Den tyske situation i Normandiet i 1944 var påvirket af mange faktorer og præget af de forskellige beslutningstageres erfaringer fra krigen samt af Operation Fortitude – de allieredes sløringsoperation, som skulle aflede opmærksomheden fra Operation Overlord.

De allierede forberedte sig først og fremmest på en invasion af det besatte Frankrig. Tyskerne regnede med, at den ville komme ved Pas-de-Calais, men kunne ikke udelukke, at den ville ske på et andet sted, og kunne derfor ikke koncentrere deres modforholdsregler om et bestemt område.

Udvikling af kommando- og troppestrukturen i vest Ved reorganiseringen af de tyske armégrupper (Heeresgruppen) i foråret 1941, som var forårsaget af det planlagte angreb på Sovjetunionen, blev Heeresgruppe D under feltmarskal Erwin von Witzleben etableret som overordnet enhed for de tyske tropper i Frankrig. Samtidig blev posten som Oberbefehlshabers West oprettet og overdraget til den udpegede leder af Unternehmen Seelöwe Gerd von Rundstedt, som samtidig var leder af Heeresgruppe A. Udover Heeresgruppe A havde han den taktiske kommando over Heeresgruppe D og de øverstkommanderende for de tyske tropper i Holland flyvergeneralen Friedrich Christiansen. Da angrebet på England blev endeligt opgivet, blev posten som OB West overdraget til von Witzleben, og von Rundstedt tog til Østfronten. Kun to arméer, den 7. og den 15., bevogtede den lange kystlinje fra den spanske grænse til Antwerpen. Den tyske 1. Armé var stationeret i det indre af Frankrig og havde fælles hovedkvarter med OB West ved Paris.

I slutningen af 1941 var der kun opført syv batterier med tungt artilleri ved Kanalkysten. Det var meningen, at de skulle beskyde de Britiske Øer som led i Unternehmen Seelöwe. Hertil kom en række mindre kystbatterier, som var blevet opført af Organisation Todt. Efter Hitlers ændring af planerne havde den fået til opgave at bygge ubåds-bunkere i Brest, Lorient og St. Nazaire og var ikke længere til rådighed for udbygningen af Atlantvolden. Der kunne ikke skaffes yderligere mandskab til byggeri. Von Witzleben blev derfor nødt til at arrangere sig med Kriegsmarine og låne de folk, som var til overs og i øvrigt indsætte sine egne tropper ved fæstningsbyggeriet. Hans forehavende blev imidlertid også begrænset af den herskende knaphed på materialer.

Den egentlige start på en passende udbygning af Atlantvolden, som strakte sig fra Norge til Biscayen, begyndte først i foråret 1942, da den amerikanske indtræden i krigen og den sovjetiske vinteroffensiv havde gjort en ny vestfront sandsynlig på et tidspunkt ud i fremtiden. Især i det nordlige Frankrig, og i særlig grad på det smalleste sted ved Den engelske kanal – Pas-de-Calais – blev der gjort overvejelser om et muligt forsvar mod angreb fra havet. Der blev bygget kanonstillinger til tungt artilleri og mindre kanoner, samt modstandsreder med maskingeværer langs kysten. De større havne og flodmundinger fik i den sammenhæng særlig beskyttelse.

I begyndelsen af marts overtog von Rundstedt igen posten som OB West, og Hitler udsendte to uger senere sin "Führeranweisung 40" Führeranweisung 40 i original ordlyd: http://www.museumscenterhanstholm.dk/index.php?PAGE=935 ; Hentet den 15. april 2006 om udbygning af det vestlige forsvar. Herved fik OB West overdraget ansvaret for alle forsvarsanlæg i de vestlige besatte områder, og blev sammen med den øverstkommanderende i Danmark direkte underlagt OKW. OKW under feltmarskal Wilhelm Keitel overtog i begyndelsen af 1943 hele det vestlige forsvarsområde. Hertil hørte Frankrig, Belgien og Holland foruden Skandinavien, Italien, Balkan og Nordafrika.

