thumb|Hawker Typhoon bliver bevæbnet med RP3-raketter, maj 1944 thumb|En Focke Wulf Fw 190 der sammen med Bf 109G-6 var det tyske luftvåbens standardjagerfly i 1944 thumb|P-51 Mustang-fly med sort-hvide "invasionsstriber" - for lettere at kunne adskille dem fra tyske fly thumb|Et Handley Page Halifax Mark III tungt bombefly fra RAF som også blev anvendt til at slæbe svævefly med
Luftkrigen under Operation Overlord hører sammen med Slaget om England, den strategiske bombeoffensiv mod Tyskland og hangarskibskrigen i Stillehavet til de vigtigste luftslag under 2. verdenskrig. Den foregik mellem juni og august 1944 under de Allieredes landgang i Nordfrankrig.
Den allierede landgang blev mulig da de Allierede erobrede luftherredømmet. Inden D-dag, den 6. juni 1944, forberedte de allierede flystyrker invasionen ved at bombardere de tyske forsyningslinjer, artilleribatterier og tropper samt ved at forsyne den Franske modstandsbevægelse med våben og udrustning fra luften.
På D-dag sikrede de allierede jagerfly luftrummet over landgangskysterne og bombeeskadriller angreb tyske stillinger i baglandet. Til beskyttelse af den allierede armada af krigs- og forsyningsskibe afsøgte allierede fly havet efter tyske ubåde. Da tyskerne havde ventet en landgang ved Pas-de-Calais og fortsat ventede en landgang der længe efter invasionen i Normandiet (se: Den tyske situation i Normandiet i 1944), kunne de kun imødegå den allierede landgang med få jagerfly. Størstedelen af de tyske jagere var umiddelbart før invasionen blev flyttet ind i det indre af Frankrig.
Efter D-dag understøttede de Allierede deres offensiv på jorden med koncentrerede bombardementer. Allierede jagerbombere overfløj Normandiet på jagt efter tyske troppeenheder, og beskød dem for at forhindre dem i at nå frem til fronten. Det tyske Luftwaffe kunne kun i begrænset omfang imødegå de allierede fly og kunne stort set intet stille op imod fremrykningen på jorden. Den tyske hær håbede på at de med indsættelse af "Wunderwaffen", som f.eks. raketfly og jetjagere (som dog ikke nåede at komme til indsats) men først og fremmest med erfarne panserdivisioner kunne modstå invasionen. Desuden angreb tyskerne engelske byer med de såkaldte gengældelsesvåben V1-missiler og V2-raketter.
De allierede flystyrker kunne opfylde alle de opgaver de havde fået, om end det i nogle tilfælde skete med forsinkelse på grund af dårligt vejr. Flystyrkerne havde hidtil uset størrelse og tabene på 17.000 piloter og besætningsmedlemmer på under tre måneder var de største tab i luftkrigens historie. Det tyske luftvåben var ikke i stand til at modstå den allierede overmagt i luften. Forsøget på at stoppe den allierede fremrykning ved en stor modoffensiv under en periode med dårligt flyvevejr i vinteren 1944 slog ligeledes fejl under Ardenneroffensiven.
Baggrund, planlægning og parternes situation Allieret forberedelse af Operation Overlord og flystyrkernes opgaver thumb|B-17 Bombefly fra USAAF nedkaster forsyninger til modstandsbevægelsen i det besatte Frankrig, 1944
Den 11. januar 1944 begyndte de allierede luftangreb i direkte sammenhæng med forberedelsen af Operation Overlord. Angrebene havde indtil invasionens start følgende mål, som blev forfulgt samtidig:
Forsyning af modstandsgrupperne i det besatte Frankrig med våben og udstyr til gennemførelse af sabotageaktioner. Angreb mod de næsten færdige V-1-katapulter ved kysten af Den engelske kanal. Angreb mod transportforbindelser i det fremtidige landgangsområde, fortrinsvis de franske jernbaner (se Transport planen). Angreb mod Luftwaffes anlæg
Allerede fire måneder før starten på Operation Overlord blev der gennemført en række angreb mod mål langs Kanalkysten, den hollandske kyst og i selve Tyskland for at afprøve det tyske luftvåbens forsvarsberedskab. Ved disse operationer, som de allierede flystyrker omtalte som Big Week viste det sig, at de allierede flystyrker overalt og til enhver tid kunne opnå overlegenhed i luften.
