Den svenske stormagtstid varede fra 1611 til 1721: Sverige erobrede og opretholdt sin stormagtsstilling i Europa. Stormagtstiden fulgte efter Ældre vasatid 1521-1611 og fulgtes af frihedstiden 1719-1772. Den inddeles i Yngre Vasatid 1611-1654 og Den karolinske tid 1654-1718.
Periodens begyndelse regnes fra 1611, hvor Gustav II Adolf bestiger den svenske troneAndersson & Amurén, s. 87Nationalencyklopedin, men ses også angivet til 1561, hvor Erik XIV indleder den svenske østersøekspansion ved at sende en hær til Estland på anmodning af byen Reval.Sundberg, s. 203 Stormagtsepoken slutter med freden i Nystad i 1721 efter Store Nordiske Krig.Bergström, s. 135
Sveriges tid som stormagt blev kort, fordi landet var sårbart. Sveriges ressourcer i form af befolkning og næringsliv var begrænsede, og Sverige skaffede sig mange fjender ved sine erobringer. Landet var ofte afhængigt af finansiel og militær støtte fra større europæiske lande. Under trediveårskrigen fik Sverige betydelige subsidier fra Frankrig, som var interesseret i at svække den dominerende tyske fyrsteslægt Habsburg. Desuden ønskede handelsnationerne Nederlandene og England ikke, at et enkelt land skulle dominere Østersøen og bistod Sverige, da det var svækket i forhold til Danmark. Nederlandene hjalp fx Carl Gustaf Wrangels flåde i slaget ved Femern i 1643, og år 1700 landsatte en engelsk-hollandsk flåde 4.000 mand fra den svenske armé i Humlebæk på Sjælland. Modsat fremstod Sverige i forbindelse med Karl X's belejring af København i 1659 alt for dominerende, hvilket førte til, at en nederlandsk flåde kom byen til undsætning.
Især var Ruslands modernisering under Peter den Store afgørende for, at stillingen som stormagt ikke længere kunne opretholdes. Da Karl XII døde i 1718, uddeltes krigskassen, og den store armé blev opløst. En kort, men intensiv kamp om magten i Sverige fulgte mellem flere fraktioner og lidt efter lidt sluttedes fred med de tidligere fjender.
En befolkning i vækst
Sverige oplevede fra 1500-tallet en vedvarende, kraftig befolkningsfremgangAnderson Palm: Stormaktidens dolda systemskifte: År Antal indbyggere Årlig vækst i % 1571 639.000 - 1620 854.000 0,60 (1571-1620) 1699 1.362.000 0,59 (1620-1699) 1753 1.781.000 0,53 (1699-1751)
Trods krige, hungerkatastrofer og lignende skete omtrent en fordobling af befolkningen fra 1620 til 1753. Baggrunden for denne vækst var dels stiftelse af familie i ung alder, dels en forholdsvis stor børneavl. Også dødeligheden var høj men formåede ikke at bortskære børneavlens nye slægtled.
Sveriges befolkning var altovervejende bosat på landet. I 1570-erne udgjorde bybefolkningen blot 3%, i 1610-erne 4% og i 1720-erne 10%Lilja, s. 214 (til sammenligning: i Danmark ca. 20% eller en dobbelt så stor andelDegn, s. 9). Den svenske regering tog flere tiltag for at fremme byudviklingen, blandt andet ved at tildele nye steder stadsrettigheder, omend med såre beskedent resultat.Ericsson, s. 103-106 Når resultaterne trods alt blev så beskedne, skyldes det fortrinsvis visse træk ved rigets økonomiske politik: vareudvekslingen mellem land og by svækkedes af den accise (svensk: lilla tullen), som blev opkrævet, når varerne blev ført til torvs i byen; de såkaldte "uppstäder" var afskåret fra udenrigshandel; gennem den såkaldte "bottniska handelstvånget" var det forbudt byerne nord for Stockholm og Åbo at sejle syd for disse byer og at modtage udlandske skibe i deres havne; overhovedet blev Stockholm som rigets hovedstad favoriseret på enhver måde.Ericsson, s. 101f
Grundlæggelsen af Sveriges stormagtsvælde
I 1611 var Sverige i krig mod Danmark, Polen og Rusland. De vanskeligheder, som forsvaret af Sveriges politiske og religiøse selvstændighed medførte, fremkaldte en indsats fra det svenske folk, som under målbevidste ledere skaffede Sverige en stilling som stormagt. thumb|left|Gustav II Adolf (1594-1632) efterfulgte sin far Karl IX på tronen 1611 og grundlagde Sveriges stormagtsstilling
Grundlæggeren af Sverige som stormagt var Gustav II Adolf (1594-1632), Karl IX's søn og efterfølger. Efter at han som ganske ung havde indgået freden i Knäred med Danmark og med store vanskeligheder og mod en enorm betaling havde købt Älvsborg fri i 1613, afsluttede han den russiske krig, så Kexholms län og Ingermanland, som tidligere havde tilhørt Rusland, blev svensk 1617. Han kæmpede mod Sigismunds krav på Sveriges krone. Det førte til, at Polen i 1629 afstod Livland og en del af østersøhandelens vigtige preussiske havne. Gennem de russiske og polske erobringer blev der taget et stort skridt i retning af at gøre Østersøen til et svensk indhav. Det var dengang ikke en urimelig tanke, da havene snarere forbandt end skilte landene, og da nationalitetsprincippet endnu ikke havde fået afgørende betydning for statsdannelsen.
