right|thumb|upright=1.35|På det arkæologiske museum i Krakow findes denne rekonstruktion af et vandalsk par. Manden har sit hår flettet i en "svebisk knude" og kvinden er iført en typisk klædedragt med et spænde på hver skulder. Vandalerne var en østgermansk stamme eller sammenslutning af stammer. Der er romerske beretninger om dem fra det 1. århundrede, hvor de boede i det nuværende Polen mellem Oder og Wisla. I arkæologien er de knyttet sammen med Przeworsk-kulturen med fund fra slutningen af det 3. århundrede f.Kr. til midten af det 5. århundrede.
I anden halvdel af det 2. århundrede drog en del af vandalerne (hasdingerne) mod syd, hvor de blev bosat i det nuværende Ungarn. I anden halvdel af det 4. århundrede kom folkeslagene omkring dem under stigende pres fra hunnerne, og både de silingske og de hasdingske vandaler sluttede sig til den gruppe af folkeslag, der krydsede Rhinen i 406 og invaderede Gallien, som blev plyndret. Omkring 409 krydsede de Pyrenæerne sammen med alanerne og sveberne på vej til den Iberiske halvø og bosatte sig i Gallæcien og Baetica. Det vestromerske rige gik i offensiven for at tilbageerobre de spanske provinser, og med indkaldt visigotisk støtte gjorde de vandalernes situation uholdbar i Spanien. I 429 tog den nykårede kong Geiserik konsekvensen og førte vandalerne til Nordafrika. Her fandt de fodfæste og i 439 anerkendte det vestromerske rige Geiserik som konge over et område med centrum i det nuværende Tunis. Herfra dominerede de også øerne i det vestlige Middelhav. De to romerske kejserriger gjorde flere forsøg på at tilbageerobre de rige nordafrikanske provinser, men først i 534 lykkedes det. Den sidste vandalkonge overgav sig til østromerne, og mange af de overlevende krigere blev tvangsudskrevet til den østromerske hær langt fra Nordafrika, og i løbet af det 6. århundrede forsvandt den vandalske identitet.
Vandalerne har lagt navn til udtrykket "vandalisme", men har ikke gjort sig specielt fortjent til det, da deres historie ikke indeholder beretninger om meningløst hærværk eller ødelæggelser for ødelæggelsens skyld. thumb|upright=1.25|På kunstmuseet i Wien findes denne vandalske fibula, fundet i det nuværende Slovakiet.
Historie Oprindelse Vi ved ikke meget om vandalernes oprindelse. De havde ingen historieskrivere i deres egen befolkning, og vi er derfor helt afhængig af, hvad de romerske historikere skriver, og hvad der fremgår af de beretninger, der er skrevet om andre germanske folk (goter, franker og langobarder). Når vandalerne overhovedet bliver nævnt, handler fortællingerne mest om glorværdige sejre over dem. Ifølge traditionen kom de fra Skandinavien, men den eneste arkæologiske sammenhæng er, at der skete en betydelig affolkning i Vendsyssel i 2. århundrede f.Kr., mens der på næsten samme tidspunkt opstod en ny kultur i området mellem Oder og Wisla. Det tidsmæssige sammenfald er imidlertid ikke noget bevis for en udvandring til netop dette område.Jacobsen, side 2.
