Argumentationsteori er en af de underdiscipliner man finder inden for filosofi. Sammen med logik, der er en anden af filosofiens underdiscipliner, så undervises man i argumentationsteori i at argumentere for sine synspunkter. Det indbefatter, at man lærer at identificere grundelementerne i argumenter for både at kunne gennemskue styrken af andres måde at argumentere på samt forme utvetydige, gyldige og empirisk sande argumenter selv.
Grundlæggende ting
Argumenter Et argument består altid af mindst to ting: Påstand og begrundelse. Maks én påstand, mindst én begrundelse.
Man kalder også disse for præmisser (begrundelserne) og konklusion (påstanden).
Påstande En påstand og et argument forsøger begge at overbevise om at noget ér/bør være på en bestemt måde, men en påstand alene har ingen begrundelse - det har et argument altid.
Påstande har derfor meget mindre styrke end argumenter, da begrundelse er vigtigt for vores afklaring af, hvad der er sandt og falsk. For begrundelser giver os mulighed for at tjekke, hvad der ligger bag påstande.
For at kunne be/afkræftes, så må påstande altid indeholde et grundled og et udsagnsled, og må altid kunne være sande eller falske.
Et grundled er den ting/person man taler om. Et udsagnsled er hvad tingen/personen er eller gør.
Begrundelser En begrundelse er den årsag, følge eller observation man støtter sin påstand med. Ikke bare en gentagelse af påstanden. Kun begrundelser kan fungere som støtte i et argument (til den lagte påstand). Påstanden er aldrig begrundende for dém, da det fører til fejlslutninger.
Enhver begrundelse må også altid indeholde grundled+udsagnsled, og kunne være sand/falsk.
Barmhjertighedsprincippet Af og til kan et udsagn være formuleret på en måde, hvor det bliver uklart for en hvad pointen er. Her må man se på hvad intentionen var, for at forstå afsenderen. Kan man dog ikke tyde intentionen, fx pga. at pointen udtrykkes i en tekst, så må man se hvordan udsagnet er stærkest, hvis man skal forme så stærkt et modargument som muligt selv:
Dette er hvad barmhjertighedsprincippet går ud på: At vælge den stærkeste fortolkning over den svageste og lade tvivlen komme personen til gode.
Standardisering At standardisere er at skære udsagn op i deres bestanddele for at tyde hvad egentlig udgør påstand og begrundelse, og om argumentet, hvis der er et, er stærkt eller svagt. Der er flere måder at gøre dette på.
Via følgende uddrag fra René Descartes’ værk Meditationer over den første filosofi, så gives her et eksempel på hvordan man kan standardisere:
Opdelingsmåde: Numerisk/alfabetisk K: The only alternative is that the idea (of God) is innate in me, just as the idea of myself is innate in me. 1a: I have not received this idea through the senses. 1a.a: The idea is never presented to me unexpectedly. 1a.b: It is usual with the ideas of sensible things to present themselves unexpectedly. 2a: Nor is the idea likewise a fiction of my mind. 2a.a: It is not in my power to take from or add anything to the idea.
"K" er konklusionen. Alle følgende opdelinger er dens præmisser. "1a" er dermed en præmis til "K", og "1a.a" samt "1a.b" er underpræmisser til "1a". Præmisser kan potentielt set have uendelige underpræmisser, men her nøjes vi med noget begrænset.
"2a" er en anden præmis til "K". Den begrundes af underpræmissen "2a.a".
Til denne måde kan man også udelukkende bruge tal (fx 1.1 og 2.1), bogstaver (fx A.a og B.a), eller man kan bytte rundt på tal og bogstaver (fx A1 i stedet for 1a), så længe man blot er konsistent gennem sin opdeling.
Man tyder påstand, begrundelser og underbegrundelser via indikatorord.
Indikatorord Disse påpeger hvilke dele af et argument, der følger af hinanden og gør det muligt at opdele- samt analysere de udsagn, der er.
Følgende er eksempler: (for præmisser) "fordi/for/siden, at/i kraft af/da/pga., at" (for konklusioner) "derfor/som følge af/herved/heraf/det følger, at/pga. det, så"
Ved sætninger uden indikatorord laves den stærkest mulige tolkning (barmhjertighedsprincippet).
Opdelingsmåde: Diagram Billede kunne ikke uploades.
