thumb|De dødsdømte fra mytteriet på Havmanden lægges på hjul og stejle i København. thumb|Flyveblad fra 1683, der beretter om mytteriet: Dette er en grundelig Beretning om det Vest-Indiske Skib / Hafmanden kaldet / hvilcket Anno 1682. den 6. Novembris fra Kiøbenhafn ad St. Thomas skulle henseyle / oc hvorledis 9. aff dennem paa Skibet hafver rebelleret, oc Guberneuren / saa oc Capitain Jan Blom / sampt andre fleere haffver ihielslaget oc kast ofver Borde / oc Skib oc Gods sæt ofver Styr.

Havmanden var en dansk fregat i 1600-tallet. Skibet blev bygget i Haderslev i 1669, deltog i 1676 i slaget ved Øland og sank i 1683 i den svenske skærgård ved Göteborg efter at have været skueplads for det, der er blevet kaldt Danmarkshistoriens mest spektakulære mytteri. Under en rejse til Dansk Vestindien gjorde en række besætningsmedlemmer og straffefanger ombord på skibet oprør og dræbte kaptajnen og en række andre højtstående officerer. Ni af mytteristerne blev senere henrettet i København og lagt på hjul og stejle.

Mytteriet på Havmanden

Skibets forhistorie

Skibet blev bygget i Haderslev i 1669 til anvendelse i den danske flåde. Det deltog i slaget ved Øland mellem den dansk-hollandske allierede flåde og den svenske flåde i 1676. Det var et 35 meter langt og 9 meter bredt skib af fregattypen. Senere blev det givet til Vestindisk-guineisk Kompagni, der stod for Danmarks handel med slavegjorte og med sukker o.l. fra Dansk Vestindien.Lise Brix: Straffefanger i oprør: Arkæologer dykker ned i et af danmarkshistoriens mest dramatiske mytterier. Artikel på videnskab.dk 11. maj 2026.Blodig dansk historie efterforskes af unge fra Holbæk. Nyhed på nyheder.tv2.dk 11. maj 2026.

6. november 1682 stævnede Havmanden ud fra København med kurs mod den dansk-caribiske koloni-ø Skt. Thomas. Ombord var ca. 200 personer - udover besætningen på ca. 40 personer var der omkring 100 straffefanger fra København og dertil nogle betjente fra Vestindisk-guineisk Kompagni, den nytiltrådte dansk-vestindiske guvernør Jørgen Iversen Dyppel og hans familie og en gruppe såkaldte servinger, dvs. fattige folk, der frivilligt havde meldt sig som kontraktarbejdere til at arbejde i den dansk-vestindiske koloni.

20. januar 1683 befandt skibet sig i Den Engelske Kanal mellem England og Flandern. Der var stor utilfredshed både blandt straffefangerne og blandt skibets egen besætning over den behandling, de blev udsat for. Blandt andet uddelte den nederlandske kaptajn Jan Blom alt for lidt mad og drikke. Under ledelse af straffefangen Jochum Gulliksen, der tidligere som fri mand havde tjent som underofficer på Havmanden, og bådsmanden Hans Biermann gjorde en gruppe mænd oprør på skibet og truede kaptajnen på livet. Kaptajn Blom barrikaderede sig i sin kahyt, og da mytteristerne trængte ind her, flygtede han gennem et vindue ud på skibets ror. Her blev han skudt af oprørerne, faldt ned i havet og forsvandt. Derefter blev guvernør Dyppel kastet over bord og druknede. Samme skæbne led ni af de overordnede officerer på skibet. En lille barnekiste med guvernørens dødfødte datter blev også kastet over bord.

Gulliksen og Biermann overtog kommandoen over skibet, der nu sejlede til øen Flores, en del af Azorerne i Atlanterhavet. Her blev en stor del af de ombordværende på Havmanden sat af - formodentlig de fleste fanger og en del af besætningsmedlemmerne. Derefter vendte skibet om og sejlede tilbage mod Europa. Tilsyneladende var det først mytteristernes plan at sejle til Irland, som på det tidspunkt havde ry som et hjemsted for mange pirater, for at sælge skibet og dele pengene mellem sig. Der opstod imidlertid uenighed imellem dem, og man besluttede i stedet at sejle tilbage imod Danmark, uanset at mytteri blev betragtet med meget strenge øjne her. Da skibet nåede ind i Kattegat, blev det ramt af et uvejr, og det gik på grund i den svenske skærgård lidt nord for Göteborg. Efter at besætningen og en del af lasten var blevet reddet, sank skibet. Mytteristerne blev taget til fange af de svenske myndigheder og derefter afhentet af et dansk krigsskib, som førte dem til København. Her blev ni af dem dømt til døde og henrettet på Østerbro 3. juli 1683. Hans Biermann, der blev betragtet som hovedmanden, og fire andre mytterister blev tortureret inden henrettelsen, mens de fire sidste kunne "nøjes med" blot at blive halshugget. Alle ni blev efterfølgende lagt på hjul og stejle til skræk og advarsel.

Betydning

Det voldsomme mytteri fik konsekvenser for den danske kolonipolitik. Danmark manglede arbejdskraft til plantagerne i Vestindien, og det var dette problem, mam forsøgte at løse ved at anvende straffefanger og udsatte kvinder. Efter erfaringerne med mytteriet på Havhesten valgte de danske myndigheder i højere grad at satse på systematisk afrikansk slavehandel for at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft.

Havmanden genfindes

Havmanden lå derefter de næste mere end 300 år på bunden af den svenske skærgård. I 1999 blev vraget fundet af svenske amatørarkæologer. I 2001 blev det undersøgt af svenske arkæologer fra Bohusläns Museum, der i 2003 udgav en rapport om skibet.Havmanden — ett danskt 1600-talsfartyg. Bohusläns Museum, Rapport 2003:29.

Dramaet ombord under mytteriet er nøje blevet skildret af et underordnet besætningsmedlem, Simon Braad. Han deltog ikke selv i mytteriet, men var med på sidelinjen og nedskrev siden sin beretning, der endte i en kasse på Rigsarkivet. Her lå den ubemærket hen, indtil den blev læst og anvendt af den danske historiker Johan Lund Heinsen, der i 2017 skrev forskningsværket Mutiny in the Danish Atlantic World - Convicts, Sailors and a Dissonant Empire om mytteriet på Havmanden.Johan Heinsen: Mutiny in the Danish Atlantic World - Convicts, Sailors and a Dissonant Empire. Opslag på bloomsbury.com, besøgt 13. maj 2026.

I maj 2026 blev vraget undersøgt nærmere af en gruppe danske marinarkæologer fra Nationalmuseet, der sejlede til Göteborg på museets skonnert Bonavista.

Optræden i populærkulturen

Peter Flemming Christensen har skrevet en skolekomedie om Mytteriet på Havmanden. Her fortæller to fanger i en fængselscelle om deres sidste sørejse ombord på fregatten Havmanden.Mytteriet på havmanden. Opslag på danteater.dk (Dansk Teaterforlags hjemmeside), besøgt 13. maj 2026.

Kilder

Eksterne henvisninger

H.C. Bering Liisberg (1900): Kgl. Majestæts skip "Havmanden". Billeder i historisk ramme fra Christian V's tid. Havmanden — ett danskt 1600-talsfartyg. Bohusläns Museum, Rapport 2003:29.

Kategori:Fregatter fra Danmark Kategori:Skibe bygget i Danmark Kategori:Danmark i 1600-tallet