Vandalernes navn er blevet forklaret på flere måder: Det kan være baseret på det urgermanske udsagnsord wandijanan (at vende sig eller at tilbede) eller det kan være baseret på stammens tilbedelse af morgenstjernen Aurvandil.R. Much, Wandalische Götter, Mitteilungen der Schlesischen Gesellschaft für Volkskunde 27, 1926, side 20-41. "R. Much has brought forth a relatively convincing argument to show that the very name Vandal reflects the worship of the Divine Twins." Donald Ward, The divine twins: an Indo-European myth in Germanic tradition, University of California publications: Folklore studies, nr. 19, 1968, side 53. Navnets oprindelse kædes også sammen med stednavne som Vendsyssel i Danmark (oldnordisk Vendell eller Vandill), eller området Vendel i Sverige (Oldsvensk Vaendil). De to grupper, vandalerne senere delte sig i - den hasdingske og den silingske - er navnemæssigt blevet knyttet sammen med den norske Hadding-familie, der boede i Hallingdalen og med øen Sjælland. Det skal understreges, at der er tale om teorier, der primært er baseret på ligheder i navne. thumb|left|upright=1.35|De germanske stammer i Nordeuropa omkring år 50. Przeworsk-området er markeret med mørkegrønt, og det er primært befolket af vandaler/lugier, samt mindre områder med burgundere og burer.
Przeworsk-kulturen I området mellem floderne Oder og Wisla har arkæologerne gjort en række fund med fælles karakteristika. Nogle af de vigtigste er omkring byen Przeworsk i det sydøstlige Polen, og byen lægger derfor navn til kulturen. Fundene er blandt andet præget af begravelser i form kremeringer, hvor der i nogle af gravene er lagt våben og keramik. Kulturen var præget af mange små og spredte bosættelser, og den dækkede et stort område. Przeworsk-kulturen kædes ofte sammen med vandalerne, men historikere som Peter Heather påpeger, at den store udstrækning tyder på, at der har levet flere andre germanske stammer end vandalerne i området.Heather (2009), side 105. De græske og romerske geografer og historikere giver ikke megen hjælp i den retning: Plinius den ældre nævner vandalerne som en af de fem store germanske folkestammer, og nævner en række stammer, der indgår i sammenslutningen."Burgundiones" (Burgunder), "Varini" (Variner, også omtalt som "Avarini" og "Varni"), "Carini" (som man ikke ved mere om) og "Gutones" (Goter), Plinius, Naturalis Historia, bind 4, kap. 28. Tacitus - der bruger Plinius som kilde - nævner i 98 vandalerne som en af de vigtigste germanske stammer, men skriver ikke noget om, hvor de bor, og i Przeworsk området placerer han nogle helt andre stammer.Tacitus Germania Der findes på den baggrund en teori om, at vandalerne ikke var en enkelt stamme, men et kult-fællesskab.Heather (1996), side 64. Ptolemæus, der udgav sin Geografi i midten af det 2. århundrede, placerer lugierne i Przeworsk-området, mens han ikke nævner vandalerne. De foregående forfattere nævner slet ikke lugierne, og det har givet anledning til en formodning om, at der er tale om forskellige benævnelser for de samme folk."Efter al sandsynlighed var lugierne og vandalerne et kult-fællesskab, der boede i samme region ved Oder i Schlesien, først under keltisk og derpå under germansk herredømme." Wolfram, 1997, side 42. thumb|right|upright=1.35|Kortet viser, hvilke områder de silingske og hasdingske vandaler beboede fra omkring 180 til cirka 400. Det er baseret på arkæologiske vidnesbyrd og de romerske historiske beretninger. Nabostammernes placering og den romerske grænse svarer til situationen omkring 280. Kontakt med Romerriget I år 50 fortæller romerske kilder, at der fandt voldsomme kampe sted mellem markomanner, støttet af lugier, og quaderne og deres allierede under kong Vannius. Markomannerne angreb quaderne, der var bosat i det nuværende Slovakiet og Mähren, og Torsten Jacobsen mener, at striden drejede sig om told af rav og andre luksusgenstande fra Østersøområdet til Romerriget.Jacobsen, side 10.
I 92 var der på ny uro i området, og den romerske kejser Domitian sendte tropper til hjælp for lugierne, der var kommet i konflikt med sveber eller markomanner.