Hitlers Anweisung 40 viste vejen for den fremtidige taktisk planlægning af forsvaret af Nordfrankrig. Hans anvisning indeholdt en ordre om organisation af tropper, som kunne slå enhver mulig fjendtlig invasion tilbage umiddelbart før eller straks efter en vellykket landgang. Enhederne skulle koncentreres i de kystområder, som var mest velegnede til en invasion. Mindre vigtige kystafsnit skulle forsvares med kraftige artilleristillinger. Resten af kysten skulle dækkes af patruljer. Tropperne fik desuden ordre til at forsvare kysterne "til sidste mand". Til det formål skulle enhederne udstyres med våben, ammunition og forsyninger, så de under alle omstændigheder kunne fortsætte kampen ved et fjendtligt angreb.

Kun fem dage efter blev Hitler overrasket af det vellykkede britiske angreb på St. Nazaire (Operation Chariot). Hitler påtalte rasende kystforsvarets tilstand. Som følge heraf skete der personelle ændringer i Oberkommando West.

På grund af den anspændte situation på Østfronten overførte OKW og OKH i 1942 i stigende grad enheder fra vest mod øst. Dermed blev blev antallet af divisioner, som stod til rådighed for forsvaret i vest stadig mindre. Von Rundstedt udstedte i maj en ordre, hvori han krævede en hurtig genopbygning af de enheder, som blev overført fra Østfronten til Frankrig. Samtidig advarede von Rundstedt mod, at man i vest kun placerede udbrændte frontsoldater og soldater, som ikke kunne bruges på Østfronten. Til gengæld foreslog OKH i sidste kvartal af 1942 en regelmæssig månedlig udveksling af to enheder fra Heeresgruppe Mitte med to fra OB West af en fra Heeresgruppe Nord med en fra garnisonen i Norge. OKH opremsede ti infanterienheder under OB West, som straks kunne indsættes på Østfronten. For at undgå en indsats af pansrede og motoriserede enheder i den russiske vinter, skulle de ikke overføres før til foråret. Imidlertid gav Hitler blot to måneder senere ordre til overførsel af 6. panserdivision fra vest til området ved Stalino-Volchansk. I løbet af 11 måneder flyttede 22 infanteri- og 6 pansrede eller motoriserede enheder fra vest til Østfronten. Sammen med udtynding af personalestyrken i form af de bedste soldater og officerer samt af materiel svækkede dette det vestlige forsvar betragteligt.

Den 29. september 1942 krævede Hitler på et tre timer langt møde i Rigskancelliet med Hermann Göring, Albert Speer (lederen af Organisation Todt), von Rundstedt, Günther Blumentritt, general i ingeniørtropperne Alfred Jacob, generalløjtnant Rudolf Schmetzer (fæstningsinspektøren i OB West) og nogle få andre førende officerer en konsekvent udbygning af Atlantvolden. Han fremførte, at efter den vellykkede forårsoffensiv i 1943 ville Sovjetunionen blive besejret, og at en Anden front i vest derefter ville være mulig. I første række anså han den norske kyst for truet, skiftede derefter over til Nordfrankrig, da en invasion der ville kræve mindst skibstonnage. Ifølge hans analyse af angrebet på Dieppe, som han anså for at have været en stort anlagt invasion, der var slået fejl, kom han til den slutning, at briterne ikke havde andet valg end at prøve igen. Derfor var det utænkeligt ikke at gøre Atlantvolden så stærk som mulig – ikke kun mod angreb fra havet, men også mod en mulig fjendtlig overlegenhed i luften. Til det formål skulle der bygges 1.000 beton bunkers, som kunne modstå de tungeste granater og bomber, og der skulle indsættes 300.000 soldater i forsvaret. Desuden skulle havnene og ikke mindst ubåds-bunkerne yderligere befæstes og beskyttes mod fjendtlige angreb. Dette program skulle gennemføres inden 1. maj 1943.Førerens tale om udbygning af Atlantvolden den 29. september 1942: http://www.ibiblio.org/hyperwar/USA/USA-E-XChannel/USA-E-XChannel-4.html#cn32 ; Hentet den 15. april 2006.

Da kystforsvaret imidlertid stadig havde laveste prioritet, havde Organisation Todt været glad for at have færdiggjort 40 % af anlæggene på det nævnte tidspunkt. Ligeledes lå en tilstrækkelig udbygning af den militære styrke før et allieret angreb også udover, hvad man kunne forestille sig.