Selv om Sverige havde besejret Polen, opgav Sigismund ikke sine krav på den svenske krone og satte sit håb til, at den katolske reaktion ville sejre i den store religionskrig, trediveårskrigen 1618 – 1648. Det var årsagen til, at Gustav II Adolf deltog i den. Eftersom han døde tidligt, fik han ikke gennemført sine planer, men takket være dem, som fulgte efter ham: Axel Oxenstierna og de store feltherrer fra hans krigerskole, som Johan Banér, Lennart Torstenson og Johan Lilliehöök blev Sveriges nationale selvstændighed sikret. Samtidig reddedes også den åndelige frihed, som lå i protestantismen, og som Gustav II Adolf følte som en hellig pligt at kæmpe for.
Under hans efterfølger dronning Kristina (1632-1654) afsluttedes den store krig i 1648 med den Westfalske fred. En stor del af Pommern samt Wismar og Bremen-Verden) tilfaldt Sverige. Landet kom endda ud af krigen som leder af den kontinentale protestantisme, hvilket også bidrog til Sveriges voksende magtstilling og varede, til imperiet faldt sammen i 1721.
Styrkelse og bevarelse af stormagtsstillingen
Besiddelsen af de tyske landområder medførte ikke den politiske magtstilling, som Gustav II Adolf kunne have skaffet Sverige. Men da Sverige gennem dem nu blev medlem af det Tyske rige og var garant for den Westfalske fred, blev det anerkendt som et af det europæiske statssystems mere betydelige medlemmer. De to erobringer i Tyskland, Pommern og Wismar, havde også betydning for det svenske østersøvældes udvikling og erstattede opgivelsen af de preussiske havne i 1635 og gav mulighed for at fortsætte den tyske krig efter Gustav II Adolfs død.
Erobringerne betød, at det rent svenske område blev konsolideret inden for de naturlige grænser mod Danmark-Norge. En direkte følge af fremgangen i krigen var nemlig freden i Brömsebro den 13. august 1645, ved hvilken Gotland, Jämtland og Härjedalen samt Halland i 30 år tilfaldt Sverige. Den militære overlegenhed, som krigene havde givet Sverige, blev forudsætningen for, at dronning Kristinas efterfølger, Karl X Gustav (1654-1660), ved freden i Roskilde den 26. februar 1658 kunne sikre indlemmelsen af Skåne, Halland, Blekinge, Bohuslän og Trondheim i riget. Han udkæmpede en ny krig med hele Danmarks erobring som mål og hans plan om at fuldbyrde østersøvældet på bekostning af Polen, hvor de polske Vasaer ikke havde opgivet deres krav på den svenske krone, blev ikke realiseret. Det polske krav forsvandt dog fuldstændigt ved freden i Oliwa 1660, og Sveriges ret til Livland blev definitivt anerkendt.
Under den skånske krig 1675-1679, som i begyndelsen gik dårligt for Sverige, risikerede han at miste de nye sydsvenske landskaber til Danmark, specielt da Sveriges flådes indsats var svag og ude af stand til at støtte de tyske besiddelser. Sverige blev inddraget i krigen efter at have allieret sig med Frankrig og var gået med på dettes side i den europæiske krig, som begyndte 1672 med Ludvig XIV's angreb på Nederlandene. Frankrig hjalp Sverige militært og diplomatisk, så freden ikke førte til landafståelser.