Desuden blev der i april 1944 gennemført luftangreb mod olielagre ved de rumænske oliefelter omkring byen Ploesti og mod anlæg til fremstilling af syntetisk benzin i Tyskland, hvilket førte til mangel på flyverbenzin og dermed yderligere indskrænkede det tyske luftvåbens indsatsmuligheder.
Involverede allierede flystyrker Den øverstkommanderende for de allierede flystyrker i Allied Expeditionary Air Force, AEAF, som var den største og mest alsidige luftflåde nogensinde, var luftmarskal Trafford Leigh-Mallory. Under hans kommando var der luftlandestyrker, taktiske luftflåder, strategiske luftflåder, RAF Coastal Command samt det britiske luftforsvar.
Luftlandestyrker No. 38 Group AEAF og No. 46 RAF Transport Command med i alt 478 transportfly og 1.120 svævefly til luftlandsætninger. Ninth Troop Carrier Command fra det amerikanske Ninth Air Force med i alt 813 transportfly og 511 svævefly.Hjemmeside med dokumentation af invasionen i Normandiet på : http://www.6juin1944.com/assaut/aeropus/en_page.php?page=statistics; Hentet i slutningen af april 2006
Taktiske luftflåder Udviklingshistorie Under slaget om Frankrig i 1940 var de allierede flystyrkers taktik, først og fremmest RAF's, mod de hurtigt fremrykkende tyske pansertropper ikke tilfredsstillende. De styrker, som havde til opgave at yde nærstøtte, var udstyret med fejlkonstruerede fly af typen Fairey Battle, og de blev næsten fuldstændig tilintetgjort uden at have opnået nævneværdige taktiske resultater.
Under felttoget i Nordafrika, som udgjorde Storbritanniens forsættelse af landkrigen mod Tyskland, blev denne mangel ved såvel RAF som ved de amerikanske flystyrker rettet op. Den første taktiske luftflåde i RAF var det såkaldte Desert Air Force (DAF). Denne enhed, som bestod af forskellige jager- og bombeflyenheder udviklede vigtige taktiske metoder, som viste vej for de senere taktiske luftflåder. Det drejede sig f.eks. om anvendelse af Forward Air Controllers, som fra landjorden dirigerede flystyrkernes angreb mod fjendens landstyrker.
På amerikansk side blev Ninth Air Force etableret den 12. november 1942 ud fra US-Army Middle East Air Force (USAMEAF) i Nordafrika. De til rådighed stående flytyper blev ombygget til indsats mod tropper på landjorden i en taktisk luftkrig. Angrebsmetoder blev afprøvet, som kom til at danne grundlag for etablering af specielle taktiske luftflåder.
Briternes Second Tactical Air Force og amerikanernes Ninth Air Force thumb|Mellemtunge bombefly fra Ninth Air Force bombarderer Pointe du Hoc inden invasionen
Da Afrikakorpset var blevet slået i 1943, blev de taktiske enheder overført til England og lagt sammen til to store luftflåder: den britiske Second Tactical Air Force (2nd TAF) og den amerikanske Ninth Air Force.
Begge luftflåder blev tilpasset til den planlagte invasion og fulgte de allierede styrker på landjorden fra D-dag til krigens slutning. De fik nye flytyper og særlig ammunition, som f.eks. Hawker Typhoon, der blev udstyret med RP3-raketter til angreb mod kampvogne.
Second Tactical Air Force og Ninth Air Force rådede den 6. juni 1944 over mere end 2.600 fly tilsammen, herunder jagere, jagerbombere, lette- og middelsvære bombefly, rekognosceringsfly og artilleriobservationsfly.
Strategiske luftflåder Royal Air Force Bomber Command – den britiske strategiske luftflåde under luftmarskal Arthur Harris) omfattede den 6. juni 1944 82 eskadriller med i alt 1.681 fly. 8. United States Army Air Force, der siden 22. februar 1944 var underlagt United States Strategic Air Force (USSTAF), som blev ledet af General Carl Spaatz. Den var den største af alle involverede luftflåder. Den bestod af over 2.800 fly og rådede også over et stort antal eskadriller af eskortejagere.