I midten af det 2. århundrede vandrede en del af vandalerne mod syd, og de bosatte sig i den nordlige del af det nuværende Tjekkiet. Andre stammer rykkede tilsvarende mod syd, og det gav et pres på den romerske grænse langs Donau. Det resulterede i den markomanniske krig i årene 166-180. Det lykkedes med stort besvær kejser Marcus Aurelius at holde germanerne ude af Romerriget, og krigens varighed viser omfanget af hans problemer trods flere vundne slag. Den østromerske historiker Peter Patricieren skrev 400 år senere, at stammen astiggoi (tolket som de hasdingske vandaler) hørte til kejserens støtter mod markomannerne, mens historikeren Eutropius, der var 200 år tættere på begivenhederne, udpegede vandalerne som et af de folk, der blev overvundet af Marcus Aurelius.Jacobsen, side 10. Beretningerne behøver ikke at modsige hinanden, hvis vandalerne først blev overvundet, og derefter var forbundsfæller. Under den markomanniske krig - i 171 - kom en gruppe "astingi" (også tolket som hasdingske vandaler) til nordgrænsen af den romerske provins Dacia. Den samtidige romerske historiker og senator Cassius Dio fortæller, at den romerske guvernør for provinsen fik dem til at angribe nabofolket costoboci, der også truede grænsen. Angrebet lykkedes, men vandalerne blev derefter selv angrebet og besejret af et andet nabofolk, lacringi, uden at romerne blandede sig. De overlevende hasdingske vandaler - med deres to konger Raus og Raptus - underkastede sig kejser Marcus Aurelius og kæmpede på romersk side i resten af krigen.Cassius Dio, 72.12 Da krigen sluttede i 180, fik de lov til at bosætte sig ved floden Tisza i et område, der i dag udgør det nordøstlige Ungarn og dele af Slovakiet. Her boede de hasdingske vandaler i mere end 200 år. De vandaler, der ikke deltog i flytningen mod syd, blev omtalt som de silingske vandaler, og de kom til at give navn til området Schlesien.Jacobsen, side 11. thumb|left|upright=1.25|Vandalsk guldsmykke fra begyndelsen af det 4. århundrede. Fundet i Košice-regionen i det nuværende Slovakiet. I den lange periode, hvor de hasdingske vandaler boede ved Tisza, optræder de kun sparsomt i de romerske beretninger. I 248 hører man om, at nogle af dem sluttede sig til de gotiske høvdinge Argaith og Guntherik, som foretog et røvertogt ind over Donau i den romerske provins Moesien, men i de følgende år, hvor goterne plyndrerde omfattende til lands og til vands i det østlige Middelhavsområde, lader det til, at vandalerne holdt sig i ro.Jacobsen, side 12. I 270 angreb sarmaterne imidlertid det romerske Pannonien i følgeskab med to unavngivne vandalske konger og deres hær. Den samtidige græskfødte statsmand og historiker Publius Herennius Dexippus beskriver, hvordan kejser Aurelian besejrede sarmaterne og vandalerne (vandeloi) i 271. Som et led i fredsslutningen blev det pålagt vandalerne at stille ryttere til rådighed for den romerske hær, og så sent som i begyndelsen af det femte århundrede var der i Egypten udstationeret en enhed med navnet Ala VIII Vandilorum. Nogle af de vandalske rytterofficerer gjorde karriere i den romerske hær, blandt andet faderen til den romerske general og statsmand Stilicho.Jacobsen, side 13-14.
De silingske vandaler dukker op igen i 277, hvor det berettes, hvordan de blev besejret af kejser Probus ved Rhinen. Det drejede sig om et almindeligt røvertogt, hvor de var i følgeskab med burgundere, men fortællingen er interessant, fordi historikeren Zosimus i sin gennemgang af år 277 fortæller, at kejser Probus overvandt nogle logionen. Dette er den sidst kendte omtale af lugier.Jacobsen, side 14-15. thumb|right|upright=1.35|Kortet illustrerer, hvordan vandalerne sammen med alaner og quader overskred grænsen til Romerriget. To store gotiske grupper var i Norditalien i samme periode, og bidrog til svækkelsen af grænseforsvaret. Hunnerne kommer