Krigen havde vist, at den svenske armé langt fra var tilstrækkelig til at beholde det, som en gang var erobret. Derfor skabtes det yngre inddelingsværk med midler, som tilfaldt staten gennem den reduktion, som gennemførtes.
Skabelsen af den moderne svenske statsforvaltning
1600-tallet blev en storhedstid både i ydre og indre henseende. Af den allerstørste betydning for staten blev den form, som udøvelsen af den selvstændige statsmyndighed fik under Gustav Vasa, og som Karl IX opretholdt. Også den reform knytter sig først og fremmest til Gustav II Adolfs navn.
thumb|left|Rigskansleren Axel Oxenstierna (1583-1654) skabte den moderne svenske embedsstat, som var nødvendig for at opretholde Sveriges stormagtsstilling
Under de ældre Vasaer var kongen den eneste retslige repræsentant for statsmyndigheden. Rigsrådet, som var en institution, der var fastlagt i landsloven, fik i begyndelsen en tilbagetrukken stilling i det "nye rige" som følge af de minder, der knyttedes til dets magtudøvelse i middelalderen. Det gav anledning til, at der opstod en aristokratisk opposition mod kongemagten efter Gustav Vasas død.
Rigsråden Erik Larsson Sparre var en fremtrædende talsmand for en statsforvaltning, hvor rådet skulle være statsmagtens egentlige indehaver. Dette ville antagelig have medført en tilbagevenden til middelalderens regerende aristokratiske anarki, som Gustav Vasa havde undertrykt. Hans sønner forholdt sig derfor reserverede til de højadelige organisationsforslag, og efter at Karl IX havde kvalt rådsaristokratiets restaurationsplaner, som det skete ved Linköpings blodbad i 1600), fortsatte han i det store og hele det rent personlige regime fra Vasaernes tid.
Kancellikollegiet i Sverige var et statsorgan, der sammen med Kongen fungerede som udøvende magt i Sverige fra 1626 til 1801. thumb|Dronning Kristina (1626-1689), her portrætteret af Sébastien Bourdon, abdicerede som dronning i 1654.
Det lykkedes Gustav II Adolf at forsone aristokratiet med den nye monarkiske statsordning ved at give adelen politisk indflydelse. De militære pligter mistede herigennem deres konstitutive betydning for adelskabet, og det fik et nyt grundlag gennem en adelsordning. Adelen blev derved den samfundsklasse, som frem for alt skulle beskæftige sig med højere statstjeneste, ikke blot militært, men også civilt. For at fremme dette gav Gustav II Adolf adelen øgede privilegier. Sammen med det svenske aristokratis førstemand, Axel Oxenstierna, afsluttede han Sveriges første beskrevne regeringsform, regeringsreformen i Sverige i 1634.
Den foregående vasatids regime styret af kongens sekretærer ophørte, og det højadelige rigsråd blev et regeringskancelli, som ikke var suverænt besluttende og heller ikke parlamentarisk, men som ved sin sociale magtstilling lagde et konstitutionelt bånd på kongemagten. Den kongelige domsret fik et permanent organ i hovrätten, og rigsrådet begyndte selv at virke som højeste retsinstans. En fast centralforvaltning oprettedes i kollegieform. Gustav Vasas reform af lokalforvaltningen fuldendtes, så fogederne underordnedes landshövdingerne, som til forskel fra middelalderens store lensbesiddere var rigtige embedsmænd. Det gamle folkelige selvstyre i landskap og herred kunne ikke holde stillingen mod den organiserede kongelige embedsforvaltning, men i stilhed lagdes grunden til en ny kommunal styrelse gennem den selvforvaltning, som sognene udøvede under præsteskabets ledelse. Byernes selvstyre undertryktes ikke, men indplaceredes i en organisk sammenhæng med den kongelige lokalforvaltning. Gustav II Adolfs og Axel Oxenstiernas organisationsværk begrænsede ikke statsmagtens udøvelse alene til konge, råd og embedsværk, men gjorde tværtimod stænderrigsdagen til et effektivt og lovfæstet organ. Dette ordnede samspil mellem alle nationale kræfter for at virkeliggøre statsformålet var grundtanken i statsdannelsen. Derfor har senere tiders statsmænd kunnet bruge ideerne som vejledning for deres statsform.
Den åndelige og materielle kultur