Nødvendige og tilstrækkelige betingelser Kortfattet kan man sige at nødvendige betingelser indikerer, at noget nødvendigvis må være tilfældet, hvor tilstrækkelige betingelser indikerer, at noget kan være tilfældet.
Visuelt kan man se det på denne måde: Forestil dig en stor cirkel med en mindre cirkel inden i. Den store cirkel repræsenterer en nødvendig betingelse, og den mindre cirkel en tilstrækkelig betingelse.
For at give mere mening til dette billede, så erstat den store cirkel med "Hund" og den lille cirkel inden i med “Chiuaua”. Dette svarer nu til at sige, at alle Chiuauaer er hunde.
Folk kan af og til bytte rundt på nødvendige og tilstrækkelige betingelser, hvormed at ende i fejlslutninger. Fx er det ikke tilfældet at alle hunde er Chiuauaer, da nogle hunde er af andre racer. Ved at lære forskellen på de 2 betingelser, så lærer man at tyde det omfang ethvert argument arbejder med.
Deduktion og induktion
Deduktion Når man er deduktiv, så drages en logisk følge inden for den viden man gives. Hvad menes der med det? Se på følgende eksempel:
Præmis 1: Alle mennesker er dødelige. Præmis 2: Sokrates er et menneske. Konklusion: Derfor er Sokrates dødelig.
Konklusionen findes >i< præmisserne.
Induktion Når man er induktiv, så bruges empiri til at forudsige, uden for ens viden, mere empiri ('empiri' er info samlet via sanserne). For eksempel:
Præmis 1: Denne, første svane er hvid. Præmis 2: Denne, næste svane er hvid. Konklusion: Derfor er alle svaner hvide.
Man forsøger at lave en generalisering, der gælder for fremtidige eksemplarer af det man omtaler (eller hændelser, så som at solen står op).
Forskelle - Typen af ting man erkender Induktion: Ting opfattet direkte via sanserne (fysisk, i verden). Deduktion: Ting opfattet uden sanserne, via tænkning (logisk, i årsager og konsekvenser).
- Hvor man udtaler sig om noget Induktion: Uden for ens viden. Deduktion: Inden for ens viden.
- Måden man bevæger sig på Induktion: Fra noget specifikt (individuelle svaner) til noget generelt (alle svaner). Deduktion: Fra noget generelt (alle mennesker) til noget specifikt (Sokrates).
- Graden af sikkerhed man arbejder med Induktion: Sandsynlighed, bl.a. pga. Induktionsproblemet. Deduktion: Nødvendighed, da det er logisk umuligt, at en konklusion her ikke er som spået (og da universet, fra al observation lavet, følger grundreglerne i logik uden undtagelse).
Konvergent og divergent tænkning
Konvergent tænkning I konvergent tænkning gennemgår man enkelte dele af viden for at sammensætte en konklusion.
Det kan også betyde at man gennemgår delene for at udpege den/dem, som i en given sammenhæng enten er blevet fastsat som rigtig, eller som fremstår for en som det mest sandsynlige svar iblandt de dele man har.
Divergent tænkning Ved divergent tænkning starter man omvendt fra en given info, som en konklusion, og overvejer om der fx er fortolkninger eller undtagelser til den.
Man afsøger ikke kun de svar, der virker åbenlyse eller er påpeget af andre, men alle muligheder, der logisk kán være fra infoen man er givet.
Begge former for tænkning er nyttige at kende, da man kan risikere kun at bruge én af dem, hvis ikke man er opmærksom på sig selv i forhold til begge. da stærke argumenter formes af sind, der er i stand til, bevidst, at ransage sine argumenter via begge måder.
Fejlslutninger Fejlslutninger er inkonsistente/tvetydige/ikke-følgende og/eller usande måder at tænke på, logisk og/eller empirisk set. Der er flere typer af dem: Formelle: Hvor konklusionen ikke følger logisk af præmisserne (og hvor argumentet dermed er ugyldigt). Uformelle: Hvor præmissen og/eller konklusionen ikke er sand (og hvor argumentet, eller dele af det, dermed er usandt). Sproglige: Hvor der er tvetydighed og/eller meningsskift i argumentet, som påvirker dets gyldighed, sandhed og/eller egentlige status som argument. Fælles for alle typer af fejlslutninger er, at de på ingen måde gør argumenter mere sande og/eller gyldige. Tvært imod.
