spanske Florida i at blive tilflugtssted for bortløbne slaver. Ordren var dog ikke så entydigt formuleret, og Jackson mente, at den bedste måde at løse opgaven på var ved at erobre Florida.
Indianerne angreb Jacksons mænd, men derved var de sårbare på deres bosteder og marker, som Jackson brændte ned. Samtidig opsnappede han breve, der antydede, at spanierne og briterne støttede indianerne mod Unionen, og han indtog Pensacola uden større problemer. Her afsatte han den spanske guvernør, og han fangede, dømte og henrettede to englændere, som aktivt havde støttet indianerne.
Affæren udløste skarpe protester fra Spanien, som Unionen ikke var i krig med, og Storbritannien. Præsident Monroe var stemt for at stille Jackson tjenstligt til ansvar. Men Jackson havde også støtter i Washington DC, særligt i form af udenrigsminister (og senere præsident) John Quincy Adams, der ad diplomatiets veje overbeviste spanierne om det kloge i at afgive Florida til Unionen. Det skete i 1819, og sagen mod Jackson blev stillet i bero. To år senere blev Jackson valgt som den første guvernør i Florida, men efter et halvt år opstod der ny uenighed mellem ham og regeringen, og han trak sig fra posten.
Vejen til præsidentposten Valget i 1824 I 1822 udpegede politiske kredse i Tennessee Jackson som deres kandidat til præsidentvalget i 1824. Han mente ikke selv, han var velegnet som præsident, og i Washington blev han regnet som meget kontroversiel. Men han var enestående populær blandt befolkningen i sin rolle som nybyggernes beskytter mod de indfødte, og han var derfor i spil til valget. Der var kun ét fungerende parti i Unionen, nemlig det demokratisk-republikanske parti, og det havde for vane at finde præsidentkandidaten ved et uformelt møde. Imidlertid var der netop ved at opstå modstand mod den fremgangsmåde, og en lang række delegerede boykottede nomineringsmødet.
finansminister William H. Crawford blev opstillet, men en måned senere opstillede nogle af de fraværende fra Pennsylvania Jackson til valget. Desuden blev udenrigsminister Adams og formanden for Repræsentanternes Hus Henry Clay opstillet, så der var fire kandidater, alle fra samme parti.
Jackson fik flest stemmer, men ikke absolut flertal. Repræsentanternes Hus udpegede derpå John Quincy Adams til ny præsident, hvad Jackson forståeligt nok opfattede som et spil i kulisserne. Af princip ville han nu være præsident, og stillede igen til valget i 1828.
Valget i 1828 Efter at være vraget som præsident trak Jackson sig som senator i 1825 for at koncentrere sig om at blive valgt ved det kommende valg. Det demokratisk-republikanske parti var opløst efter valget i 1824, og af resterne opstod det demokratiske parti med Martin Van Buren som en af bagmændene. Sammen med vicepræsident John C. Calhoun og journalisten Thomas Ritchie støttede han aktivt Jacksons nominering. Over for ham stod præsident Adams, der nu tilhørte det nationalrepublikanske parti.
Valgkampen blev den mest beskidte, man hidtil havde set i USA, og undervejs søgte Jacksons modstandere at give ham øgenavnet "Jackass" (æsel) med et ordspil på hans navn. Overraskende nok syntes Jackson godt om dette navn og brugte det som symbol. Det holdt ikke længe, men symbolet blev overtaget af det demokratiske parti, der også i nutiden bruger æslet som symbol.
Også på andre punkter var valgkampen rettet mod personerne mere end politikken. De to kandidater førte ikke selv kampagner, men deres tilhængere og pressen var nådesløse. Et af angrebene på Jackson gik på, at hans kone Rachel var bigamist. Dette hentydede til hændelser, der var mange år gamle (fra begyndelsen af 1790'erne), og Jackson var rasende på modstanderne. Rachel nåede at opleve, at Andrew Jackson blev valgt, men hun døde pludseligt lige før jul og opnåede ikke at se ham i embedet.
Med kun to kandidater vandt Jackson en overvældende sejr ved valget, og man fik begrebet jacksonsk demokrati, altså at folket og ikke den politiske elite afgør, hvem der skal styre landet.
I forbindelse med sin indsættelse inviterede Jackson folket til at overvære et bal i Det Hvide Hus. Det tog en meget stor skare af overvejende fattige mod, og de tog sådan for sig af serveringen, at bygningen måtte renoveres.
Præsidentperioden 1829-1833 Jackson var ingen rask mand ved indsættelsen som præsident, men foretog en grundig udskiftning af stabsmedlemmerne og fik indsat dem, der havde støttet hans kandidatur. Derefter blev det normen, at et præsidentskifte medfører udskiftninger i embedsapparatet, det såkaldte spoils-system.
Blandt Jacksons vigtige sager var indførelsen af valgmandskollegiet, der sikrer, at præsidenten ikke vælges af en lille elite, men trods alt vælges indirekte, ved at vælgerne ved et præsidentvalg ikke stemmer på selve kandidaten, men på valgmænd, der så vælger præsidenten. Dette system bruges fortsat i USA.
En af de store sager var den såkaldte "ophævelseskrise". Ophævelsen handlede om at ophæve unionslovene i de enkelte delstater, og anledningen til krisen var en meget høj toldsats på importerede varer, der i 1828 var vedtaget af Unionen. Det var de nordlige delstater, der havde al interesse af den høje toldsatser for at gøre sin egen industri konkurrencedygtig. Sydstaterne ønskede derimod lave toldsatser, da de baserede sig på eksport af tobak og bomuld og ellers var afhængige netop af importvarer. Fortaler for sidstnævnte standpunkt var vicepræsident Calhoun, bosat i South Carolina.
South Carolinas parlament besluttede at erklære toldloven ugyldig i delstaten, og henviste til sin forfatningsmæssige ret til at sætte en forbundslov ud af kraft, hvis den stred imod delstatens egne interesser. Jackson var enig i, at toldsatserne var for høje, men var alligevel parat til at sætte hæren ind, hvis South Carolina ikke godtog toldsatserne, som de var. Han, der havde gjort oprør mod magteliten, satte nu selv Unionen over enkeltstaterne.
At det ikke kom til et egentligt politisk sammenstød mellem Jackson og Calhoun, der repræsenterede henholdsvis centralstaten og enkeltstaterne, skyldtes en stor indsats fra senator Henry Clay, som fik nedsat toldsatsen — den oprindelige årsag til South Carolinas løsrivningstrussel — og støttede Jackson i kampen for at håndhæve de centralt vedtagne love.
En af de mest kontroversielle handlinger i den første præsidentperiode var hans håndtering af indianerne. I 1828 fandt man guld i cherokee-stammens område i Georgia. Da nybyggerne ønskede både guldet og jorden, indførte delstatsregeringen love for at tvinge stammen vestpå. Cherokeserne var imidlertid godt orienterede om deres rettigheder i den traktat, de havde indgået med Unionen, og klagede til Højesteret, der gav dem medhold.