Royal Air Force Coastal Command thumb|Short Sunderland Mk.V, under indsats som ubådsjager i Coastal Command
16th og 19th Group med i alt 63 eskadriller, som den 6. juni omfattede 678 indsatsklare fly, heraf 549 fra enheder i Royal Air Force. Hovedopgaven bestod i at gennemføre Operation Cork. Derudover blev de allierede flådestyrker understøttet ved forsvar mod tyske torpedobåde og andre lette overfladeskibe ligesom tyske forsyningslinjer ved kysten blev angrebet
Air Defence of Great Britain (ADGB) Til forsvar af de Britiske Øer var der 10., 11., 12. og 13. gruppe med i alt 45 eskadriller jagerfly. Disse enheder blev til dels kortvarigt underlagt Second Tactical Air Force og deltog i mange operationer, som gik langt ud over forsvar af luftrummet over Storbritannien.
Luftwaffes forsvarsplan Luftwaffes rolle Efter krigsvinteren 1943-1944 stod det klart at der var en tydelig tillidskrise mellem den øverstkommanderende for Luftwaffe Hermann Göring og Adolf Hitler. Göring havde siden det mislykkede kup i 1923 været Hitlers nærmeste fortrolige, men havde under krigen gentagne gange afgivet løfter, som han ikke kunne indfri: Ødelæggelse af British Expeditionary Force fra luften i Dunkerque. Resultatet blev i stedet at næsten 340.000 soldater blev evakueret. Nedkæmpelse af Royal Air Force i august 1940 i løbet af fire dage. Resultatet blev et tysk nederlag i Slaget om England. Forsvar af selve Tyskland mod allierede luftangreb. Resultatet blev fortsat og systematisk ødelæggelse af en lang række tyske byer ved luftangreb fra RAF og USAAF. Forsyning af den omringede 6. Armé i Stalingrad fra luften. Resultatet blev at hele 6. armé gik tabt.
Denne række af store fejlvurderinger fra Görings side førte til at Hitler ikke overdrog forsvaret af de mulige invasionsstrande til Luftwaffe. I stedet valgte han feltmarskal Erwin Rommel, og dermed den feltherre, som havde størst erfaring i at kæmpe mod de vestallierede.
Indsættelsen af Luftwaffe, især indsættelsen af de såkaldte "Blitzbombern" til bekæmpelse af landsatte allierede tropper, regnede Hitler selv med at styre. Luftwaffes faktiske indsats bestod kun af nogle få natlige angreb, såsom den 29. april 1944 mod Portsmouth med 100 bombefly. Sammen med indsættelsen af gengældelsesvåbnene V-1 og V-2 udgjorde de Nazi-Tysklands langdistanceoffensiv.
Nedkastede bomber over England: 1943: 2.298 ton 1944: 9.151 ton (inklusiv V-1 og V-2)
De defensive forberedelser bestod kun i forlægning af enkelte luftforsvarsbatterier fra Tyskland til Atlanterhavskysten. I OKW ville man vente med at overføre flyene til sidste øjeblik Percy E. Schramm (Hrsg.): Kriegstagebuch des Oberkommandos der Wehrmacht 1944-1945, Teilband 1, .
De scenarier som OKW havde opstillet koncentrerede sig om slag på landjorden mod luftbårne og landsatte enheder fra de Allierede. Luftkrigen blev i denne sammenhæng fuldstændig ladt ude af betragtning. Feltmarskal Erwin Rommel, som inspicerede forsvarsanlæggene ved den kommende vestfront konstaterede, at en invasionshær måtte slås tilbage af forsvarerne allerede inden den nåede at etablere brohoveder. Rommel selv koncentrerede sig i denne sammenhæng om at få rådighed over pansertropper og om at udbygge forsvarsanlæggene. Hvordan man skulle imødegå fjendens overlegenhed i luften forblev et ubesvaret spørgsmål.
Fra april 1944 blev de militære forudsætninger for en allieret invasion anset for at være til stede fra OKW's side. Enhver forsinkelse af angrebet blev anset for at være til forsvarernes fordel, da disse kunne bruge tiden til at opstille yderligere hærenheder og udbygge forsvarsanlæggene. At årsagen til forsinkelsen muligvis kunne hænge sammen med flyvevejret blev erkendt, men der blev ikke truffet foranstaltninger til at opnå luftoverlegenhed over de mulige kampområder.
Enheder til rådighed på D-dag Den 6. juni var der udover 39 forældede Junkers Ju 88 i ZG 1 (Zerstörergeschwader, tunge jagerfly) kun de to fast udstationerede jagereskadriller Jagdgeschwader 2 og Jagdgeschwader 26 til rådighed for forsvaret af Kanalkysten i dagslys. Antallet af operative fly i de to eskadriller udgjorde 119, hvilket betød at under 50% af de udstationerede fly var klar.