Hvorfor lære om fejlslutninger? 1. Fordi evnen til at tyde styrken af et argument er lige så vigtig for mental dannelse og al diskussion, som evnen til at tyde argumenter fra tomme påstande er. 2. Fordi det at lære om fejlslutninger, i forlængelse af de grundlæggende ting, kan opøve vores evne til at tyde argumenters styrke.
Eksempler på fejlslutninger Personangreb: Man angriber personen frem for argumentet. Stråmand: Man forvrænger andres udsagn i sine modargumenter (ligesom en stråmand uakkurat gengiver, hvad en levende person faktisk er). Personlig skepsis: Man afviser et argument fordi man ikke forstår det, fordi det er svært at forstå generelt eller ikke passer med ens egne, selektive rammer for hvornår noget er sandt. Intimidering: Man fremsætter meget kompleks viden og antager at folk, der ikke kan forholde sig til det tager fejl. Naivitet: Man antager at folk har ret fordi de kan fremsætte kompleks viden ("kompleks" betyder ikke "korrekt"). Trussel: Man truer modparten for at få vedkommende til at opgive sit argument. Misledning: Man afleder samtalen fra hovedpunkterne i ens argument for fx at lede folk væk fra erkendelsen af hvor utilstrækkeligt det er. Afbrydelse: Man afbryder sin modpart, evt. på gentagende vis, for fx at holde folk fra at indse hvor utilstrækkelig ens argument er. Frustrationskneb: Man frustrerer modparten for fx at udstille vedkommende i et dårligt lys for dem man søger at overbevise. Udeblivende begrundelse: Man påstår at noget er sandt/falsk, fx ved "at sådan er det bare", når det ikke nødvendigvis er sådan (man eftertjekker ikke sine antagelser, men hævder stadig at de er sande). Falsk dilemma: Man opstiller et ultimatum, som ikke indbefatter alle mulighederne. Falsk dikotomi: Man stiller muligheder op imod hinanden som om de er gensidigt udelukkende, selvom de ikke er. Utilstrækkelig begrundelse Flertallet: Man hævder noget er sandt/falsk fordi flertallet mener det. Autoritet: Man hævder noget er sandt/falsk fordi en autoritet mener det, eller peger på folk som autoriteter når de ikke er det. Tradition: Man hævder noget er sandt/falsk fordi det er en del af en tradition/fordi man har gjort det altid/i lang tid. Innovation: Man hævder at noget er sandt/falsk fordi det er en del af en innovation/fordi man aldrig har prøvet det/har prøvet det i kort tid. Selvom påstandene i disse fejlslutninger evt. er sande, så er begrundelserne utilstrækkelige, da begrundelseskilden i sig selv ikke altid har ret eller forudsætter korrekthed. Appel til følelser: Man kører på folks følelser, frem for logiske og empiriske omstændigheder. Eksempel: Advokaten, der kører på hvor synd det er, at ofret har mistet sit barn (sympati). Dette har intet at gøre med hvorvidt den mistænkte udførte forbrydelsen, eller ej. Andre følelser, der kan køres på inkluderer vrede, glæde, sorg, håb, lettelse, frygt, afsky, skam, flovhed, jalousi, hengivenhed, ømhed, tillid, forventning, overraskelse, bekymringsløshed, forvirring. Ubegrundet antagelse: Man antager, evt. på implicit vis, at ens konklusion er ubetvivleligt sand, selvom den er tvivlsom. Cirkulært ræsonnement: Man fremsætter en præmis, som begrundes af konklusionen, som begrundes af præmissen etc.. En konklusion har, så længe det ér en konklusion, aldrig en begrundende funktion. Dette er præmissernes formål. Selektion: Man udvælger kun de eksempler som støtter ens argument, selvom der også tydeligvis er eksempler, der underminerer det. Generalisering: Man laver en fejlagtig/utilstrækkeligt begrundet generalisering. Appel til ignorance: Man hævder at noget er sandt fordi det ikke er blevet bevist som falsk. Man hævder at noget er falsk fordi det ikke er blevet bevist som sandt. Fordi man endnu ikke har bevist/modbevist en påstand, så betyder det ikke at den dermed Er sand/falsk.