Slaget ved Villers-Bocage var et slag under 2. Verdenskrig, som blev udkæmpet den 13. juni under invasionen i Normandiet. Britiske panserstyrker planlagde at erobre byen som led i Operation Perch. Det var en operation, der havde til formål at omringe og besætte byen Caen, der var et vigtigt allieret mål i begyndelsen af Operation Overlord.
Operation Perch var et knibtangsangreb med det formål at erobre Caen. 30. britiske korps udgjorde den vestlige arm i omringningsforsøget og pressede sydpå indtil det stødte på stærke tyske styrker i et voldsomt slag om byen Tilly-sur-Seulles, som skiftede hænder adskillige gange, inden den blev befriet. 1. britiske korps' østlige fremstød blev indledt fra brohovedet ved Orne-floden, som var blevet sikret på D-dagen af britiske luftbårne tropper under Operation Tonga, men kom ikke langt mod en beslutsom tysk modstand og stadige modangreb. Da tabene voksede, og der intet tegn var på et forestående tysk sammenbrud, blev offensiven øst for Caen opgivet den 13. juni. I mellemtiden havde amerikansk pres åbnet et hul i de tyske linjer. I et forsøg på at holde operationerne i bevægelse blev 7. britiske panserdivision sendt fra kampene omkring Tilly-sur-Seulles af sted for at rykke frem gennem hullet i et forsøg på ramme de tyske tropper i siden og tvinge Panzer-Lehr-divisionen til at trække sig tilbage.
De forreste elementer af 7. panserdivision rykkede ind i byen om morgenen den 13. juni og rykkede hurtigt frem og erobrede Punkt 213 der lå 2 km mod øst. Ubekendt med nogen tysk tilstedeværelse faldt de forreste britiske kampvogne i et baghold af Tiger-kampvogne fra den 101. tunge SS panserbataljon. På mindre end 15 minutter blev talrige kampvogne, panserværnskanoner og andre køretøjer ødelagt af den tyske styrke. Hovedparten kunne tilskrives panseresset Michael Wittmann. Yderligere kampe fandt sted i løbet af morgenen på Punkt 213, og et tysk modangreb blev iværksat mod byen om eftermiddagen. Denne gang faldt de tyske styrker i et baghold fra forsvarende britisk infanteri og kampvogne. Efter seks timers kamp besluttede den britiske chef på stedet, at hans styrke skulle trækkes tilbage fra byen, en manøvre som blev gennemført inden det blev mørkt, og stort set uden tysk indblanding.
Kampene fortsatte mellem 7. panserdivision og tyske styrker den følgende dag, men Villers-Bocage spillede ingen yderligere rolle i den britiske 2. armés kamp om Caen. Byen blev endelig befriet den 19. juli. Villers-Bocage blev stort set ødelagt af bombardement fra Royal Air Force til støtte for Operation Epsom og blev endelig befriet den 4. august af 50. infanteridivision. Historikerne er generelt enige om, at på grund af fejltagelser på divisions- og korpsniveau forspildte briterne her en mulighed for hurtigt at erobre Caen.
Baggrund
thumb|right|300px|Allierede og tyske placeringer den 12. juni 1944
Byen Caen i Normandiet var et vigtigt britisk mål på D-dagen.Williams, p. 24 De britiske styrker blev hæmmet af trængsel i brohovedet, som forsinkede indsættelsen af deres panserstøtte, og de blev tvunget til at bruge nogle af deres styrker på at angribe de stærkt forsvarede tyske stillinger langs vejen til Caen. Derfor kunne den britiske 3. infanteridivision ikke angribe Caen med tilstrækkelig styrke til at kunne erobre byen, og blev stoppet i byens udkant af den tyske 21. panserdivision.Wilmot, pp. 284–286 Operation Perch havde til formål at skabe en trussel om et britisk udbrud fra brohovedet sydøst for Caen.Trew, p. 22 Operationen blev overgivet til 30. Korps. 50. division, som var landsat på D-dag fik til opgave hurtigt at rykke ind i landet og erobre Bayeux og vejen til Tilly-sur-Seulles.Forty, p. 36Buckley, p. 23 Den 7. panserdivision, forstærket med 8. panserbrigade ville derefter tage over fra 50. division og føre an i et yderligere fremstød fra Tilly-sur-Seulles til Mont Pinçon.Taylor, p. 9