Tyske forberedelser på en allieret invasion Da de tyske efterretningstjenester i efteråret 1943 kunne bringe de første informationer om indholdet af udenrigsministrenes konference i Moskva til den tyske ledelse, stod det snart klart, at åbningen af en ny front i vest var umiddelbart forestående. Denne erkendelse måtte imidlertid snart revideres, da det sivede igennem, at de "Tre store" på Teheran-konferencen i november havde besluttet en udskydelse af invasionen i Vesteuropa med flere måneder. Heraf sluttede den tyske ledelse, at der ikke kunne regnes med en invasion før tidligst i slutningen af februar, men samtidig at den ville komme i løbet af foråret. ibiblio.org: http://www.ibiblio.org/hyperwar/USA/USA-E-XChannel/USA-E-XChannel-4.html#fn1 , Fodnote 1 (OKW-Bericht); Hentet 14. april 2006.

Endnu mens de allierede afholdt deres konference i Moskva i oktober, skrev feltmarskal Gerd von Rundstedt en lang, pessimistisk rapport om forsvarsanlæggenes tilstand i vest til den tyske overkommando. I rapporten gjorde han det klart, at hans tropper på ingen måde var i stand til at yde modstand mod en allieret invasion. Under den treårige besættelse af Frankrig var projektet "Festung Europa" endnu ikke blevet drevet fremibiblio.org: http://www.ibiblio.org/hyperwar/USA/USA-E-XChannel/USA-E-XChannel-4.html#fn2 , Fodnote 2, (Rundstedt-Bericht); Hentet 14. april 2006. Hitler tilsluttede sig von Rundstedts synspunkter i sin Führeranweisung 51 fra 3. november 1943: Führeranweisung 51 i original ordlyd: http://www.museumscenterhanstholm.dk/index.php?PAGE=939 ; Hentet den 15. april 2006

Anweisung 51 var rent faktisk ikke kun påvirket af von Rundstedts rapport fra oktober, men også af den aktuelle situation på Øst- og Sydfronten, hvor de tyske arméer led stadig flere tilbageslag. Det bidrog til Hitlers vurdering, at en åbning af en ny front for at få en hurtig afgørelse af krigen var kommet nærmere. Af alle disse årsager måtte der ikke længere ske en svækkelse i vesten til fordel for de andre fronter. OKH skulle udarbejde en plan om at udstyre alle panser- og pansergrenaderdivisioner med 93 Panzer IV og kraftige forsvarsvåben. Ved årets slutning skulle oprustningen være afsluttet. Reservepanserenhederne skulle udrustes fuldt ud, og OB West skulle have leveret maskingeværer i fuldt omfang. Tilbagetrækning af pansrede enheder blev forbudt uden forudgående godkendelse fra Hitler. Luftwaffe og Kriegsmarine fik ordre til at styrke sine forsvarspositioner.

Trods de nye ordrer kom der den 23. november ordre om, at 60. pansergrenaderdivision hurtigst muligt skulle omorganiseres og gøres klar til forlægning til Østfronten. Den 3. december udskiftede overkommandoen omkring 10.000 erfarne soldater fra årgang 1925 med nye soldater, som af erhvervsmæssige årsager ikke tidligere var blevet indkaldt. Omkring samme tidspunkt faldt tildelingerne af tunge våben til fordel for østfronten.

Uenighed om tidspunkt, sted og modtræk mod en allieret landgang Da Hitler i november 1943 besluttede, at muligheden for en allieret invasion i Frankrig ikke længere kunne ignoreres, blev feltmarskal Rommel udnævnt til inspektør for kystforsvaret og senere til chef for Heeresgruppe B, som var ansvarlig for forsvaret på landjorden af Nordfrankrig. Omstændighederne, der førte til Rommels udnævnelse, var noget forvirrende, da han på dette tidspunkt var chef for Heeresgruppe B i Norditalien og endda af Hitler var udset til at blive øverstkommanderende for alle tropper i Italien. Hitler skiftede imidlertid pludselig mening og udnævnte Albert Kesselring til posten som OB Süd. Tre dage efter Kesselrings udnævnelse fremsendte OKW en formel forespøgsel, hvori den anfordrede en Reserve-Heeresgruppe under Rommel, som kunne sendes til en hvilken som helst invasionskyst. Det nye hovedkvarter blev rekrutteret fra staben i Heeresgruppe B bortset fra enkelte specialofficerer, som blev trukket bort og ca. halvdelen af tropperne. Denne nye "Heeresgruppe til særlige opgaver" fik indtil videre hovedkvarter i München og afventede yderligere ordrer.