Den 9. juni var Caen stadig sikkert i tyske hænder. De allieredes øverstkommanderende for landstyrkerne, general Bernard Montgomery besluttede, at nu skulle Caen erobres ved en knibtangsmanøvre.Stacey, p. 142 Med et angreb ud af Orne brohovedet, det område som var erobret øst for Orne-floden af 6. luftbårne division under Operation Tonga, skulle 1. Korps' 51. infanteridivision og 4. mekaniserede brigade udgøre den østlige arm i knibtangen. De skulle angribe sydpå mod Cagny, 10 km sydøst for Caen. 30. Korps skulle udgøre knibtangens vestlige arm. I en ændring i forhold til den oprindelige plan skulle 7. panserdivision nu dreje mod øst, krydse Odon-floden, erobre Évrecy og det højtliggende terræn ved byen (Hill 112).Ellis, p. 247
Imidlertid kom 30. korps i kamp med Panzerlehrdivisionen om besiddelsen af Tilly-sur-Seulles og kunne ikke trænge fremClay, p. 256Gill, p. 24Forty, p. 37 mens 51. division mødte hård og fortsat modstand fra 21. panserdivision i sit forsøg på at trænge sydpå til Saint Honorine. Da 50. division ikke kom nogen vegne blev offensiven øst for Caen afblæst den 13. juni.Major Ellis, Official History, p. 250 På højre flanke af 30. korps havde den tyske 352. infanteridivision været i kontakt med den amerikanske 1. infanteridivision siden landgangen på Omaha Beach på D-dag. Da de ikke havde fået ret megen forstærkning, var 352. division ikke i stand til at modstå det fortsatte amerikanske pres, og begyndte at give efter og trække sig mod syd. Herved åbnedes der et 12 km bredt hul i de tyske linjer mellem det amerikanske 5. Korps og 30. Korps. Weigley, pp. 109–110
Da han var klar over den mulighed det udgjorde, mødtes general Dempsey med generalløjtnant Gerard Bucknall, chefen for 30. korps og generalmajor George Erskine, som var leder af 7. panserdivision og gav Erskine ordre til at trække sine kampvogne tilbage fra kampene ved Tilly-sur-Seulles.Hart, p. 134 7. panserdivision skulle i stedet udnytte åbningen i de tyske linjer, erobre byen Villers-Bocage og angribe Panzerlehrdivisionens flanke.Buckley, p. 24Wilmot, p. 308 En højderyg 2,5 km øst for byen var det endelige målForty, p. 47. Det blev antaget, at fremkomsten af britiske kampvogne i ryggen på Panzerlehrdivisionen placeret på et højtliggende område og med vigtige kommunikationslinjer under deres kontrol, ville tvinge Panzerlehrdivisionen til at trække sig tilbage eller overgive sig, og dermed holde operationen flydende.Ellis, p. 254Clay, p. 257
Tyskerne var godt klar over deres sårbarhed og planlagde at lukke hullet i fronten med den 2. panserdivision og 3. faldskærmsdivision.Reynolds, p. 96 Disse enheder kunne imidlertid først være på plads den 15. juni, så der blev sendt lette spejderstyrker af sted for at dække området.Reynolds, p. 97 Desuden sendte lederen af 1. SS Panserkorps Sepp Dietrich sin eneste reserve, den 101. tunge SS-Panzerabteilung, af sted for at placere sig bag Panzerlehrdivisionen og 12. SS-Panzer for at dække hans åbne venstre flanke.Reynold, pp. 99–100 Da han forudså hvilken betydning briterne ville tillægge det højtliggende område ved Villers-Bocage,Forty, p. 57 placerede lederen af bataljonens 2. eskadron, Michael Wittmann sine kun 5 funktionsdygtige Tiger-kampvogne, lige syd for Punkt 213 på Villers-Bocage-højderyggen.Reynolds, p. 100 De ankom den 12. juni efter fem dages kørsel fra Beauvais.Reynolds, pp. 80, 99
I løbet af morgenen den 12. juni fortsatte 7. panserdivision med at udføre sine hidtidige ordrer og forsøgte at trænge frem mod Tilly-sur-Seulles. Klokken 12 blev der holdt et møde mellem brigadegeneral William Hinde, der var chef for 22. panserbrigade, og generalmajor George Erskine, som var chef for divisionen, Hinde fik ordre til at udnytte hullet i den tyske front. Kort efter mødet indledte 8. King's Royal Irish Hussars, 7. panserdivisions opklaringsregiment,Fortin, p. 13 en rekognoscering af den rute, som brigaden skulle følge. Hovedstyrken afgik fra Trungy omkring kl. 16.Forty, p. 50 Fire timer senereTaylor, p. 11 var divisionen rykket 20 km frem til Livry, heraf 10 km gennem tysk besat område uden at møde modstand. Ved Livry blev den forreste Cromwell kampvogn fra 8. Hussars imidlertid ødelagt af en panserværnskanon. Landsbyen blev forsvaret af elementer af Panzerlehrdivisionens støttekompagni. Britisk infanteri rykkede frem og i løbet af to timer var stillingen elimineret.
I håb om at holde tyskerne i tvivl om det britiske hovedmål beordrede brigadegeneral Hinde styrken til at gøre holdt for natten. Mens hovedstyrken holdt sig i nærheden af la Mulotiere hvor de gennemførte normal vedligeholdelse mens 8. Hussars og 11. Hussars (Prince Albert's Own),Taylor, p. 12 divisionens panservognsregiment, fik til opgave at rekognoscere på hovedstyrkens flanker. 11. Hussars fandt ingen modstand på højre flanke og fik forbindelse med den amerikanske 1. infanteridivision, mens 8. Hussars, på venstre flanke mistede 2 kampvogne og 7 mand, da de stødte på elementer fra Panzerlehrdivisionen 3 km borte.
Planlægning
I løbet af natten færdiggjorde brigadegeneral Hinde sin planForty, p. 52 for hvorledes den 22. panserbrigadegruppe skulle besætte Villers-Bocage den 13. juni. Hinde vidste, at for at fastholde kontrollen med byen måtte han også besætte højderyggenD'Este, p. 177 2,5 km øst for byen og planlagde herefter.
thumb|right|Michael Wittmann fotograferet en måned før Operation Overlord
4. Country of London Yeomanry (4CLY) skulle sammen med et kompagni af 1. bataljon af riffelbrigaden fortsætte gennem Villers-Bocage og besætte Punkt 213 på Villers-Bocage højderyggen. 1/7th Queen's Royal Regiment (West Surrey) skulle følge efter og besætte selve byen. 5th Royal Tank Regiment (5RTR), med yderligere et kompagni af 1. Riffelbrigade, skulle besætte det højtliggende område sydvest for byen ved Maisoncelles-Pelvey. Udstyret med M10 Achilles selvkørende panserværnskanoner skulle 260. Anti-tank Battery fra Norfolk Yeomanry tage opstilling og dække hullet mellem 4. Country of London Yeomanry og 5. Royal Tank Regiment.Reynolds, p. 101 5. Royal Horse Artillery, der var udstyret med Sexton selvkørende artilleri, skulle følge resten af brigaden mens de to husarregimenter skulle sørge for beskyttelse af flankerne, fungere som buffer, afskærme divisionen fra Panzerlehrdivisionen og opspore fjendtlige stillinger på begge sider af fremrykningen.Taylor, p. 15 Resten af divisionen, 131. infanteribrigade med 1. Royal Tank Regiment, 1/5th og 1/6th bataljoner af Queen's Royal Regiment (West Surrey); skulle placere sig i Livry området, holde en "fast base"Reynolds, p. 111 og sikre divisionens kommunikationslinjer.Forty, p. 82
I betragtning af den betydning, som briterne ville tillægge de højtliggende område ved Villers-Bocage, var den tunge 101. SS-panserafdeling blevet beordret til at tage opstilling bag Panzerlehrdivisionen og 12. SS-panserdivision for at dække den åbne venstre flanke. Ved fuld styrke ville den 101. tunge SS-panserafdeling have omfattet 45 Tiger I kampvogne, 14 kampvogne pr. eskadron og 3 kampvogne som udgjorde enheden omkring hovedkvarteret. Enheden havde imidlertid været udsat for konstante luftangreb under dens 5-dages fremrykning over 250 km fra Beauvais og havde nu kun omkring 17 indsatsklare kampvogne. Bataljonens første eskadron var placeret 9 km nordøst for Villers-Bocage. Anden eskadron under Michael Wittmann var placeret lige syd for Punkt 213 mens tredje eskadron med blot én fungerende kampvogn var placeret i omegnen af byen Falaise og nåede først frem til fronten to dage senere. Kampvognene i umiddelbar nærhed af Villers-Bocage tilhørte bataljonens 2. eskadron under ledelse af Michael Wittmann. Kampvognene under hans kommando anføres at have haft numrene: 211, 221, 222, 223, 233 og 234.
Kampen om morgenen